Document Actions
Interviewets syv dødssynder
Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 05/10/2006
Man kan opstille syv dødssynder for interviewet og bag dem skjuler sig opskriften på, hvad man skal gøre i stedet
METODE: 1. Slet ikke at stille spørgsmål
Når vi taler sammen, er modellen som regel den her: Jeg siger noget - kommer med en påstand - og du kommer med en påstand - og så kommer jeg igen med en påstand. Og meget tit bliver din påstand bare et afsæt for det næste, jeg siger. Eller jeg hører egentlig ikke, hvad du siger, for jeg har travlt med at tænke videre på min egen sidste påstand....
Meget tit er min påstand ikke et egentligt svar på din påstand. Et udsagn sætter et emne op, men der er ikke noget i det, der tvinger den anden til at reagere. Vi har bare en social norm, der siger, at når jeg er færdig og tier, så siger du noget. Bare noget.
Et spørgsmål kræver et svar. At sige noget er output, at spørge er input. Jeg har løseligt gjort op, at omkring en fjerdedel af interviewernes formodede spørgsmål på radio og tv slet ikke er spørgsmål, men påstande.
.
 | Eksempel: Jarl Friis Mikkelsen interviewer Ebbe Rode |
| Eksempel: Prinsesse Fergie interviewes på tv |
2. To spørgsmål på én gang
At stille to eller flere spørgsmål på én gang giver interviewpersonen kontrol over dagsordenen, og han kan svare på det nemmeste spørgsmål. Det er det samme som at sige: Her er en håndfuld spørgsmål, et menu-kort, vælg selv - jeg er ligeglad. Og hvorfor skulle interviewpersonerne engagere sig i spørgsmålene, hvis intervieweren ikke selv gør?
Igen er det nok en social vane, en reminiscens fra samtalen. Dobbelte spørgsmål har en tendens til at blødgøre og give albuerum. Det handler også om bremselængde: Vi er lige kommet op i fart, og så er det svært at stoppe. Spørgsmål nr. 2 bliver nedspeedningen. Men man kan øve sig i at lade være!
.
| Eksempel: Klaus Borre interviewer Jan Magnussen |
3. At tilføje et udsagn efter et spørgsmål
Det er den samme mekanisme som ved to eller flere spørgsmål: Vi prøver at blødgøre vores spørgsmål ved at sige noget mere. Men meget ofte forholder interviewpersonen sig til udsagnet i stedet for til spørgsmålet.
Udsagnet dræber spørgsmålet.
.
| Eksempel: Gruppen Lovebites interviewes |
4. Overdrivelse
Overdrivelser virker godt i sociale sammenhænge, hvor det ofte signalerer engagement og overblik og mod. Vi maler med den store pensel, ud med den lille, tørre og pertentlige bogholdernøjagtighed. Også i journalistisk output kan det virke godt, især når det er forbundet med sprogligt flotte billeder."På randen af et sammenbrud", "Jeg var ved at dø af skam" og "Den smukkeste kvinde nord for Ringgaden" - er eksempler på klicheer, som engang har været dristige billeder med indbygget overdrivelse, der som bekendt - nogle gange - fremmer forståelsen.
Men i interviewsitationen sætter det selve overdrivelsen i fokus; det er ofte den, interviewpersonen reagerer på, så han måske går i forsvar. I stedet for at forholde sig til sagens kerne, kan han forholde sig til overdrivelsen.
.
| Eksempler: Overdrivelser |
Hvis vi i stedet underdriver, får vi i de fleste tilfælde bedre svar. For så vil interviewpersonen være tilbøjelig til at lægge energi ind, hvorimod han snarere trækker energi ud, hvis vi overdriver, bare lidt.
Bring hellere interviewpersonen i en situation, hvor hun tænker: Forstår du ikke? Jo, nu skal du høre!
5. Trigger-ord
Trigger er engelsk for aftrækkeren på et skydevåben. Altså ord, der får kanonen til at gå af, emotive ord, der har en følelsesladet betydning for interviewpersonen.
Trigger-ord fjerner opmærksomheden fra substansen i spørgsmålet, væk fra logos og over i etos (underforstået: Dit spørgsmål er et urimeligt angreb på min integritet), og sker det for åben mikrofon og interviewpersonen reagerer, vil sympatien ofte skride over på offeret. Under alle omstændigheder blokerer det for den saglige voksen-voksen kontakt.
.
| Eksempel: Clinton er trængt op i en krog |
| Af en eller anden grund stiller journalister ofte 'frække' spørgsmål, især til politikere. "Er du racist?", "Er det her ikke bare noget I gør for at drille regeringen?" eller "Har du ikke sovet i timen?" Det kan ikke være fordi, de forventer at få et interessant svar - de får det i al fald aldrig. Svarene er uden undtagelse kedsommeligt forudsigelige. Det kan heller ikke være fordi, de forventer, at de pæne jakkesæt eksploderer på en interessant måde for åben skærm - det gør de heller aldrig. Så det kan næsten kun være fordi de selv synes, at det virker sejt. Se mig, hvor fræk jeg tør være - jeg tør sige det til manden selv, som I andre måske sidder derhjemme og tænker. Skal man være venlig, kan man tolke det som en skjult kommentar, af den slags, der ellers hører hjemme i avisens ledere. | . | Frække og spidse spøgsmål får sjældent interessante svar. Foto: Michael Lange/Chili |
 | | |
Men vel at mærke uden nogen form for argumentation. Skal man være mindre venlig, er det udtryk for mangel på evne til at lære af sine erfaringer (når det nu aldrig virker) og mangel på bevidsthed om, hvad et interview er.
| Eksempel: Poul Nyrup Rasmussen interviewes af Bent Stuckert |
Trigger-ord kan fungere godt i et interview, i al fald med ikke alt for medievante personer. De kan tjene til at ruske interviewpersonen ud af noget spindelvæv, tænde deres adrenalinpumpe og slå automatpiloten fra: "Nogle vil måske mene, at du også selv har et ansvar for at din mand tævede dig i 17 år. Hvad siger du til det?"
Men man skal under alle omstændigheder vente, til man har fået de konkrete oplysninger, man kom efter - det lykkes i reglen ikke at få dem bagefter, fordi trigger-ordene ofte ødelægger den gode stemning.
Positive ord kan også være problematiske: "Hvordan er det at være så utrolig smuk / klog / dygtig?"
Selv om spørgsmålet er oprigtigt og velment, kræver det ikke mange timers psykologistudium at forstå, at interviewpersonen altid vil trække i land i stedet for at svare på spørgsmålet (i al fald når det er et interview og ikke en flirt): "Åh, jeg er da ikke særlig smuk / klog / dygtig, jeg er da bare..." - og det endda selv om interviewpersonen faktisk i anden sammenhæng ville vedkende sig sine fortrin.
Men det er værst der, hvor man bare ikke rammer de ord, interviewpersonen selv ville bruge om sig selv eller sin situation. Enten lægger man folk noget i munden, som de ikke kan finde ud af at sige fra overfor - eller også ødelægger man kontakten, fordi interviewpersonen får en fornemmelse af, at man ikke rigtig forstår - at man ikke er på bølgelængde.
De medievante reagerer som regel ikke så kraftigt på det, specielt ikke, hvis de ikke er trængt op i en krog af intervieweren. Tværtimod, de ryster spørgsmålet af sig uden at tage notits af det - og så svarer de det, som de i øvrigt har forberedt sig på at sige.
Og journalisten gør det vel, fordi det lyder sejt og modigt - selv om det i virkeligheden er temmelig slapt. Instinktivt forventer vi næsten, at interviewpersonen skal bryde sammen og tilstå - men det gør de bare aldrig.
6. Ledende spørgsmål
KildMig og KaldMig de kørte en tur. Så faldt KaldMig af. Hvem var så tilbage?
Ledende spørgsmål lægger i større eller mindre grad op til ét bestemt svar, nemlig det, intervieweren på forhånd ønsker, og kan derfor være temmelig manipulerende.
De ledende spørgsmål bryder med reglen om, at "De skal sige det". Det rejser et etisk problem, når vi har med ikke-medievante personer at gøre: Vi lægger dem noget i munden. Det giver også et problem med, hvad vi faktisk kan citere interviewpersonen for i trykte medier.
.
| Eksempel: Maria Montell interviewes |
Med de lukkede spørgsmål afskærer vi også os selv fra at få ny viden. Læg mærke til, at advokater bruger dem meget, når de afhører vidner. De vil ikke opdage nye ting, når de står i retten - de leder folk til de svar, de vil have og væk fra dem, de ikke vil have.
En typisk variant er den, hvor intervieweren spørger, om interviewpersonen kan afvise en bestemt sammenhæng, eller garantere, at et eller andet aldrig sker. Sobre interviewpersoner vil næsten altid svare nej, og så har man måske lagt dem noget i munden, som er meget fjernt fra, hvad de faktisk mener.
"Vil du afvise, at den her sag har sammenhæng med sagen for to år siden, hvor...?". "Nej, det kan jeg jo ikke, men..." - bliver i det trykte output til: "NN vil ikke afvise, at..." eller: "Jeg vil da ikke afvise, at ...', siger..." - og det kan meget let blive en kraftig fordrejning.
7. Lukkede spørgsmål
Når det naturlige svar på et spørgsmål er et ja eller et nej, er der tale om et lukket spørgsmål: "Stemmer I for finansloven?", "Var du inviteret?", "Har du været soldat?"
Den slags lukkede spørgsmål er i orden. Det er simple, opklarende spørgsmål, og der findes faktisk et naturligt ja-nej-svar, som kan danne basis for det næste spørgsmål.
Men de fleste af os bruger mest de lukkede spørgsmål på en anden måde, i en anden sammenhæng. Nemlig til at få interviewpersonen til at af- eller bekræfte gyldigheden af de overvejelser, vi selv har gjort os. Vi laver analysearbejdet og beder bare om interviewpersonens accept. Vores spørgsmål falder som en maskingeværsalve, vores spørgeteknik får karakter af afhøring - og vi afskærer os fra at få overraskende svar.
Dertil kommer, at vi digitaliserer verden på det skammeligste, når vi tror, at næsten alt i tilværelsen er et spørgsmål om ja eller nej.
Er en zebra sort eller hvid?
Interviewpersonen må først til at vriste sig ud af spørgsmålets ramme, som jo er alt for snæver. Og det gælder altså for så meget andet end zebraer, at det gode svar er andet og mere end ja eller nej eller både og.
.
| Eksempel: Ole Michelsen interviewes i Crunch |
Tit er et spørgsmål lukket og ledende på én gang. Men det kan godt være lukket uden at være (særligt) ledende, nemlig når svaret lig så godt kan blive et ja som et nej:
"Vil du anke sagen?", "Er du ked af den opmærksomhed, du har fået?", "Var du også meget fræk som barn?".
Men også her lukker vi interviewpersonen ind i en bestemt tankebane, som måske afskærer os fra de mere spændende svar. Det er bedre at spørge:
"Hvilke muligheder har du nu?", "Hvad synes du om den opmærksomhed, du har fået?", "Hvordan var du så som barn?".
Og et spørgsmål kan være ledende uden at være lukket: "Hvad synes du om den behandling, du har fået (som vi lige har hørt er vanvittigt urimelig)?" - men den slags ledende spørgsmål behøver ikke være dårlige, de kan give gode citater.
De tilsyneladende skrappe eller frække spørgsmål er også samtidigt lukkede og - tilsyneladende - ledende: "Er du ikke temmelig arrogant?". De lægger jo på til, at man faktisk burde svare "ja". Det gør interviewpersonen bare aldrig - tværtimod er de nemme at ryste af sig. Det er igen noget med ikke at tage sine egne spørgsmål alvorligt - at lyde sej - og ikke være interesseret i reel ny viden.
Et skrapt spørgsmål kan man udelukkende kende på, at det skaffer gode svar.
Men selv et spørgsmål, der ikke lægger op til et ja/nej-svar, kan være mere eller mindre lukket. "Hvad følte du?" forudsætter, at der er følelser til stede. Men folk, der lige har oplevet noget stort, hvad enten det er lykkeligt, fordi de har vundet guld i 110 meter hæk, eller noget grusomt, fordi de lige er blevet bjærget efter et flystyrt, har langt fra altid følt noget endnu. Det er bedre at få dem til at beskrive facts og tanker - hvis der så er følelser, fremgår de enten af sig selv eller man kan spørge til dem til sidst.
Alle lukkede og ledende spørgsmål har nemlig en grundantagelse indbygget. De har sat en ramme, som svaret kan bevæge sig indenfor.
IW: "Hvor lang tid vil der gå, før I socialdemokrater er kommet jer oven på formandsskiftet?"
IP: "Jamen, det er vi da kommet over for længst..."
Det er det, som hedder et komplekst spørgsmål - Er Du Holdt Op Med At Slå Din Kone - her er spørgsmålet ikke, om de er kommet sig, det forudsættes uden videre, at de ikke er - spørgsmålet går på, hvornår det sker. Så i stedet for at svare, skal interviewpersonen i gang med at rydde op i forudsætningerne for spørgsmålet. Interviewpersonen har ikke ejerskab til præmisserne.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: