| Titel og resumé |
|---|
|
|
| | Case of Sanoma Uitgevers B.V. v. The Netherlands (14-09-2010)
Mediejuras resumé:
Arrangørerne af et bilræs i Holland havde givet journalister fra magasinet Autoweek adgang til at overvære og tage billeder af bilræset. Journalisternes adgang var betinget af, at de ikke afslørede deltagerne i den ulovlige kørsel, og journalisterne gav et udtrykkeligt løfte herom.
Efterfølgende anmodede politiet om at få udleveret billeder med henblik på efterforskning af et rambukindbrud rettet mod pengeautomater, hvor en Audi, der deltog i bilræset, var under mistanke. Efter trusler fra den hollandske anklagemyndighed og anholdelse af redaktøren for Autoweek i 4 timer fik politiet udleveret en CD-ROM med billeder fra bilræset.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol har behandlet sagen i to instanser. Menneskeretsdomstolens 1. instans konkluderede, at hensynet til opklaring i den konkrete sag vejede tungere end hensynet til kildebeskyttelse. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at et bilræs ikke handler om formidling af information og meninger. Domstolen lagde også vægt på, at politiet ikke krævede afsløring af en kilde til information, men ønskede adgang til nogle optagelser for at få opklaret en alvorlig kriminel handling, der var foretaget på et tidligere tidspunkt. | |
|
|
|
| | Dogru mod Frankrig (04-12-2008)
Mediejuras resumé:
To muslimske piger på 11 og 12 år nægtede at tage hovedtørklæderne af i idrætstimer i en fransk skole. Pigerne fastholdt denne beslutning, og det blev herefter besluttet at bortvise dem fra skolen. Denne beslutning blev godkendt af franske myndigheder og domstole.
Menneskeretsdomstolen konkluderede, at de franske myndigheder ikke havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention art. 9. Skolens retningslinjer og forbud byggede på hensyn til sundhed og sikkerhed og ikke på modvilje mod elevernes tro. Skolen havde givet tilstrækkelig information om retningslinjerne, og forbudet mod at bære hovedtørklæder i idrætstimer var i overensstemmelse hermed. Desuden lagde domstolen vægt på, at eleverne fik mulighed for at fortsætte skolegang på anden vis.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol lagde i afgørelsen vægt på, at formålet med forbudet var på linje med kravene til sekularisering i de offentlige skoler i Frankrig. Ifølge sagen betyder de franske principper ikke generelt forbud mod at elever bærer religiøse symboler, men at der kan kræves begrænsninger, når de er sagligt begrundede. | |
|
| | Satire om skiløberen - den evige toer (22-05-2007)
Rainer Nikowitz arbejdede som journalist på ugemagasinet “Profil”, som Verlagsgruppe News GmbH ejer. Den 3. September 2001 skrev Nikowitz en satirisk artikel i forlængelse af en trafikulykke, hvor den berømte østrigske mester i skiløb Hermann Maier brækkede sit ene ben. Artiklen antydede i satirisk form, at en af Maiers konkurrenter Stefan Eberharter var tilfreds med det, da han endelig ville kunne vinde noget, og at det ville være helt fint, hvis Maier også brækkede sit andet ben. Eberharter lagde sag an mod journalisten og ejeren af magasinet for falske beskyldninger. Det gav de østrigske domstole ham medhold i, blandt andet fordi de mente at en gennemsnitlig læser ikke ville forstå satiren. Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente Østrig havde krænket journalisten og magasinets ejeres ytringsfrihed som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, da artiklen lå indenfor grænserne af acceptable satiriske kommentarer. Domstolen lagde blandt andet vægt på:
- At artiklen omhandlede et trafikuheld med en kendt person, som i forvejen havde været meget omtalt i østrigske medier.
- At artiklen var skrevet ironisk og i en satirisk form og ment som en humoristisk kommentar til trafikuheldet, uanset den også indeholdt en kritik af samfundets syn på og interesse for en sportsstjerne.
- At artiklen overvejende beroede på journalistens vurderinger af Eberharters karakter i form af vittige bemærkninger og ikke på konkrete beskyldninger. | |
|
| | Hvis straffesagen blev til noget, ville han blive dømt (22-05-2007)
I September 2002 bragte bladet ´'Falter' med base i Wien en artikel, der handlede om en en offentlig anklagers overvejelser og beslutning om ikke at føre en straffesag mod partilederen Kabas og andre fremtrædende politiske medlemmer af det østrigske 'Freedom Party' (FPÖ) for magtmisbrug. Blandt andet skulle en politimand havde lækket oplysninger fra et register til partiet. Artiklen kritiserede måden, som efterforskningen af sagen var forløbet på, og at anklageren ikke ville rejse sigtelse. I artiklen argumenterer journalisten for, at lederen af partiet ville blive dømt, hvis sagen var blevet rejst, og baserede det blandt andet på, at en dommer vurderede, at der var brugbare beviser til en straffesag. Partilederen Kabas lagde sag an mod avisen for falske beskyldninger og fik medhold af de østrigske domstole. Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente derimod, at bladets ytringsfrihed var krænket, som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Domstolen lægger blandt andet vægt på:
- At artiklen handler om proceduren i efterforskning af en sag, der vedrører politiske personer, og derfor har offentlig interesse på det pågældende tidspunkt.
- At artiklens forfatter skrev vurderende på basis af rimelige fakta.
- At artiklens foraftter argumenterede detaljeret for sin påstand, og blev blandt andet understøttet af en procesdommer.
- At artiklen indeholdt partilederens synspunkt om sagen, og at han mente, han var uskyldig.
- At artiklen blev bragt på et tidspunkt, hvor efterforskningen mod partilederen var afsluttet, og beslutningen om ikke at rejse sag truffet. Derfor kunne artiklen ikke tænkes at påvirke resultatet af en straffesag. | |
|
| | Fejlcitat af eksperts kritik af politiker (22-05-2007)
Den østrigske avis ’Der Standard’ bragte i 1999 en forside med beskyldninger mod den ledende politiker Haider. Avisen havde citeret en ekspert for at have sagt i en pressemeddelelse udsendt af et politisk parti, at Haider, som var daværende guvernør i Carinthia, bevidst havde ført det regionale parlament bag lyset. I pressemeddelelsen stod der dog kun, at Haider havde vildledt parlamentet, hvilket eksperten dog også påstod var et fejlciat. Haider anlagde sag mod avisen for falske beskyldninger. Avisen mente ikke, den kunne være ansvarlig for et andet medies fejlcitater i en pressemeddelelse, uanset de selv have citeret pressemeddelelsen forkert. Haider fik medhold ved de østrigske domstole og også ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, der ikke mente, at avisens ytringsfrihed var krænket. Domstolen lagde blandt andet vægt på,
- At pressefriheden indebærer, at man kan afdække forhold i den offentlige debat på en måde, der indebærer en vis grad af overdrivelse og provokation.
- At fejlcitaterne krænkede Haiders ære og omdømme, og at artiklen gav indtryk af, at have citeret ekspertens udtalelser i pressemeddelelsen korrekt, hvilket ikke var tilfældet.
- At ekspertens citat i pressemeddelelsen muligvis heller ikke var korrekt, og at avisen ved gengivelse af så alvorlige beskyldninger selv burde have kontaktet eksperten i overensstemmelse med god journalistisk metode. | |
|
| | Den inkompetente forvaltningsdirektør (09-04-2007)
(Mediejuras resumé)
Polske Leszek Kwiecień skrev i 1998 et åbent brev til den daværende direktør i den lokale forvaltning, der stillede op til det forestående lokalvalg. Leszek lod brevet cirkulere blandt byens borgere. I brevet skrev han, at direktøren ikke havde levet op til sine forpligtigelser og brudt loven og opfordrede ham derfor til at trække sig fra valget. Han baserede sine udtalelser på nogle foreløbige afgørelser med kritik af direktøren for en forkert administrativ praksis i forhold til nogle byggesager hos nogle naboer. De afgørelser havde direktøren appelleret, men domstolen traf først afgørelse i sagerne dagen efter valget. Direktøren lagde sag an mod Leszek for at have skadet hans gode navn og rygte. Det fik han medhold i af de polske domstole, og Leszek blev dømt til at betale 20.000 PLN (40.000 kr) der svarede til 16 gange størrelsen på en gennemsnitlig månedsløn i Polen.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente Leszek var i god tro med sine udtalelser, og mente ikke brevet i sin helhed kun var udtryk for faktiske anklager, men blot vurderinger af direktørens evner, og at disse vurderinger ikke var helt uden grund i virkelige forhold. Menneskeretsdomstolen mente derfor, at Polen havde krænket Leszeks ytringsfrihed som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Domstolen lagde blandt andet vægt på:
- At kritikken var rettet mod en kandidat til et lokalt valg og derfor af almen offentlig interesse.
- At offentlige ansatte autoriter generelt må finde sig i mere kritik end private personer.
- At borgerens kritik ikke var et umotiveret personligt angreb, men en del af en aktuel offentlig debat.
- At straffens størrelse ikke var rimelig begrundet og ude af proportioner
| |
|
| | Fritidshus eller bopæl (01-03-2007)
(mediejuras resume)
Nogle borgere i Tjørne Kommune havde mistanke om, at bopælspligten ikke blev overholdt af alle, og at nogle udnyttede huller i lovgivningen herom. Derfor gjorde de kommunen opmærksom på nogle navngivne personer, som de mente ikke opfyldte bopælspligten, blandt andet daværende direktør for Orkla. Kommunen lavede en liste over disse prsoner, som blev diskuteret på et offentligt udvalgsmøde. Listen kom et halvt år senere til Tønsbergs Blads kundskab, og avisen bragte en forsidehistorie om listen og med fotos af en række personer og deres ejendomme. Orklas direktør blev citeret i artiklen for at sige, at såfremt hans navn figurerede på en sådan liste, måtte det bero på en misforståelse. Da Tønsbergs Blad nogle uger senere fik at vide, at direktøren ikke længere stod på listen, skrev avisen dette dagen efter og igen en uge senere. Direktøren rejste sag mod Tønsbergs Blad og den ansvarshavende redaktør for ærekrænkelser. Byretten frikendte bladet, Landsretten dømte bladet, hvilket Højesteret stadfæstede i juli 2003.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at dommen mod Tønsbergs Blad var i strid med ytringsfriheden (emrk. art. 10) og lagde bl.a. vægt på at:
- Artiklens formål var at illustrere et problem som offentligheden havde interesse i.
- Artiklen relaterede sig ikke kun til direktørens privatliv.
- Journalistisk frihed indebærer en vis grad af overdrivelser og provokationer.
- Artiklerne i deres helhed, og på trods af den sensationsprægede form, ikke gav læserne den konklusion, at direktøren havde overtrådt bopælspligten.
- Tønsbergs Blad reducerede eventuelle skader på direktørens omdømme ved senere at præcisere i nogle artikler, at direktøren ikke var omfattet af reglerne om bopælspligt. | |
|
| | Fortrolige officielle forhandlinger (25-04-2006)
(Mediejuras resumé)
Den schweiziske avis Sonntags-Zeitung publicerede i 1997 to artikler. Den ene med overskriften ”Ambassadøren i badekåbe og klatrestøvler jogger i spinaten igen”. Artiklerne var baseret på et fortroligstemplet strategipapir fra den schweiziske ambassadør i USA om forhandlinger vedrørende erstatninger til holocaust-ofre. Det fortrolige notat var lækket til journalisten Stoll, der skrev artiklerne og offentliggjorde dele af notatet som dokumentation. Stoll blev i 1999 dømt ved schweizisk domstol for at offentliggøre ”fortrolige officielle forhandlinger” (bøde svarende til cirka 4000 kroner).
Menneskeretsdomstolen konkluderede, at bøden var i strid med ytringsfriheden ifølge menneskeretskonvention art. 10. Menneskeretsdomstolen lagde bl.a. vægt på, at
- hensynet til at beskytte den udenrigspolitiske strategi om denne sag ikke var så vigtig, at det kunne opveje hensynet til pressefriheden i et demokratisk samfund
- pressefriheden også omfatter visse overdrivelser og provokationer | |
|
|
|
| | Prinsessens privatliv (24-06-2004)
(Mediejuras resumé)
Prinsesse Caroline, der er ældste datter af prins Rainer III af Monaco, er i flere lande blevet fulgt tæt af medier, der dyrker kendte personers privatliv. Hun anlagde sag i Tyskland mod magasinerne Bunte, Freizeit Revue og Neue Post for at få et forbud mod yderligere publicering af billeder om hendes færden i dagliglivet ved indkøb, restaurantbesøg og lignende. Den tyske forfatningsdomstol gav hende medhold med hensyn til beskyttelse af hendes børn, men fastslog, at hun selv som offentlig person måtte finde sig i publicering af billeder fra hendes dagligliv, selvom det ikke vedrørte hendes offentlige rolle.
Menneskeretsdomstolen konkluderede, at den tyske forfatningsdomstole ikke havde levet op til kravene i art. 8. Menneskeretsdomstolen lagde bl.a. vægt på, at
- billeder og artikler udelukkende handlede om detaljer i hendes privatliv
- der klart var uden nogen som helst samfundsmæssig betydning
- billeder blev taget uden at hun vidste det og i nogle tilfælde skjult.
| |
|
| | Politiets blinde øje (2003) (19-06-2003)
(Mediejuras resumé)
To danske tv-journalister blev dømt ved Højesteret 28.10.1998 for injurier mod en kriminalinspektør. Dommen faldt på baggrund af dokumentarudsendelsen ”Politiets blinde øje” om den såkaldte ”Pedal-Ove-sag”. Ifølge dommen blev den ledende kriminalinspektør uberettiget beskyldt for at have undertrykt en central vidneforklaring. Journalisterne anlagde sag ved Menneskeretsdomstolen mod den danske stat.
Det afgørende spørgsmål var, om indgrebet i ytringsfriheden var ”nødvendigt i et demokatisk samfund”.
Et flertal på fire dommere konkluderer at Højesterets afgørelse var berettiget, og den danske stat blev frifundet. Flertallet lægger vægt på, at journalisternes udtalelser om kriminalinspektøren fremstod som en faktisk kendsgerning, selv om de anvendte en spørgende form.
Mindretallet på tre dommere mente, at Højesterets afgørelse var en overtrædelse af EMK art. 10. Ifølge mindretallet fremstod beskyldningerne mod kriminalinspektøren ikke som kategoriske, og journalisterne havde tilstrækkelig faktuel basis til at være være i god tro. | |
|
| | Demuth mod Schweiz (05-11-2002)
Denne sag handler om public service.
De schweiziske myndigheder afslog et kommercielt tv-selskabs ansøgning om at sende bilprogrammer. Afslaget var begrundet i hensynet til kvalitet og alsidighed i programudbudet. Menneskeretsdomstolen fandt, at afslaget ikke var i strid med art. 10 | |
|
| | Stambuk mod Tyskland (17-10-2002)
(Mediejuras resumé)
Øjenlægen Stambuk i den tyske by Blaubeuren fik besøg af en journalist i sin praksis. Besøget resulterede i en artikel i en lokal avis med overskriften ”Hornhinden beskudt – laser kan genskabe synet. I Blaubeuren har laserteknikken været anvendt i tre år – der er få risici ved operationen – udgifterne bliver delvist dækket af forsikringen”. Artiklen blev illustreret med et billede af øjenlægen. Disciplinærretten fandt, at Stambuk havde overtrådt regler, der forbød læger at medvirke i illustrerede historier, der havde karakter af reklame. Stambuk fik en bøde.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at artiklen byggede på et interview,
- at det primære formål var information og ikke reklame
- at indgrebet ikke var baseret på, at oplysninger var ukorrekte eller vildledende,
- at billedet var tæt forbundet med artiklen og ikke havde karakter af reklame. | |
|
| | Kong Hassan og hashen (25-06-2002)
(Mediejuras resumé)
Avisen Le Monde bragt i 1994 en kopi af en fortrolig rapport, som EU-Kommissionen havde fået lavet om narkotikakriminalitet i Marokko. Artiklen satte et kritisk lys på de marokkanske myndigheder og kong Hassans vilje til at bekæmpe den store eksport af hash. Kong Hassan bad de franske myndigheder anlægge sag, og det gjorde de. Chefredaktør Colambani m.fl. fik en bødestraf for at fornærme et statsoverhoved.
Menneskeretsdomstolen fastslog for det første, at pressen kan støtte sig til officielle rapporter uden at skulle foretage selvstændige undersøgelser. Domstolen fastslog for det andet, at det var i strid med nutidige opfattelser af ytringsfriheden, at en fransk lovregel generelt forbød kritik af fremmede statsoverhoveder, Indgrebet mod Le Monde var derfor i strid med art. 10. | |
|
| | Dopingmisbrug hos topidrætsmand (07-05-2002)
(Mediejuras resumé)
Journalisten McVicar blev dømt ved britisk domstol for at skrive i en artikel, at løberen Linford Christie brugte doping. I artiklen stod bl.a. ”På baggrund af omfattende beviser mener mange, men har ikke kunnet bevise, at Christie har taget præstationsfremmende stoffer...”. Dommen mod McVicar lød på forbud mod ny offentliggørelse og betaling af Christies sagsomkostninger.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget og lagde bl.a. vægt på:
- at der var tale om påstande af faktisk karakter,
- at journalisten, der selv fremsætter påstande, må dokumentere nogle faktiske holdepunkter for at være i god tro på ytringstidspunktet,
- at anonyme kilder ikke gav domstolen mulighed for at vurdere, om McVicar havde haft rimelig grund til at tro på sine påstande. | |
|
| | Forbud mod politisk parti (09-04-2002)
(Mediejuras resumé)
Den tyrkiske forfatningsdomstol påbød i 1993, at Folkets Arbejderparti skulle opløses. Begrundelsen var bl.a., at FA arbejdede for et selvstændigt kurdisk land.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med forenings- og ytringsfriheden. Menneskeretsdomstolen lagde bl.a. vægt på:
- at et politisk parti kan arbejde for ændringer af statens grundlæggende strukturer, hvis de anvendte midler er lovlige og demokratiske, og partiets mål er forenelige med de grundlæggende demokratiske principper,
- at det er berettiget at arbejde for selvbestemmelse,
- at det er berettiget at kritisere militærets indsats,
- at der ikke var grundlag for at antage, at FA havde støttet brugen af vold. | |
|
| | Diego Nafria mod Spanien (14-03-2002)
(Mediejuras resumé)
En ansat i Den Spanske Bank blev fyret efter beskyldninger mod ledelsen om at den skjulte afgørende beviser i en retssag. Beskyldningerne blev fremsat i et brev til ledelsen med kopi til nogle kollegaer og opslag i en afdeling. Den spanske forfatningsdomstol fandt ikke grundlag for at anfægte fyringen..
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget, og lagde bl.a. vægt på:
- grovheden og tonen i de personlige angreb, og
- at beskyldningerne manglede faktuelt grundlag. | |
|
| | Billeder af politiker (26-02-2002)
(Mediejuras resumé)
Krone Verlag offentliggjorde en avisartikel om en politiker, der modtog lærerløn samtidigt med at han var medlem af Europaparlamentet. Artiklen blev illustreret med billeder af politikeren. Politikeren fik ved østrigsk domstol nedlagt forbud mod at avisen bragte billeder af ham i sammenhæng med omtale af lønsagen.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at artiklen havde almen interesse
- at billederne ikke afslørede detaljer fra politikerens privatliv | |
|
| | Racistisk agitation (26-02-2002)
(Mediejuras resumé)
Det østrigske Frihedsparti blev i et indlæg i tidsskrift betegnet som racistisk og som et parti, der tilskyndede til racistisk hetz. Østrigske domstole lagde til grund, at disse ytringer var beskyldninger om strafbare handlinger, og nedlagde forbud mod gentagelse.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at ytringerne var en del af en politisk debat,
- at der var tale om meninger,
- at det ikke kunne kræves, at en journalist skulle anvende juridiske kriterier. | |
|
| | Ministerens fascistiske fortid (12-07-2001)
(Mediejuras resumé)
Feldek blev dømt ved slovenske domstole for en artikel om kultur- og undervisningsministeren i Slovakiet. Artiklen opfordrede ministeren til at gå af på grund af hans fascistiske fortid.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at der var tale om meninger om et spørgsmål, der havde offentlig interesse.
- at det ikke var nødvendigt, at de faktuelle præmisser for meningen fremgik af artiklen, da de var almindeligt kendte. (Feldek havde været medlem af en fascistisk organisation under krigen). | |
|
| | Citat om bestikkelse (29-03-2001)
Thoma var journalist og vært ved et radioprogram. I en udsendelse, der handlede om skovfornyelse, læste Thoma uddrag fra en avisartikel, der gav indtryk af, at embedsmænd fra Skovstyrelsen modtog bestikkelse. Thoma citerede desuden en anonym kilde ”med en relevant baggrund”, som hævdede, at han kun kendte en enkelt skovfoged, der ikke modtog bestikkelse. 63 embedsmænd fra skovstyrelsen anlagde injuriesag mod Thoma, og han blev dømt i Luxembourg til at betale en beskeden erstatning.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at dette indgreb i ytringsfriheden var ude af proportion og derfor i strid med art.10. Domstolen lagde bl.a.
- at pressen har til opgave at informere om aktuelle begivenheder og meninger
- at Thoma havde understreget, at der var tale om et citat med ”meget stærke ord”
- at journalister ikke er generelt forpligtede til at tage afstand fra indholdet i et injurierende citat
- at han havde bedt en embedsmand i Skovstyrelsen og en skovejer om kommentarer | |
|
| | Uegnet mor og ægteskabsødelægger (06-02-2001)
(Mediejuras resumé)
Tammer blev dømt ved domstole i Estland for injurier mod hustruen til en tidligere statsminister. Baggrunden var et interview med forfatteren til en bog om hustruen. Tammer spurgte bl.a. forfatteren: ”Har du ikke gjort en helt ud af en forkert person? En person, der ødelægger andres ægteskab, og en uegnet mor, der forlader sit barn? Det er ikke det bedste eksempel for unge piger.”
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget og lagde vægt på:
- at spørgsmålene handlede om hendes privatliv, og
- at det ikke var afgørende om hustruen var en offentlig person eller ej. | |
|
| | Grov, bigot og vulgær kandidat (28-09-2000)
(Mediejuras resumé)
Gomes da Silva blev som avisredaktør dømt i Portugal for en lederartikel. Avisen omtalte, at Folkepartiet havde opfordret en bestemt person til at stille op for partiet til kommunalvalget i Lissabon og refererede forskellige udtalelser fra kandidaten. På baggrund af disse udtalelser blev kandidaten i en lederartikel bl.a. karakteriseret med ordene ”..utrolig blanding af reaktionær grovhed, fascistisk bigotteri og vulgær antisemitisme ..”.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art. 10 og lagde bl.a. vægt på:
- at der var tale om meninger i en politisk debat,
- at Gomes da Silva havde klargjort præmisserne for sine meninger ved at henvise til de refererede udtalelser og dermed givet læserne mulighed for at danne deres egen mening. | |
|
| | Andreas Wabl mod Østrig (21-03-2000)
En østrigsk avis bragte en artikel, hvor en politimand krævede at politikeren Wabl skulle aids-testet, fordi han havde kradset politimanden. Avisen undskyldte, men Wabl udtalte at artiklen var ”nazi-journalistik”, hvorefter avisen anlagde sag. Højesteret i Østrig nedlagde forbud mod, at Wabl gentog påstanden om ”nazi-journalistik”.
Wabl fik sagen optaget til behandling ved Menneskerettighedsdomstolen, men den konkluderede, at dette forbud ikke var i strid med art. 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at Wabl, selv om han var politiker, havde god grund til at føle sig forurettet ved artiklen
- at Wabls udtalelser var særdeles stødende
- at forbudet kun angik fremtidige udtalelser om ”nazi-journalistik”
- at han havde ret til at ytre sin holdning i andre vendinger | |
|
| | Fyring af tv-producer (29-02-2000)
Denne sag handler om public service.
(Mediejuras resumé)
Bobo havde i mange år arbejdet som producer ved det spanske tv-selskab TVE. I forbindelse med en arbejdskonflikt, kritiserede Bobo ledelsen i kraftige vendinger. Konflikten blev tilspidset, Bobo suspenderet og han omtalte i radiointerviews ledelsen af TVE som despotiske blodigler, der ikke bekymrede sig om de ansatte. Herefter blev han fyret. Den spanske forfatningsdomstol betragtede ikke fyringen som et indgreb i ytringsfriheden, da det ikke var staten, men TVE, der fyrede.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at staten er forpligtet til at forhindre uberettigede private indgreb i ytringsfriheden,
- at der var tale om en arbejdskonflikt,
- at der var tale om spontane ytringer i et interview,
- at fyring uden kompensation var den hårdest mulige sanktion. | |
|
| | Politivold i Bergen (25-11-1999)
(Mediejuras resumé)
Politivold i Bergen gav anledning til undersøgelser, retssager og debat. En offentlig undersøgelse konkluderede, at politivold ofte fandt sted. Juraprofessor Bratholm, der var med i undersøgelsesudvalget, bidrog efterfølgende til offentlig debat med bøger og artikler. Johnsen og Nilsen, der var formænd for politiforeningen på lokalt henholdsvis nationalt plan, svarede hårdt igen i avisinterviews med formuleringer som: ”regelret misinformation”, ”indtil det modsatte er bevist vil jeg karakterisere dette som bevidst løgn”, ”hensigten har været at svække tilliden til politiet”, Johnsen og Nilsen blev dømt i injuriesager ved norske domstole.
Menneskeretsdomstolen konkluderede at indgrebet delvis var i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at der er samme frihed til at forsvare sig mod kritik som til at fremsætte den,
- at kravene til præcision mindskes ved mundtlige ytringer,
- at ytringen om ”bevidst løgn” var en udokumenteret påstand af faktisk karakter, som det var berettiget at dømme for,
- at ytringen om motiver fremstod i konteksten som en mening, som det ikke var berettiget at dømme for,
| |
|
| | Dalban mod Rumænien (28-09-1999)
Dalban var journalist på et rumænsk ugemagasin. Dalban offentliggjorde en artikel med beskyldninger mod lederen af en statsejet landsbrugsvirksomhed om store bedragerier. Oplysningerne byggede på rapporter fra en bedrageriafdeling. Dalban kritiserede i en senere artikel statens repræsentant i bestyrelsen og oplyste at han fik hundreder af tusinder lei hver måned som honorar og bil stillet til rådighed. Dalban blev tiltalt for injurier og dømt til 3 måneders fængsel. Den rumænske højesteret frifandt for beskyldningerne om bedrageri med henvisning til, at Dalban havde handlet i god tro. Højesteret fastholdt at Dalban var korrekt dømt for at give fejlagtige oplysninger om honoraret (Det rigtige beløb var 55000 lei). Dommen blev annuleret på grund af Dalbans død.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at dette indgreb i ytringsfriheden var en overrtrædelse af art. 10, fordi det var ude af proportioner og unødvendigt i et demokratisk samfund. Menneskerettighedsdomstolen lagde bl.a. vægt på
- at artiklerne handlede om spørgsmål, der havde offentlig interesse
- pressens rolle som vagthund
- at den journalistiske frihed omfatter mulige overdrivelser og provokationer
- at kritiske værdidomme ikke må bremses af krav om sandhedsbevis
- at det ikke var sandsynliggjort at Dalbans oplysninger var uden faktuelt grundlag
·
- at rumænske domstole ikke havde taget stilling til Dalbans dokumentation, men byggede alene på anklagemyndigheden konklusioner
- at Dalban ikke skrev om private forhold | |
|
| | Sælfangst (20-05-1999)
(Mediejuras resumé)
En journalist havde skrevet en række artikler om sælfangst i Nordnorge. Han beskrev bl. a., hvordan nogle af jægerne brugte ulovlige fangstmetoder og flåede levende sæler. Artiklerne byggede på en rapport, der endnu ikke var offentliggjort, men som staten havde taget initiativ til at få lavet. Efter at domstolen i Norge havde dømt journalist og redaktør blev de frikendt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Domstolen lagde vægt på, at journalisten havde handlet i god tro. Han kunne gå ud fra, at rapportens konklusioner var sande, og behøvede derfor ikke selv at føre bevis for sine beskyldninger | |
|
| | Direktørens løn (21-01-1999)
Fressoz og Roire var tilknyttet en satirisk ugeavis i Frankrig som redaktør henholdsvis journalist. I september 1989 var der faglig uro blandt arbejderne på Peugeutfabrikkerne. Deres krav om lønforhøjelse var afvist. Ugeavisen offentliggjorde i denne periode en artikel, der afslørede, at den ledende direktør for Peugeut havde fået en lønforhøjelse i de seneste 2 år på 45,9%. Artiklen blev illustreret med en fotokopi af et dokument fra skattevæsenet, der viste direktørens totale skattepligtige indkomst og beløb på forskellige indkomsttyper. Dokumentationen stammede fra en anonym kilde i skattevæsnet. Ressoz og Roire blev dømt ved fransk domstol for at anvende fotokopien, som de havde fået via en anonym embedsmands brud på tavshedspligten.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede at dette indgreb i ytringsfriheden ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund og derfor en overtrædelse af art. 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at artiklen bidrog til offentlig debat om forhold, der havde generel interesse.
- at pressen har til opgave at give informationer om forhold, der har offentlig interesse, og offentligheden har ret til at modtage dem.
- at det er berettiget at offentliggøre dokumentationen (kopien af skattevæsnets opgørelser), når det er berettiget at offentliggøre indholdet (lønnen). Det støtter den generelle interesse i, at journalister bygger på faktuelle oplysninger og giver korrekt og præcis information. | |
|
| | Fjolser på gadeplan (21-01-1999)
(Mediejuras resumé)
Journalisten Janowski henvendte sig til to kommunale vagtfolk, der var i gang med at flytte nogle gadesælgere. Janowski kaldte dem ”fjolser og dumme” og beskyldte dem for magtmisbrug. Han blev dømt i Polen for at bruge ordene ”fjolser og dumme”.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget, og lagde bl.a. vægt på:
- at der ikke var dømt for beskyldningen om magtmisbrug,
- at de dømte ytringer ikke indgik i en debat om samfundsmæssige forhold.
at offentligt ansatte nok måtte finde sig i mere end privatpersoner, men at de ikke på samme måde som politikere frivilligt havde udsat sig for kritik. | |
|
| | Tele 1 mod Østrig (20-10-1997)
Denne sag handler om public service.
Tele 1 fik afslag på at sende æterbåret tv i Wien-området, men kunne fra 1997 sende via satellit. Tele 1 anlagde sag ved menneskeretsdomstolen med henvisning til at kabel- og satellit udsendelser ikke var ligeså tilgængelige som æterbårne, og at den tekniske udvikling betød, at restriktioner ikke længere kunne legitimeres.
Menneskeretsdomstolen fandt at art. 10 ikke var krænket, fordi praktisk talt alle husstande i Wien-området havde kabeladgang, og at kabeludsendelser var et brugbart alternativ. | |
|
| | Radio ABC mod Østrig (20-10-1997)
Denne sag handler om public service.
Fra 1994 var to frekvenser til rådighed for private medier i Østrig. Radio ABC fik afslag på en ansøgning om en lokal radiostation med begrundelsen, at udsendelserne var for specialiserede.
Domstolen kritiserede, at kun to frekvenser var reserverede til private stationer og pointerede, at restriktioner skal vurderes i lyset af den tekniske udvikling. | |
|
| | Dømt på forhånd (29-08-1997)
(Mediejuras resumé)
En tidligere minister i Østrig var tiltalt for skattesvig. Et par måneder før retssagens afgørelse, skrev journalisten Worm en artikel om sagen. Ifølge artiklen var den tiltalte klart skyldig. Den tiltalte blev dømt for skattesvig. Worms artikel førte til, at han blev tiltalt og dømt for ulovlig påvirkning af straffesagens forløb.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget, og lagde bl.a. vægt på:
- at det skal være muligt at diskutere en straffesag både før og under sagens behandling, men at hensynet til retfærdig rettergang sætter grænser,
- at grænserne er videre ved sager, der angår en offentlig rolle end ved sager om privatpersoner, men
- indgrebet mod Worm var berettiget, fordi han klart dømte på forhånd. | |
|
|
|
|
|
| | Lækage om økonomiske problemer (27-03-1996)
(Mediejuras resumé)
Journalisten Goodwin fik fra en kilde i en virksomhed en forretningsplan, der afslørede økonomiske problemer. Goodwin kontaktede firmaet for at få en kommentar. Det førte til et fogedforbud mod offentliggørelse og pålæg om afsløring af kilden. Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at kildebeskyttelse har afgørende betydning for pressefriheden. | |
|
| | Allenet de Ribemont mod Frankrig (10-02-1995)
(Mediejuras resumé)
Allenet de Ribemont blev i 1976 arresteret i forbindelse med et mord. Få dage efter arrestationen holdt den øverste politiledelse og indenrigsministeren i Frankrig en pressekonference, hvor det blev meddelt, at alle involverede nu var under arrest. En af politilederne omtalte Allenet de Ribemont som én af anstifterne til mordet. Det skete uden reservationer. Den Europæiske Menneskeretsdomstol fastslog, at denne omtale klart var en erklæring om skyld og derfor en overtrædelse af konventionens art. 6. | |
|
| | Bluf mod Holland (09-02-1995)
Mediejuras resumé:
Et nummer af tidsskriftet Weekblad-Bluf blev beslaglagt i Holland, fordi det indeholdt en hemmeligstemplet rapport fra efterretningstjenesten om overvågning af visse organisationer.
EMD konkluderede at dette indgreb ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund, fordi informationen før beslaglæggelsen var offentliggjort i 2500 eksemplarer. Dermed var forbudet i strid med menneskeretskonventionen art. 10. | |
|
| | Grønjakkerne (23-09-1994)
(Mediejuras resumé)
Journalist Jens Olav Jersild blev af Højesteret dømt for at have medvirket til at udbringe racistiske udtalelser fra nogle grønjakker, som han interviewede til en nyhedsudsendelse i DR. Menneskeretsdomstolen fastslog imidlertid, at det var i strid med art. 10 at dømme Jersild. Domstolen lagde vægt på, at det ikke var Jersilds hensigt med tv-udsendelsen at fremme racisme i Danmark. Formålet var i stedet at skabe opmærksomhed om et emne, der har stor offentlig interesse. Domstolen fremhævede pressens rolle som "vagthund" og pointerede, at art. 10 beskytter både retten til at bringe information og journalistens valg af reportageteknik. | |
|
|
|
| | Informationsverein mod Østrig (24-11-1993)
Denne sag handler om public service.
En ansøgning om etablering af en lokal radio- og tv-station i Wien blev afslået med henvisning til et offentligt monopol.
Menneskeretsdomstolen fandt, at afslaget i én periode var i strid med art. 10, mens der i en anden periode var et brugbart alternativ i form af kabel-tv, som praktisk talt alle i Wien-området kunne benytte. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at et offentligt monopol er en væsentlig begrænsning af ytringsfriheden
- at den tekniske udvikling betød, at det offentlige monopol ikke længere kunne forsvares
- at hensynet til at sikre alsidighed er relevant, men ikke tilstrækkeligt til at begrunde et offentligt monopol
- at hensynet til at undgå spredning af reklamemidler ikke kunne begrunde restriktioner
- at staten rådede over mindre restriktive reguleringsmuligheder, f.eks. at stille betingelser for at opnå licens. | |
|
| | Gammel sag og dobbeltmoral (28-08-1992)
(Mediejuras resumé)
Borgmesteren i en Østrigsk kommune blev dømt for spritkørsel. På denne baggrund krævede lederen af oppositionspartiet borgmesterens afgang. En politiker fra borgmesterens parti, Schwabe, sendte herefter en pressemeddelelse ud, hvor oppositionslederen blev kritiseret for dobbeltmoral, fordi han ikke anvendte samme moralske standard i sit eget parti, hvor næstformanden ca 20 år tidligere havde forårsaget et trafikdrab under alkoholpåvirkning. Der var ikke dømt for ulovlig spritkørsel i den gamle sag, men dommen for uagtsom manddrab lagde vægt på, at alkoholindtagelsen lå på grænsen. Schwabe blev dømt for injurier og for at offentliggøre den gamle dom, som forlængst var afsonet.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med artk.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at formålet med pressemeddelelsen var at kritisere oppositionslederens dobbeltmoral,
- at pressemeddelelsen havde sammenlignet de to ulykker i forhold til politisk moral og ikke juridisk,
- at den primært gav udtryk for en vurdering,
- at det ved korte debatindlæg ikke kan kræves, at ordene vejes, så enhver misforståelse om faktiske forhold er udelukket,
- at en tidligere dom af denne type kunne være relevant ved vurderingen af en politikers egnethed til offentlige hverv. | |
|
| | Bæster i uniform (25-06-1992)
I perioden 1979 – 1983 blev en række beskyldninger rettet mod politiet i Island for brutalitet. I 1983 førte klager fra en journalist til anklager mod tre politifolk, hvoraf 1 blev dømt. På denne baggrund skrev forfatteren Thorgeirson to avisartikler med hård kritik mod politiet. Thorgeirson brugte vendinger som ”bæster i uniform”, ”ofre for politibrutalitet” og ”tillade umennesker og sadister at leve deres perversioner ud” og han blev herfor tiltalt for injurier og dømt ved islandske domstole.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede at dette indgreb i ytringsfriheden ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund og derfor en overtrædelse af art. 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at ytringsfriheden også omfatter informationer og synspunkter, der er stødende, chokerende og forstyrrende
- at synspunkterne blev offentliggjort i en avis og at der skulle lægges vægt på pressens rolle i samfundet.
- at den ikke skelner mellem politiske diskussioner og andre spørgsmål, der har offentlig interesse.
- at Thorgeirsons synspunkter ikke var uden faktuelt grundlag.
- at der ikke kan stilles krav om sandhedsbevis for rygter eller ”den offentlige mening”
- at beskyldningerne ikke var rettet mod alle politifolk eller mod bestemte.
- at formålet med artiklerne var at opnå en uafhængig undersøgelse af klager mod politiet. | |
|
| | Regeringen og terrorisme (23-04-1992)
Denne sag handler om terror og journalistik.
(Mediejuras resumé)
Den spanske politiker Castells offentliggjorde i 1979 en artikel om terroraktioner i Baskerlandet udført af højreekstremister. Artiklen konkluderede bl.a., at terrorristerne blev støttet og beskyttet af regeringen. Castells blev dømt til 1 års fængsel af den spanske højesteret for krænkelser af regeringen og frataget retten til at have offentlige hverv.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med art.10. Den lagde bl.a. vægt på, at Castells var dømt uden mulighed for at dokumentere grundlaget for sine påstande. | |
|
| | "Spycatcher" (26-11-1991)
Mediejuras resumé:
Sagen Observer og Guardian mod Storbritannien handlede om et forbud nedlagt i 1987 mod mediernes publicering af uddrag fra bogen ”Spycatcher”, der var skrevet af tidligere efterretningsagent Peter Wrigth. Bogen handlede om den engelske efterretningstjeneste.
EMD fandt, at der ikke var ”et påtrængende samfundsmæssigt behov ” for indgrebet, når bogen var frit tilgængelig i USA og frit kunne importeres til England. Dermed var forbudene i strid med menneskeretskonventionen art. 10. | |
|
| | Oberschlick mod Østrig (23-05-1991)
(Mediejuras resumé)
Journalisten Oberschlick var i Østrig blevet dømt for at have fremført påstande om, at en bestemt politiker var nationalsocialist. Han havde forinden anmeldt politikeren til politiet, og offentliggjort politianemeldelsen. Det skete efter at politikeren havde udtalt, at udenlandske mødre skulle have mindre i barselsstøtte end østrigske mødre for at undgå et stigende antal fremmede i Østrig.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol frikendte journalisten og lagde vægt på, at hans udtalelser om politikeren var vurderinger. Hermed skelner Domstolen mellem ytringer, der fremstår som et gældende faktum og ytringer, der er udtryk for forfatterens vurdering af et forhold. Domstolen fremhævede pressefrihedens betydning og pointerede i øvrigt, at der er større frihed til at kritisere politikere end private borgere. | |
|
| | Autronic mod Østrig (22-05-1990)
Denne sag handler om public service.
Elektronikfirmaet Autronic fik afslag på en ansøgning om at nedtage programmer fra en sovjetisk kommunikationssatellit i forbindelse med en salgsmesse. Afslaget blev bl.a. begrundet med henvisning til manglende tilladelse fra sovjetiske myndigheder og beskyttelse af fortrolig information. Menneskeretsdomstolen fandt at afslaget var i strid med art. 10 og lagde bl.a. vægt på
- at informationsfriheden omfatter modtagelse af tv-programmer via antenne
- at programmerne var beregnet på offentligheden i Sovjet
- at der ikke var risiko for adgang til hemmelig information | |
|
| | Groppera Radio mod Schweiz (28-03-1990)
Denne sag handler om public service.
Groppera Radio havde en sender placeret på en bjergtop i Italien få kilometer fra grænsen til Schweitz. Myndigheder i Schweitz forbød en antenneforening i Zurich at formidle Gropperas udsendelser via kabelnet, fordi de ikke var omfattet af bevillingen.
Menneskeretsdomstolen vurderede, at administrationen af bevillingssystemet var i overensstemmelse i betingelserne i art. 10, stk.2. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at de schweiziske myndigheder ikke hindrede modtagelse af Gropperas udsendelser, men alene ramte videreformidling via kabelnet
- at indgrebet ikke var rettet mod programmernes indhold eller tendenser
- at der var etableret et samarbejde mellem Groppera Radio og fællesantenneanlægget for at omgå nationale regler. | |
|
| | Lingens mod Østrig (24-06-1986)
Lingens var redaktør af et ugemagasin i Østrig. I valgkampen i 1975 havde det været et emne om den siddende regering ville samarbejde med Frihedspartiet. Simon Wiesenthal havde offentligt påpeget at frihedspartiets leder, Friedrich Peter, havde været med i SS 1. infanteribrigade under 2. verdenskrig. Valget blev vundet af den siddende regering med Bruno Kreisky i spidsen, og denne afviste efter valgsejren en koalitionsregering med henvisning til at hans parti havde absolut flertal. Samtidig forsvarede han Peter, og kaldte det ”mafiametoder” at bringe spørgsmål om fortid op.
Lingens kritiserede dette i flere artikler i ugebladet Profil, hvor Kreislky bl.a. blev kaldt ”umoralsk” og ”uværdig,” og hans handlemåde karakteriseret som den ”usleste opportunisme.”
Lingens blev dømt for æreskrænkelser i Østrig, hvilket EMD fandt var en krænkelse. Dommen er én af de ledende på området og slår tre principper fast:
- Pressen har en central rolle i spørgsmål om ytringsfrihed. Pressen har en central rolle med hensyn til at sprede ideer og information – også oplysninger og ideer der kan fornærme, chokere og forstyrre – og publikum har en ret til at modtage det (p. 41) Dette princip om pressens særlige rolle blev først taget op i Sunday Times v UK, og er senere udviklet i forbindelse med ”public watchdog” funktionen. Se også Jersild v Danmark og Bergens Tidende v Norge.
- Politikere må tåle mere end andre. Domstolene bemærker at en politiker ”knowingly lays himself open to close scrutiny of his every word and deed by both journalists and the public at large, and he must consequently display a greater degree of tolerance” (p. 42). Ideen er altså at en politiker netop som politiker i vidt omfang til sin person til offentlig debat og meningsudveksling, og at politikeren derfor må tåle mere end andre, der ikke på samme er ”offentlige”.
- Domstolen skelner mellem værdidomme (value judgments) og påstande om fakta (allegations of fact). Lingens udtalte en værdidom over Kreisky på baggrund af korrekte fakta – her at Peters faktisk havde været i SS og at Kreisky ikke ville tage dette emne op.
Det er således i strid med art. 10 at kræve bevis for værdidomme, og det var en krænkelse at dømme sådanne værdidomme når disse bygger på korrekte fakta (p. 46). | |
|
| | De forbudte ord
(Mediejuras resume).
En tyrkisk forfatter udgav i 1993 bogen ”De forbudte ord”. Bogen, der er skrevet i romanform, indeholder forfatterens tanker om filosofiske og teologiske spørgsmål.
Forfatteren blev dømt ved tyrkiske domstole for overtrædelse af den tyrkiske straffelovs forbud mod forhånelse af ”gud, religionen, profeten og den hellige bog”. Den endelige dom lød på en bødestraf, der svarede til cirka 100 kroner.
Dommens præmisser lægger vægt på følgende citat fra bogen: ”Gud siger, at alle ordene er hans budbringers egne ord. Visse af disse er i øvrigt kommet til ham i et udbrud af jubel i armene på Aisha ... Guds budbringer afbrød fasten med et seksuelt forhold, efter aftensmåltidet og inden bønnen. Mohammed forbød ikke seksuelle forhold med en død person eller et levende dyr.”
Menneskeretsdomstolen giver de enkelte stater en større margin for indgreb i forhold til krænkelser af religiøse overbevisninger giver end ellers. Menneskeretsdomstolen pointerer dog, at ytringsfriheden omfatter oplysninger og tanker, der støder, chokerer og foruroliger, og giver ret til afstandtagen fra religiøs tro.
I den konkrete sag lægger Menneskeretsdomstolen vægt på:
- at der ikke blot var tale om en provokerende meningstilkendegivelse, men om et krænkende angreb på profeten
- at bogen ikke var blevet beslaglagt
- at bødestraffen var ubetydelig
På denne baggrund konkluderede menneskeretsdomstolen (fire dommere mod tre), at Tyrkiet ikke havde overtrådt menneskeretskonventionens artikel 10. | |
|
| | Kritik mod statsligt tv-medie fra ansat
En journalist, der var ansat ved det statslige tv i Polen, kritiserede i en avis tv-ledelsens beslutning om at nedlægge to programmer med klassisk musik. Journalisten fik derefter en skriftlig irettesættelse fra ledelsen. Domstolene i Polen fandt ikke, at irettesættelsen var uberettiget, men Menneskeretsdomstolen fandt, at den var i strid med artikel 10.
Menneskeretsdomstolen lagde vægt på, at kritikken var en meningstilkendegivelse, der byggede på korrekte oplysninger om faktiske forhold. Domstolen lagde endvidere vægt på, at kritikken var rettet mod substans og ikke mod personer. | |
|
|
|