Offentliggjort 08/22/2011, senest redigeret 08/23/2011
Retssagen mod den kurdiske tv-station ROJ TV startede 15. august ved Københavns Byret. Anklagemyndigheden sigter mod at få ROJ TV lukket, og retssagen bliver en historisk sag om pressefrihed kontra terrorbekæmpelse.
Internationale konventioner om menneskerettigheder fastslår, at informations- og ytringsfriheden ikke begrænses af landegrænser. Denne ret har særlig betydning for mindretal i lande, hvor magthaverne ikke respekterer kulturel og politisk mangfoldighed. Og for befolkningsgrupper der som kurderne er spredt hen over landegrænser.
Ifølge presseomtalen er ROJ TV anklaget for gennem programvirksomheden at fremme den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der er på EU´s liste over terrororganisationer.
Ifølge straffeloven § 214 e er det strafbart at fremme virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger. Strafferammen er indtil fængsel i 6 år.
Ifølge pressens referater af fremlæggelsen på første retsdag, regner anklagemyndigheden med at kunne dokumentere bl.a. økonomisk støtte fra PKK til medievirksomheden, der står bag ROJ TV, interviews med PKK-sympatisører i nyhedsudsendelser og breve fra PKK med ønsker/krav til nyhedsdækning.
Dokumentation af forbindelser mellem PKK og medievirksomheden vil ikke være tilstrækkelig dokumentation for, at den redaktionelle programvirksomhed fremmer terrorisme. Anklagemyndigheden skal desuden sandsynliggøre, at ROJ TV´s udsendelser har et indhold, der fremmer terrorisme. Ved afgørelsen skal tages hensyn til informations- og ytringsfriheden jf. Den Europæiske Menneskeretskonvention art. 10.
Tre sager ved Radio- og tv-nævnet
Tre gange har Radio- og tv-nævnet vurderet om ROJ sendte programmer, der tilskyndede til had og terror. Alle tre gange har nævnet konkluderet, at det ikke var tilfældet.
Nævnet har lagt til grund, at videregivelse af oplysninger ikke i sig selv er omfattet af begrebet ”tilskyndelse”. En videregående fortolkning ville ifølge nævnet forhindre en fri presse i at informere og oplyse om vigtige forhold og begivenheder i samfundet. Nævnet har vurderet, at ROJ-programmer, som den tyrkiske ambassade har klaget over, indeholdt saglig nyhedsinformation, der gav plads til synspunkter fra begge sider i konflikten.
Se afgørelser fra Radio- og tv-nævnet 2008, 2007 og 2005.
Kompetencen til at lukke en tv-kanal
Ifølge radio- og fjernsynsloven har Radio- og tv-nævnet kompetencen til at kontrollere, om vilkårene for en sendetilladelse er opfyldt. Radio- og tv-nævnet kan i yderste fald inddrage en sendetilladelse midlertidigt eller endeligt, hvis et medie overtræder loven groft eller overtrædelser er ofte gentagne (radio- og fjernsynsloven § 50).
Efter min vurdering er det ikke juridisk holdbart, at anklagemyndigheden søger at få ROJ lukket ved at gå direkte til domstolene udenom Radio- og tv-nævnet. Rigsadvokaten kan rejse tiltale efter straffeloven, men har ikke kompetence ifølge radio- og fjernsynsloven. Straffeloven indeholder generelle regler om fortabelse af rettigheder som led i straffedomme, men disse generelle regler må efter almindelige retsprincipper vige for særlige regler i radio- og fjernsynsloven.
På den første retsdag i sagen forsøgte forsvareren at få sagen afvist med henvisning til, at anklageskriftet var for diffust. Denne anmodning blev afvist af dommeren i Københavns Byret. Der blev ikke ved retssagens start taget stilling til, om lukning af en tv-kanal kan afgøres uden om Radio- og tv-nævnet, der i radio- og fjernsynsloven er udpeget som det uafhængige og kompetente organ.