Alle de ting, skal man aflære, når man rejser til Afrika

Offentliggjort 06/05/2007, senest redigeret 06/08/2007

Af Lars Kabel

”Man har jo lært, at tingene skal gå hurtigt, at det skal være lige på og hårdt. Alle de ting skal man aflære, når man tager til Afrika”

Du har sagt, at Afrika er til reportage, hvad mener du egentlig med det?
”De historier, jeg kan lave, som ikke handler om katastrofer, er billedhistorier. En reportage giver et naturligt forløb, der er en motor indbygget”.

Hvad så med oplysning og baggrund?
”Kunsten er, at reportagen er formen, men al baggrundsinformation skal presses ind imellem i nogle små bidder af 8-10 sekunder”.

Har du nogensinde lavet et indslag fra Afrika som primært var oplysning?
”Nej, der er meget oplevelse i Afrika. De kolde facts er ikke interessante i Danmark, hvis man har nyhedsbriller på. Det er fx ikke interessant at lave et valgindslag fra Zambia om, hvordan meningsmålingerne ser ud – det vil det være fra Sverige”.

Hvilke typer af baggrundsinformationer er du nødt til at have med?
”Hvorfor folk handler som de gør. Det er vigtigt at få årsagerne med. Hvorfor gør folk fx. noget frivilligt uden løn. Hvorfor er amerikanerne pludselig til stede i Tanzania. Når jeg laver indslag fra det sydlige Afrika er det fx vigtigt at gøre opmærksom på, at hver fjerde har AIDS. Det har en meget stor betydning og er så anderledes end i Danmark”.

Er det en forudsætning for, at man overhovedet har mulighed for at forstå, hvad der foregår?
”Ja, men lige præcis når det drejer sig om AIDS, så skal jeg passe på med doseringen. Seere i Danmark bryder sig ikke om at høre om det, så jeg er nødt til at minde dem om det ét minut inde i indslaget, når jeg har fanget dem med et anslag, der er flot og spændende. For Afrika er jo vidunderlig, både når det går godt og skidt. Hvis jeg laver for meget om AIDS og fx. korruption, så gider seerne ikke se det, og redaktionssekretærerne i Odense putter det heller ikke på”.

Hvilke journalistiske metoder skal man især gøre brug af i Afrika?
”I virkeligheden er det ikke så meget journalistisk metode, som det er etnografiske og kulturelle færdigheder, man skal have. Man kan ikke lave journalistik som i Danmark. Der er så mange måder at omgås hinanden på, som man ikke kender, og de varierer fra land til land. Som kvinde skal man tænke meget på, hvordan man klæder sig, hvordan man hilser, og hvordan man taler til især ældre mænd. Man er ikke på niveau, de er over mig. Mænd og kvinder rør ikke ved hinanden, så man skal passe på med ikke bare at stikke hånden ud og sige goddag, nogle gange er det bedre bare at neje. Man er nødt til at kunne spillereglerne, ellers bliver man opfattet som uopdragen, og man sårer unødigt”.


Når kontakten er skabt, kan man så bruge sine tillærte journalistiske metoder?
”Man kan ikke være bekendt kun at stille de tre spørgsmål, man har forberedt hjemmefra. Man bliver nødt til at stille 10 spørgsmål, og det er utrolig dårlig maner at afbryde. Man bliver nødt til at de spørgsmål, som ens interviewoffer gerne vil svare på. Ofte kommer man hjem med nogle lange råbånd, men det må man finde sig i”.

Interviewopgaven må variere efter, om det er eliten eller almindelige mennesker, du interviewer?
”Eliten hernede er meget selvoptaget og bliver fornærmet, hvis man stiller kritiske spørgsmål. Medierne i Afrika er mikrofonholderi, og der er nærmest ingen frie elektroniske medier, de er alle regeringskontrollerede, så ministre er slet ikke vant til svare på kritiske spørgsmål, derfor bliver de chokerede, og de kan sagtens finde på at stoppe, gå og ikke vil svare”.

Kan du overhovedet komme i nærheden af elitepersonerne?
”Det er svært. De er ikke interesserede, da de jo ikke får noget ud af at stille op til et interview med mig”.

Hvad med andre mennesker?
”Den største forskel er egentlig, når det drejer sig om almindelige mennesker. I Danmark er det ofte svært at lave fx en voxpop, folk gider ikke mere udtale sig til tv. Hernede er det anderledes. Man kan ikke stille et kamera op, uden at der står 50 mennesker foran, der alle sammen gerne vil sige noget”.

Hvordan kommer du i kontakt med de personer, du vil interviewe uden for hovedstaden?
”Jeg vælger at spille på børnene. En af de anerkendte måder at hilse på er at spørge, hvordan har dine børn det? Spørger du en kvinde med et barn på ryggen, hvordan har din baby det? Så svarer hun, og så er du i gang. Det kan i det hele taget bedst betale sig at henvende sig til kvinderne, fordi det ofte er kvinderne, der er indgangen til mange af de historier, jeg laver om almindelige mennesker, ligegyldigt om det er præsidentvalg, en skole eller spejderbevægelsen”.



Er det muligt at tale med almindelige mennesker om noget, der virkeligt betyder noget, også ud over AIDS?
”Jeg har lidt min hudfarve imod mig. Når jeg kommer ud og er hvid, så er jeg allerede rig og ressourcestærk. Der er en opfattelse af, at det er høvdingen i landsbyen, der skal sørge for alle, og på landsplan er det præsidenten, der skal sørge for befolkningen, og hvis han ikke formår det, så skal den hvide mand træde til med nogle penge. Det er opfattelsen mange steder, og hvis man forsøger at tale om deres situation, så sker det ofte, at de spørger: For resten Madame, har du ikke nogle hovedpinepiller i din taske? - for så vil man få det meget bedre. I virkeligheden har det også noget med at gøre, at de ikke kender det medie, jeg repræsenterer. Hvis de overhovedet har set tv, så er det stats-tv, der bruger de første 10 minutter af alle udsendelser på, hvad præsidenten nu har lavet. De er ikke vant til småkritiske reportager til den anden side af verden. De har svært ved at forstå præmissen for, hvad vi er i gang med, så derfor tror de ofte, jeg kommer fra en eller anden hjælpeorganisation”.

Kan du karakterisere den afrikanske elites nyhedskriterier – nyhedsværdier?
”Det første kriterium er, at de der sidder på magten skal behandles med respekt, og de skal omtales i nyhederne, også selvom de ikke har gjort noget, der er værd at optale. Det næste er, at hvis man har magt som fx minister eller District Commissioner, så skal man ikke tales imod. Spørgsmålene skal være respektfulde, og man skal ikke stille kritiske spørgsmål”.

Hvilken ’added value’ får man ud af, at journalistikken er lavet af én, der lever i Afrika?
”Der er både positive og negative ting ved det. Netop fordi jeg er her, så er der jo en masse ting, jeg tager for givet, som en journalist udefra ville lægge mærke til, og som måske er spændende, givende, chokerende. Det er det negative. Det positive er, at jeg kender spillereglerne. Inden jeg tager ud et sted, sætter jeg mig ind i, hvad det er for et sprog, man taler, hvordan siger man goddag. Jeg er tålmodig, jeg ved, at jeg skal sidde stille, jeg accepterer, at jeg skal tale med 24 embedsmænd for at få lov til at filme i en provins. Jeg bliver ikke vred over, at jeg blive talt ned til som kvinde, og jeg bliver ikke vred over, at det er fotografen, der får en stol og ikke mig. Sådan er livet hernede”.

Hvad med historierne?
”De er det vigtigste. Jeg ville aldrig kunne finde dem, hvis jeg sad i Danmark. Jeg ville fx ikke vide, at der var et fantastisk fodboldhold i Lusaka, der deler om de sko, de har. Nogle får venstre sko, andre får højre. Sådanne historier vil man ikke kunne researche hjem fra Danmark, de opstår, fordi jeg kører igennem slumkvarteret. Udvalget af historier bliver bredere, fordi jeg hele tiden går rundt og iagttager”.

Selvom logistikken er svær i Afrika, betyder det så overhovedet noget for journalistikken. I får jo indslagene hjem alligevel?
”Ja, det gør det. Du har selv set, at det kræver mere tid at få akkreditering, blive uvenner med toldvæsenet og få kameraet udleveret med syv timers forsinkelse, end det kræver at lave indslagene. Og det er endda på trods at, at jeg bor her, kender reglerne og ved, hvem det er, jeg skal ringe til. TV 2 forventer ikke at skulle bruge deres penge på, at jeg skal køre ud til lufthavnen fire gange for at få kameraet udleveret. Hvis det ikke var sådan, så ville flere lave mere anderledes tv hernede fra”.

Tv virker ikke uden gode billeder. Er der noget specielt ved Afrika som gør, at billederne får en særlig betydning hernede?
”Mange af historierne er billedreportager, og det er jo fordi, at her er meget malerisk og billedrigt. Lyset er fantastisk, farverne og menneskene er fantastiske i deres farvestrålende tøj.

Når noget er så anderledes, som det er hernede, kan man så forfalde til at forstærke det anderledes via de detaljer, man vælger at bringe?
”Jeg forstår godt spørgsmålet. Her er fuldstændigt afsindigt anderledes end i Danmark, og hvis jeg forstærker det anderledes, så er det ikke noget, jeg gør bevidst. Tv er jo detaljer og de nære billeder. Det er det tætte fjernsyn, vi laver, ikke halvtotaler af mennesker, der vader ned af en gade. Jo, vi fokuserer da på detaljerne, men det gør vi også i Danmark”.

Krig og katastrofer i Afrika komme stadigvæk på. Findes der reel nyhedsværdi i andre typer af emner fra Afrika?
”Det synes jeg. I danskernes øjne er Afrika jo håbløst. Det kan godt være, det er smukt, der er vilde dyr og nogle popmusikere, der kan skrive en god sang om, hvor håbløst det er, og så kan vi give nogle penge. Men sådan er det ikke. Der er masser af afrikanere, der prøver at løse deres egne problemer og som forsøger at hjælpe, selvom de intet har i lokalsamfundene. Jeg synes, det er grænseoverskridende vigtigt, at danskerne indser, at afrikanerne gerne vil hjælpe sig selv. Afrika er fuld af håb”.

Er Afrika-dækningen på dansk tv OK? Skal der mere på om Afrika?
”Jeg er jo dybt partisk, Jeg elsker Afrika, jeg har den her kærlighedsaffære med Afrika, jeg kan ikke give slip, ikke rejse hjem. Helt følelsesmæssigt kunne vi for min skyld sagtens fylde nyhederne med fem gode Afrika-minutter hver aften, men hvis jeg ser på det nøgternt, så mener jeg, Afrika-dækningen er i orden. Der skal være proportioner i det. Jeg bøjer mig i støvet for nyhedskriterierne, men jeg kan mærke, det ændrer sig. Fx behøver jeg ikke have en dansker i historierne hele tiden, det er nyt. Folk kan godt li´ at se noget fra den store verden, uden at der nødvendigvis er en dansk udviklingsarbejder eller valgobservatør med. Danskerne rejser meget. Du kan ikke gå rundt midt i Sahara eller sejle rundt i Amazonas uden at møde en fra Kalundborg, derfor er folk mere åbne for historier fra hele verden – ikke kun fra Afrika. Jeg tror, vi vil se flere kontante nyhedshistorier udefra, ikke det her følelsesfjernsyn”.

Hvad forstår du ved ”følelsesfjernsyn?”
”Mange af de historier, der kommer fra den tredje verden, er jo historier, vi skal føle noget med. Det, man i gamle dage kaldte identifikationselementet af nyhedskriterierne: Tænk, hvis det var mine børn, der sad der! Afrika er meget dramatisk, så derfor føler man noget”.

Er det ikke også nødvendigt, man kan jo dårligt postulere, at folk i Danmark direkte har økonomiske eller kulturelle interesser i tilknytning til Afrika?
”Det synes jeg er mærkeligt, for der er jo mange udviklingskroner, der går herned hvert år, som jo er vores skattepenge”.

0,8 procent af bruttonationalproduktet?
”Vi er da ikke helt uden økonomisk interessefællesskab, men der bliver jo heller ikke produceret meget fjernsyn fra Afrika. De fleste Afrika-programmer er jo naturprogrammer, mere end det handler om befolkningen. Mange mennesker interesserer sig mere for afrikanske dyr end afrikanske folk”.

Hvordan vil du opsummere i forhold til journalistisk metode?
”Noget af det mest afgørende ved at arbejde journalistisk i Afrika er, at man skal kæmpe mod den utålmodighed, som man er opdraget til. Man har jo lært, at tingene skal gå hurtigt, at det skal være lige på og hårdt, vi skal ikke spilde bånd, man skal have ordnet det hele på forhånd og kun stille de fire spørgsmål, man skal bruge. Alle de ting skal man aflære, når man tager til Afrika”.

Er der en kobling mellem at have tabt sit hjerte til Afrika og så en dybere antropologisk forståelse af kulturen? Hvordan kan antropologisk metoder overføres til journalistikken?
”Jeg er jo ikke den første, der er blevet forelsket i Afrika. Man kan fordre svin med alle de mennesker, der igennem tiden fuldstændigt har tabt deres hjerte til Afrika. Det er en form for kærlighedsaffære, der driver en til vanvid. Hverdagen driver en til vanvid. Den er dramatisk, vild og fuld af følelser”.

Det er antropologien vel bedre til at fange end journalistikken?
”Ja, for man føler jo ikke noget i journalistik. På arbejde i Afrika er man nød til at føle hele tiden. Der er altid nogen, der er syge, forældreløse, boligløse, desperate, derfor er man nødt til at føle med dem, før man kan tale med dem, ellers får man dem jo aldrig i tale – man kan jo ikke bare stikke en mikrofon op i hovedet på dem. Man er nødt til at lukke brystkassen op og føle det her menneske, man taler med, ellers kan man ikke arbejde her”.

Søg