Document Actions

Oh my revolution

 

Offentliggjort 08/09/2005

 

 

Oh Yeon Ho har fået sin gang på de bonede WAN/WEF gulve. Men den pæne yngre mand bag OhmyNews er stadig en ægte revolutionær, der vil ændre verden. CFJE har besøgt OhmyNews redaktion i Seoul.

 

Mr. Ho fra Seoul fremtræder som en høflig, lavprofileret sydkoreansk forretningsmand. I den noble habit og bag det perfekt bundne slips er der dog en ægte revolutionær, hvis mål er at folket overalt på kloden skal vriste mediemagten fra kapitalismen og bruger deres erobring til at skabe en bedre verden.

Det er ikke længe siden at Ho var mr. Nobody. Nu er han en kendt profil i den globale medieverden. I 2004 på talerstolen ved udgivernes og redaktørernes WAN- og WEF årsmøde i Tyrkiet, og aktiv ved WAN/WEF i juni 2005 i hans hjemby Seoul, Sydkorea.


Oh Yeon Ho bliver taget alvorligt, fordi han som den første skabte et levedygtigt medie baseret på brugernes bidrag – altså med borgeren som journalist. Først den koreanske netavis OhmyNews, www.OhmyNews.com efterfulgt af en print-ugeavis i Korea, så det netbaserede OhmyTV og nu også en global, engelsksproget udgave, OhmyNews International.

Påvirkede præsidentvalget
En anden grund er, at OhmyNews i Sydkorea hurtigt kom til at spille en politisk rolle. Det overraskende valg af den liberale præsident Roh Moo Hyun i 2002 tilskrives et stykke af vejen den meget aktive kampagne, som



OhmyNews udsender nu en ugentlig printudgave baseret på netavisen
OhmyNews var med til at skabe, og den nyvalgte præsident gav sit første eksklusive interview til OhmyNews.

Da præsidenten i 2004 blev suspenderet af Nationalforsamlingen, anklaget for embedsmisbrug, var Ohmnynews med til at fremkalde demonstrationer, der ifølge OhmyNews fik 200.000 mennesker på gaden i Seoul. Anklagen blev siden afvist i Højesteret og Roh kom tilbage i embedet.

Hvor stor andel Ohmnynews havde, er svært at sige. Seniorforsker, Ph.D. Geir Helgesen på Nordisk Institut for Asien Studier, Københavns Universitet, bekræfter dog, at magtskiftet i 2002 og Rohs position i betydelig grad er baseret på de yngre generationer og aktiv brug af internettet til netværks- og meningsdannelse.

Ifølge Oh Yeon Ho viser en årlig Sisa Journal analyse, at OhmyNews nu er blandt de fem mest indflydelsesrige medier i Sydkorea.

Endelig sorte tal
Med fjernøstlig sans for symbolik søsatte den da 36-årige Oh Yeon Ho OhmyNews den 22.2.2000 kl. 2.22 for lånte penge. Han oplyser, at 2004 som det første år gav overskud på 400.000 $, heraf to tredjedele fra annoncering.

Ideen var og er, at det er græsrøddernes medie. Brugerne skriver og fotograferer størstedelen af indholdet, og de bestemmer, hvad der er interessant stof og god journalistik.

Med samme symboliksans som ved starten gennemførte Oh Yoen Ho en måned efter WAN-mødet i juni 2005 sin egen verdenskongres, OhmyNews International Citizen Reporters’ Forum. 400 deltagere, inviterede talere fra hele verden, og en tre dage lang kongres blev holdt i COEX Convention Hall akkurat som WAN/WEF mødet.

Da OhmyNews gik i cyberluften i år 2000, meldte der sig 767 borgerjournalister. Medio 2205 er der 38.000. I starten kaldte Oh Yoen Ho sine aktive brugere for news guerillas, men efterhånden er den revolutionære retorik blevet dæmpet. I dag hedder de citizen reporters, og OhmyNews motto er ”every citizen is a reporter”.

Professionelle en nødvendighed
Nok er konceptet er baseret på borgerne som journalister, men det går ikke uden professionelle journalisters hjælp. I dag er der 54 journalister ansat hos OhmyNews.
70 % af hver dags historier leveres af brugerne. Jean K. Min, direktør for OhmyNews internationale division, oplyser at en tredjedel af de historier, som brugerne tilbyder, bliver afvist. Den faste stab faktatjekker hver eneste historie, og ved følsomme sager sker der ekstra tjek på stedet hos kilden.

OhmyNews har allerede oplevet fem søgsmål på grund af historier leveret af brugerne, og er meget opsat på at sikre mod fejl. Ikke kun for at undgå søgsmål, men mangel på troværdighed ligger som en latent trussel mod konceptet.

Efter behov sker der sproglig tilpasning, men ideen er, at det skal være brugernes sprog. OhmyNews må ikke ende i en professionel journalistisk sprogskabelon, men skal kommunikere som brugerne selv.

Og så producerer den redaktionelle stab altså de sidste 30 % af indholdet. Det er, siger Jean K. Min, ”en delikat sag at få afstemt forholdet rigtigt”. OhmyNews skal være baseret mest på brugernes tekst og billeder, men der sker ting de ikke dækker nok eller godt nok, og så må den faste stab i gang. Desuden svinger leverancen fra brugerne, så nogle dage vil mere end 30 % være egenproduceret.

Disse redaktionelle mellemled er baggrunden for, at OhmyNews betragter sig selv som et massemedie på linie med andre, blot meget mere demokratisk, og ikke en blog.




OhmyNews redaktions er kompakt og travl – 54 journalister får artikler og fotos fra 37.000 reportere…


Godt 7 % kommer fra journalister
Et oplagt spørgsmål er hvorfor folk egentlig leverer historier – og om det ikke bare er alle de skøre kugler, der prøver at komme til?

”Bestemt ikke. For at undgå uheldige tilfælde baggrundstjekker vi hver eneste, der vil på listen som OhmyNews-reporter”, siger Jean K. Min.

Målinger viser, at folk i universitetsmiljøer og videnarbejdere i det hele taget er overrepræsenteret. 7,1 % af historierne kommer i øvrigt fra uddannede journalister. Yngste regelmæssige reporter er 10 år.

Typiske leverandører var inviteret med ved OhmyNews egen verdenskongres i juni. Det var f.eks. en PhD-studerende ved University of Wisconsin, der skriver filmanmeldelser og andet kulturstof, en hjemmearbejdende kvinde, der skriver ud fra dagliglivets perspektiver, og en ingeniør, der skriver om arbejdsliv og aktuelle problemstillinger i det sydkoreanske samfund.

Historierne betales med op til 20 $, og selv om 20 $ rækker længere i Sydkorea end i Danmark, er det jo åbenlyst en lav betaling ud fra professionelle normer. Betalingen varierer alt efter historiens rating i OhmyNews interne klassifikationssystem, hvor ingul på koreansk er de bedste historier. Ratingen er også vigtig for status, for eksempel var der ved OhmyNews verdenskongres adgang for borgerjournalister, der havde leveret mindst fem ingul historier.

OhmyNews kan nævne eksempler på flittige koreanske borgerreportere, der supplerer deres øvrige indkomst markant ved at levere. Alligevel er det måske slet ikke betalingen, der er drivkraften

”Man bliver virkelig set. Vi har op til 100.000 views på én historie. Det giver borgerjournalisten med sit navn på historien stor attention og prestige”, siger Jean K. Min, som tilføjer:

”Der er omgående tilbagemelding, vi har været oppe på 3.500 læserkommentarer på en artikel. Og så oplever borgerjournalisten hvad vi kalder empowerment. Man kan faktisk være med til at forandre verden og historien ved at være aktiv”.

OhmyNews indtryk er i øvrigt, at borgerjournalisterne vælger stof de har let adgang til. Enten emner, som ligger inden for deres fag eller job, eller begivenheder, som bogstaveligt alt sker foran dem.

Ideologien
Når Oh Yeon Ho optræder på de bonede gulve, taler han mest om facts og mindre om ideologi.

Men det er stadig en idealistisk medierevolutionær, vi her har med at gøre. Se blot retorikken i Oh Yeon Ho’s åbningserklæring i 2000:
”Priviligerede journalister i de dominerende medier kontrollerer nyhedsproduktionen, -distributionen og -forbruget. Det alvorlige er, at denne mediemagt er afløb for det kapitalistiske Sydkorea. Vi rejser derfor guirillakrigens flag, og våbnet er, at enhver borger er en journalist. Vi vil udfolde en ny NGO, news gurillas organization”, proklamerede Oh Yeon Ho.




Oh Yoen HO er en medierevolutionær med gang på de bonede gulve. (Polfoto)


Reaktionen var formentlig aldrig blevet til andet end overbærende smil, hvis det ikke havde været for den indflydelse Oh Yeon Ho faktisk fik. Og selv om revolutionsretorikken er dæmpet, er budskaberne stadig højstemte. Ved åbningen af citizen reporters forum sagde Ho:

”Medieverdenen er begyndt at lægge mærke til os fordi vi skaber en ny slags journalistik. Enhver forstår at ægte demokrati er et, hvor enhver, der er ønsker det, kan deltage aktivt. Det samme har været længe om at nå journalistikken. Envejs journalistik blev set som noget selvfølgeligt, det var en accepteret sandhed, at journalister skrev og borgere læste. Det var vi nu ændret. Borgeren er ikke længere tilskuer.

Den globale landsby har store udfordringer. Fjendtlige nationer bekriger hinanden. Skellet mellem rige og fattige vokser. Klimaforandring og ødelæggelse af økologiske systemer truer. Jorden er truet.

Jo værre det bliver, desto mere behøver vi ansvarlige borgeres visdom og solidaritet. Vi er sammen for at uddybe den rolle borgerjournalister kan spille i den internationale solidaritet for en bedre verden”.

På tilmeldingsformularen til nye reportere hedder det: Velkommen til en revolution i nyheds- og mediekulturen. Sig farvel til den forældede aviskultur fra det 20 århundrede.

Enlig svale eller ny trend?
Spørgsmålet er så, om OhmyNews-konceptet med både demokratiseringen af journalistikken og en ideologisk vinkel forbliver en enlig svale skabt af et særegent sydkoreansk sammenfald mellem avanceret teknologi og umodent demokrati. Eller er det er en del af en ny global modbevægelse til traditionelle media- og magtapparater?

OhmyNews har inspireret til to japanske efterligninger, JanJan og Livedoor. Missouri School of Journalism har lanceret MyMissourian.com. Også Danmark har et OhmyNews-inspireret netmedie, nemlig Flix, se www.flix.dk.

Folkene bag Wikipedia, online leksikonet baseret på brugernes bidrag, har lanceret Wikinews baseret på samme ide; enhver kan ikke blot kan bidrage, men også redigere i andres tekst. Den findes på 14 sprog, herunder svensk, på www.wikinews.org. Wikinews er for nylig begyndt at udgive en daglig printudgave, der kan downloades.

Senest har tidligere vicepræsident i USA Al Gore åbnet Current TV, hvor målet er, at en tredjedel af indholdet skal være produceret af borgerjournalister, se www.current.tv .

Læs artikel om Flix

 

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: