Document Actions

Medieintegrationens nye roller

 

Offentliggjort 11/24/2003, senest redigeret 05/04/2004

 

 

Print-, radio/TV- og internetredaktioner har hvert et sæt vel indarbejdede funktioner og roller. På aviserne bygger de på traditioner med flere hundrede år på bagen, på internetredaktioner er det hele bygget på de sidste 10 år, men er dog ganske grundfæstet allerede nu. TV og radio placerer sig midt i mellem med sit eget sæt af roller og terminologi.

I det konvergerede mediehus skal der tænkes nyt. Ikke alene fordi kulturerne er forskellige og de sproglige begreber ligeså, men også fordi planlægning og gennemførelse af flermedial journalistik kræver tænkning på tværs. Der er brug for nye funktioner, nye roller, som nogle skal lære at begå sig i og alle andre at arbejde konstruktivt sammen med.

Udviklingen af rollerne er langtfra slut, kun de praktiske erfaringer fra pionerer på feltet vil hen af vejen føre til en præcisering og afklaring af både det egentlige indhold og hvad det nu er praktisk at kalde de nye funktioner.

Inspiration kan blandt andet hentes i amerikanske konvergensmiljøer. På Newsplex har staben med inspiration fra en ikke nøjere defineret forskning udviklet et bud på de nye funktioner.

En af dem er mediedirigenten – det vil sige personer eller grupper, som styrer dækningen på tværs af medieplatformene. Newsplex bruger betegnelsen News Flow Coordination, så et dansk bud kunne også være nyhedskoordinatoren, men mediedirigenten er allerede så småt i brug herhjemme.

Denne funktion har ansvar for, at nyhedsdækningen af en begivenhed kommer ud på alle platform, at de nødvendige handlinger sættes i gang, at ressourcerne er til stede, at alle relevante ”kundeprofiler” i de segmenterede målgrupper rammes, og at det fælles brand styrkes over hele fladen gennem dækningen.

En anden er historiedesigneren – hos Newsplex story building funktionen. Det er mere eller mindre den konvergerede verdens form for redaktionssekretær, men i en aktiv rolle fra starten af en historie med ansvar for at udvikle og udsprede historiens rammer og indhold i ”pakker” tilpasset den enkelte platform. Så at sige kvalitetsudvikling mere end kvalitetskontrol.

Man kommer heller ikke uden om den flermediale journalist – hos Newsplex the multiskilled journalist. Men det er vel at mærke ikke så meget i rollen som den enkeltperson, der reelt selv mester alle medieformer til perfektion, det vil snarere være undtagelsen.

Pointen er, at alle journalister i det konvergerede mediehus skal forstå de relative styrker og svagheder af de forskellige medieformater, der kan kombineres til at give den bedst mulige formidling af den enkelte historie.

Alle skal have en godt generelt kendskab til de forskellige teknologier og metoder, der bruges til at skabe, bearbejde og distribuere nyheder i de forskellige medieformer. Og alle skal forstå, at de nye tider kræver, at journalisten agerer konstruktivt som delproducent og medspiller i redaktionelt teamarbejde. Den ensomme nyhedshund får det sværere i eden medieintegrerede tidsalder.

Læs mere om Newsplex i En tur i konvergens-laboratoriet og om nogle af synspunkterne og holdningerne fra Newsplex-miljøet i Målgruppens død – konvergensens brød og Medieplatformenes styrker og svagheder.

 

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel: