Document Actions

Journalister hamler ikke op med topfolk

 

Offentliggjort 10/22/2008, senest redigeret 11/03/2008

 

 

METODE: Journalister i interviewrollen sættes mere og mere under pres. Den fjerde statsmagt, pressen, har ikke fulgt med i oprustningen af metoder, som er foregået i de seneste 20 år hos kilderne på topniveau. Den forskel i metoder bliver særlig alvorlig nu, hvor oppositionen er svag. Det skærper behovet for at få nye metoder i brug. Befolkningen skal igen have en ordentlig information om, hvad der foregår, hvorfor det sker, og hvad konsekvenserne af det er.

De gængse kildevurderings-parametre er således ikke tilstrækkelige i dag. Kriterier som kildens motiv, villighed til at svare, samt ønsket om at styre skal sidestilles med de øvrige centrale begreber i forbindelse med den forudgående kildevurdering.
Efter disse vurderinger fastlægger man mål, metode og spørgeplan.

Journalister fungerede tidligere som ordstyrere i den offentlige debat. De fik oftest svar, når de stillede spørgsmål. I dag er billedet skiftet. Politikere og embedsmænd bestemmer i langt højere grad end tidligere, hvad der kommer på dagsordenen, hvornår det skal på, og hvad der skal lukkes ud af oplysninger. Resultatet er alt for mange løgne, fortielser og spin i form af orkestrerede politiske kampagner, der styrer og ændrer folks holdninger.

Når et interview kommer i stand, ender det desuden ofte i en magtkamp, som journalisten taber. Oplysningerne kommer ikke frem. Kilderne kører showet. De leverer deres planlagte budskaber og svarer ikke på konkrete spørgsmål. Det behøver ikke betyde, at kildens budskab er irrelevant. Det kan sagtens være, at det faktisk er en bedre historie end den, journalisten har planlagt. Men ofte er det ikke. Og i alle tilfælde bliver borgerne de store tabere. De holdes i uvidenhed om, hvem der har truffet centrale beslutninger, hvornår de er truffet, hvorfor de er truffet, samt om konsekvenserne.

Billedet er selvfølgelig ikke sort-hvidt. Der kommer masser af informationer og historier ud alligevel. I mange tilfælde fungerer samarbejdet mellem kilde og journalist udmærket. Men i flere og flere tilfælde lykkes det ikke for journalisterne. Og desværre gælder det især de allervigtigste historier.
Samtidig ser man også almindelige mennesker, der bliver udsat for de mest håndfaste metoder i den nuværende værktøjskasse for besværlige interviews. De vil egentlig gerne svare, men bliver mødt med en maskingeværild af kritiske spørgsmål, som om de er modstandere i en krig. Og deres svar bliver derfor ikke særlig brugbare.

Som ansvarlige for undervisningen i researchinterview på Journalisthøjskolen ser vi med frustration på den situation. Vi omlægger derfor undervisningen i interview-metoder. Vi håber, at det bliver et skridt i den rigtige retning, og at andre journalister kan blive inspireret til at bruge disse redskaber eller finde andre veje til at matche vore dages magthavere. Vi håber, at også magthaverne vil spille med på ændringerne, så spiralen at topstyrede oplysninger kan begrænses. Og vi håber ikke mindst, at det hjælper den almindelige borger med at få relevante svar. Eller som et minimum, at de nu ved, hvordan journalister forsøger at få de relevante svar frem.

Nye metoder i interviews
Hvor vi tidligere i høj grad har defineret metoder i interview ud fra kildetypen og strategien for det enkelte interview, går vi nu over til at definere interviewet ud fra de spørgsmål, vi skal have svar på, og hvilke metoder vi kan bruge til at trænge igennem, når vi for eksempel bliver udsat for nogle af de nye smarte tricks fra medietræningen af kilderne.

I praksis definerer vi metoderne ud fra, hvad vi som interviewere bliver udsat for fra kildernes side. Og vi lægger op til snævert at definere et mål med et interview som de spørgsmål, man skal have svar på.

Motivanalysen
Vi styrker analysen i kildernes motiver til at svare eller ikke svare. Det er ikke entydigt, men skifter ofte fra spørgsmål til spørgsmål. I nogle tilfælde vil kilderne meget gerne svare, fordi de profilerer sig selv og kommer ud med deres budskab. De vil være berømte. Og hvis de har en dårlig sag, kan de også foretrække at gå på med det samme og undskylde for at få lukket sagen. De kan også være frustrerede – en person med en sag, som bare ønsker at tale i det uendelige.

Omvendt er der også flere typer af motiver til ikke at svare. Det kan være, at kilden håber, at sagen går væk – at det ubehagelige forsvinder af sig selv. Kilden kan ønske at bruge sin tid på andet end at betjene journalister og offentlighed. Kilden kan have haft dårlige oplevelser med journalister og ikke ønske dem gentaget.

Motivanalyse kan være svært, fordi interviewpersonens motiver nogle gange er skjulte eller svære at identificere før et interview. Men det er nødvendigt og nyttigt for intervieweren at gøre sig overvejelser over motivet for at deltage i interviewet.

Motiverne kan være vidt forskellige:

  • Ganske simpelt at ville svare, når nogen (journalister) spørger
  • At ville medvirke til at oplyse offentligheden
  • At promovere sig selv eller ens parti, organisation, produkt, virksomhed, institution o.l.
  • At man er "på"
  • At man bliver smigret over forespørgslen om interview
  • At fremme egne eller "baglandets" holdninger inden for interviewets emne
  • At man har fået besked på (ordre på) at stille op og er bange for at afvise beskeden/ordren.
  • At udnytte interviewet til at fremme synspunkter uafhængigt af interviewets emne
  • At man risikerer dårlig omtale ved ikke at udtale sig jvnf. "Ingen kommentarer"-effekten
  • At imødegå angreb eller kritik på ens person eller "bagland".

Værktøjerne i motivanalysen er meget forskellige. Først og fremmest handler det om almindelig empati fra journalistens side. Hvis man nu sætter sig i interviewpersonens sted, hvordan vil vedkommende sandsynligvis forholde sig til at deltage? Og set fra intervewpersonens side "What's in it for me?".

Derudover kan man udnytte, hvis den pågældende tidligere har deltaget i interview. Måske kan man ud fra tidligere tv-interviews, radio-interviews og artikler få en fornemmelse af vedkommendes måde at håndtere interviews på og deraf mulige motiver.

Desuden kan der være en mønster i, hvordan personer fra pågældendes virksomhed, organisation, parti o.l. normalt agerer i interviews, og det kan igen give inputs til motivanalysen. Det kan fx være, at medarbejdere fra en bestemt virksomhed meget sjældent deltager i interviews, og når de gør, er det ofte, fordi virksomheden har et bestemt synspunkt, den gerne vil have ud i offentligheden. Det kunne jo så være motivet for, at virksomheden siger ja til interviews, når journalisten spørger.

Ved siden af motivanalyse og almindelig kildeanalyse skal vi også i højere grad benytte en vurdering af personen. Er vedkommende vanskelig at arbejde sammen med, hvor lange er svarene, er de vrede, glade, eller fyldt af andre følelser. Alt sammen for at kunne fungere som et fornuftigt modspil og få mest mulig ud af interviewet for lytterne og læserne.

Målet med et interview vil således være at få svar på de eller det spørgsmål, som er relevante at stille til kilden, og som belyser ens historie - vinklen som vi kalder det i journalistik. Før man vælger en kilde, skal man således overveje, om vedkommende er den rette til at svare på de spørgsmål, man vil stille, eventuelle bias og motiver til at svare. Når kilden er analyseret, herunder de mulige reaktioner, fastlægger journalisten interviewmetoden. Og til sidst opstiller man en spørgeplan, der er de centrale spørgsmål og en rækkefølge af spørgsmål og på nøglespørgsmål overvejelser om mulige svar, og hvad det opfølgende spørgsmål bliver i de forskellige situationer.

Journalister styrker fokus på motiv og villighed
Disse tendenser til mere kilde-styring af informationer og interviews, fører til en forskydning af journalister kildevurdering forud for udvælgelse af og kontakten til kilderne. Nye kriterier bliver mere og mere relevante i forhold til de ”gammelkendte” begreber. Nu skal begreber som kildernes motiv og villighed til at svare ofte have en central plads på listen og i journalistens bevidsthed. Det samme skal overvejelser omkring kildens mulige styring af interviewet.

”Gamle” kriterier:

  • Relevans - Har prøvet, har erfaring med, kendskab til emnet
  • Nærhed - Førstehånds- eller andenhåndskilde?
  • Tilgængelighed - Primær eller sekundær?
  • Kompetence - Position med lov til at udtale sig, viden, uddannelse, indsigt
  • Tendens - Tilbøjelighed, ideologisk, politisk, religiøst, videnskabelig retning
  • Afhængighed - Personligt, arbejdsmæssigt, økonomisk.
  • Repræsentativitet - Generalisérbarhed

”Nye” kriterier:

  • Motiv for at deltage
  • Villighed til at svare
  • Ønsker om at styre interviewet

Mål, spørgeplan og metoder
Når kilden er analyseret, og man har fundet den rette til at svare på spørgsmål, skal interviewet planlægges konkret.

MÅL med interviewet ligner i høj grad det, man tidligere har kaldt målsætning i et interview, og som Kurt Strand beskriver i bogen "Interview for journalister" (2004). I MÅLET ligger en klar overvejelse over, hvad man vil med interviewet, dvs. hvilke spørgsmål man gerne vil have svar på. Det kan være det ene nøglespørgsmål. Det kan være et par stykker, eller det kan være at få folk til at fortælle om et forløb.

Interview-METODEN er måden, man ønsker at gennemføre interviewet på. METODEN fastlægger journalisten efter at have analyseret interviewpersonen og vedkommendes mulige reaktioner.

SPØRGEPLAN er så de centrale spørgsmål – en rækkefølge af spørgsmål og på nøglespørgsmål overvejelser om mulige svar, og hvad det opfølgende spørgsmål bliver i de forskellige situationer.

Begreberne Metode og Spørgeplan erstatter det fælles begreb Strategi, som vi i litteraturen har brugt indtil nu. Strategi lyder unødvendigt militaristisk, og kan reducere interviewet til et taktisk spil. Vi vil også lægge afstand til den interview-strategi, der betegnes Tragt. Begrebet bruges i flæng - også under andre navne - og det signalerer en ofte urealistisk intention om at trænge interviewpersonen længere og længere op i en krog. Der går langt imellem, at det er nødvendigt og realistisk at anvende Tragt som strategi/metode, så vi lægger den lidt dybt i den journalistiske værktøjskasse.

Utrænede kilder
Er det en ny og utrænet og fortælleivrig kilde, skal vedkommende normalt have støtte til bedst muligt at få forklaret sin sag. Metoderne er her at spørge ind stille og roligt, hele tiden være opmærksom på, om der er sammenhæng i argumenter og ellers få lukket huller, skabe ro og tillid med kropssprog, etc.

Er opgaven at få svar på konkrete ting, som skal trækkes ud af vedkommende, er metoden fixering – blive ved med at stille det samme spørgsmål i forskellige variationer – og få en eller anden form for svar. Er det en interviewperson, der helst ikke vil fortælle, men som ellers ikke er trænet, er metoden at være meget venlig, underholdende og gå forsigtigt frem – skabe en relation til den pågældende.

Er det en professionel brokker, der har en sag, og som kan tale om den i timevis, hvor der måske er en historie, gælder det om at lære at stoppe folk på en pæn måde. Det vil bl.a. sige stort set aldrig foretage interview hjemme hos sig selv, fordi journalisten så ikke kan gå.

Kilden er bange
I nogle tilfælde er tavshed eller undvigende svar udtryk for nervøsitet hos kilden, især kan det være tilfældet med embedsmænd på lavere niveauer. De ved, at en sag ikke er god og deres overordnede gerne ser den fortiet.

Her har journalist Hans Drachmann fra Politiken videreudviklet et sæt af metoder, som blandt andet blev brugt i dækningen af kræftsagen fra 2006-07.

Kernen i dem er at sætte sig grundigt ind i regler og praksis på det pågældende område, prøve at tænke igennem, hvordan man selv ville administrere, hvis man sad i embedsmandens situation, specielt hvilke overvejelser og dilemmaer, man måtte komme ind i. Derefter kan man ofte løfte et sådant interview ned i konfliktniveau til et mere traditionelt interview, hvor man samarbejder om at klarlægge praksis, finder de egentlige argumenter for en beslutning eller får belyst den kronologiske udvikling.

På tilsvarende vis kan metoden beskrives ud fra interviewpersonens optræden i en lang række andre situationer. Lad os derfor prøve at se på nogle af de vanskelige situationer.

Kilden vil af med et budskab
De fleste kender situationen fra TV-interviews, hvor politikeren bare skal af med sit budskab. Kilden har øvet sig i, hvad vedkommende vil have ud. Uanset hvad der bliver spurgt om, er svaret det samme. Det sker med forskellige variationer over den første sætning a la ”først vil jeg lige have lejlighed til at understrege,” eller rammen for at forstå det er…” eller bare direkte på.

Gentager journalisten sit spørgsmål, kommer der en ny variation af det samme svar. Kilden gentager sit statement. Og sådan kan det fortsætte, indtil journalisten opgiver.

Metoden har her tidligere været først at forsøge at tømme kilden, dvs. spørge ind til det budskab, som de gerne vil have frem. Når de så har fået luft, kan der ofte være plads til, at de kan svare på de spørgsmål, som er årsagen til, at journalisten taler med dem.

Det behøver ikke betyde, at kildens budskab er irrelevant. Det kan sagtens være, at det faktisk er en bedre historie, end den journalisten har planlagt. Men det må journalisten/mediet jo netop tage stilling til, så der kan blive fulgt op på det. Og man kan få andre oplysninger og holdninger frem.

På direkte TV går det ikke mere. Derfor må man fremover langt oftere benytte sig af båndede indslag. Eller nøjes med direkte interview, hvor der er lang tid til at få spørgsmål-svar til at folde sig ud. Det er selvfølgelig altid underholdende med direkte interview, men ikke når det blot ender i en tåbelig krig mellem interviewer og interviewperson. Hver gang man skal tale med en kilde direkte, og der er en risiko for at kilden vil styre, må konklusionen blive at droppe det direkte interview.

Kilden vil ikke svare
Mange politikere og ministre siger ”ingen kommentarer” til en journalists spørgsmål. Politikerne ser ikke den pågældende sag som god til at profilere sig selv. De ved, at tingene er hurtigt glemt. De regner desuden med, at journalisten hurtigt bliver træt af at skrive om en sag uden kommentarer, og også at redaktørerne så sætter journalisten til andre historier.

Metoden er her, grundigt at forberede det ene spørgsmål, som er let at forstå for folk, og som er det, der konkret udtrækker kernen i det, man gerne vil have at vide. Journalisten skal ikke spørge til, om den interviewede ikke kan forstå, at folk gerne vil vide noget, eller hvordan de har oplevet forløbet. Man skal ikke bruge farvede eller indforståede ord, ikke stille to eller flere spørgsmål, så kilden selv kan vælge, hvad der skal svares på.

Spørgsmålet skal mejsles, som da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fik det ene spørgsmål, som hun i dagevis ikke ville svare på, nemlig om hun ville stemme sammen med resten af regeringen for et tørklædeforbud for dommere.

Her optrådte journalister og medier generelt på den rette måde, så dilemmaet blev tydeligt. Det betyder ikke, at det er i orden at gå over stregen i sin forfølgelse af en minister for at få et svar.

I mange andre situationer går det desværre ikke så godt. Et af de mest groteske eksempler på denne praksis fra ministres side er fra perioden 2005-2007, hvor Ekstra Bladets journalist Bo Elkjær i næsten to år dagligt blev nægtet interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks grundlag for at gå med i Irak-krigen.

Først efter 671 breve fik Elkjær lov at stille spørgsmål til den folkevalgte minister. Og på det tidspunkt druknede interviewets indhold så desværre i omtalen af og ”spinnet” omkring interviewet, der nu var blevet en stor tv-transmitteret medie-begivenhed i sig selv. Statsministerens og spindoktorernes strategi sejrede. Offentligheden tabte.

Borgerne fik således aldrig svar på spørgsmålet om, hvorfor Folketinget ikke før afstemningen om dansk deltagelse i krigen i Irak fik besked om, at Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i landet. Det er og var kernespørgsmålet.
På tilsvarende måde skal man i andre sager gøre sig klart, hvad der er kernespørgsmålet.

Ud over at arbejde en del med at finde den helt rigtige formulering af et spørgsmål og være villig til at gentage det, indtil der bliver svaret, eller det bliver helt klart, at vedkommende ikke vil svare på spørgsmålet, kræver denne teknik også en del yderligere kompetence, som det især kan være svært at få for helt unge interviewere. Intervieweren skal matche kilden i både faglig og menneskelig forstand, ellers kan det blive direkte pinligt.
Nogle unge som for eksempel Johannes Langkilde fra TV2 er normalt god til det. Selv om han er ung, er han saglig stædig på seernes vegne, uden at det kammer over.

Det kræver også et ihærdigt arbejde for at fjerne farvede eller indforståede ord fra spørgsmålene og at undlade at stille spørgsmålene som pseudokritiske og meget voldsomme, for eksempel ”hvad siger du til, at folk opfatter dig som en svindler.” Hårdt spørgsmål, lyder det til, men let at svare på: ”Det er jeg ked af”, ”Det kan jeg ikke forstå”. Eller lignende. Hellere spørge konkret og præcist til det, vi faktisk gerne vil vide.

Kilden svarer kun halvt
I første omgang kan det nogle gange lyde, som om kilderne faktisk har svaret på ens spørgsmål, men en analyse af svaret viser, at det i virkeligheden blot er et halvt svar eller bare et forklædt angreb på modstandere, eller svaret er meget indforstået og derfor ubrugeligt.

Her er det vigtigt i stadig højere grad at kunne lytte til, hvad der faktisk bliver svaret og løbende kunne analysere argumenterne og fortsætte med naturlige opfølgende spørgsmål. Det kan lyde indlysende, men faktisk er det ofte svært for journalister at overskue det hele. Man har sin liste af spørgsmål, sine metodeovervejelser, forbereder det næste spørgsmål, skal sikre at teknikken virker, og måske notere. Så kan det være svært at lytte og analysere samtidig, men det skal man lære.

Kilden angriber dokumentationen
Vi ser i stigende grad, at kilder angriber dokumentation for en historie og dermed afviser præmissen for et spørgsmål. Et af de mest tydelige eksempler på det var Forsvarsministeriets angreb på DR-dokumentaren ”Den hemmelige krig” i foråret 2007.

Forsvarsministeriet havde forberedt sig grundigt og angreb dokumentaren for at vise danske flag på soldaternes arme. Dermed var der svindlet med optagelserne, fordi soldaterne ikke bar disse flag i kampsituationer, lød det fra ministeriet.

Det fik hele diskussionen efter udsendelsen til at dreje sig om, hvorvidt udsendelsen var i orden rent journalistisk, mens udsendelsens faktiske indhold og kritik af Forsvarsministeriet druknede. Ministeriet kunne således undgå at svare på, i hvor mange tilfælde danske soldater rent faktisk har overgivet krigsfanger til en anden nation.

Eksemplet er ikke enestående. Jo mere kritisk en oplysning er for magthaverne, jo hårdere vil de ofte forsøge at angribe dokumentationen, bare der er det mindste at komme efter.

For at undgå den afledning af historierne må journalister i endnu højere grad sikre sig, at der er hold i dokumentationen, når det er kritiske historier. Oplysninger og analyser skal tjekkes ekstra. Man skal prøve at se på dem med de kritiseredes briller og overveje, hvordan man selv i den situation ville forsøge at skyde tingene ned – og derefter demontere den potentielle kritik på forhånd, så interview og diskussioner kan komme til at dreje sig om det faktiske indhold.

En variation af dette er, når kilderne lyver eller fortier centrale informationer, eller den mere avancerede, at en minister undervejs i et interview opfinder svar om for eksempel love og regler, som der ikke er hold i. Ofte har det ikke de store konsekvenser for kilder, mens det rammer hårdere, når medier gør det. Metoden her er den samme for journalisten. Få tjek på dokumentationen, luk alle huller før interviewet. Det tager desværre ekstra tid, men ellers er det bedre at opgive en kritisk historie på forhånd.

Fortrolige kilder lyver
Dygtige journalister er normalt gode til at få fortrolige kilder højt oppe i systemet. Også den metode bliver nu i stigende grad benyttet af kilderne til at styre journalister. Det mest groteske eksempel på det kommer fra USA. Journalisterne Judith Miller og Michael Gordons historier i New York Times 2002-2003 om masseødelæggelsesvåben i Irak var med til at give New York Times en platform. Og de to journalister blev profileret og beundret.

Men historierne var falske og beredte nok i høj grad grundlaget for Irak-krigen. Når nu New York Times skrev det, var det nok rigtigt. Historierne er således nok noget af det mest ødelæggende for demokratiet og det globale samarbejde, som er lavet af journalister nogensinde. Og dermed også for journalistikkens omdømme.

I dag arbejder Judith Miller for en konservativ tænketank. Hun blev aldrig fyret og fik tværtimod en fin omtale i avisen ved sit jobskifte. Måske har hun ikke vidst, at hun blev brugt. Måske var hun selv en del af operationen. Det ved vi ikke. Det første er nok det værste, og noget journalister må tage højde for. Evnen til at rekruttere interne kilder på topniveau og få solohistorier er måske en trussel for den gode journalistik, hvis den står alene. Det var den egenskab, der tidligere gav Judith Miller en Pulitzer-pris.

Vi må forberede os på at se mere af den slags vildledning. Det bliver gennemført mere og mere professionelt – især i takt med, at meget dygtige undersøgende journalister går i tjeneste hos regeringsledere.

Tidligere har journalister ikke regnet med, at hvis de fik en rigtig god fortrolig kilde hos magthaverne, at vedkommende så ville benytte det til at fylde en med løgnehistorier og vildledningsmanøvrer. Men fremover skal oplysninger simpelthen tjekkes bedre. Man må insistere på beviser, når det er så afgørende historier. Enhver historie skal også tjekkes i virkeligheden. Og endelig må man også kultivere endnu flere kilder internt i systemet, især lige under magthaverne, så man ikke nøjes med få fortrolige kilder. Man skal være opmærksom på, at der er flere fløje og næsten – heldigvis – altid nogle, der gerne bidrager med at afsløre fortielser og vildledninger. Pas på med at lægge alle æg i en kurv.

Overvågning af journalister
En anden tendens er en stigende overvågning af journalister. Med nye love om terrorbeskyttelse og enkel brug af ny teknik bliver også journalister mål for overvågning. Vi har set de første eksempler afsløret i udlandet, og vi vil også se det i Danmark.

Vigtigst er især overvågning af email og telefonsamtaler. Her er der behov for at udvikle et helt sæt af modforholdsregler for at sikre kildebeskyttelse, og at myndighederne ikke intervenerer i researchen for at lede den på afveje, for eksempel ved at sende en pænere historie til en konkurrent, at lægge oplysningerne på hjemmesiden, eller lignende.

Helt generelt skal man være opmærksom på som journalist, at alt hvad man siger til kilder og foretager sig på nettet kan komme frem og blive led i miskrediteringen af historien. Man skal i højere grad til at foretage afgørende interviews under private former eller ude i det fri - og med slukkede mobiltelefoner.

Kommentatorerne fortæller
Ofte er de politiske kommentarer en genvej til at få analyseret en politisk situation og få videregivet centrale nyheder. Men vær opmærksom på, at kommentatorerne bygger på deres eget kildenet og ofte også på deres egne politiske opfattelser. Mange af dem har et ben – eller begge – plantet i et politisk parti, og dermed vil deres analyser kunne være farvet, og i hvert fald opfatter befolkningen dem som farvede.

Bedre er det, hvis det i højere grad er journalister uden politiske bias, der indsamler oplysningerne og eventuelt videreformidler dem uden kildeangivelse, men med tilstrækkelig information, så læserne kan vurdere validiteten.

Kredsen styrer
Vi ser færre direkte politiske opgør om store forlig. Ting aftales i stedet mellem ordførere bag forligene. Oppositionen sluger større kameler i dag for at være med i forligskredsen, fordi det så giver indflydelse senere. Internt kalder gruppen af ordførere bag et forlig sig for kredsen. Denne kreds holder jævnlige møder med embedsmænd i det pågældende ministerium, hvor de planlægger en videre udmøntning af forliget og praktiske løsninger på spørgsmål, som forliget har rejst.

Kredsen og embedsmændene ser gerne, at det arbejde foregår i hemmelighed. På møder planlægger de, hvornår ting skal rejses og hvordan. De kan så styre debatten. Set med grundloven bliver ordførerne en del af den udøvende magt.

Offentligheden har krav på åbenhed og oplysninger om den proces og bør ikke henvises til betragterens rolle, der efter alt er aftalt kan høre resultatet.

Journalister med et særligt stofområde, som skole, forsvar og lignende, hvor der er store forlig, bør derfor nøje følge forligsordførerne og få dem til at åbne for posen, så dialogen og planlægning kan flytte ud i det offentlige rum. Heldigvis er det stadig sådan, at der er aktindsigt i korrespondance mellem et ministerium og folketingspolitikere. Derfor er det også naturligt for journalister at bede om indsigt i den korrespondance. I det hele taget bør de grundigt analysere, hvordan et sådant stofområde udvikler sig og finde ud af, hvornår og til hvem man skal rette sine spørgsmål.

Kilderne nedvurderer eksperter
”Min mening kan være lige så god som din,” lyder det fra en politiker eller minister i en kommentar til en professor, der i årevis har studeret det pågældende område og har en række input baseret på videnskabelige konklusioner. På den måde kan holdninger uden noget fundament i faktuel forskning løftes op og virke, som om de er lige så rigtige som konklusioner på basis af undersøgelser.

Mest tydeligt er det nok i de mange udspil om strengere straffe, men det slår også igennem på andre områder som sundhed, fødevarer og miljø. Blandt kriminologer er det velkendt, at strengere straffe ikke har nogen effekt i at bremse voldsforbrydelser, men det drukner normalt, når politikerne beslutter sig for strengere straffe. Tidligere var det almindeligt, at politiske initiativer blev baseret på videnskabelige analyser og et analytisk forarbejde i et ministerium, hvor man faktisk regulært overvejede, om et bestemt initiativ også fremmede målet. Og når det ikke skete, kunne man regne med, at oppositionen ville gå til vaflerne.

Når det ikke sker med samme sikkerhed i dag, bliver det vigtigere at tjekke ministeriets og partiernes eget forarbejde for et initiativ og også i højere grad interviewe videnskabelige eksperter på et område for at sikre, at det input er med i den offentlige debat fra begyndelsen.
Det bliver vigtigere klart at vise, når politiske initiativer går imod undersøgelsesresultater, når de måske mere rider på en folkestemning uden faktisk at hjælpe på noget som helst.

Kildernes generelle dagsorden
Mange politikere har desuden en generel bagvedliggende dagsorden med deres konkrete udspil og svar. Nogle gange er den generelle dagsorden det altoverskyggende - måske endda den eneste årsag til initiativet - mens det konkrete udspil ikke hænger sammen med noget praktisk problem.
Mest tydeligt er det med Dansk Folkeparti og deres kritik af de fremmede, især muslimer og de arabiske lande, hvor muslimerne kommer fra. Et godt eksempel på det er forslaget om tørklædeforbud hos dommere. Men ikke kun Dansk Folkeparti kommer med den slags rene paradeforslag.

I den slags situationer må journalisterne undersøge en del flere spørgsmål. De må finde ud af, om der er muslimer blandt dommerne. De må undersøge, om der har været en sag med folk, der følte sig forulempede. Herefter kan de konstatere, at lovgivningen skal løse et ikke-problem, som muligvis på et tidspunkt kan blive et problem. Hensigten fra Dansk Folkeparti synes at være en slags politisk aktivisme, hvor man ved flere af den slags enkeltsager vil dreje befolkningens holdning. Det får de samtidig lov til, fordi regeringen ser det som en pris for magten, og oppositionen kun i ringe omfang er i stand til at tale kvalificeret imod.

Dansk Folkepartis indsats på dette område er formentlig en bevidst strategi for at puste til konflikten mellem danskere og indvandrere og et led i at bevare sin magt og indflydelse. Forslagene vil formentlig være med til at nedgøre Danmarks anseelse i udlandet, de vil få herboende muslimer op i det røde felt, og de vil få mere besindige danskere til at føle ubehag.

Alt dette er påstande, som det så er en journalistisk opgave at forsøge at belyse så konkret som muligt. Vi må således undersøge, om der har været konkrete problemer. Vi må undersøge, hvorfor andre partier ikke går mere imod forslaget, vi må undersøge konsekvensen af denne type aktivisme på den generelle holdning hos danske muslimer og de mere moderate danskere. Og vi må også undersøge det hos Dansk Folkeparti. Støtter de mere konflikt? Eller er det en utilsigtet bivirkning.

Medierne har i høj grad gjort alt dette i sagen med dommer-tørklæderne. Det gælder om at bruge samme model i kommende situationer. Det vil sige, at vi må videre end at dække det konkrete forslag og de forskellige holdninger til det. Vi må også dække dets mere generelle, bagvedliggende, holdningsmæssige konsekvenser, så det bliver velkendt for alle, hvad der sker.

Vi skal naturligvis ikke gøre det hver gang, der er et parti med en generel dagsorden gemt bag et konkret forslag. Når der kun er tale om prøveballoner og markeringer, er der ikke grund til at rulle den store research ud. Men når det virker så effektivt, som Dansk Folkepartis strategi gør, så bliver det en journalistisk opgave at analysere grundigt og derefter undersøge, om de forskellige konsekvenser som analysen peger på, rent faktisk også kommer, og i hvor stort omfang, de kommer.

 

Omtalte samt andre relevante kilder: