Document Actions

Stasi-agent

Instans: Højesteret - dato: 10/15/2002 - sagsnummer: UfR 2003.71

 

Offentliggjort 03/19/2004, senest redigeret 08/17/2011

 

Resumé:

(Mediejuras resumé)
Ekstra Bladet bragte i 1999 nogle artikler, hvor en person blev omtalt som ”Stasi-agent”. Han klagede til Pressenævnet, men fik kun delvis medhold. Derefter anlagde han retssag mod Pressenævnet. Højesteret fastslog, at en klager, som ikke har fået medhold ved Pressenævnet om at reglerne om god presseskik er overtrådt, ikke kan få denne afgørelse prøvet i en retssag mod Pressenævnet. I givet fald må retssagen anlægges mod massemediet. Højesteret tilføjede, at det ikke er udelukket, at der kan anlægges retssag mod Pressenævnet i andre tilfælde.

 

Tekstens ordlyd:

H.D. 15. oktober 2002 i sag 62/2002 (1. afd.) A (adv. Henrik Karl Nielsen, Kbh.) mod Pressenævnet (Km.adv. v/adv. K. Hagel-Sørensen, Kbh.).

Østre Landsrets dom 31. januar 2002 (13. afd.) (Ulla Rubinstein, M. Lerche, Dorthe Wiisbye (kst.)).

Denne sag, der er anlagt den 20. september 1999 ved Københavns Byret og henvist til landsretten i henhold til retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 4, drejer sig om sagsøgtes, Pressenævnets, kendelse af 26. maj 1999 i anledning af artikler bragt i Ekstra Bladet angående sagsøgeren, A. Påstande Sagsøger har nedlagt følgende fire påstande:

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at god presseskik er tilsidesat ved, at sagsøger ikke er foreholdt oplysningerne i forbindelse med udtalelsen: »Det er derfor nærliggende at tænke sig, at han har fortsat sin agentvirksomhed efter DDR's sammenbrud, men denne gang for Ruslands nye og meget aktive efterretningstjeneste« forud for offentliggørelse i Ekstra Bladet tirsdag den 23. marts 1999.

2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at god presseskik er tilsidesat ved, at sagsøger ikke er foreholdt beskyldninger i bladet om infiltration, rufferi, socialt bedrageri eller medvirken til fængsling af systemkritikere i DDR forud for offentliggørelsen af disse i bladet den 23. og 24. marts 1999.

3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have overtrådt begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ved i kendelse af 26. maj 1999 i sag nr. 36/1999 at have undladt at begrunde, hvorfor klage over tilsidesættelse af god presseskik ikke er taget til følge i forbindelse med manglende forelæggelse for sagsøger af beskyldninger om infiltration af Ekstra Bladet, rufferi, socialt bedrageri eller medvirken til fængsling af systemkritikere i DDR, forinden de blev bragt.

4. Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have overtrådt begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ved i kendelse af 26. maj 1999 i sag nr. 36/1999 at have undladt at begrunde og efterfølgende i skrivelse af 9. juni 1999 at have undladt at begrunde, hvorfor der ikke er givet offentliggørelsespålæg for andet end det, der blev angivet i kendelsen.

Sagsøgte har nedlagt principal påstand om afvisning af sagsøgers fire påstande. Subsidiært påstås frifindelse, mere subsidiært hjemvisning af sagen til fortsat behandling i Pressenævnet. Sagsøger har påstået sig frifundet for sagsøgtes påstand om afvisning. Sagens omstændigheder Sagsøger blev den 1. november 1998 ansat på Ekstra Bladet som deltidsmedarbejder. Sagsøger bistod journalist Sonia Dahlgaard med behandling af henvendelser fra læsere til Ekstra Bladets brevkasse »System Danmark«. Sagsøger arbejdede for Ekstra Bladet i november 1998 og derefter fra den 1. februar 1999 til den 12. marts 1999, hvor ansættelsesforholdet ophørte. Den 23. marts 1999 bragte Ekstra Bladet artikler om, at sagsøger havde arbejdet som agent for Stasi, efterretningsmyndighederne i det tidligere DDR. Samme dag udsendte sagsøger en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »Ekstra Bladet har i dag fremsat påstand om, at jeg skulle have haft et samarbejde med den daværende Østtyske Statssikkerhedstjeneste. Jeg er desværre afskåret fra at udtale mig om sagen. Den omstændighed, at de danske myndigheder har forholdt sig passive i 10 år, burde indikere hvorfor.« Den 24., 25., 26. og 27. marts 1999 bragte Ekstra Bladet nye artikler om sagsøger og hans arbejde for de østtyske efterretningsmyndigheder. Den 27. marts 1999 indklagede sagsøger Ekstra Bladet til Pressenævnet for brud på god presseskik i anledning af artiklen bragt i Ekstra Bladet den 23. marts 1999. Samme dag sendte han en skrivelse til Ekstra Bladet, chefredaktør Svend Ove Gade. Skrivelsen havde blandt andet følgende indhold: »Jeg retter henvendelse til Dem i anledning af nogle artikler i Ekstra Bladet i indeværende uge, hvori mit og min families navne nævnes i forbindelse med efterretningsaktiviteter der involverer fremmede stater. Som jeg meddelte journalist Per Michaelsen i forrige uge, har jeg ingen kommentarer til sagen. Grunden hertil fremgår af den pressemeddelelse jeg indleverede på Ritzaus Bureau den 23. marts 1999. For det tilfældes skyld, at Ekstra Bladet ikke har modtaget nævnte pressemeddelelse, vedlægges denne nærværende skrivelse i kopi. Det er min umiddelbare opfattelse, at Ekstra Bladet i de nævnte artikler har begået brud på de presseetiske regler og/eller straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser. . . .« Den 12. april 1999 sendte sagsøger en klageskrivelse med yderligere klagepunkter i anledning af artiklerne den 23., 24. og 27. marts 1999 i Ekstra Bladet. Som bilag til klageskrivelsen var blandt andet vedlagt kopi af sagsøgers pressemeddelelse af 23. marts 1999 og den nævnte skrivelse af 27. marts 1999 fra sagsøger til Ekstra Bladet. Den 26. maj 1999 afsagde Pressenævnet følgende kendelse: »Kendelse fra Pressenævnet - - - I sag nr. 36/1999 A og B mod Ekstra Bladet afsagde Pressenævnet onsdag den 26. maj 1999 sålydende Kendelse: A har på egne vegne og på vegne B klaget til Pressenævnet over forsiden og en artikel bragt i Ekstra Bladet den 23. marts 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Forsiden havde hoved-overskriften »STASI-AGENT PÅ EKSTRA BLADET LÆS SIDE 6,7 OG LEDEREN SIDE 2«. Artiklen, der blev bragt på side 6-7 havde overskriften »STASI-SPION PÅ EKSTRA BLADET« og bl.a. følgende indhold: »En usædvanlig skrupelløs - og i hvert fald tidligere farlig - dansk agent for det hemmelige østtyske politikorps Stasi bliver afsløret med denne artikel. Hans navn er A, 54 år. Han arbejdede for Stasi under dæknavnet »Apollo« fra 1981 til Murens fald 9. november 1989. Mens Politiets Efterretningstjeneste (PET) holdt lav profil, infiltrerede han Ekstra Bladets redaktion og blev timelønnet medhjælper på brevkassen »System Danmark«. TO RUSSERINDER Spionen »Apollo« har aldrig gjort rent bord over for sine omgivelser om sit arbejde for Stasi. Det er derfor nærliggende at tænke sig, at han har fortsat sin agentvirksomhed efter DDR's sammenbrud, men denne gang for Ruslands nye og meget aktive efterretningstjeneste. Hans omgangskreds rummer mange østeuropæere. Han har været gift tre gange med polske kvinder. I 90'erne har han to gange været gift med russerinder. Den nuværende kone har bragt en voksen søn og en 13-årig datter til landet. . . . ANONYM PERSON Kort før han kom på Ekstra Bladets lønningsliste, overtog han en lejlighed på tagetagen i Studiestræde 31 B kun få skridt fra redaktionen i København. På dørskiltet står »Københavns Borgerhjælp«. . . . Men officielt bor A sammen med fru B på adressen (gadenavn og nr.), på Christianshavn. Her er der imidlertid intet navneskilt ved dørtelefonen, og han har adressebeskyttelse i folkeregistret. . . . INDYNDEDE SIG A's største færdighed som Stasi-agent var at infiltrere, og den evne udnyttede han fuldt ud til at vinde den varmhjertede Sonia Dahlgaards tillid. Allerede i efteråret 1995 stod han som leder af Vestegnens Borgerhjælp og Borgerhjælpens Oplysningsforbund fra sin daværende adresse i Hvidovre. Men A er ikke nogen uegennyttig humanist. Det fremgår af talrige papirer, som Ekstra Bladet har fået udleveret fra Gauck-arkivet i Berlin. Hans sagsmappe hos Stasi under reg.nr. Rostock - - - fylder adskillige ringbind og tegner billedet af en kynisk og beregnende person, der gør alt for penge, så længe han ikke selv bringes i fare. Gennem sit stikkeri for Stasi var agenten »Apollo« således medvirkende til at adskillige DDR-borgere havnede i umenneskelige østtyske fængsler. Han angav sin polske svigerfar for kontra-revolutionær virksomhed i Polen, og han infiltrerede det polske Solidaritets kontor i København. SYNDEREGISTRET Derudover løste han 80'erne igennem forskellige spionageopgaver i Danmark vendt mod danske interesser og leverede informationer om egnede spion-emner, der kunne hverves. Og »Apollo« arbejdede ikke kun for de kontanter, han fik udbetalt af Stasi, skønt der var beløb imellem både 2000 og 3000 DM. Det hemmelige østtyske politikorps så gennem fingre med, at han drev en omfattende smugler-virksomhed med store mængder cigaretter mellem Polen, DDR, Vesttyskland og Danmark og tilskyndede ham endog til det. Ved siden af smugleriet og belønningen fra Stasi havde han en overgang rufferi som bi-erhverv suppleret med indtægter fra socialt bedrageri. Det har han selv redegjort udførligt for over for Stasi. . . . BENÆGTER ALT Vi har henvendt os til A for at få hans forklaring om sit samarbejde med Stasi. - Jeg kender ikke noget til Stasi. I spilder jeres tid, siger manden, der i vinterens løb har hævet 26.800 kr. fra Ekstra Bladets kasse.« I tilknytning til denne artikel bragtes en artikel med overskriften »Dækkede sig bag Schlüter«. Artiklen havde blandt andet følgende indhold: »ISHØJ-AFDELING A meldte sig ind hos De Konservative i oktober 1982, men først 22. februar 1983 blev kontingentet indbetalt til partiafdelingen i Ishøj. Det var så uheldigt, at netop i den periode var »Apollo« ikke fri til at varetage sine borgerlige forpligtelser. Kriminalpolitiet var i hælene på ham, og 8. december 1982 blev han varetægtsfængslet sammen med sin kompagnon C for at indsmugle store mængder cigaretter til Danmark. De to smuglere blev først løsladt 19. januar 1983, . . .« Artiklen blev ledsaget af et billede af klageren A med billedteksten »Den 54-årige A arbejdede for Stasi 1981-89, men blev afsløret, da han sneg sig ind på Ekstra Bladet« samt en faksimile af en »Auskunftsbericht« med følgende undertekst: »A begyndte sit arbejde for Stasi i 1981, men tilsyneladende har man mistænkt ham for at være dobbeltspion, for den formelle registrering af ham som agent fandt først sted 3. juni 1983. Det fremgår blandt andet af dette dokument fra Stasi-arkiverne.« Billedet af klageren A blev efterfølgende anvendt i forbindelse med senere artikler i bladet.

Klagerne har anført, at bladet har bragt en lang række krænkende og skadelige oplysninger om dem. De har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at bladet ikke har forelagt eller forsøgt at forelægge oplysningerne for dem forud for offentliggørelsen. Bladet har alene spurgt A, hvad han ved om Stasi, og det har han afvist at besvare. Ved tidligere henvendelser på klagernes bopæl, hvor A ikke var hjemme, har bladets journalister ikke efterladt besked om, at A skulle kontakte dem, eller rettet skriftlig henvendelse til A. Klagerne har vedrørende de enkelte oplysninger i artiklen anført, at det er i strid med god presseskik, at artiklens tekst bibringer læserne det indtryk, at de aktuelt og sammen arbejder for den russiske efterretningstjeneste. Klagerne har videre anført, at det er en krænkelse af privatlivets fred, at bladet oplyste klagernes fuldstændige adresse og B's navn, selv om bladet var bekendt med, at familien havde fået adressebeskyttelse i Folkeregistret. Klagerne har herudover anført, at bladet ikke har forelagt de - i øvrigt udokumenterede - beskyldninger om infiltration på Ekstra Bladets redaktion for A, før de blev bragt i bladet. A har i den forbindelse anført, at det er groft ærekrænkende at blive beskyldt for infiltration og udnyttelse af andres tillid, og at hans oprigtighed og sociale engagement er blevet draget i tvivl. Klagerne har yderligere anført, at heller ikke beskyldningerne om rufferi, socialt bedrageri eller medvirken til fængsling af systemkritikere er dokumenteret eller blevet forelagt for A forud for offentliggørelsen. Klagerne har desuden anført, at bladet har forholdt sig fuldstændig ukritisk til oplysningerne fra det daværende Østtyskland. Disse oplysninger er i artiklerne tillagt samme sandhedsværdi og troværdighed som den, der gælder for officielle dokumenter udfærdiget af lovlige danske myndigheder eller domme afsagt af danske domstole. Klagerne har endvidere anført, at det ikke kan være rigtigt, at bladet kan omtale en mere en 16 år gammel varetægtsfængsling. Klagerne har vedrørende de anvendte billeder anført, at disse blev optaget for et par år siden i forbindelse med en sag, hvor A hjalp en familie mod danske myndigheders overgreb, og at billederne ikke har relation til den aktuelle sammenhæng. Bladet har i en udtalelse anført, at A var Stasiagent fra 1981 til 1989. Han har efter DDR's sammenbrud aldrig gjort rent bord hverken over for myndigheder eller offentligheden. Ekstra Bladet har gennem mange år haft den faste linie at afsløre Stasi-agenter. Det var derfor en grov provokation over for bladet, at A søgte ind på netop Ekstra Bladets redaktion uden at gøre opmærksom på sin fortid. Bladet har videre anført, at det i forbindelse med afsløringen af A var journalistisk korrekt og i offentlighedens interesse at spørge, hvad A's motiv kunne være til at søge ind på bladet. En nærliggende tanke kunne være, at han har fortsat sin agentvirksomhed for den nye russiske efterretningstjeneste, KGB's efterfølger. Bladet har i den forbindelse anført, at oplysningerne om A's østeuropæiske omgangskreds og skiftende hustruer er korrekte og relevante, at ingen af hustruerne af bladet er bragt i forbindelse med agentvirksomhed, og at de to adresser og omstændighederne omkring dem er korrekte oplysninger. Bladet har vedrørende kontrakten til A anført, at bladet besøgte adressen adskillige gange for at få fat i ham, men ingen svarede over dørtelefonen. Bladet har yderligere anført, at oplysningerne om A's indtjening på prostitution og salg af smuglervarer samt øvrige oplysninger om illegale indtægter stammer fra A's oplysninger til sine føringsofficerer inden for Stasi. Bladet har herudover anført, at det er patetisk, at A jamrer over omtalen af varetægtsfængslingen henset til de ulykker, han har påført andre mennesker ved sin landsskadelige virksomhed, og at oplysningerne om hans meritter er relevante for, at offentligheden kan forstå hans liv som Stasi-agent og smugler. Bladet har vedrørende anvendelsen af billedet anført, at klagen herover er uforståelig, idet samtlige dagblade kan nedlægge deres billedarkiver, hvis denne anvendelse er i strid med god presseskik. Bladet har vedrørende klagen over, at artiklens oplysninger ikke er efterprøvede hos A, anført, at bladets journalister opsøgte ham i baghuset - - - , da de havde fundet ud af, at han opholdt sig der. De sagde til ham, at de gerne ville tale med ham om hans kontakt til Stasi. Da han svarede, at han ikke kender noget til Stasi, sagde den ene journalist, at han syntes, at de skulle gå ind og snakke om det alligevel. A svarede, at journalisterne spildte deres tid, og gik derefter tilbage til lejligheden. Bladet har sammenfattende anført, at artiklerne udgør en præcis beskrivelse af klagerens mangeårige ulovlige aktiviteter. De bygger på grundig research, og klageren er givet mulighed for at kommentere materialet, hvilket han imidlertid afviste. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig. Pressenævnet udtaler: Pressenævnet finder, at det har offentlig interesse at omtale indholdet af tyske Stasi-arkiver, og at dette gælder i særlig grad, når det heraf fremgår, at danskere har optrådt som agenter for fremmede stater.

Pressenævnet finder ikke anledning til at kritisere, at bladet har anvendt arkivbilledet af klageren til illustration af artiklerne. Pressenævnet finder, at det til opfyldelsen af formålet med artiklen var unødvendigt at offentliggøre A's ægtefælles navn, klagernes nøjagtige adresse og det forhold, at de har adressebeskyttelse i folkeregistret. Bladet har således på dette punkt tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik af Ekstra Bladet. Pressenævnet finder, at den omstændighed, at A på forespørgsel har afvist at udtale sig om sit forhold til Stasi, med rette kunne opfattes som en afvisning af at tale med bladet i det hele taget. Da bladet faktisk har forsøgt at få klageren i tale, er der ikke sket en tilsidesættelse af god presseskik. Artiklens bemærkninger om mulig spionage fra klagerens side til fordel for den russiske efterretningstjeneste er imidlertid ikke antageliggjort. Ved alligevel at fremsætte disse bemærkninger har Ekstra Bladet også på dette punkt tilsidesat god presseskik. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges der herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende: »Kendelse fra Pressenævnet Ekstra Bladet bragte den 23. marts 1999 en artikel med overskriften »STASI-SPION PÅ EKSTRA BLADET«. I artiklen omtaltes bl.a. oplysninger fra tyske Stasi-arkiver om A's aktiviteter i årene 1981-1989. Herudover blev beskrevet, at A i en periode havde arbejdet på Ekstra Bladets brevkasse »System Danmark«. A og hans ægtefælle har klaget til Pressenævnet over omtalen, som de finder er i strid med god presseskik. Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at Pressenævnet finder, at det har offentlig interesse at omtale indholdet af tyske Stasiarkiver, og at dette gælder i særlig grad når det heraf fremgår, at danskere har optrådt som agenter for fremmede stater. Pressenævnet finder ikke anledning til at kritisere, at bladet har anvendt arkivbilledet af klageren til illustration af artiklerne. Pressenævnet finder, at det til opfyldelsen af formålet med artiklen var unødvendigt at offentliggøre A's ægtefælles navn, klagernes nøjagtige adresse og det forhold, at de har adressebeskyttelse i folkeregistret. Bladet har på dette punkt tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik af Ekstra Bladet.« . . .« Ved brev af 8. juni 1999 rettede sagsøgers advokat henvendelse til Pressenævnet angående den afsagte kendelse. I brevet hedder det blandt andet: ». . . I Pressenævnets afgørelse af 26. maj 1999 . . . udtalte Pressenævnet bl.a. kritik af, at Ekstra Bladet havde fremsat beskyldninger mod min klient A om spionage til fordel for den russiske efterretningstjeneste. Det hedder i kendelsen: »Artiklens bemærkninger om mulig spionage fra klagerens side til fordel for den russiske efterretningstjeneste er imidlertid ikke antageliggjort. Ved alligevel at fremsætte disse bemærkninger har Ekstra Bladet også på dette punkt tilsidesat god presseskik. « I medfør af medieansvarslovens § 49 har Pressenævnet pålagt den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre dele af kendelsen. Pålægget i henhold til medieansvarslovens § 49 omfatter imidlertid ikke et pålæg om at offentliggøre, at Pressenævnet har udtalt, at bladet har tilsidesat god Presseskik, jf. det ovenfor nævnte citat. Jeg går ud fra, at der er tale om en fejl, og skal anmode om, at der i medfør af medieansvarslovens § 49 afgives pålæg overfor Ekstra Bladet om en sådan offentliggørelse. . . .« Sagsøgte besvarede henvendelsen ved skrivelse af 9. juni 1999. Af sagsøgtes skrivelse fremgår følgende: »Pressenævnet har modtaget Deres brev af 8. juni 1999, hvori De på vegne A og B har rettet henvendelse vedrørende nævnets kendelse af 26. maj 1999 i sag . . . De har i den forbindelse anført, at De går ud fra, at der er tale om en fejl, når det offentliggørelsespålæg, nævnet har meddelt Ekstra Bladet ikke indeholdt en af Dem citeret passage fra nævnets kendelse, side . . . Pressenævnet kan i den anledning oplyse, at nævnet besluttede alene at kræve offentliggørelse af de afsnit, der derefter blev angivet i kendelsen på side . . . Der er således ikke tale om en fejl.« Forklaring Under domsforhandlingen er der afgivet partsforklaring af sagsøger, A. Sagsøger har forklaret, at han i 1998 blev ansat på Ekstra Bladet som deltidsmedarbejder for at bistå Sonia Dahlgaard, der rådgiver læsere om sociale spørgsmål i Ekstra Bladets brevkasse »System Danmark«. Brevkassen modtager langt flere henvendelser, end en person kan nå at behandle. Sagsøger drev i forvejen selv en frivillig rådgivningsinstitution ved navn Københavns Borgerhjælp. Hans arbejde for Ekstra Bladet blev indledt, fordi Sonia Dahlgaard på et tidspunkt opfordrede ham til at deltage i hendes arbejde. Han ydede hende derefter bistand, først på frivillig, ulønnet basis. Derefter assisterede han hende fra 1. november 1998 som lønnet medarbejder på deltid. Han arbejdede for bladet i november 1998 og derefter på ny i februar og marts 1999. Den 12. marts 1999 ophørte hans ansættelsesforhold. Journalisterne Mette Helborg og Per Michaelsen lærte sagsøger ikke at kende under sit arbejde på Ekstra Bladet; han så dem slet ikke. Han fik ikke adgang til bladets arkiver under sin ansættelse, og han deltog slet ikke i bladets dækning af stof om Stasi-efterretningstjenesten. I marts 1999 var der nogle journalister, der havde rettet henvendelse på sagsøgers bopæl for at tale med ham. Han var ikke selv hjemme, og de pågældende nægtede over for hans familie at efterlade navn eller telefonnummer. Det var derfor ikke muligt for sagsøger at komme i kontakt med dem. Den 18. eller 19. marts 1999 henvendte journalist Per Michaelsen sig i opgangen, hvor Københavns Borgerhjælp har til huse.

Efter at sagsøger havde lukket journalisten ind i opgangen ved hjælp af dørtelefonen, råbte journalisten af sine lungers fulde kraft på vej op ad trappen til sagsøger: »Hvad ved du om Stasi?« Sagsøger opfattede det således, at journalisten råbte så højt for at skræmme ham, for eksempel ved at eventuelle naboer skulle kunne høre spørgsmålet. Sagsøger svarede: »Jeg kan intet fortælle dig om Stasi.« Journalisten stillede ingen andre spørgsmål til sagsøger. I forbindelse med artiklerne med de usande beskyldninger den 23. marts 1999 bragte Ekstra Bladet en gengivelse af et østtysk dokument fra 1985 i kopi med titlen »Auskunftbericht«. Den fødselsdato, der er anført for sagsøger, er forkert. Dette viser, at man ikke kan fæste lid til sådanne dokumenter fra det tidligere DDR. Den 23. marts 1999 udsendte sagsøger pressemeddelelsen, fordi han nærmest var gået i panik over de alvorlige, usande beskyldninger i Ekstra Bladet. Han har engang haft samarbejde med østtyske myndigheder, som over for ham alene havde præsenteret sig som politimyndigheder. Sagsøger anede intet om, at der var tale om ansatte i Stasi-efterretningstjenesten. Han hjalp dem med oplysninger, idet de over for ham havde givet udtryk for, at de skulle bruge oplysninger i forbindelse med grænsekontrol som led i bekæmpelse af smugleri og narkotikakriminalitet. Sagsøger havde dæknavnet »Apollo«. Dette var et navn, han havde valgt i samarbejde med de nævnte østtyske myndigheder. Disse myndigheder havde i sin tid pålagt ham tavshedspligt, og dette følte han sig fortsat bundet af i 1999. Sagsøger klagede til Pressenævnet, fordi han blev dybt krænket over de alvorlige, uretmæssige beskyldninger. Han ønsker i det hele at blive renset for beskyldningerne. Derfor betyder også spørgsmålet om nævnets begrundelse meget for ham. Han har ikke klaget over for eksempel Ekstra Bladets artikel den 26. marts 1999. Det ville have været meget arbejdskrævende for ham at klage over alle de beskyldninger, som bladet uretmæssigt fremsatte mod ham i forskellige artikler; han har kun klaget til Pressenævnet over det, der mest åbenbart var i strid med de presseetiske regler. Også i artiklen af 26. marts 1999 er der usande beskyldninger, som han ikke har haft kræfter til at klage særskilt over. Dette gælder for eksempel bladets oplysninger om hans forhold til svigerfaderen. Sagsøger har således det bedste forhold til sin polske svigerfader. Herunder har svigerfaderen sammen med sin hustru boet i en periode på to måneder hos sagsøger. Procedure Sagsøger har gjort følgende hovedanbringender gældende: Ad påstand 1: Det anføres, at sagsøger aldrig har fået forelagt beskyldningen om sagsøgers påståede arbejde for den russiske efterretningstjeneste før artiklens offentliggørelse i Ekstra Bladet. Beskyldningen burde, henset til sin grovhed, have været nærmere efterprøvet og foreholdt sagsøgeren, inden den blev bragt i Ekstra Bladet. Sagsøgte, der har undladt at påtale udtalelsen, skal derfor anerkende, at der er sket brud på god presseskik. Ad påstand 2: Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgte af samme grunde som nævnt ad påstand 1 skal anerkende, at god presseskik er tilsidesat ved, at sagsøger ikke er blevet foreholdt beskyldninger i Ekstra Bladet om infiltration, rufferi, socialt bedrageri og medvirken til fængsling af systemkritikere i DDR, førend beskyldningerne blev offentliggjort i bladet den 23. og 24. marts 1999. Ad påstand 3: Sagsøger har anført, at det forudsætningsvis fremgår af medieansvarlovens § 50, at sagsøgte er en forvaltningsmyndighed. Således er sagsøgte i henhold til medieansvarsloven nedsat til at foretage konkret sagsbehandling af enkeltsager. Sagsøgte hører efter almindelige forvaltningsretlige begreber ind under den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1. Kravet i medieansvarslovens § 48 om, at sagsøgte skal afsige en »begrundet kendelse«, må forstås som en henvisning til de almindelige sagsbehandlingsregler, der gælder efter forvaltningsloven. Endvidere er forvaltningsloven udtryk for en minimumsregulering, jf. således også forvaltningslovens § 26. I medieansvarsloven er der ikke positiv lovhjemmel til at fravige forvaltningslovens begrundelseskrav. Sagsøgte er derfor omfattet af begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Sagsøgte har ikke givet sagsøger medhold i klage over Ekstra Bladets brud på god presseskik i forbindelse med manglende forelæggelse for sagsøger af beskyldninger om infiltration af Ekstra Bladet, rufferi, socialt bedrageri eller medvirken til fængsling af systemkritikere i DDR, før beskyldningerne blev bragt i bladet. Sagsøgtes kendelse indeholder ingen begrundelse for, at der ikke er givet klager medhold i denne klage.

Sagsøgte har derfor ikke overholdt begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Ad påstand 4: Sagsøger har anført, at sagsøgte i sin kendelse af 26. maj 1999 ikke har givet offentliggørelsespålæg vedrørende alt, hvad nævnet har anset for at være i strid med god presseskik. Sagsøgte har således udtalt, at Ekstra Bladets bemærkninger om mulig spionage fra klagerens side til fordel for den russiske efterretningstjeneste ikke er antageliggjort, og at Ekstra Bladet har tilsidesat god presseskik ved alligevel at fremsætte disse bemærkninger. Der er imidlertid ikke givet bladet offentliggørelsespålæg vedrørende dette punkt. Sagsøgte har ikke anført nogen begrundelse for, hvorfor der ikke er givet Ekstra Bladet pålæg om at offentliggøre alt, hvad nævnet har anset for at stride imod god presseskik. Sagsøgte har heller ikke begrundet det manglende offentliggørelsespålæg i sin skrivelse af 9. juni 1999 til sagsøgers advokat. Sagsøgte har derfor ikke overholdt kravet om begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Sagsøgte har gjort følgende hovedanbringender gældende: Ad påstand 1: Sagsøgte har til støtte for sin påstand om afvisning anført, at sagsøger ikke har nogen retlig interesse i at opnå dom over for Pressenævnet efter påstand 1. Sagsøgte gør herved gældende, at det, som sagsøger har anført om, at sagsøgte har undladt at påtale udtalelsen, er urigtigt. Sagsøgte har således udtalt i kendelsen, at Ekstra Bladet ved at fremsætte bemærkningerne om mulig spionage fra sagsøgers side for den russiske efterretningstjeneste har tilsidesat god presseskik. Hertil kommer, at sag om det omtvistede spørgsmål ikke bør anlægges mod sagsøgte, der er et organ, der her i overensstemmelse med lovgivningen har til opgave at løse tvisten mellem sagsøger og massemediet. Det rigtige er i stedet at rejse søgsmål over for Ekstra Bladet, der har offentliggjort oplysningerne. Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse har sagsøgte gjort gældende, at der ikke er grundlag for at antage, at Ekstra Bladets journalister ikke havde forsøgt at forelægge sagsøger resultatet af deres undersøgelser af Stasis arkiver. Endvidere har sagsøger under alle omstændigheder ved sin egen adfærd, herunder ved udsendelse af en pressemeddelelse, tilkendegivet, at han ikke ville have reageret, selv om oplysningerne, der er nævnt i sagsøgers påstand 1, var blevet foreholdt ham. Ad påstand 2: Sagsøgte har til støtte for sin påstand om afvisning gjort gældende, at sagsøger ikke har nogen retlig interesse i at opnå en dom efter påstand 2 over for Pressenævnet. Det operative vil i stedet være anlæg af injuriesag mod Ekstra Bladet eller journalisterne, medens retssagen mod Pressenævnet har karakter af at afæske domstolene et responsum. Til støtte for påstanden om frifindelse har sagsøgte gjort gældende, at Pressenævnet med rette har lagt til grund, at journalisterne havde foretaget det fornødne for at forelægge resultatet af deres research for sagsøger. Det er herved anført, at det fremgår, at de nævnte beskyldninger mod sagsøger måtte antages at stamme fra en gengivelse i dokumenter fra DDR's arkiver af, hvad sagsøger selv havde forklaret de østtyske myndigheder. Det bestrides derfor, at Ekstra Bladet havde nogen pligt til selv at undersøge, om de østtyske myndigheders gengivelse af oplysningerne var sandfærdig, på anden måde end ved at give sagsøger mulighed for at redegøre for sit forhold til de østtyske myndigheder. Ad påstand 3: Sagsøgte har til støtte for påstanden om afvisning anført, at sagsøger ikke har nogen retlig interesse i at nedlægge en påstand, hvortil der ikke er knyttet en retsfølge. Sagsøger søger således reelt blot at afæske domstolene et responsum. Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte gjort gældende, at begrundelseskravet for Pressenævnet er reguleret ved medieansvarslovens § 48 og ikke ved forvaltningsloven. Endelig har sagsøgte anført, at Pressenævnets kendelse er tilstrækkeligt begrundet. Ad påstand 4: Til støtte for afvisningspåstanden og frifindelsespåstanden har sagsøgte gjort de samme anbringender gældende som anbringenderne vedrørende påstand 3. Herudover har sagsøgte til støtte for frifindelsespåstanden anført, at Pressenævnet efter medieansvarslovens § 49 har et frit skøn med hensyn til, om nævnet vil pålægge redaktøren for det indklagede massemedie at offentliggøre en kendelse, og hvilket omfang offentliggørelsen skal have.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Pressenævnets skøn i sagen. Sagsøgte har nedlagt en mere subsidiær påstand om hjemvisning for det tilfælde, at sagsøgte ikke får medhold i den principale påstand om afvisning eller den subsidiære påstand om frifindelse. Det anføres herved, at sagsøgte har et betydeligt skøn med hensyn til at udøve den afbalancerende vurdering mellem på den ene side hensynet til pressens rolle som offentlighedens kontrol- og informationsorgan i et demokratisk samfund og på den anden side ønsket om at sikre, at de meddelelser, der bringes, indeholder korrekt og hurtig information. I den forbindelse kan domstolene ikke sætte deres eget skøn i stedet for Pressenævnets, men alene foretage en legalitetskontrol. Sagen må derfor i givet fald hjemvises til Pressenævnet til fornyet afgørelse. Sagsøger har til støtte for påstanden vedrørende fremme af sagen til prøvelse i realiteten gjort gældende, at han har den fornødne retlige interesse i at opnå dom efter påstandene 1 og 2. Sagsøger har herved anført, at påstandene 1 og 2 vedrører retlig prøvelse i henhold til de presseetiske regler i medieansvarsloven i relation til kravet om, at oplysninger skal foreholdes sagsøger, inden de bringes i bladet. Der er således tale om en domstolsprøvelse for så vidt angår dette punkt, hvor sagsøgte ikke har givet sagsøger medhold.

Landsrettens bemærkninger: Ad påstand 1: Denne påstand drejer sig om, hvorvidt der er sket tilsidesættelse af god presseskik ved, at der i Ekstra Bladet er fremsat bemærkninger om mulig spionage fra sagsøgers side for den russiske efterretningstjeneste, uden at disse oplysninger først er foreholdt sagsøger. Imidlertid fremgår det af Pressenævnets afgørelse, at Ekstra Bladet ved at fremsætte de nævnte bemærkninger, uanset at de ikke var antageliggjort, har tilsidesat god presseskik. Allerede fordi det således er konstateret af Pressenævnet, at god presseskik er tilsidesat, har sagsøger ikke retlig interesse i sin nedlagte påstand om tilsidesættelse af god presseskik, hvorfor sagsøgtes principale påstand om afvisning tages til følge. Ad påstand 2: I sagsøgtes kendelse er det anført, at sagsøger på forespørgsel har afvist at udtale sig, og at bladet faktisk har forsøgt at få klageren i tale. Derefter har sagsøgte i relation til disse spørgsmål i sin afgørelse udtalt, at der ikke er sket tilsidesættelse af god presseskik. Herefter findes påstand 2 at kunne tages under påkendelse. Sagsøgers påstand angår spørgsmål om tilsidesættelse af god presseskik i forbindelse med offentliggørelse af artikler den 23. og 24. marts 1999. For så vidt angår det anførte i artiklerne om infiltration, rufferi, socialt bedrageri og medvirken til fængsling af systemkritikere fremgår det, at Ekstra Bladets oplysninger herom bygger på informationer i papirer, som bladet har fået udleveret fra Gauck-arkivet i Berlin, dvs. fra Stasi-myndighederne. Efter sammenhængen ses de nævnte beskyldninger mod sagsøger således at stamme fra dokumenter i det tidligere DDR's arkiver om sagsøgers egne oplysninger til de østtyske myndigheder og disse myndigheders oplysninger om sagsøger. I overensstemmelse med sagsøgers egen forklaring i retten lægges det til grund, at sagsøger forud for offentliggørelsen af artiklen af 23. marts 1999 blev anråbt med spørgsmålet: »Hvad ved du om Stasi?« fra journalist Per Michaelsens side, hvorpå sagsøger svarede: »Jeg kan intet fortælle dig om Stasi.« Hertil kommer, at det fremgår af sagsøgers efterfølgende pressemeddelelse af 23. marts 1999 og af hans brev til Ekstra Bladet af 27. marts 1997, at han ikke agtede at udtale sig om sine relationer til den daværende østtyske statssikkerhedstjeneste. Både pressemeddelelsen og brevet indgik blandt de akter, der forelå som grundlag for sagsøgtes kendelse. På denne baggrund samt efter Ekstra Bladets oplysninger om bladets forsøg på at få udtalelse fra sagsøger har sagsøgte vurderet, at bladet ikke herved havde tilsidesat god presseskik. Denne vurdering fra sagsøgte findes at ligge inden for rammerne af det skøn, som sagsøgte ved afgørelsen har beføjelse til at udøve i medfør af medieansvarslovens kapitel 7. Landsretten finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse om, at Ekstra Bladet på dette punkt ikke har tilsidesat god presseskik, hvorfor sagsøgte frifindes for sagsøgers påstand 2. Ad påstandene 3 og 4: Disse påstande angår alene spørgsmål om anerkendelse af, at begrundelseskrav er tilsidesat, men indeholder ingen angivelse af retsvirkninger i den forbindelse, for eksempel i form af påstand om ugyldighed af de trufne afgørelser. Da der i sagsøgers påstande ikke er angivet nogen retsfølger, vil afgørelsen af det rejste spørgsmål ikke ændre retsstillingen mellem parterne. Sagsøger kan således ikke anses at have den fornødne retlige interesse i søgsmålet vedrørende de nedlagte påstande, hvorfor sagsøgtes principale påstand om afvisning af påstand 3 og 4 tages til følge. Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte er omfattet af forvaltningsloven. - - - I sagsomkostninger betaler sagsøger 40.000 kr. til sagsøgte.

Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 13. afdeling den 31. januar 2002. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Poul Søgaard og Thomas Rørdam. Appellanten, A, har for Højesteret alene nedlagt påstand om, at indstævnte, Pressenævnet, skal anerkende, at god presseskik er tilsidesat ved, at A ikke er blevet foreholdt beskyldninger om infiltration, rufferi, socialt bedrageri eller medvirken til fængsling af systemkritikere i DDR forud for offentliggørelsen i Ekstra Bladet den 23. og 24. marts 1999 (påstand 2). Pressenævnet har påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse og mere subsidiært hjemvisning. I betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar side 344 er bl.a. følgende anført om domstolenes prøvelse af Pressenævnets afgørelser: »Medieansvarsudvalget har i sine overvejelser fundet at måtte lægge betydelig vægt på, at det foreslåede Pressenævn bliver et uafhængigt nævn, og foreslår derfor, at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Udvalget finder derimod, at det af nævnet såvel i genmælesager som i presseetiske sager udøvede skøn - som tilfældet er for andre administrative afgørelser - af hver af parterne skal kunne forlanges efterprøvet af domstolene i medfør af princippet i grundlovens § 63. Dette indebærer efter forvaltningsretlig og statsretlig teori i korthed, at domstolene vel ikke i materiel henseende kan efterprøve nævnets skønsmæssige afgørelser, men har fuld legalitetsprøvelse. Heri ligger, at domstolene kan påse, om nævnets afgørelser er truffet i overensstemmelse med principperne for lovmæssig forvaltning og læren om magtfordrejning, og i givet fald enten kan erklære en afgørelse for ugyldig eller hjemvise sagen til fornyet prøvelse ved nævnet efter nærmere angivne retningslinier.«

Højesterets bemærkninger. Pressenævnets afgørelse om, hvorvidt et massemedie har overtrådt reglerne om god presseskik, har karakter af en afgørelse i en tvist mellem private parter, klageren (forurettede) og massemediet. Heraf må følge, at en klager, som ikke har fået medhold ved Pressenævnets afgørelse, ikke kan få denne prøvet i en retssag anlagt mod nævnet med påstand om anerkendelse af, at reglerne om god presseskik er overtrådt, idet klageren må henvises til i givet fald at anlægge retssag mod massemediet. Højesteret tager derfor Pressenævnets principale påstand om afvisning af sagen til følge. Det bemærkes, at det anførte ikke udelukker, at retssag mod Pressenævnet vil kunne anlægges i visse andre tilfælde, herunder i tilfælde, hvor en af parterne gør gældende, at nævnets afgørelse er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende.

Thi kendes for ret: Denne sag afvises fra landsretten. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal appellanten, A, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til indstævnte, Pressenævnet.