Document Actions
Norske medier blev konstruktive
Offentliggjort 10/04/2011
Fordi befolkningen ville det samlende – og medierne fulgte med. Men først skulle nyhedshunden og jagthunden snerre og gø.
ANALYSE: Da tragedien 22. juli 2011 ramte Oslo centrum og Utøya reagerede de norske medier instinktivt og per rygmarvsreaktion i første bølge. Men statsminister Jens Stoltenberg og de fleste nordmænd ville have et andet fokus. Medierne skulle påtage sig en samlende rolle, ligesom især den amerikanske udgave af CNN påtog sig efter 9/11.
Statsministeren optrådte som den samlende kraft – sammen med kongehus og biskopper. Budskabet var klart: Ondskab bekæmpes ikke med hævn. Men med sammenhold og omsorg. Og medierne bakkede - tøvende - op.
Begivenhederne og mediedækningen den fredag aften, da Norge oplevede hvad statsminister Jens Stoltenberg har kaldt den største forbrydelse siden 2. verdenskrig, skabte rædsel blandt de norske muslimer.
Flere blev overfaldet på gaderne – verbalt og fysisk. Krisemøder blev holdt i moskeen. Telefonkæder blev sat i gang: Gå kun ud, hvis det er absolut nødvendigt. Hold jeres unge væk fra gaderne.
For som de danske og udenlandske medier valgte de norske medier først – uden i øvrigt at vide noget som helst – den sædvanlige vinkel: bombe = terror = muslimske grupper.
Men mindre end en uge senere gik en norsk præst og en muslimsk imam ved siden af hinanden, da det første af massemorderens ofre blev begravet.
Mindre end en uge senere havde kronprinsen, statsministeren, udenrigsministeren og biskoppen besøgt moskeerne i Oslo.
Men fredag d. 22. om aftenen var muslimerne i Norge bange og gemte sig inden døre.
FORTÆLLINGER
På NRK kunne de kl. 19:24 se og høre Helge Lurås fra NUPI (Norsk Utenrikspolitisk Institutt) fortælle, at bomben var et udslag af konflikten mellem Vesten og den muslimske verden, at det kunne være ”en vældig lokale gruppe” - i Norge er der jo folk fra Pakistan, Afghanistan og Somalia, som han sagde.
Kl. 21:21 udvidede han fortællingen: Det kan også være en libysk gruppe.
I tiden mellem de to fortællinger havde en anden forsker forsøgt at sige, at man måske også skulle se i andre retninger. Mindede om, at Timothy James McVeigh, der i 1995 placerede en bilbombe i Oklahoma City, dræbte 168 mennesker og sårede 680, var ærkeamerikansk.
Det var Anders Romarheim fra Institutt for Forsvarsstudier. Det fik han ikke just tak for af studieværten. Irriteret spurgte hun: ”Hvorfor skal vi være så forsigtige med at fortælle det norske folk …. jeg spørger dig rent ud: Ser du Al-Qaeda’s fingeraftryk bag dette her?”.
POLITIET VAR INGEN HJÆLP
Politiet medvirkede ikke til at gøre muslimerne mindre bange.
Kl. 18:27 blev en mand iført skudsikker vest anholdt på Utøya.
Kl. 21:21 nægtede politiets talsmand, vicepolitimester Sveinung Sponheim på et pressemøde at give oplysninger om den anholdte, da en journalist spurgte: ”Kan du sige noget om nationaliteten”. På det tidspunkt havde manden været i politiets varetægt i timer og forhørene var begyndt. De chokerede unge fra Utøya, der kom i land, kunne fortælle om en norsk mand, der skød efter de unge på øen – og også efter dem, der forsøgte at svømme til Sundvolden på den anden side. Han talte også norsk. Men alligevel lod de mange journalister forsamlet om Sveinung Sponheim godt halv ti om aftenen og med løftede mikrofoner og mobiltelefoner sig nøje med, at han ikke ville sige noget om den anholdtes nationalitet.
Først kl. 22:45 bekræftede Knut Storberget, Norges justitsminister, at politiet havde anholdt en norsk mand på Utøya kl. 18:27, og at han havde været i forhør i flere timer.
Og muslimerne trak vejret lettet.
Man kan ikke bebrejde medierne, at de – når en bombe springer - siger Al-Qaeda. Men man kan bebrejde dem, at de entydigt ser i den retning. Og man kan bebrejde politiet, at klokken blev 22:45 før landets justitsminister officielt bekræftede, at den mand, der blev anholdt 18:27 var norsk.
Og man kan bebrejde nyhedsmedierne, at deres dækning blev baseret på den ene efter den anden af de såkaldte eksperter, der fik lov til – med min gamle mormors udtryk – at lade munden køre. Det samme skete her i Danmark, hvor også netmedierne, Danmarks Radio og TV2 kørte historien bombe=muslimske organisationer. Egne journalister blev ophøjet til sikkerhedsredaktører og terror-eksperter, der – som redaktør Lasse Jensen skrev i en kronik i Information 25. juli - vendte ansigtet mod Mekka (http://www.information.dk/274222).
DEN INTELLIGENTE MASSEMORDER
Men da det så endelig blev officielt bekræftet, at det var en blond nordmand, der stod bag bombesprængningen og massemyrderierne, kunne VG lige efter midnat offentliggøre hans navn.
Da havde det allerede cirkuleret på Twitter i flere timer.
I løbet af den 23. juli blev det kendt, at han endda havde lagt en PR-pakke ud på nettet: En 15 minutter lang video, billeder af ham selv i diverse (hjemmelavede) uniformer påhæftet falske ordner - og ikke mindst et manifest på 1.500 sider.
I manifestet giver han et slags selvportræt, fortæller om grundlaget for den krig, han som korsfarer vil starte, og ikke mindst fortæller han i detaljer, hvordan man planlægger et terrorangreb, fremstiller en bombe og får fat i våben.
Nu fik eksperterne andet at lade munden køre med. Denne gang kunne de efter en overfladisk skimning af de 1500 sider fortælle, at det drejer sig om en intelligent mand. Det fremgik nemlig, at han havde læst bøger og citerede filosoffer. Bøger og filosoffer = Intelligens.
Samme argument for intelligens blev dog hurtigt fejet til side, da en mere besindig kilde i en kronik påviste, at den var skabt med copy-paste metoden brugt på ret tilfældigt materiale fra internettet.
Det viste sig, han boede på en lejet gård 160 km nord for Oslo. Nu blev naboerne til gården interessante. Og det fremgår af interviewene, at de da godt nok undrede sig over al den kunstgødning, og også over at han sagde, han var landmand, når han nu gik klædt som en kontormand og altid låsede dørene. Og en enkelt havde tænkt på at kontakte politiet.
NU GÆLDER DET SORG OG OMSORG
Men statsministeren og de fleste nordmænd ville have et andet fokus. Og det begyndte at afspejle sig i medierne i løbet af den 23. Mere og mere begyndte de at påtage sig den samlende rolle, som især den amerikanske udgave af CNN påtog sig efter 9/11.
Statsministeren optrådte som den samlende kraft – sammen med kongehus og biskopper. Budskabet var klart: Ondskab bekæmpes ikke med hævn. Men med sammenhold og omsorg. Og medierne bakkede op.
Lørdag formiddag blev de første blomster lagt ved domkirken i Oslo - og mange andre steder i Norge. Og de første lys blev tændt. Kronprinseparret var sammen med deres børn blandt de første til at tænde lys – og medierne var på plads. Om aftenen var pladsen fyldt med blomster og lys.
Statsministeren, andre regeringsmedlemmer samt den samlede kongefamilie havde åbent vist deres sorg og deres omsorg ved besøg hos de overlevende fra Utøya og de pårørende til de døde. Kirkerne åbnede, så folk havde steder at gå hen, snakke med hinanden – tænde lys. Budskabet blev gentaget og gentaget: Svaret er mere åbenhed i samfundet, mere sammenhold, mere os – ikke os og dem.
Kritikken af politiets indsats kom hurtigt. Hvorfor varede det så længe, før de kom? Men det fik ikke statsministeren eller andre samlings-personer til at miste fokus og begynde at placere skyld og ansvar: Det må vente, lød svaret fra Jens Stoltenberg. Vi evaluerer senere. Nu handler det om sorgen, omsorgen.
Og medierne ventede.
AFSKY OG SAMMENHOLD
TV og aviser bragte de første historier om nogle af de mange mennesker, der uden tøven satte sig i deres båd og sejlede ud for at redde de mange unge på Utøya, der forsøgte at svømme i land. Om hotellet, der ryddede køleskabe og frysere for at lave mad til de unge og de mange pårørende, der var kommet til stedet. Om lokale folk og butikker, der bare gav, hvad de havde.
Søndag inviterede Oslo Domkirke til gudstjeneste – det hele blev transmitteret. Og uden for kirken voksede arealet med blomster og lys.
Facebook blev stedet, hvor folk udtrykte både afsky og sammenhold.
”En helt almindelig nordmand”, som de sagde på norsk TV, indkaldte til et møde i Oslo mandag aften. Deltagerne skulle gå fra Rådhuspladsen til Domkirken.
Op mod 200.000 mennesker med roser i hænderne tilsluttede sig, hvilket svarer til en tredjedel af Oslos befolkning. Så formen måtte ændres til ét stort møde.
Kronprinsen, statsministeren, en repræsentant for indvandrerne og flere andre holdt taler, og det var den aften Norge fik nationalmelodi nummer to, da Maria Solheim sang ”Mitt lille land”. Igen var budskabet klart: Norge skal blive ved med at være et åbent samfund – hold sammen, vis omsorg for hinanden. TV transmitterede. Netaviserne dækkede. Aviserne fulgte op næste morgen.
Også i mange andre byer sluttede tusindvis af borgere op om møder arrangeret af lokale kræfter. Også her var aviserne og TV-regionenerne på plads.
Røde Kors-repræsentanter, præster og psykologer blev interviewet og fortalte, hvordan omgivelserne bedst kan støtte mennesker, der har mistet.
Tirsdag besøgte udenrigsministeren, kronprinsen og Oslo-biskoppen den første moské. Også dén begivenhed fik en omfattende dækning. Talsmænd for muslimerne fortalte, hvordan angsten fredag aften havde præget alle, og hvordan de var blevet ringet op - også af internationale medier - der ønskede, de skulle kommentere den muslimske terror.
Samme dag kørte godt 1.100 MC’er i minde-kortege fra Rådhuspladsen i Oslo til Sundvolden for at vise deres støtte til ofrene og deres pårørende – og deres afsky for massemorderens handlinger. Enkelte med HA-mærker på ryggen. Her var medierne ikke på plads.
Onsdag begyndte lokalsamfundene at begrave de døde – og endnu flere begravelser fulgte i ugen efter. Regeringsrepræsentanter deltog i dem alle. Butikker i området lukkede. Kirkerne var fyldt. Storskærme blev stillet op uden for til de mange, der ikke kunne komme ind.
TV-regionerne var på plads. Det samme var netaviser og papiraviserne. Ingen blev glemt. Og fra hver begravelse var budskabet klart: Åbenhed. Sammenhold. Omsorg.
NRK bragte på hjemmesiden en lang liste over frivillige organisationer, som har brug for mennesker, der vil gøre en aktiv indsats, fordi så mange mennesker som en reaktion mod bomben og massemordene på Utøya ønskede at ”gøre noget”. Røde Kors og Norsk Folkehjælp oplevede en stor medlemstilgang.
I dagene efter bomben i Oslo og massakren på Utøya tog medierne den samlende rolle – samtidig med at de forsøgte at give befolkningen svar på, hvilken person, der stod bag den største forbrydelse i landet siden 2. verdenskrig.
EN FEJ MAND I ET KOSTUME
Hver dag fik massemorderen medieomtale. Brudstykker fra manifestet blev til artikler eller TV-indslag. Historier hentet fra hans manifest – eller serveret af hans forsvarer, der fra begyndelsen har kørt linjen ”min klient har en anden virkelighedsopfattelse”, og som også direkte har stemplet ham som sindssyg. En diagnose, de fleste nok vil bruge - hans handlinger og udtalelser taget i betragtning.
Men som i retssystemet betyder noget andet end i folkemunde. En ekspedient i en jagtforretning blev interviewet, fordi han havde solgt patroner til massemorderen. Barndomskammerater blev interviewet og det samme gjorde en kvinde, der engang har været til fest sammen med ham – og som endda kunne videregive en gammel video med billeder af ham. Hans far blev opsporet i Frankrig. Og højrefløjs-talsmænd i Norge og i England blev bedt om at kommentere.
Gerningsmanden fik ikke lov til at køre et timelangt offentligt show, da han ved første retsmøde blev varetægtsfængslet i fire uger. Det behøvede han heller ikke!
Efter det første retsmøde 25. juli begyndte aviser og TV at bringe billedet af ham på bagsædet af en politibil iklædt rød Lacoste sweater og tilsat Mona Lisa-smil. Flere kiosker og supermarkeder nægtede at sælge aviser med dette forsidebillede. Og flere af de unge fra Utøya nægtede at følge journalisternes opfordring til at ”sige noget til gerningsmanden”. Som en af de unge sagde. ”Nej. Han er kun en fej mand i et kostume. En fej mand, der skyder på forsvarsløse unge spærret inde på en ø”.
KONSTRUKTIVE ÆNDRINGER
Nu kommer så den evaluering af politiets indsats, som statsministeren lovede, da han de første dage afviste journalisternes spørgsmål om politiets langsommelighed. Også PST – den norske sikkerhedstjeneste – kommer under lup.
PST vidste, at gerningsmanden havde brugt nettet til indkøb af materiale til fremstilling af en bombe – uden at gøre noget ved det. Chefen for sikkerhedstjenesten, Janne Kristiansen, udtalte ellers skråsikkert få dage efter sprængningen i Oslo og massakren på Utøya, at end ikke Stasi havde kunnet spotte gerningsmanden.
En 22. juli-kommission skal kortlægge, hvad der skete – og hvorfor det skete. Lægge fakta frem med henblik på at lære af dem for at opspore og afværge nye angreb. Også enkeltpersoners beslutninger skal granskes. Men kommissionen skal ikke placere personligt ansvar.
De norske medier lover nu – som NRK’s politiske redaktør Kyrre Nakkim udtrykker det – at vende hver en sten og være kritiske, når det gælder både politiets og efterretningstjenestens rolle og arbejde. Og processen, hvor medierne træder ind og afdækker hele begivenheden, er begyndt.
En undersøgelse fra Gallup viser, at fire af fem avislæsere er tilfredse med mediernes dækning af ”den værste forbrydelse siden 2. verdenskrig”, for igen at citere statsminister Jens Stoltenberg.
Aviserne har været gode til at formidle informationer og baggrund. Men samtidig siger 70 procent, at de har været for sensationsprægede. (Dette gælder specielt VG og Dagbladet), og 40 procent anklager aviserne for ikke at have taget nok hensyn til pårørende og ofre.
Specielt det sidste bliver diskuteret i medierne. For mange pårørende har anlagt erstatningskrav og det har givet forskellige advokater fast arbejde. Bl.a. benytter de enhver mulighed for at udtale sig på deres klienters vegne.
PFU, Pressens Faglige Udvalg, Norges pendant til pressenævnet, har modtaget omkring 30 klager - og forventer at få flere. For det første klager over at flere aviser bragte billeder af gerningsmanden tilbage på Utøya sammen med politiet for at rekonstruere begivenheden. Men også klager over at medierne interviewede flere af de unge, der slap væk med livet i behold. Mange af dem var mindreårige – og de blev interviewet i timerne lige efter at de havde oplevet deres livs mareridt.
TV2 Norge har nedsat grupper, der skal gennemgå dækningen af 22. juli og i ugerne efter.
IJ – Institutt for Journalistik – skal undersøge mediedækningen mere bredt. Alt med henblik på at lære af erfaringerne.
MERE NUANCERET DÆKNING
Men lige nu diskuterer norske journalister, om de skal interviewe massemorderen, hvis de får muligheden. Flere – også udenlandske medier - har allerede bedt om interview. Sker det, kan PFU forvente endnu flere klager. Eneste begrundelse for et interview kan synes at være forsøg på at finde en mening i det meningsløse, hvilket synes at være en umulig opgave.
Han har allerede fortalt, hvor umulig den opgave er. Nemlig da han lagde 1500 sider ud på internettet. Da han satte sig i en bil og kørte mod Oslo – og da han kørte fra Oslo mod Sundvollen og tog færgen til Utøya for at meje uskyldige børn og unge ned. I manifestet har han allerede forklaret, hvordan retssagen efter terroren og personinteressen skal udnyttes i medierne.
De kommende undersøgelser fra TV2 og fra IJ kan – også af danske medier – bruges til at udforme en strategi for dækning af fremtidige terroraktioner, store ulykker og andre tragiske begivenheder, der involverer mange mennesker.
En gennemtænkt strategi vil betyde, at medierne på forhånd har fundet f.eks. ekspert-kilder, der har den relevante viden – og de etiske dilemmaer vil være diskuteret på forhånd.
Terror-aktionen i Oslo og på Utøya kan ændre mediernes dækning af terror, så den bliver mere nuanceret. Og den kan medvirke til, at medierne i højere grad fokuserer på højreradikalismen, så den eksisterende viden kommer frem i lyset med henblik på at forebygge terror. I kølvandet følger også, at den norske efterretningstjeneste bliver tvunget til at arbejde på en måde, der ikke automatisk vender ansigtet mod Mekka.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: