Document Actions

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-288

Instans: Pressenævn - dato: 06/14/2006 - sagsnummer: 2006-6-288

 

 

Resumé:

Klager – en organisation - klagede over udsendelse bragt i Danmarks Radio.
Vedrørende klagepunkterne 1 og 5-8 fandt Pressenævnet, at ordvalget ikke i sammenhængen gik ud over den redaktionelle formuleringsfrihed, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.
Vedrørende klagepunkterne 2, 3 og 9 fandt Nævnet, at i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man ville bringe i mediet. Pressenævnet fandt, at det ældre interview med advokat Herbert Batliner, sammenligningen med UNICEF, samt tidspunktet hvor Danmarks Radio informerede om [K]s kommercielle status, lå inden for rammerne af redaktørens redigeringsret, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.
Parterne havde afgivet modstridende forklaringer vedrørende klagepunkt 10 om en forbindelse mellem fonden Lapislazuli og [K]. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring, der var den rigtige.
De anvendte udtryk i klagepunkterne 4 og 11-14: ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”, ”plat”, ”vildledende salgsmateriale”, ”Man tror, det er en lille forening, der hjælper de handicappede”, ”dette får os til at tro, vi støtter en god sag” samt ”snyd og bedrag”, fremstod dels som Danmarks Radios vurdering og dels som henholdsvis Jan Jørgensens, [A]s, Sune Bangs og Karen Hækkerups vurderinger af salgsmaterialet, hvorfor Nævnet ikke udtalte kritik af det bragte. Endvidere fremstod udsagnene ”de føler sig røvrendt” og ”snydt” som Danmarks Radios vurdering af [A]s opfattelse, og Nævnet fandt, at der heller ikke er grundlag for at udtale kritik vedrørende disse udsagn.
Pressenævnet fandt endvidere, at Danmarks Radio i tilstrækkelig grad havde forsøgt at efterprøve de oplysninger, som var bragt i udsendelsen. Nævnet havde herved også lagt vægt på, at Danmarks Radio inden offentliggørelsen forsøgte at indhente kommentarer fra flere forskellige kilder.
Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtalte:
Vi fandt, at udsagnet ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben” måtte forstås som en oplysning om, at bagmændene berigede sig på de handicappedes bekostning, hvilket ikke var dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Vi fandt, at oplysningen kunne skade [K]s omdømme og dermed muligheden for at tiltrække kunder. Oplysningen måtte derfor anses for egnet til at kunne påføre virksomheden skade af betydning, hvorfor [K] havde krav på genmæle vedrørende disse udsagn i medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1.
Vi fandt, at der i øvrigt i udsendelsen ikke var bragt udsagn af faktisk karakter, der var egnet til at påføre [K] skade af betydning.
Et medlem – Jan Kristensen – udtalte:
Jeg fandt, at udsagnene i udsendelsen Kontant ikke var af en sådan faktisk karakter, at der var grundlag for at pålægge Danmarks Radio at bringe et genmæle.
Der afsagdes kendelse efter stemmeflertallet.

 

Tekstens ordlyd:

[K] har ved advokat Johan Schlüter klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 6. december 2005, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Indslaget i programmet ”Kontant” den 6. december 2005 i Danmarks Radio er lavet i samarbejde med Ekstra Bladet, der sideløbende bragte en artikelserie vedrørende [K].

1.1. Kontant, Danmarks Radio, den 6. december 2005

Programmet indledes med klip fra indslaget vedrørende mund- og fodmalende kunstnere, der vises senere i programmet. Udsendelsen begynder:

”Studievært: Det her er julekort, der sælges af FNs børnefond, UNICEF, overskuddet af salget går til fondens hjælpearbejde verden over. De her julekort sælges af De Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag, og når man køber dem, så tror man også, at man støtter en god sag.

Speak: Det troede [A og A1] i hvert fald.

[A1]: De handicappede vil man altid synes har brug for lidt ekstra, ikke?

Speak: Men af den årlige omsætning på 18 mio. kroner bliver en god del sendt til udlandet. Kun sølle 3 % går til de mund- og fodmalende kunstnere. Og det er en forretning, som Dansk Handicapforbund bestemt ikke bryder sig om.

DHF, formand: Plat, at drive plat på de ældre.

Speak: Og der er ligefrem tale om verdensomspændende plat. Kontant kommer på sporet af en regulær pengemaskine, da vi går på jagt efter de store beløb, der forsvinder ud af Danmark. En jagt, der bringer os til skatteparadiset Liechtenstein.”

Der vises herefter andre indslag, hvorefter programmet vender tilbage til [K], Foreningen af Mund- og fodmalende kunstnere. Udsendelsen fortsætter:

”Studievært: Når man ser julekortene, der er lavet af mund- og fodmalende kunstnere, og læser salgsmaterialet, der følger med, ja så er det ikke så svært at finde den gavmilde side frem i sig selv, men den stemning ændrer sig brat, når man kigger bag det rørende ydre. Her finder man nemlig en velsmurt pengemaskine styret af økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben. Det er en dydig historie, vi fortæller nu, og den begynder i [A og A1]s dagligstue.

Speak: Som når man igen i år åbner postkassen og finder en pakke med mund- og fodmalende julekort, så har selv skeptikeren [A1] svært ved at stå imod.

[A1]: Ja, det handicappede vil man vel altid synes har brug for lidt ekstra, ikke?

Speak: Ægteparret har nu købt julekortene gennem ti år. Motiverne er malet med munden eller fødderne af handicappede, der ikke kan bruge armene. Her er det optagelser af en dansk kunstner fra TV 2-programmet Dags Dato, der sidste år kiggede nærmere på mund- og fodmalerne. Hvert år husstandsomdeles en pakke med seks julekort, lidt gavemærkater og en lommekalender. Med i pakken er et girokort, så man kan betale 79 kroner, hvis man har lyst, og brev, hvori der blandt andet står:

Speak: ”Deres køb af varer giver kunstnerne mulighed for at udvikle kunstneriske evner, at blive værdsat som kunstner, at kunne forsørge sig selv gennem deres kunstneriske virke.”

Speak: Og beskrivelsen virker efter hensigten. Selv en professionel reklamemand er overbevist.

Sune Bang, partner, Propaganda - McCann: Det er jo alt i alt et meget, meget sympatisk, rørende og hyggeligt initiativ.

Speak: Sune Bang har mange års erfaring i at lave kampagner for velgørende organisationer. Han ved, hvad der virker, når det drejer sig om at få danskerne til at punge ud til et godt formål. I dette tilfælde er det det personlige brev, der gør forskellen.

Sune Bang: Man kan se de personlige historier. Det vil sige, at jeg får en relation til de her personer, som jeg støtter direkte. Her er nogen, der personligt henvender sig næsten, så jeg er næsten udvalgt til at hjælpe dem. Det vil jeg sige. Meget sympatisk.

Speak: Teksten får altså os til at tro, at vi støtter et godt formål. Det indtryk har [A og A1] også fået.

[A]: Det er sådan en lille forening, der hjælper de mennesker til at kunne gøre noget med deres maleri, som de måske ikke havde mulighed for.

Speak: Men lille er ikke et ord, man kan bruge om organisationen bag mund- og fodmalende kunstnere. Kontant har gennemgået firmaets regnskaber. Sidste år solgte det for godt 18 mio. kroner. Det svarer til, at mere end 200.000 danskere købte en pakke med julekort. Og når alle omkostningerne er betalt, står virksomheden med godt fire en halv millioner kroner i overskud. Der er altså rigeligt med penge til at støtte en god sag. Men hvor mange handicappede får egentlig del i overskuddet?

Speak (henvendt til [A]): Hvor mange af de her malere, tror du, der er?

[A]: I Danmark? Et par hundrede stykker måske.

Speak: Her tager [A] dog grundigt fejl. I virkeligheden er der kun ét fuldgyldigt dansk medlem af organisationen. Ruth Christensen.

[A]: Det var ikke meget.

[A1]: Det er ret chokerende. Synes jeg ærlig talt.

[A]: Jeg troede, at der var flere. Det var mærkeligt.

Speak: Ruth Christensen får udbetalt knap 32.000 kroner om måneden. Derudover er to andre kunstnere tilknyttet foreningen. De får begge et mindre tilskud til materialer. Alt i alt løber det op i 500.000 kroner, der udbetales til de handicappede danske kunstnere om året. Ud af de godt 18 millioner kroner, som mund- og fodmalerne altså sælger julekort for, bliver det til en udbetaling på under 3 % til de danske kunstnere. Hvad der sker med resten af julekorts-millionerne, vender vi tilbage til.

Studievært: I mellemtiden skal vi en tur på gaden og møde én, der også appellerer til vores gavmildhed her i december. Julekortene fra De Mund- og Fodmalendes Forlag er nemlig ikke alene på markedet.

UNICEF-medarbejder (på gaden): Så er det UNICEFs børnefond. Gaveidéer og kort…

Speak: Vi er på strøget i Birkerød med en frivillig fra UNICEF…

UNICEF-medarbejder: Min belønning det er den tilfredsstillelse, at jeg gør noget for den store Verden.

Speak: … UNICEF solgte sidste år for knap 12 millioner kroner julekort og andre tryksager – altså kun 2/3 af mund- og fodmalernes omsætning på 18 millioner kroner. Og der er også forskel på, hvordan pengene forvaltes. Hos mund- og fodmalerne går der altså mindre end 3 % af indtægterne til de danske kunstnere. Hos UNICEF derimod går mellem 40 og 50 % af indtægterne fra julekort til hjælpearbejdet, og det oplyses kunderne om, inden de køber varerne i modsætning til køberne af julekort fra mund- og fodmalerne.

Steen Andersen, Generalsekretær, UNICEF Danmark: Grundlæggende har vi en ting, vi lever af. Og det er en troværdighed. Når man støtter UNICEF, så ved man, at det er børn der og der, hvis vi nu er meget specifikke med, at det er en specialkampagne. Eller det i hvert fald er børn i verdens fattige lande.

Speak: UNICEF offentliggør man hvert år et regnskab, hvor enhver kan få indsigt i, hvordan pengene bruges. Hos mund- og fodmalerne er det en forretningshemmelighed. Lad os for eksempel se lidt nærmere på, hvad man kan få at vide. I modsætning til, hvad mange købere af mund- og fodmalernes julekort tror, er der ikke tale om en lille dansk forening, men om en verdensomspændende koncern. Systemet er bygget op sådan her. Overskuddet fra Danmark. Altså sidste år 4,5 mio. kroner bliver hvert år sendt fra salgskontoret i Roskilde til moderselskabet, der har hjemme i skatteparadiset Liechtenstein. I dette moderselskab samles der millionoverskud fra salgskontorer ligesom det danske i hele 46 lande verden over. Præcis hvor meget, der ender i Liechtenstein, kan Kontant ikke få noget svar på. Moderselskabets regnskab er hemmeligt, og det samlede overskud er endnu en forretningshemmelighed. Men hvis folk i lande som USA, England, Tyskland og Frankrig er ligeså gavmilde som danskerne ved juletid, så peger tallene på, at koncernen skaber et samlet overskud på flere hundrede millioner kroner hvert år. Det eneste, virksomheden oplyser, er, at 80 % af overskuddet går til de handicappede kunstnere. Et tal, som ingen kan kontrollere. Tallet gentages af mund- og fodmalernes danske direktør over for Kontant.

Randi Viereck, direktør, Mund- og Fodmalernes Forlag: Det, jeg siger, er, at vi dernede fra har fået oplyst, at det der går ud af landet. Der bliver de 80 % brugt til lønindhold, eller hvad man skal kalde det til kunstnerne. Og de 20 % anvendes til udstillinger, rejser og administration.

Speak: Men så må der vel være en stor del kunstnere, der får glæde af pengene i udlandet. Næh, faktisk er der bare 103 kunstnere som danske Ruth Christensen, der får en regulær løn af julekorts-virksomheden. Dertil kommer knap 500 kunstnere, der får det mindre tilskud til materialer. De samlede udbetalinger til alle kunstnere i verden løber sig op i knap 84 millioner kroner om året ifølge Kontants beretninger. Altså langt fra det sandsynlige årlige overskud på flere hundrede millioner kroner på verdensplan. Den danske direktør forklarer os, at når pengene har forladt Danmark, så ved hun ikke længere, hvad der sker med dem. Faktisk taler hun ikke med dem.

Speak: Hvor meget kontakt har du til Liechtenstein?

Randi Viereck: Det er jo ikke så voldsomt meget jo, på den måde.

Speak: Hvordan foregår det, hvis du kan fortælle mig lidt om det?

Randi Viereck: Der er jo ikke så meget dialog, andet end at jeg sender pengene derned.

Speak: Tilbage i Hvidovre sidder [A og A1] med deres ønske om at hjælpe de handicappede kunstnere.

[A]: Jamen jeg føler mig, hvis man skal sige det på pænt dansk, røvrendt. Jeg synes, det er. Det er virkelig snyd.

Speak: Også i de handicappedes egen forening, Dansk Handicap Forbund, er man forargede over mund- og fodmalernes forretningsmetoder.

Jan Jørgensen, Landsformand, Dansk Handicap Forbund: Platte. Det er plat. At drive plat på de handicappede.

Speak: Dansk Handicap Forbund mener, at mund- og fodmalernes salgsmateriale er vildledende.

Jan Jørgensen: Hvis folk tror, at man samler penge ind til en sag, og så de penge går ned i ens egen lomme, så vildleder man jo folk. Så bruger man jo sit handicap bevidst til at vildlede folk.

Studievært: Vildledning eller ej, så giver salget af de her kort hvert år et overskud på 4,5 millioner kroner, som de Mund- og Fodmalendes Forlag altså sender ud af landet, men hvor bliver pengene egentlig af? Som vi lige hørt - enten kan eller vil den danske direktør ikke fortælle det. Så vi tager selv på jagt efter en forklaring. Vi følger pengestrømmen til miniputstaten Liechtenstein. Det kendte skatteparadis, hvor det indtil for fire år siden var fuldt ud lovligt at hvidvaske sorte penge.

Speak: Kontant er på vej til Liechtenstein. Med os har vi en stak hemmelige dokumenter, som en tidligere medarbejder i mund- og fodmalernes hovedkvarter har lækket til pressen. De viser blandt andet, hvad der lader til at være en overførsel af en sum penge fra mund- og fodmalerne til en fond ved navn Lapislazuli. Det mistænkelige er, at [K], som er mund- og fodmaler-organisationens officielle navn, ikke må informeres. Før afrejse viser vi dokumenterne til en konsulent hos revisionsselskabet Deloitte.

Jeppe Stokholm, Seniorkonsulent, Deloitte: Fondens formål, hvis det er at være velgørenhed. Hvis det er at distribuere midler ud til en afgrænset persongruppe. Så betyder det, at denne afgrænsede persongruppes midler kan blive inddraget af stifteren og blive brugt til private formål.

Speak: Med andre ord fondens stifter kan benytte pengene efter for godt befindende. Jeppe Stokholm understreger dog, at dokumenterne ikke isoleret set beviser noget, fordi de ikke er underskrevet. Men de rejser nogle spørgsmål, som Kontant gerne vil have besvaret i Liechtenstein... Her er penge omdrejningspunktet og diskretion en selvfølge. Det gælder også for organisationen af mund- og fodmalere. Faktisk står det sort på hvidt i organisationens vedtægter, at medarbejderne har tavshedspligt og bliver straffet, hvis de løfter sløret for de interne økonomiske forhold. Men hvorfor skal det hele være så hemmeligt? Vi opsøger først mund- og fodmalernes hovedkontor og beder om at tale med organisationens direktør, Frans Moseleigner, men han er ikke til at træffe. Vi spørger også efter Frans Moseleigners svigerfar, Herbert Batliner, der er juridisk rådgiver for organisationen.

Receptionist (over dørtelefonen): There is nobody in today.

Speak: Dokumenterne viser, at netop Herbert Batliner har uindskrænket magt over midlerne i fonden Lapislazuli, der altså tilsyneladende hemmeligt har fået overført beløb fra mund- og fodmalerne. Herbert Batliner er kendt for at være en meget pressesky mand, og det er måske ikke så mærkeligt. Den 77-årige advokat er nemlig mistænkt for at have hvidvasket gigantiske summer af sorte penge fra en lang række kriminelle personer og organisationer. I 1978 lykkedes det TV-aktuelt at få et interview med Herbert Batliner i en udsendelse, der netop handlede om at vaske sorte penge hvide.

Interviewer (interview optaget i 1978): Er det lige meget for Dem, om det er sorte eller hvide penge?

Herbert Batliner, Advokat, Liechtenstein (tidligere udsendelse): Ja, det er det.

Speak: Men nu, 27 år efter, er Herbert Batliner betydeligt sværere at få i tale. Vi prøver nu et af hans advokatfirmaer.”

Kontants udsendte journalist får at vide, at Herbert Batliner sidder i møde med en klient og derfor ikke kan tale med journalisten. Udsendelsen fortsætter:

”Speak: Kort efter kommer en bestemt herre ned i receptionen.

Den bestemte herre: Han [Herbert Batliner] er her ikke, og han vil ikke møde Dem. Slet ikke.

Speak: Men vi har jo netop fået at vide, at Herbert Batliner er i Liechtenstein, mens vi er på besøg. Trods gentagne forespørgsler får vi dog aldrig Batliners svar på vores spørgsmål. Vi bliver flere gange lovet, at han vil ringe tilbage, men det sker ikke.

Studievært: Nærmere på de mange millioners videre skæbne kommer vi ikke. I denne mail afviser organisationen at besvare nogen som helst spørgsmål, der drejer sig om interne økonomiske forhold. Nu er det jo i sig selv ikke en forbrydelse at tjene penge, men måden, man gør det på, kan diskuteres. Det er helt i orden, at de Mund- og Fodmalende Kunstneres Forlag driver en tilsyneladende rigtig god forretning, men at det gøres i en stemning og tone af velgørenhed er ikke i orden. Derfor mener flere politikere, at der skal sættes en stopper for salget af julekort her i Danmark.

Elisabeth Geday, Forretningsordfører, Rad. V.: Hvis du kom og spurgte ti tilfældigt udvalgte danskere, om det her det var et firma eller en organisation af handicappede malere, som får pengene til et godgørende formål, så ved jeg godt, at de vil svare det sidste. Det er det, folk tror, og derfor er det vildledende.

Karen Hækkerup, Forbrugerordfører, Socialdemokratiet: Man får et indtryk af, at man støtter et godt formål, og det vil vi gerne. Især i juletiden. Man får ikke noget indtryk af at blive snydt og bedraget. Og det synes jeg, man gør.

Speak: Men den konservative forbrugerminister, Lars Barfoed, afviser at skride ind over for organisationen af mund- og fodmalere. Han henviser til forbrugerombudsmanden, som tidligere har indskærpet over for mund- og fodmalerne, at de i deres materiale skal gøre det klart, at der ikke er tale om en velgørende organisation. Og det står der ganske rigtigt også nævnt med små bogstaver på bagsiden af det brev, der følger med julekortene. Men både de Radikale og Socialdemokraterne mener altså, at det er vildledende markedsføring, og ser gerne salget af julekort standset.

Karen Hækkerup: Loven er meget generel, så hvis man på nogen måder kan stramme op, så sådan noget som det her ikke bliver tilladt, så lægger Socialdemokraterne meget gerne stemmer til det.

Speak: Elisabeth Geday sætter sin lid til den nye markedsføringslov.

Elisabeth Geday: Jeg har en tiltro til, at det giver forbrugerombudsmanden en mulighed for at gribe ind. For det den her virksomhed gør, det er, den overholder lovens bogstav, men ikke lovens ånd.

Studievært: Den nye markedsføringslov træder i kraft til sommer, spørgsmålet er så, om forbrugerombudsmanden kan eller vil bruge den til at skride ind over for de mund- og fodmalendes salgsmetoder. Det var Kontant for denne gang…”

Danmarks Radio har den 23. december 2005 afvist at bringe et genmæle i sagen.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

Advokat Johan Schlüter har anført, at Danmarks Radio i udsendelsen fremsætter krænkende udtalelser på udokumenteret grundlag. [K] har anført, at navnlig følgende er i strid med god presseskik:

1. ”Man tror, man støtter en god sag, men i virkeligheden er der tale om en pengemaskine” og ”Når man ser salgsmaterialet, er det ikke svært at finde den gavmilde side frem i sig selv”. Udsagnene er en forvanskning af virkeligheden, idet seeren ikke gøres opmærksom på, at [K] driver en virksomhed på kommercielle vilkår. [K] har gjort opmærksom på, at der i salgsbrevet til årets udsendelse af julekort fulgte følgende salgsbrev: ”Mund- og Fodmalende Kunstnerens Forlag er ikke en velgørenhedsorganisation, men et firma…” På brevets forside var videre angivet: ”Vi gør opmærksom på, at der hverken består betalings-, opbevarings- eller tilbagesendelsespligt.”
2. At Danmarks Radio først sent i udsendelsen gør opmærksom på [K]s kommercielle status, selvom der i salgsmaterialet er gjort opmærksom på, at der ikke er tale om en velgørenhedsorganisation.
3. At det er vildledende, når [K] sammenlignes med UNICEF, idet UNICEF er en velgørenhedsorganisation.
4. ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”. Udsagnet fremstår, som om de midler, der tilgår organisationen, ikke anvendes til gavn for de handikappede kunstnere, hvilket ikke er korrekt.
5. Beregningerne, der anslår, at 3 % af indtægterne fra Danmark går til danske kunstnere, er misvisende.
6. Til udsagnet: ”Vildledning eller ej, så giver salget af de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kr., som de Mund- og Fodmalendes Forlag sender ud af landet.” har [K] anført, at det er det internationale hovedkontor i Liechtenstein, der sørger for betalingerne til kunstnerne.
7. ”Med andre ord fondens stifter kan benytte fondens midler efter for godt befindende”. Indslagets konklusioner fremstår, som om en advokat i Liechtenstein beriger sig gennem [K]s midler i strid med [K]s vedtægter og forretningsgange.
8. ”Medarbejdere i [K] kan straffes, hvis de løfter sløret for interne økonomiske forhold i virksomheden” er en sædvanlig tavshedspligtsklausel.
9. Der vises et tyve år gammelt interview med Herbert Batliner. [K] har anført, at udtalelserne ikke har noget at gøre med [K], men virker mistænkeliggørende over for [K], idet Batliner udtaler sig om sorte penge.
10. [K] afviser, at der er en forbindelse mellem [K] og fonden Lapislazuli, som Herbert Batliner var formand for. Pr-bureauet oplyste om sammenhængen, men Danmarks Radio valgte at fortie oplysningerne.
11. Ordet ”plat” anvendes af Jan Jørgensen om virksomheden, ligesom han udtaler, at der er tale om ”vildledende salgsmateriale”.
12. Karen Hækkerup som ekspertkilde udtaler, at virksomheden er ”snyd og bedrag”. [K] har anført, at Danmarks Radio burde have fået en kvalificeret bedømmelse ved eventuelt at henvende sig til en universitetsjurist.
13. ”Man tror, det er en lille forening, der hjælper de handicappede” udtaler [A og A1]. Om ægteparret udtales, at ”de føler sig røvrendt” og ”snydt”.
14. At Sune Bang ikke nævner, at han opfatter [K] som velgørende, alligevel konkluderer journalisten, at ”dette får os til at tro, vi støtter en god sag”.

Advokaten har videre anført, at indslaget er klippet sådan sammen, at oplysninger om lovligheden af [K]s salgsmetoder forsvinder i indslagets mistænkeliggørelse af [K].

Advokaten har herudover anført, at Danmarks Radio burde have efterprøvet oplysningerne inden offentliggørelsen, herunder burde oplysningerne være forelagt det danske medlem, Ruth Christensen, der tidligere har deltaget i tv-interviews. Udsendelsen havde ikke en sådan nyhedsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne vente, til Ruth Christensen var at træffe.

Advokaten har endelig anført, at pr-bureauet besvarede Danmarks Radios henvendelse inden offentliggørelsen, ligesom et andet dansk medlem, Ann Lund Christensen, var villig til at stille op til interview og var til prøveinterview vedrørende et andet indslag på Danmarks Radio om [K].

Advokaten mener, at ovenstående berettiger [K] til at få bragt et genmæle.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio bemærker, at der kun er bragt oplysninger, der allerede var offentligt tilgængelige eller udleveret af firmaets pr-bureau.

Til de påklagede udsagn vedrørende god presseskik, har Danmarks Radio anført følgende:

Ad 1. At flere efterlades med det indtryk, at salgsmaterialet er fra en velgørenhedsorganisation. Danmarks Radio bemærker, at [K] selv har udtalt, at mange opfatter [K] som velgørende, ligesom der gøres opmærksom på, at fremgangsmåden er lovlig.
Ad 2. At der ca. 6 minutter inde i indslagspakken gøres opmærksom på, at ”.. der ikke er tale om en lille dansk forening, men om en verdensomspændende koncern”. Danmarks Radio har videre anført, at det blot konstateres, at meddelelsen om, at [K] ikke er en velgørende organisation, står med småt – men ikke med mindre typer end den øvrige tekst.
Ad 3. At det er relevant at sammenligne UNICEF og [K], idet organisationerne kæmper om de samme penge, idet folk opfatter [K] som en velgørende virksomhed.
Ad 4. At udsagnet ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, som rager til sig med arme og ben” er berettiget, idet [K] omsætter for mange hundrede millioner kroner på verdensplan. Ordvalget er endvidere berettiget, idet [K] ikke kan forklare misforholdet mellem indtægter og udbetalinger.
Ad 5. At der på baggrund af konkrete beregninger konstateres, at de danske kunstnere får det, der svarer til 3 % af omsætningen i Danmark. Danmarks Radio har videre anført, at der gøres opmærksom på, at 80 % af indtægterne går direkte til kunstnerne.
Ad 6. At udsagnet ”Vildledning eller ej. Så giver salget af de her kort hvert år et overskud på 4,5 mio. kroner, som de Mund- og Fodmalendes Forlag sender ud af landet” er en faktuel konstatering, som fremgår af VMDFKs danske afdelings regnskab. Danmarks Radio anfører videre, at det fremgår af udsendelsen, at overskuddene fra de enkelte lande ender i Liechtenstein, hvorfra de bliver fordelt.
Ad 7. At der i sammenhæng med udsagnet ”Med andre ord fondens stifter kan benytte fondens midler efter for godt befindende” gøres opmærksom på, at det ikke er bevist, at overførsler har fundet sted, men at dokumenterne rejser nogle spørgsmål.
Ad 8. At der ikke nævnes noget om, at det er odiøst, at medarbejderne har tavshedspligt under strafansvar.
Ad 9. At klippet fra 1978 er relevant, idet det viser [K]s rådgiver, Herbert Batliners, erhvervsmæssige baggrund.

Ad 10. At [K] selv bekræfter en forbindelse mellem fonden Lapislazuli og [K].

Ad 11.-13.

At det er relevant at gengive Jan Jørgensens, Karen Hækkerups og ægteparret [A og A1]s udtalelser, idet disse illustrerer opfattelsen af [K] på baggrund af [K]s salgsmateriale.

Ad 14. At Sune Bangs flere gange over for Danmarks Radio tilkendegav, at salgsmaterialet gav indtryk af, at en lille dansk forening stod bag. Danmarks Radio har videre anført, at man ikke er forpligtede til at vise hele interviewet.

Danmarks Radio har videre anført, at alle oplysningerne i udsendelsen er forsøgt efterprøvet og er refereret nøjagtigt. Danmarks Radio har herudover anført, at der er gjort omfattende forsøg på at kontakte ansvarlige personer omkring [K] med henblik på interviews, men ingen ønskede at medvirke, ligesom nogle ikke vendte tilbage herom.

Danmarks Radio bemærker herudover, at man opfordrede pr-bureauet til at imødegå kritikpunkterne, der ville fremkomme i udsendelsen, men at [K] ikke besvarede spørgsmål vedrørende økonomiske forhold. Danmarks Radio har videre anført, at Ruth Christensen ikke er den officielle talsmand for [K], hvorfor den række af repræsentanter, der blev forsøgt kontaktet, var mere indlysende. Danmarks Radio har vedrørende Ruth Christensen anført, at hun er underlagt tavshedspligt om [K]s økonomiske forhold, hvilket fremgår af et tidligere interview på TV 2. Danmarks Radio forsøgte imidlertid at kontakte Ruth Christensen, men hun var ikke at træffe.

Danmarks Radio mener ikke, at det bragte er i strid med god presseskik, og har endvidere afvist at bringe et genmæle.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Vedrørende klagepunkterne 1 og 5-8 finder Pressenævnet, at ordvalget ikke i sammenhængen går ud over den redaktionelle formuleringsfrihed, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Vedrørende klagepunkterne 2, 3 og 9 finder Nævnet, at i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at det ældre interview med advokat Herbert Batliner, sammenligningen med UNICEF, samt tidspunktet hvor Danmarks Radio informerer om [K]s kommercielle status, ligger inden for rammerne af redaktørens redigeringsret, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende klagepunkt 10 om en forbindelse mellem fonden Lapislazuli og [K]. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring, der er den rigtige.

De anvendte udtryk i klagepunkterne 4 og 11-14: ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”, ”plat”, ”vildledende salgsmateriale”, ”Man tror, det er en lille forening, der hjælper de handicappede”, ”dette får os til at tro, vi støtter en god sag” samt ”snyd og bedrag”, fremstår dels som Danmarks Radios vurdering og dels som henholdsvis Jan Jørgensens, [A og A1]s, Sune Bangs og Karen Hækkerups vurderinger af salgsmaterialet, hvorfor Nævnet ikke udtaler kritik af det bragte. Endvidere fremstår udsagnene ”de føler sig røvrendt” og ”snydt” som Danmarks Radios vurdering af ægteparret [A og A1]s opfattelse, og Nævnet finder, at der heller ikke er grundlag for at udtale kritik vedrørende disse udsagn.

Pressenævnet finder endvidere, at Danmarks Radio i tilstrækkelig grad har forsøgt at efterprøve de oplysninger, som er bragt i udsendelsen. Nævnet har herved også lagt vægt på, at Danmarks Radio inden offentliggørelsen forsøgte at indhente kommentarer fra flere forskellige kilder.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler:

Vi finder, at udsagnet ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben” må forstås som en oplysning om, at bagmændene beriger sig på de handicappedes bekostning, hvilket ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Vi finder, at oplysningen kan skade [K]s omdømme og dermed muligheden for at tiltrække kunder. Oplysningen må derfor anses for egnet til at kunne påføre virksomheden skade af betydning, hvorfor [K] har krav på genmæle vedrørende disse udsagn i medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1.

Vi finder, at der i øvrigt i udsendelsen ikke er bragt udsagn af faktisk karakter, der er egnet til at påføre [K] skade af betydning.

Et medlem – Jan Kristensen – udtaler:

Jeg finder, at udsagnene i udsendelsen Kontant ikke er af en sådan faktisk karakter, at der er grundlag for at pålægge Danmarks Radio at bringe et genmæle.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

[K] er berettiget til efter påkrav at få bragt følgende genmæle i Danmarks Radio, jf. medieansvarsloven § 39:

”Genmæle:

I programmet ”Kontant” den 6. december 2005 omtalte Danmarks Radio Vereinigung der Mund- und Fussmalenden Künstler in aller Welt E.V., [K], og følgende udsagn anførtes blandt andet: ”Bag det ydre finder man en velsmurt pengemaskine med økonomiske bagmænd, der rager til sig med arme og ben”.

[K] bestrider rigtigheden af udsagnet.

Vereinigung der Mund- und Fussmalenden Künstler in aller Welt E.V., [K].”