Redaktionsmøder samler medierne i Frederikshavn
Offentliggjort 08/27/2002, senest redigeret 11/04/2004
Vigtige diskussioner om organisering, struktur og rollefordeling på redaktionen
Af Peter From Jacobsen
BESKRIVELSE - opdateres ikke!
Det er klart, at organiseringen af arbejdsformer, roller og ansvarsopgaver er af central betydning for resultatet af processen. Vi ser her på nogle af de vigtigste faktorer.
Redaktionsmøder
På vores opfordring indførte redaktionen i Frederikshavn to daglige redaktionsmøder: Et planlæggende og igangsættende møde klokken 10 og et kort opsamlende og koordinerende møde klokken 14.08 (placeret umiddelbart efter oplæsning af radionyhederne klokken 14).
Det har taget et stykke tid at få møderne til at fungere helt efter hensigten, men vi vurderer, at der generelt er forståelse for, at møderne er nødvendige for planlægning og koordinering på redaktionen. | | 
To daglige redaktionsmøder tjener til at idéudvikle, igangsætte og koordinere de tværmediale historier på redaktionen i Frederikshavn. (Foto: Anne Mette Welling) |
Samarbejdsformer
Før projektets start var der ikke defineret modeller for, hvordan og på hvilken måde samarbejdet mellem reporterne skulle foregå. Samarbejdsformerne er opbygget undervejs, dels i takt med at behovet er opstået i forbindelse med arbejdet med konkrete historier, og dels efterhånden som de personlige relationer mellem "gamle" og "nye" medarbejdere har udviklet sig.
Der har været mange eksempler på især samarbejde på tomandshånd, hvor en "elektronisk" og en "avis"-reporter har idéudviklet og researchet historier sammen og herefter hver for sig eller i direkte samarbejde har produceret artikler og indslag.
Udveksling af ideer, kilder og stof
Centralt for medieintegrations-processen er, at udveksling af viden og konkret materiale skal være let.
Hvis man kan finde en model, som alle anerkender og benytter, betyder det, at man undgår dobbeltarbejde og "kiksere", hvor nyheder og historier ikke bliver bearbejdet og formidlet videre tilstrækkelig hurtigt og godt.
I Frederikshavn har man endnu ikke fundet frem til en formel model for, hvordan udvekslingen kan fungere let og smertefrit, men til gengæld fungerer den uformelle udveksling af viden meget fint. Alle hjælper og bidrager efter bedste evne med tips og forslag.
Udvekslingen af stof, altså mere eller mindre færdige historier, bliver gradvist mere omfattende i takt med, at flere reportere lærer og får erfaring i eksempelvis at skrive nyhedstekster til radio og tv.
Roller og ansvarsfordeling
Avisen har traditionelt været struktureret som de fleste andre dagblade sådan, at reporterne først og fremmest har ansvar for hver deres stofområder. Modsat er radio- og tv-journalisterne vant til at arbejde mere på tværs. I forbindelse med, at disse medarbejdere skal til at arbejde tæt sammen, er der nok behov for at se på, hvilken struktur der er mest hensigtsmæssig. Klarhed på dette område kan betyde, at en del usikkerhed og frustration undgås.
Måske kan løsningen være som i Frederikshavn, at nogle fungerer som all-round-reportere, mens andre beholder et overordnet ansvar for bestemte stofområder.
Omtalte kilder: