| Titel og resumé |
|---|
| | Kommunikationschefens kæreste (12-10-2010)
Under en valgkamp op til et præsidentvalg i Finland offentliggjorde en avis oplysninger om et forhold mellem en af præsidentkandidaternes kommunikationschefer og en mand. Artiklen indeholdt en række oplysninger om mandens karriere og liv med ekskonen samt billeder. Det blev også nævnt, at kommunikationschefen og manden havde været aktive i samme parti.
De finske domstole dømte journalisten og chefredaktøren, og den finske højesteret stadfæstede bøder til journalisten og redaktøren på henholdsvis 270 og 650 euro og godtgørelse til kommunikationschefen på cirka 5.000 euro foruden sagsomkostninger. Højesteret fandt, at oplysninger om kæresteforhold og familieliv hørte til kerneområdet for privatliv.
Menneskeretsdomstolen fandt, at den finske dom var i strid med artikel 10 og lagde bl.a. vægt på:
• at avisens oplysninger var præsenteret på en objektiv måde, og korrekthedenikke var bestridt
• at kommunikationschefen måtte regne med at hendes egen person kom i offentlighedens søgelys, når hun skulle lede kampagnen for præsidentkandidaten
• at artiklen indeholdt baggrundsinformation, der havde offentlighedens interesse. | |
|
|
|
| | Satire om skiløberen - den evige toer (22-05-2007)
Rainer Nikowitz arbejdede som journalist på ugemagasinet “Profil”, som Verlagsgruppe News GmbH ejer. Den 3. September 2001 skrev Nikowitz en satirisk artikel i forlængelse af en trafikulykke, hvor den berømte østrigske mester i skiløb Hermann Maier brækkede sit ene ben. Artiklen antydede i satirisk form, at en af Maiers konkurrenter Stefan Eberharter var tilfreds med det, da han endelig ville kunne vinde noget, og at det ville være helt fint, hvis Maier også brækkede sit andet ben. Eberharter lagde sag an mod journalisten og ejeren af magasinet for falske beskyldninger. Det gav de østrigske domstole ham medhold i, blandt andet fordi de mente at en gennemsnitlig læser ikke ville forstå satiren. Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente Østrig havde krænket journalisten og magasinets ejeres ytringsfrihed som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, da artiklen lå indenfor grænserne af acceptable satiriske kommentarer. Domstolen lagde blandt andet vægt på:
- At artiklen omhandlede et trafikuheld med en kendt person, som i forvejen havde været meget omtalt i østrigske medier.
- At artiklen var skrevet ironisk og i en satirisk form og ment som en humoristisk kommentar til trafikuheldet, uanset den også indeholdt en kritik af samfundets syn på og interesse for en sportsstjerne.
- At artiklen overvejende beroede på journalistens vurderinger af Eberharters karakter i form af vittige bemærkninger og ikke på konkrete beskyldninger. | |
|
| | Hvis straffesagen blev til noget, ville han blive dømt (22-05-2007)
I September 2002 bragte bladet ´'Falter' med base i Wien en artikel, der handlede om en en offentlig anklagers overvejelser og beslutning om ikke at føre en straffesag mod partilederen Kabas og andre fremtrædende politiske medlemmer af det østrigske 'Freedom Party' (FPÖ) for magtmisbrug. Blandt andet skulle en politimand havde lækket oplysninger fra et register til partiet. Artiklen kritiserede måden, som efterforskningen af sagen var forløbet på, og at anklageren ikke ville rejse sigtelse. I artiklen argumenterer journalisten for, at lederen af partiet ville blive dømt, hvis sagen var blevet rejst, og baserede det blandt andet på, at en dommer vurderede, at der var brugbare beviser til en straffesag. Partilederen Kabas lagde sag an mod avisen for falske beskyldninger og fik medhold af de østrigske domstole. Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente derimod, at bladets ytringsfrihed var krænket, som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Domstolen lægger blandt andet vægt på:
- At artiklen handler om proceduren i efterforskning af en sag, der vedrører politiske personer, og derfor har offentlig interesse på det pågældende tidspunkt.
- At artiklens forfatter skrev vurderende på basis af rimelige fakta.
- At artiklens foraftter argumenterede detaljeret for sin påstand, og blev blandt andet understøttet af en procesdommer.
- At artiklen indeholdt partilederens synspunkt om sagen, og at han mente, han var uskyldig.
- At artiklen blev bragt på et tidspunkt, hvor efterforskningen mod partilederen var afsluttet, og beslutningen om ikke at rejse sag truffet. Derfor kunne artiklen ikke tænkes at påvirke resultatet af en straffesag. | |
|
| | Fejlcitat af eksperts kritik af politiker (22-05-2007)
Den østrigske avis ’Der Standard’ bragte i 1999 en forside med beskyldninger mod den ledende politiker Haider. Avisen havde citeret en ekspert for at have sagt i en pressemeddelelse udsendt af et politisk parti, at Haider, som var daværende guvernør i Carinthia, bevidst havde ført det regionale parlament bag lyset. I pressemeddelelsen stod der dog kun, at Haider havde vildledt parlamentet, hvilket eksperten dog også påstod var et fejlciat. Haider anlagde sag mod avisen for falske beskyldninger. Avisen mente ikke, den kunne være ansvarlig for et andet medies fejlcitater i en pressemeddelelse, uanset de selv have citeret pressemeddelelsen forkert. Haider fik medhold ved de østrigske domstole og også ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, der ikke mente, at avisens ytringsfrihed var krænket. Domstolen lagde blandt andet vægt på,
- At pressefriheden indebærer, at man kan afdække forhold i den offentlige debat på en måde, der indebærer en vis grad af overdrivelse og provokation.
- At fejlcitaterne krænkede Haiders ære og omdømme, og at artiklen gav indtryk af, at have citeret ekspertens udtalelser i pressemeddelelsen korrekt, hvilket ikke var tilfældet.
- At ekspertens citat i pressemeddelelsen muligvis heller ikke var korrekt, og at avisen ved gengivelse af så alvorlige beskyldninger selv burde have kontaktet eksperten i overensstemmelse med god journalistisk metode. | |
|
| | Den inkompetente forvaltningsdirektør (09-04-2007)
(Mediejuras resumé)
Polske Leszek Kwiecień skrev i 1998 et åbent brev til den daværende direktør i den lokale forvaltning, der stillede op til det forestående lokalvalg. Leszek lod brevet cirkulere blandt byens borgere. I brevet skrev han, at direktøren ikke havde levet op til sine forpligtigelser og brudt loven og opfordrede ham derfor til at trække sig fra valget. Han baserede sine udtalelser på nogle foreløbige afgørelser med kritik af direktøren for en forkert administrativ praksis i forhold til nogle byggesager hos nogle naboer. De afgørelser havde direktøren appelleret, men domstolen traf først afgørelse i sagerne dagen efter valget. Direktøren lagde sag an mod Leszek for at have skadet hans gode navn og rygte. Det fik han medhold i af de polske domstole, og Leszek blev dømt til at betale 20.000 PLN (40.000 kr) der svarede til 16 gange størrelsen på en gennemsnitlig månedsløn i Polen.
Den Europæiske Menneskeretsdomstol mente Leszek var i god tro med sine udtalelser, og mente ikke brevet i sin helhed kun var udtryk for faktiske anklager, men blot vurderinger af direktørens evner, og at disse vurderinger ikke var helt uden grund i virkelige forhold. Menneskeretsdomstolen mente derfor, at Polen havde krænket Leszeks ytringsfrihed som beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Domstolen lagde blandt andet vægt på:
- At kritikken var rettet mod en kandidat til et lokalt valg og derfor af almen offentlig interesse.
- At offentlige ansatte autoriter generelt må finde sig i mere kritik end private personer.
- At borgerens kritik ikke var et umotiveret personligt angreb, men en del af en aktuel offentlig debat.
- At straffens størrelse ikke var rimelig begrundet og ude af proportioner
| |
|
| | Fritidshus eller bopæl (01-03-2007)
(mediejuras resume)
Nogle borgere i Tjørne Kommune havde mistanke om, at bopælspligten ikke blev overholdt af alle, og at nogle udnyttede huller i lovgivningen herom. Derfor gjorde de kommunen opmærksom på nogle navngivne personer, som de mente ikke opfyldte bopælspligten, blandt andet daværende direktør for Orkla. Kommunen lavede en liste over disse prsoner, som blev diskuteret på et offentligt udvalgsmøde. Listen kom et halvt år senere til Tønsbergs Blads kundskab, og avisen bragte en forsidehistorie om listen og med fotos af en række personer og deres ejendomme. Orklas direktør blev citeret i artiklen for at sige, at såfremt hans navn figurerede på en sådan liste, måtte det bero på en misforståelse. Da Tønsbergs Blad nogle uger senere fik at vide, at direktøren ikke længere stod på listen, skrev avisen dette dagen efter og igen en uge senere. Direktøren rejste sag mod Tønsbergs Blad og den ansvarshavende redaktør for ærekrænkelser. Byretten frikendte bladet, Landsretten dømte bladet, hvilket Højesteret stadfæstede i juli 2003.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at dommen mod Tønsbergs Blad var i strid med ytringsfriheden (emrk. art. 10) og lagde bl.a. vægt på at:
- Artiklens formål var at illustrere et problem som offentligheden havde interesse i.
- Artiklen relaterede sig ikke kun til direktørens privatliv.
- Journalistisk frihed indebærer en vis grad af overdrivelser og provokationer.
- Artiklerne i deres helhed, og på trods af den sensationsprægede form, ikke gav læserne den konklusion, at direktøren havde overtrådt bopælspligten.
- Tønsbergs Blad reducerede eventuelle skader på direktørens omdømme ved senere at præcisere i nogle artikler, at direktøren ikke var omfattet af reglerne om bopælspligt. | |
|
| | Prinsessens privatliv (24-06-2004)
(Mediejuras resumé)
Prinsesse Caroline, der er ældste datter af prins Rainer III af Monaco, er i flere lande blevet fulgt tæt af medier, der dyrker kendte personers privatliv. Hun anlagde sag i Tyskland mod magasinerne Bunte, Freizeit Revue og Neue Post for at få et forbud mod yderligere publicering af billeder om hendes færden i dagliglivet ved indkøb, restaurantbesøg og lignende. Den tyske forfatningsdomstol gav hende medhold med hensyn til beskyttelse af hendes børn, men fastslog, at hun selv som offentlig person måtte finde sig i publicering af billeder fra hendes dagligliv, selvom det ikke vedrørte hendes offentlige rolle.
Menneskeretsdomstolen konkluderede, at den tyske forfatningsdomstole ikke havde levet op til kravene i art. 8. Menneskeretsdomstolen lagde bl.a. vægt på, at
- billeder og artikler udelukkende handlede om detaljer i hendes privatliv
- der klart var uden nogen som helst samfundsmæssig betydning
- billeder blev taget uden at hun vidste det og i nogle tilfælde skjult.
| |
|
| | Psyko-sekter (27-02-2001)
Jerusalem var medlem af byrådet i Wien. Hun holdt i 1992 en tale, hvor hun gav udtryk for, at sekter har fælles træk, bl.a. totalitær karakter og fascistiske tendenser. Hun betegnede organisationerne IPM og VPM som ”psycho-sekter”. De anlagde sag mod hende. Højesteret i Østrig lagde særlig vægt på udtalelserne om ”fascistiske tendenser” og ”totalitær karakter” og forbød gentagelser. Dommen byggede på, at disse betegnelser handlede om faktuelle forhold, og der ikke var ført bevis.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at dette indgreb i ytringsfriheden var ude af proportioner og derfor en overtrædelse af art.10. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at politikere har en særlig vid ytringsfrihed
- at der er samme behov for vid ytringsfrihed i kommunalbestyrelser som i parlamenter, hvor medlemmerne har parlamentarisk immunitet
- at der er videre grænser for acceptabel kritik af politikere, når de agerer i deres offentlige rolle end af privatpersoner.
- at privatpersoner og private organisationer m.v., der går ind på den politiske arena, også må tåle at der bliver sat skarpt lys på deres offentlige rolle.
- at organisationerne (IPM og VPM) var aktive deltagere i den offentlige debat om narkotikapolitik
- at kommunalpolitikerens udtalelser mere handler om værdidomme end om faktuelle forhold, og derfor må der ikke stilles krav om beviser
- at værdidomme ikke må være uden faktuel basis. Kommunalpolitikeren havde tilbudt at føre dokumentation om organisationernes opbygning og virke ved hjælp af artikler og vidneudsagn, men var blevet afvist ved Østrigske domstole | |
|
| | Uegnet mor og ægteskabsødelægger (06-02-2001)
(Mediejuras resumé)
Tammer blev dømt ved domstole i Estland for injurier mod hustruen til en tidligere statsminister. Baggrunden var et interview med forfatteren til en bog om hustruen. Tammer spurgte bl.a. forfatteren: ”Har du ikke gjort en helt ud af en forkert person? En person, der ødelægger andres ægteskab, og en uegnet mor, der forlader sit barn? Det er ikke det bedste eksempel for unge piger.”
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet berettiget og lagde vægt på:
- at spørgsmålene handlede om hendes privatliv, og
- at det ikke var afgørende om hustruen var en offentlig person eller ej. | |
|
| | Skønhedskirurgi (02-05-2000)
I marts 1986 åbnede en kirurg en ny klinik for kosmetisk kirurgi i Bergen. Nyheden blev omtalt i Bergens Tidende, hvorefter avisen fik en række henvendelser fra kvinder, der var utilfredse med den kirurgens behandling i hans tidligere klinik. Det førte til en serie artikler, hvor flere kvinder detaljeret skildrede, at kirurgens brystoperationer havde medført forkerte proportioner og komplikationer. Artiklerne blev illustreret med fotos. Kirurgen mistede patienter og måtte lukke klinikken. Han anlagde sag mod Bergens Tidende, der ved den norske højesteret blev dømt til at betale erstatning for økonomiske tab og godtgørelse for krænkelser til et samlet beløb på ca. 4 mio norske kr.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at dette indgreb i ytringsfriheden ikke var nødvendigt i et demokratiske samfund og derfor en overtrædelse af art. 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på:
- de generelle principper om pressens rolle og den journalistiske frihed.
- at artiklerne handlede om spørgsmål, der havde offentlig interesse og ikke kun var private anliggender mellem kvinderne og kirurgen.
- at artiklerne havde relevans for forbrugerne, selvom de kun handlede om en enkelt kirurg (han havde en omfattende virksomhed med talrige operationer gennem årene).
- at kvindernes oplysninger var korrekt refererede af Bergens Tidende.
- at interviews af kilder er en af pressens væsentlige redskaber.
- at avisen bragte både en artikel hvor andre kirurger beskrev vanskelighederne ved kirurgiske indgreb, og læserbreve, der støttede kirurgen.
- at kirurgen havde muligheder for at forsvare sig. Avisen inviterede ham til at kommentere klagerne. Han kommenterede generelt, men gjorde intet for at undersøge om de patienter, der selv havde offentliggjort detaljerede oplysninger, havde nogen indsigelser mod at han kommenterede deres specifikke klager.
at kirurgens klare interesse i at beskytte sin professionelle anseelse ikke kunne opveje offentlighedens interesse. | |
|
| | Direktørens løn (21-01-1999)
Fressoz og Roire var tilknyttet en satirisk ugeavis i Frankrig som redaktør henholdsvis journalist. I september 1989 var der faglig uro blandt arbejderne på Peugeutfabrikkerne. Deres krav om lønforhøjelse var afvist. Ugeavisen offentliggjorde i denne periode en artikel, der afslørede, at den ledende direktør for Peugeut havde fået en lønforhøjelse i de seneste 2 år på 45,9%. Artiklen blev illustreret med en fotokopi af et dokument fra skattevæsenet, der viste direktørens totale skattepligtige indkomst og beløb på forskellige indkomsttyper. Dokumentationen stammede fra en anonym kilde i skattevæsnet. Ressoz og Roire blev dømt ved fransk domstol for at anvende fotokopien, som de havde fået via en anonym embedsmands brud på tavshedspligten.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede at dette indgreb i ytringsfriheden ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund og derfor en overtrædelse af art. 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på
- at artiklen bidrog til offentlig debat om forhold, der havde generel interesse.
- at pressen har til opgave at give informationer om forhold, der har offentlig interesse, og offentligheden har ret til at modtage dem.
- at det er berettiget at offentliggøre dokumentationen (kopien af skattevæsnets opgørelser), når det er berettiget at offentliggøre indholdet (lønnen). Det støtter den generelle interesse i, at journalister bygger på faktuelle oplysninger og giver korrekt og præcis information. | |
|
| | Gammel sag og dobbeltmoral (28-08-1992)
(Mediejuras resumé)
Borgmesteren i en Østrigsk kommune blev dømt for spritkørsel. På denne baggrund krævede lederen af oppositionspartiet borgmesterens afgang. En politiker fra borgmesterens parti, Schwabe, sendte herefter en pressemeddelelse ud, hvor oppositionslederen blev kritiseret for dobbeltmoral, fordi han ikke anvendte samme moralske standard i sit eget parti, hvor næstformanden ca 20 år tidligere havde forårsaget et trafikdrab under alkoholpåvirkning. Der var ikke dømt for ulovlig spritkørsel i den gamle sag, men dommen for uagtsom manddrab lagde vægt på, at alkoholindtagelsen lå på grænsen. Schwabe blev dømt for injurier og for at offentliggøre den gamle dom, som forlængst var afsonet.
Menneskeretsdomstolen fandt indgrebet i strid med artk.10 og lagde bl.a. vægt på:
- at formålet med pressemeddelelsen var at kritisere oppositionslederens dobbeltmoral,
- at pressemeddelelsen havde sammenlignet de to ulykker i forhold til politisk moral og ikke juridisk,
- at den primært gav udtryk for en vurdering,
- at det ved korte debatindlæg ikke kan kræves, at ordene vejes, så enhver misforståelse om faktiske forhold er udelukket,
- at en tidligere dom af denne type kunne være relevant ved vurderingen af en politikers egnethed til offentlige hverv. | |
|