Document Actions
Overdanmarks nyheder
Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 11/23/2004
Flertallet af kilderne i nyhedshistorier tilhører samfundets elite
BESKRIVELSE/DISKUSSION: Man må gå ud fra, at kilder som regel får indflydelse i kraft af de historier, de er kilder til, og at deres viden og interesser stort set er begrænset til de emneområder, de kender til, og den samfundsgruppe, de tilhører. Det må derfor være væsentligt for massemediernes nyhedssøgning, nyhedsudvælgelse og alsidighed i behandlingen af stoffet, at kilderne er så repræsentative som muligt for det samfund, journalister laver historier om: rige, fattige, kvinder, mænd, unge, gamle, lønmodtagere, arbejdsløse, selvstændige erhvervsdrivende, indvandrere, bistandsmodtagere og så videre.
Men sådan er det ikke. I massemediernes danske nyhedsverden er det under en procent af informationssamfundets befolkning, der - som journalisternes kilder – holder de andre 99 procent orienterede om, hvordan verden ser ud. Og de udvalgte kilder er bestemt ikke repræsentative for befolkningen som helhed, om end en del af dem kan siges at repræsentere befolkningsgrupper i kraft af mere eller mindre direkte valg.
På de fleste stofområder er de typiske nyhedskilder beslutningstagere eller repræsentanter for disse, og hertil kommer kilder, der i kraft af faglig ekspertise kan forklare og perspektivere nyhederne.
Selv om tendensen i den sidste halve snes år nok har peget i retning af hyppigere brug af de kilder, som nogle med et lidet velklingende fagligt udtryk kalder konsekvenseksperter, er det stadig normen, at kilderne fra samfundets elite fortæller om livet, medens de almindelige danskere overvejende optræder i nyhedsstoffet i forbindelse med ulykkelige begivenheder som enten tilskadekomne eller døde. Eller man kan sige, at journalister som oftest ikke spørger patienten, men lægen om, hvordan patienten har det.
Da det øjensynlig kniber med jordforbindelsen hos de sædvanlige kilder, er denne praksis en hovedårsag til, at nogle begivenheder og nye folkelige bevægelser kommer bag på journalister.
Blandt eksemplerne er rindalismen midt i 1960’erne og dens protest mod statsstøtte til kunst, det Glistrup-ledede oprør mod skatter og bureaukrati i begyndelsen af 1970’erne, vælgerflertallets nej til Maastricht-traktaten i 1992, bekymringen over indvandrerne, som gav Dansk Folkeparti succes og medførte en ændring af Socialdemokratiets flygtningepolitik i 1997-98, samt LO-medlemmernes nej til mæglingsforslaget i april 1998.
Elitedominans på alle stofområder
Kulturjournalister, politiske journalister og arbejdsmarkedsjournalister er imidlertid ikke ene om det snævre elitære kildevalg. Det optræder på alle stofområder og er i øvrigt ikke en dansk specialitet, men udbredt også i andre landes massemedier.
Årsagerne til elitens dominans i kildeverdenen er flere. Tidspres i det daglige arbejde har stor betydning for kildevalget, og her er elitekilderne som stofleverandører mere givtige og betydeligt nemmere at få fat i og have med at gøre.
De er i kraft af deres magtudøvelse eller ekspertise mere synlige, de har kompetence til at informere om langt større emneområder, de er kendte af publikum og repræsenterer ofte store samfundsgrupper, de er socialt mere på linie med journalister, og de er som regel pressevante og bedre til at formulere sig end “almindelige” mennesker. Det er dem, der udsender pressemeddelelser og arrangerer pressemøder, og det er blandt dem, man finder kilder, der er parate til at udtale sig stort set døgnet rundt.
Kvinden og manden på gulvplan repræsenterer derimod kun sig selv, og de er desuden ikke så lette at finde, for de står ikke på journalistens telefonliste med de hyppigst brugte kilder.
Allerede af interviewene til Dagbladsprojektet fra 1996 fremgik det, at læserne “savnede journalisterne ude blandt folk, der hvor livet var og tingene skete”, og i Måske-læserne fra 1998 fulgte lektor Jørgen Poulsen op på spørgsmålet og konstaterede, at “der er mange typer af arbejdspladser, problemer og forhold i hverdagslivet, der aldrig eller sjældent når frem til avissiderne”.
Som eksempler nævnte han blandt andet, at “man skriver om ventelister og hospitalspolitik, men ikke ret meget om sygdomsangst og eksempler på, hvordan man lever et bedre liv”. Altså historier der i deres udgangspunkt ikke kan baseres på elitære kilder, men må bygge på “almindelige” menneskers oplevelser.
Afhængige og sammenspiste
Journalisterne tager primært udgangspunkt i det let tilgængelige og det, der optager dem selv og deres omgangskreds. Det vil blandt andet sige den verden af elitekilder, de dagligt bevæger sig i og ofte bliver dybt afhængige af, især når stofområdet er lille og præget af et beskedent antal kilder af central betydning.
Et resultat af denne – ofte gensidige – afhængighed kan blive noget i retning af en “vi-lever-jo-af-hinanden-holdning”, som sociolog Jørgen Øllgaard har fundet hos sportsjournalister. Han karakteriserede i Politiken i oktober 1992 sportsjournalistikkens problem som “et utroligt kammerateri med den verden, som den skal skrive om. Både sportsfolk og journalister oplever det som en stor harmonisk familie med fælles interesser: Vi lever jo af hinanden ...”.
Men afhængighed er ikke et fænomen, der er specielt for sportsjournalistik:
“Fagjournalistens evige dilemma er, at hvis han vil bevare muligheden for at kunne stille spørgsmål og tale med sine kilder, er der grænser for, hvor generende spørgsmål han kan stille dem. Den modsætning er vi fanget i, men det er ikke specielt for sportsjournalistik. Sådan er det for eksempel også på Christiansborg”, sagde formanden for Danske Sportsjournalister, redaktør Steen Ankerdal til Dansk Presse i 1998.
Et andet eksempel er kulturjournalistikken. Politikens tidligere litteraturredaktør, dr. phil. John Chr. Jørgensen skrev således i avisen i oktober 1992, at det er nødvendigt for redaktionerne at have journalistiske “fribyttere”, det vil sige journalister, der ikke er bundet til et bestemt stofområde. Det er “fordi den journalist, der dækker for eksempel kunststoffet, er afhængig af sine kilder i kunstmiljøet og derfor vil være tilbøjelig til at tælle adskillige gange på knapperne, før han træder institutionernes magtmænd over tæerne”.
John Chr. Jørgensen mener, at afhængigheden bygger på kulturel sammenspisthed og venskabelige forhold til kilderne:
“Journalisten kan have færdedes så længe bag teaterkulisserne eller på forlagsgulvene eller blandt musikudøvere, at han simpelt hen forstår alle disse rare mennesker i den grad, at han ikke nænner at afsløre noget grimt om dem. De gør jo alle sammen deres bedste”, skrev han.
Også lokaljournalister kan nikke genkendende til afhængighedsproblemet:
“Jeg krydser konstant nogle af de samme kilder, fordi de i kraft af deres position/funktion er sådan nogle, som lokaljournalister ikke kommer udenom. Borgmesteren, kommunaldirektøren, udvalgsformanden og politikommissæren. Hvad enten vi vil det eller ej, er de til tider vigtige for vores arbejde, og vi kan ikke tillade os at “brænde” dem i forsøget på at score en enkelt god historie. Så er der nemlig lukket for mange andre historier. Derfor er vores forhold til dem en balancegang”, skrev journalist Iben Ellerbæk, Hobro, i 1993 i fagbladet Journalisten. Hun tilføjede dog, at det ikke måtte forlede nogen til at tro, at kommunale skandaler ikke ville blive omtalt.
Gode kilder bruges igen og igen
Det tætte samarbejde har også den virkning, at de hyppigt brugte kilder får en god fornemmelse for, hvad journalister opfatter som gode ideer. Blandt dem, der har brug for pressen, er der derfor mange, som bevidst og meget målrettet fodrer journalister med ideer, ofte med bistand fra professionelle PR-folk. Politikere, organisations- og erhvervsfolk er således ivrige plantører i massemediernes nyhedshave og opnår derved stor indflydelse på det daglige udbud af nyheder.
 | Læs mere om informationsstyring |
Tilsvarende har den lille gruppe eksperter, der ustandselig optræder i medierne, fået stor indflydelse. De har lært at udtrykke sig sådan, at de imødekommer mediernes behov for klare, forståelige og interessevækkende udsagn.
Er en velformuleret specialist først “opdaget”, bliver han eller hun hurtigt efterstræbt. Professor i retsvidenskab Eva Smith fortalte således til Aktuelt i august 1997, at hun får mindst en henvendelse om dagen, medens trafikforsker Uffe Jacobsen skønnede, at han får over 500 henvendelser om året, og skatteeksperten Preben Bertelsens erfaring var, at “er man først havnet i lommebogen, så vender journalisten tilbage gang på gang”. Det giver Børsens tidligere chefredaktør Jan Cortzen ham ret i:
“Når journalisten har fundet vej til en kilde, som han eller hun kan kontakte fremover, skal der ti jordskælv til, før journalisten prøver nye metoder, tænker anderledes og skriver mindre forudsigeligt. Eksemplerne på denne journalistiske konservatisme er lige så talrige som de såkaldte eksperter, journalisterne ustandselig trækker ud af døgnets rejsestald”, skrev han i Børsen i maj 1995.
| Læs mere om det elitære kildevalg |
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: