Document Actions

Statsansatte får kommunikationsværktøjer online

 

Offentliggjort 06/15/2011

 

 

UPDATE har transformeret sin viden om skriftlig kommunikation til syv e-læringskurser for statens medarbejdere

 

Anna fra Enheden for Bæredygtig Udvikling har behov for at lære om webformidling. Hun er en af de cases, der guider kursisterne igennem e-læringsforløbene. Skærmdump fra info-campus.dk

Anna er netop ansat i Enheden for Bæredygtig Udvikling. Hun er biolog og kommer fra forskerverdenen, hvor hun er vant til at formidle til folk inden for eget fagområde. I sit nye job skal hun imidlertid kommunikere med mange andre målgrupper og kunne godt bruge noget hjælp til at komme i gang.

Eksemplet er tænkt, men grebet ud af virkeligheden, hvor hundredevis af statsansatte hver dag kæmper med at forfatte notater, taler og nyhedsindhold til forskellige målgrupper.

Om man arbejder ved Kriminalforsorgen, Banedanmark eller Nationalmuseet skal massevis af viden kommunikeres, deles, formidles og skriftliggøres. Og ikke kun med specialiserede kommunikatører som penneførere.

Uundgåelig samarbejdspartner
For at styrke kommunikationen i staten har Personalestyrelsen derfor i et storstilet projekt lanceret et e-læringsunivers for statsansatte. Campus – Rum for læring i staten hedder det virtuelle kompetencecenter, hvor man også kan blive klogere inden for kursusemner som ledelse, HR, økonomi, sagsbehandling og personlig udvikling.

Rådgivervirksomheden Grontmij/Carl Bro har faciliteret opgaven for Personalestyrelsen. Og da der skulle vælges indholdsleverandør til kursuspakken Skriftlig kommunikation, var der ikke tvivl om, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles efter- og videreuddannelsescenter, UPDATE, var den ideelle samarbejdspartner.

Redskaber og viden
I Campus-universet har kursisterne mulighed for at lade sig guide gennem syv forskellige kurser. Alt imens de får nyttige tips, gode råd og tommelfingerregler, lærer de også selv at tænke og handle - blandt andet ved at skulle vælge mellem forskellige måder at løse opgaver på.

Hvert kursus varer en times tid og giver - gennem cases, refleksionsøvelser og test – kursisten mulighed for at arbejde med de forskellige kommunikationsdiscipliner. Hvert kursus har også en værktøjskasse tilknyttet, hvor kursisten kan hente tjeklister, skabeloner osv. til det videre arbejde.

Camilla Wagner Gade har som projektleder hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole været med i hele processen. Hun glæder sig over at UPDATE har leveret syv stærke e-læringskurser, som reelt kan styrke kommunikationen i staten.

- Det er selvfølgelig ikke en realistisk målsætning, at kursisterne skal blive professionelle kommunikatører på en time. Kurserne styrker de generelle kompetencer inden for skriftlig kommunikation, samtidig med at kompetencen bliver sat i en mere specifik kontekst. Man får med andre ord en indføring og nogle værktøjer, siger hun.

De syv kursusemner er kommunikationsplanlægning, skriv klart og effektivt, skriv et notat, skriv en afgørelse, skriv til web, skriv gode taler og pressekontakt.
Alle emner, som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udbyder uddybende kurser i.

UPDATE henvender sig i stigende grad også til generalister, der ønsker korte eller lange forløb, der giver alt fra praktisk erfaring til teoretisk viden og som er kompetencegivende.

 

 


Søg

  

 

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel: