Document Actions

Nyhedsanalyse vinder langsomt frem

 

Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 11/23/2004

 

 

Nyhedsanalysen bygger på en selvstændig research, hvis oplysninger fremlægges i artiklen. Men det bærende er analysen og skribentens konklusioner

 

Af Mogens Meilby

DEFINITION/DISKUSSION: Inden for det sidste årti er der kommet et nyt skud på stammen inden for perspektiverende artikler i aviserne: Den såkaldte nyhedsanalyse. Den optræder især i morgenaviserne og er karakteriseret ved, at dens indhold helt eller delvis er journalistens egen analyse af nyhedens perspektiver, årsager og konsekvenser. Nyhedsanalysen bygger på en selvstændig research, hvis oplysninger fremlægges i artiklen. Men det er analysen og skribentens konklusioner, der er det bærende og helt dominerende i artiklen.

Der er fire typer af analyser:


    • Beskrivende analyse: som søger at forklare det, der faktisk sker, og at afdække årsager
    • Forudsigende analyse: som tager sigte på at forudsige konsekvenser – det, der vil ske
    • Dømmende analyse: som udtrykker en positiv eller negativ mening om emnet
    • Anvisende analyse: som giver løsninger på problemet og argumenterer for dem


De to første former for analyse er grundlæggende. De indgår normalt tillige som forudsætninger i dømmende og anvisende analyse, der også falder ind under betegnelsen “kommentar”.

Journalister betænkelige ved analyse
For alle fire analyseformer gælder, at de har været og af en del journalister og redaktører stadig opfattes som forbudt område, og som noget man ikke bør beskæftige sig med i nyhedsjournalistikken, men overlade til navngivne kilder at fremlægge for publikum.

Denne forsigtighed fremgik blandt andet af Danske Dagblades Forenings projekt om læserforudsætninger, som blev gennemført i 1995-96. Undersøgelsen byggede på interviews med læsere og journalister, og i en sammenfatning af resultaterne hed det blandt andet om journalisterne:

“En del udtrykte en vis tilbageholdenhed, når det gjaldt det at uddybe og forklare en sag, fordi man så ville forlade den mere objektive fremstilling og give sig ind i vurderinger. På samme måde lagde flere journalister meget vægt på at finde de rigtige personer, hvis udtalelser kunne citeres. Læserne skal på den måde selv gennem den nøgterne sagsfremstilling og sammenstillingen af citater skabe sig en mening om den foreliggende sag ved at vurdere de enkelte brikker i dette puslespil i forhold til hinanden. Undersøgelsen viste, at det har langt de fleste læsere ingen forudsætninger for”.

Det kan undre, at der stadig er en del journalister, som i den grad står fast ved rollen som referent. Konklusionen ville have været mindre overraskende, hvis DDFs undersøgelse stammede fra 1950’erne eller 1960’erne, hvor troen på objektiviteten – forstået som neutralitet – var stort set uanfægtet, og hvor det endnu var en helligbrøde at blande news og views – nyheder og holdninger.

Objektivitet viger for fairness
Men vi nærmer os årtusindskiftet. Objektivitet er – selv om det stadig indgår i sprogbrugen – reelt blevet en museumsgenstand i de fleste redaktioner, hvor det er blevet erstattet med det noget bredere og mere realistiske begreb “fairness”, som blandt andre den mest fremsynede danske bladmand i århundredets sidste halvdel, afdøde chefredaktør Laust Jensen, talte for i Jyllands-Postens spalter i oktober 1992.

Fairness dækker over, at journalister i deres artikler skal lægge vægt på at skabe balance, det vil sige, at de skal høre begge sagens parter, men ikke at de blot skal være mikrofonholdere og forholde sig fuldstændig neutrale.

I langt de fleste redaktioner må journalisterne formentlig nu gerne selv fremlægge deres egne beskrivende og forudsigende analyser i nyhedshistorierne, når blot præmisserne fremgår af artiklerne. Grænsen går ved dømmende og anvisende analyse, som stadig er forbeholdt de navngivne kilder samt debatsiderne og lederne plus sportsstoffet, som traditionelt har levet isoleret i avisen med sine egne regler.

Men selv denne grænse er under nedbrydning anført af Ekstra Bladet, som tillader sammenblandingen af kommentar og beskrivelse i nyhedsstoffet. Herfra har den bredt sig til morgenaviserne, hvor den dog endnu forekommer i beskedent omfang.

I dækning bag eksperter
For at imødekomme de voksende krav om at give nyheden baggrund – forklare og kommentere dens omstændigheder, årsager og konsekvenser samt angive mulige løsninger – griber de fleste journalister stadig til en ekspert, der kan udtale sig om problemet. For dem gælder ingen grænser for ytringsfrihed. De har den viden, journalisten måske føler sig usikker i, og i modsætning til journalisten udstråler deres titler autoritet og troværdighed – hvide kitler og hvidt hår.

Men som Lisbeth Knudsen skrev i Aktuelt:.

“Eksperterne fremstår som uvildige vidner og er alt for ofte et skalkeskjul for illusionen om den objektive journalistik. I virkeligheden er ethvert valg af kilde eller ekspert til en historie naturligvis et subjektivt valg foretaget af den enkelte journalist, som kender ekspertens synspunkter og ved, hvordan disse vil passe ind i dagens vinkel på historien”.

I samme nummer af bladet blev en række af de mest anvendte eksperter interviewet, og blandt andre samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet kunne bekræfte Lisbeth Knudsens opfattelse ud fra sine egne erfaringer med at være ekspert:

“Med jævne mellemrum bliver man ringet op
og spurgt om et eller andet, og så kan man opleve journalisten blive ved, indtil han har
fået den rette vending eller det rigtige synspunkt”.
Lisbeth Knudsen påpeger, at journalister ofte næsten typecaster deres ekspertkilder. Når journalisterne ved, hvad historien handler om, finder de eksperten, der passer ind i sammenhængen.
Foto: Teit Hornbak

Journalisten som ekspert
Helt parodisk kan det virke, at man i radio og tv i stigende grad bruger hinanden for at legitimere kommentarer i nyhedsindslaget.

Journalisten på Radioavisen, der ikke selv må mene noget, interviewer derfor sin kollega fra et dagblad, hvor denne til gengæld ikke må kommentere i sine egne historier.

Men han kan jo så passende indlægge sin kollega fra Radioavisen som kommenterende kilde i sin historie om det pågældende emne. Læsere, lyttere og seere vogter også over journalisternes adfærd.

Nyhedsanalysen må ikke blive en kommentar, og vover journalisten sig ud i det rent kommenterende uden at begrunde sine synspunkter, kan det ske, at læserne reagerer. Det skete for eksempel for en af Politikens journalister, der i en nyhedsanalyse i 1994 i anledning af Ole Stavads afgang som minister blandt andet havde skrevet, at “skæbnen kan virke uretfærdig over for den vel nok dygtigste skatteminister i nyere tid” uden at sandsynliggøre denne påstand gennem dokumentation og argumentation.

Det resulterede omgående i et læserbrev, hvori det blandt andet hed:

“Ord som “vel nok” og “nyere tid”, hvad dækker de over? Skal de dokumentere og fastholde en fremsat myte om, at Stavad er den dygtigste skatteminister i en bestemt periode, som tilmed skrives allerede samme dag som han går af? Det er ikke analysearbejde, men blot en politisk udtalelse”.

 

Relevante kilder:

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: