Portrætinterviewet

Offentliggjort 06/24/1999, senest redigeret 11/14/2004

Af Annelise Bistrup

Læsere og kollegaer stiller mig undertiden det spørgsmål. Svaret er: Jeg aner ikke, hvordan MAN gør. Men jeg ved, hvordan JEG gør, fordi jeg har gjort det i så mange år.

Når mit speciale er blevet det, man kalder portrætinterviewet, tror jeg, det skyldes, at jeg er født med en elementær nysgerrighed. Jeg har altid ”undret” mig over andre menneskers liv. Som barn digtede jeg historier om de mennesker, jeg sad overfor i toget: Hvordan var de? Hvordan var deres tilværelse? Hvordan var forholdet imellem dem? Hvad var deres hemmelighed?

Hvis man er udstyret med denne trang til at vide noget om andre mennesker, så er man en potentiel interviewer.

Som journalist har jeg interesseret mig mere for mennesker end for sager. Det har været en faglig brist, som jeg har prøvet at gøre til en styrke.

At forsøge at læse et menneskes karakter på en time eller to, som normalt er den tid, man har til rådighed, er det i virkeligheden ikke uanstændigt og unfair? Jo, men sådan er vilkårene. Og er man trænet til at gøre det, så rammer man normalt ikke helt ved siden af.

Portrætinterviewet betyder noget!
Lynn Barber, den britiske stjerne-interviewer, som jeg selv har lært meget af, både ved at læse hendes skarpe, vittige og frygtløse artikler, og ved at tale med hende om, hvad det er, vi gør, har engang fortalt mig denne historie for at illustrere, at journalistik er alvor for hende. Faktisk en sag om liv og død:

Hun forestiller sig, at hun befinder i et tog i Centraleuropa i sommeren 1939. I sin taske har hun nogle vitale papirer, der, hvis hun kan få dem frem til Winston Churchill i London, måske kan forhindre, at krigen bryder ud. Men nazisterne er på sporet af hende, og de venter sandsynlig på næste station på at arrestere hende. Hvad gør hun?

Overfor hende i toget sidder en kvinde. Hun ved ingenting om hende, men den eneste chance er at give papirerne til hende. Kan hun stole på hende? Hvis side er hun på? Hvem er hun? Hun har en time til at finde ud af det. Og hun begynder at stille spørgsmål, mere og mere intenst, som skæbnetimen nærmer sig. Verdens fremtid afhænger af hendes evne til at finde ud af, hvem og hvad den kvinde er.

Lynn Barber har lært mig, at man er nødt til at tro på, at hver eneste artikel betyder noget, selvom man i sine mere sobre øjeblikke godt ved, at det jo bare er noget, der står i Avisen, og der står så meget, som ingen alligevel tror på.

Derfor er jeg også med årene blevet mere og mere nervøs for, at DENNE gang lykkes det ikke. Skal jeg for eksempel interviewe sidst på eftermiddagen, kan jeg efterhånden ikke foretage mig andet den dag end at vente på at komme i gang. Det er måske nok at overdrive alvoren i det, men sådan er det.

Hvem skal portrætinterviewes?
Ofte vil det være ugens aktuelle person: Politikeren der har sagt noget meget klogt eller meget dumt, erhvervsmanden der er i knibe, forskeren der har gjort en stor opdagelse, forfatteren der har skrevet en bog eller skuespilleren der har spillet en ny rolle. Der kan også være en rund fødselsdag. Men den synes jeg kun skal bruges, hvis man i dagens anledning kan overtale et ellers vanskeligt offer til at bryde sit princip om aldrig at lade sig interviewe.

Men tit er det ren og skær panik, der bestemmer, hvem der skal være ugens “offer”, efter recepten: Det er længe siden, vi har haft en kvinde - det er det ofte - eller vi mangler et yngre menneske, der ikke må være politiker, for dem har vi nok af. Så man griber i lykkeposen og håber, at der vil være gevinst.

Jeg kan bedst lide at interviewe vanskelige, uafhængige mennesker, der ikke skal bruge artiklen til en platform for at sælge deres egen vare. For eksempel en ny plade, en ny film, en ny bog! De pr-styrede interviews, hvor journalisterne slippes ind i hold, har ikke noget med portrætinterview at gøre. Man må være på tomandshånd, hvis man skal prøve at bryde seglet til personligheden.

Hvem er vanskelige? Det er skuespillere, erhvervsledere og sportsstjerner. De har ofte kun indlærte banaliteter at meddele - der er undtagelser - men kunsten er så i øvrigt at udfordre dem til at sige noget “andet”, end det de plejer at sige.

Når jeg laver aftalen siger jeg altid, at jeg kommer for at tale om mennesket NN. Så er spillereglerne klare fra begyndelsen. Det betyder også, at interviewpersonen mentalt er indstillet på, at nu skal der tales om noget andet, end det man plejer at tale om som politiker, erhvervsmand, organisationskvinde, kulturpersonligheder osv.

Kan man interviewe mennesker, man ikke kan lide? Mennesker hvis karakter og livssyn byder én totalt imod?

Jeg elsker “de dumme svin”, dem ingen andre vil lege med. De flinke og pæne er - flinke og pæne, og lykkelige familier er, som Tolstoj siger et sted: ”alt for ens.”

Jeg ville have givet min højre arm for et interview med Hitler, Stalin og Mao. Her var der noget at sætte tænderne i for den lille lommepsykolog, som man ikke kan undgå at blive i den her metier, selvom man skal vogte sig for at rende rundt og psykoanalysere sine “ofre”.

Et portrætinterview er ikke et skønmaleri, men jeg hører ofte, at man har fået ”et andet” og underforstået – mere positivt indtryk af de mennesker, jeg har interviewet. Det anser jeg egentlig for en kompliment. Det betyder ikke, at portrættet ikke kan være kritisk, de fleste mennesker kender faktisk godt deres egne svagheder, selvom vi ikke i Danmark, som for eksempel i britisk presse, har tradition for det nådesløst udleverende portræt.

Karaktermordet mener jeg skal reserveres til denne verdens virkelige ”forbrydere”, især da man ofte må afsige dommen på det spinkle grundlag, som en times samtale kan give, og når det sker, foretrækker jeg ”selvmordet” frem for ”mordet”.
.

Eksempel på et ”sympatisk” portrætinterview med politikeren Torben Lund

.

Eksempel på det modsatte: portrætinterview med de bosniske serberes leder Radovan Karadzic

.

Til gennemlæsning?
Skal “ofrene” have lov til at gennemlæse artiklen, før den trykkes? I princippet nej. Det er en dårlig vane i dansk journalistik, at vi lader andre end os selv være med til at redigere, hvad der skal stå i Avisen.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig undtagelser. Hvis gennemlæsning er forudsætningen for, at man kan få et meget “attraktivt” emne til at stille op, så ja da! Men jeg understreger altid, at det plejer, jeg ikke, og at der kun må korrigeres i direkte citater.

Det er i øvrigt sjældent, at der er ret mange rettelser. De fleste bliver ofte glædeligt overraskede over, at det ikke er “værre”. Jeg husker faktisk kun et par tilfælde, hvor jeg fik et manuskript tilbage, der var “skrevet om”.

Det præsterede for eksempel en forhenværende socialdemokratisk minister, der selv er journalist. Det viste sig, at hun skulle bruge de interviews, hun i øvrigt gav til flere søndagsaviser, til at sende et ganske bestemt signal, om at hun gerne ville være minister igen. Jeg accepterede omskrivningen. Det burde jeg aldrig have gjort. Hun kunne have skrevet en kronik.

Forberedelsen
Jeg har haft kollegaer, der mente, at det var en dyd at møde deres “ofre” helt jomfruelige - uden at vide, hvad andre havde skrevet om dem. Sådan kan jeg ikke arbejde. Jeg “går i arkivet” og læser på lektien. Det tager tid, men det er med til at højne kvaliteten af den følgende samtale, at man har gjort sit hjemmearbejde.

Undertiden, men ikke altid, taler jeg med mennesker, der kender mit “offer” godt, især for at afprøve om mine egne fornemmelser er rigtige. Men jeg bruger dem kun som baggrund for portrættet, eller i et spørgsmål: “X siger om dig, at du havde et meget problematisk forhold til din far som ung. Hvorfor?”

Hvor skal interviewet foregå?
Jeg vil helst møde interviewpersonen i hjemmet. Det skaber en mere fortrolig/privat atmosfære, og det siger ofte meget om et menneske, hvordan man har indrettet sig. Der er desværre en tendens til, at flere og flere, især blandt såkaldte ”kendte”, ikke bryder sig om at lukke journalister ind i deres hjem.

Ikke desto mindre forsøger jeg altid at komme indenfor. Kan det ikke lade sig gøre er ”kontoret” det bedste alternativ. En restaurant det værste. Og jeg spiser aldrig, mens jeg interviewer. Det ødelægger koncentrationen hos begge parter. Jeg undgår også at drikke noget stærkere end vand og kaffe. Hvis interviewpersonen insisterer på at skænke et glas vin, så tager jeg imod det, men drikker det ikke.

Spørgsmålene
Da jeg selv var ung og uerfaren, skrev jeg en masse dybsindige spørgsmål ned på forhånd. Det gør jeg ikke mere. Skriver jeg overhovedet spørgsmål på min blok, så er det højst et par indledende betragtninger, der skal vise, at jeg er godt forberedt, og at mig skal du ikke forsøge at løbne om hjørner med. Jeg har læst på lektien.

Derimod skriver jeg en masse stikord ned på blokken, mens jeg læser udklip. Det er de temaer, vi skal prøve at komme igennem, hvis der da ikke sker noget andet og helt uventet i samtalens løb, end jeg har forudset.

At interviewe er at fiske, og der må madning på krogen, hvis man skal fange en stor fisk. Men kunsten er også at tie stille, mens man fisker. Jeg har aldrig ment, at et interview var en samtale mellem to ligeberettigede parter. Det er heller ikke er noget forhør. Eller en diskussion.

Intervieweren er anonym under samtalen. Det er først i skriveprocessen, journalisten kan træde frem og manifestere sig som fortolker og analytiker:

Altså: Hun taler. Jeg lytter. Og prøver på at lade være med at afbryde. Og det er en dødssynd at begynde at tale om sig selv. Det tager tid, det afsporer samtalen, og det keder dit offer til døde.

I stedet skriver jeg under samtalen stikord ned på min blok, så jeg kan vende tilbage til et tema: For eksempel: Du har talt meget om din mor? Hvorfor vil du ikke tale om din far?
Her skal man så ikke lade sig nøje med svaret: ”Ham står jeg ikke så nær!”. Det næste spørgsmål kan være: Hvornår har du set ham sidst? Hvis svaret er: ”For 17 år siden”, så har man fanget en rigtig pæn fisk.

Jeg har også lært af Lynn Barber, at det kan være en god idé at begynde med at tale om barndommen. Det taler de fleste mere åbent om, og det kan ofte være nøglen til, at samtalen bliver mere afslappet og direkte.

Vær konkret, når du stiller spørgsmål. De fleste mennesker, især kendte mennesker, elsker at udtrykke sig i almene, abstrakte vendinger. Tving dem til at være konkrete og præcise: Hvornår, hvordan, hvorfor? Et portrætinterview er ikke en kronik. Det er, når det lykkes, en levende, overraskende og personlig beskrivelse af et menneske, der fortæller, hvem hun er, og hvorfor hun er blevet som, hun er.

Jeg skriver primært for at underholde. Det må gerne være morsomt, og hvis det også bliver klogt og tankevækkende, så har både ofret, intervieweren og læseren haft en god dag.

Båndoptageren
Ja, jeg bruger båndoptager. Hvis båndoptageren ikke var opfundet, kunne jeg ikke være interviewer. Og jeg skriver selv mine bånd af. Ved at genopleve samtalen endnu engang, opdager man de nuancer, man ikke opfattede første gang: De små pauser, den lille tøven i udsagnet, vreden i stemmen, aggressionen over for et bestemt spørgsmål, usikkerheden eller ironien.

Det private
Formålet med et portrætinterview er at komme ind bag facaden på interviewpersonen og vise nye sider af mennesket. Derfor stiller jeg også meget private spørgsmål, på grænsen til det indiskrete. Men jeg gør det aldrig i starten af interviewet, som jeg bruger som en slags opvarmning til det egentlige ”angreb”.

Det er i øvrigt min erfaring, at mange gerne vil svare på spørgsmål, som de ikke ”plejer” at få stillet: ”Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om før”. Det skærper intensiteten i interviewet og tvinger ”ofret” til at tænke sig om. Ofte kan det ligefrem være en lettelse at få lov til at sige det, som det er.

Jeg interviewede for mange år siden forfatteren Christian Kampmann, som jeg kendte godt, og som jeg vidste var homoseksuel. Jeg spurgte ham om det, og han svarede. Han havde simpelthen ventet på, at nogen skulle spørge ham om det, så han kunne træde “ud af skabet”.

Tiden
Tiden er som sagt det store problem: Havde jeg bare mere tid, så skulle I se, hvad jeg kunne komme hjem med. Men det er ikke altid sandt. Mere tid giver ikke nødvendigvis bedre artikler. Alligevel skal man altid bede om så meget tid som muligt. Under en time, så har man problemer. Og en halv time kan kun bruges til et rent faktuelt interview om efterlønnen eller medieforliget.

Hvordan skriver jeg?
Jeg har for mange år siden opgivet de meget fine og indviklede indledninger, der skal vise, hvor begavet, belæst og følsom forfatteren er. En god kollega, Malin Lindgren, gav mig det råd, da jeg var ved at udvikle et sprogligt krukkeri, at jeg skulle befri mig for alle slaggerne i mit sprog, og en dygtig og klog redaktionssekretær advarede mig simpelthen mod at blive “for dygtig”. Dermed mente han, at min stil var ved at kvæle indholdet.

Det var gode råd. Nu prøver jeg at gøre det så enkelt, som muligt. Ikke noget med at vise sig! Skriv, hvis det ikke kan være anderledes, den “perfekte” indledning, hvor hvert ord er vejet på en guldvægt, smid så skidtet væk og gå lige på.

Jeg skriver først og fremmest mine artikler for at underholde læserne. Jeg er ikke politiker. Jeg har ikke noget budskab. Men jeg kan, på en god dag, måske vise nogle mennesker, som spiller en rolle i vores samfund, og som påvirker vores tilværelse, i et nyt lys.

Og hvis vi skal være meget højtidelige: Give et lille bidrag til, at vi forstår hinanden lidt bedre, vi mennesker!
.
.

Læs også Irene Thyrris artikel om portrætinterviewet som genre

...

Læs også Morten Sabroes artikel om portrætinterview