Document Actions

Vigtig information om fødevareproduktion hemmeligholdes af staten

 

Offentliggjort 03/30/2012

 

Fødevareminister Mette Gjerskov mener ikke, det er relevant for borgerne at få oplyst hvilke svinebesætninger, der er forurenet med multiresistente stafylokokker. Se ministerens svar på spørgsmål S 2430.

Fødevareministeren henviser til, at ejerne selv skal informere ansatte og aftagere af levende dyr efter svinebranchens egne retningslinjer. Ministeren mener, det sikrer tilstrækkelig information, og hun tilføjer, at det ikke er relevant viden for forbrugerne, fordi de ikke kan identificere hvilken besætning et stykke kød kommer fra.

Dermed giver ministeren politisk opbakning til Fødevarestyrelsens afslag på aktindsigt til journalist Kjeld Hansen. Se afslag af 22. marts 2012.

Argumenter for hemmeligholdelse
Fødevarestyrelsen har fire argumenter for, at oplysninger om multiresistente stafylokokker (MRSA) i svinebesætninger skal hemmeligholdes trods loven om aktindsigt i miljøoplysninger:

1) Aktindsigt vil skabe risici for stigmatisering af borgere i det danske samfund.

Kommentar: Tilsyneladende overser styrelsen, at anmodningen om aktindsigt sigter på oplysninger om svinebesætninger (erhvervsoplysninger) og ikke om personer, der er smittede.

2) Aktindsigt bidrager hverken til miljøbevidsthed eller forbedret miljøbeskyttelse.

Kommentar: Dette argument er i strid med almindelig erfaring. Oplysninger om konkrete miljørisici er ofte en afgørende faktor for miljøbevidstheden, og offentliggørelse bidrager til at styrke den præventive indsats.

3) Der er ikke tale om miljø- og miljøpåvirkninger på offentligt tilgængelige steder.

Kommentar: Dette argument er også uholdbart. Mange væsentlige forureninger finder sted på private områder, hvor der ikke er almindelig adgang.

4) Fødevarestyrelsens henviser til offentlighedsloven § 13, stk.1, nr.6,

Kommentar: Denne undtagelse kan ikke bruges ved aktindsigt i miljøoplysninger jf. miljøoplysningsloven § 2, stk. 6.


Betydning for menneskers sundheds- og sikkerhedstilstand
Miljøoplysningsloven har til formål at sikre offentligheden indsigt i oplysninger om miljøfaktorer, og loven henviser bl.a. til betydningen for menneskers sundheds- og sikkerhedstilstand. Loven giver ikke blot ret til aktindsigt i traditionelle dokumenter, men også i dataudtræk fra offentlige myndigheders databaser. Århuskonventionen, der danner baggrund for loven, lægger vægt på, at åbenhed styrker miljøbevidsthed og har præventiv effekt.

Fødevarestyrelsen har tilsyneladende ikke lært af Vetstatsagen, hvor der i februar 2012 - efter 8 års hemmeligholdelse - blev givet aktindsigt i oplysninger om brug af antibiotika i fødevareproduktionen.

Multiresistent stafylokokker er et alvorligt problem. Det fremgår af vejledning fra Statens Seruminstitut, at den resistente bakterie kan overleve længe (måneder) i miljøet f.eks. på tøj og genstande, og at bakterien kan overføres ved kontakt med forurenede genstande. Resistente stafylokokker kan f.eks. bindes til hudceller, som kan ende i støv, der kan hvirvles op. Se Sygdomsleksikon på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Åbenhed er særlig vigtig for personer, der arbejder ved eller besøger en svinebesætning med MRSA-smitte. Statens hemmeligholdelse forhindrer personer, der søger ansættelse og deres faglige organisationer i at få adgang til vigtig information, som staten råder over. Åbenhed er desuden vigtig for at forebygge, at smitte spredes ved handel med levende dyr. For den enkelte ejer af en svinebesætning med MRSA-smitte kan åbenhed være ubehagelig og økonomisk belastende. Det er derfor risikabelt, at myndigheder regner med, at enhver ejer selv vil informere om smitte. Hensynet til at skabe tillid til danske svinebesætninger, hvor indtil videre kun et fåtal er ramt af resistente stafylokokker, taler for åbenhed og dermed optimal indsats for at undgå smittespredning.

Hensyn til forbrugerne har også vægt i denne sag. Mange forbrugere lægger vægt på dyrevelfærd, og adgang til vigtig information om produktionen kan give forretninger og forbrugere nye muligheder for at stille krav om identifikation af produktionssteder. Åbenhed er en afgørende forudsætning for udvikling af bæredygtig fødevareproduktion, som forbrugerne kan have tillid til.

Se Kjeld Hansens klage til Fødevareministeriet


Søg