Offentliggjort 02/07/2008
Seminar d. 8. maj i København om strategiudvikling på nettet
BESKRIVELSE: Medierne står over for nye realiteter og udfordringer, der tvinger dem til at træffe en række grundlæggende nye valg. Dette seminar sætter fokus på disse centrale valg samt konsekvenserne for det redaktionelle udviklingsarbejde, hvor internettet nødvendigvis må blive omdrejningspunktet.
De nye journalistiske og økonomiske realiteter spiller tæt sammen. Læserne er blevet til kunder. Hvad er de interesserede i (nyhedsværdier)? Og hvad vil de betale for (kommercielle overvejelser)? Hvordan skaffer vi ressourcer til redaktionel udvikling – og hvordan bruger vi dem bedst?
Nedskæringer præger mediebilledet. De fleste nyhedsmedier befinder sig i en udsat position. Alle leder efter en ny platform med ressourcer og muligheder for redaktionel udvikling.
Seminaret handler om strategi-udvikling og praktisk fornyelse i en tid og på et medie, hvor handlekraft og de rigtige ideer er afgørende.
Oplægsholdere
Howard Finberg, The Poynter Institute: New Habits of News Consumers
Howard Finberg har været med hele vejen fra internettets start og blev allerede i 2000 kåret som ”New Media Pioneer” af Newspaper Association of America. Han har haft ledelsespositioner i bl.a. Chicago Tribune, San Francisco Cronicle og The Arizona Republic. Drev konsulentvirksomheden the Digital Futurist Consultancy, før han blev director of interactive learning på Poynter Institute.
Howard Finberg har været manden bag konferencen ”New habits of News Consumers”, der flere gange har samlet mediebranchens topfolk på The Poynter Institute.
Han vil vise, hvordan borgerne har mange andre behov end bare at få serveret nyheder, blandt andet hvordan borgerne selv spiller med i skabelsen og distributionen af journalistikken på nye måder – blandt andet via sociale netværk.
Desuden vil Howard Finberg præsentere den nyeste viden om, hvordan nyhedsmedier rent praktisk bruges, blandt andet konklusionerne fra Poynter Eyetrack Study 07.
Howard Finberg vil give anvisninger på, hvordan denne viden omsættes i konkret strategiudvikling for online-mediet. Der vil især være fokus på, hvordan mindre medievirksomheder udnytter de begrænsede udviklingsmuligheder bedst muligt, og først og fremmest investerer dér, hvor sandsynligheden for gevinst er størst.
Læs Howard Finbergs artikel A Look Back from 2018 på Poynter Online
Martin Engebretsen: Udviklingsmuligheder for de nordiske netaviser
De skandinaviske netaviser er i høj grad tænkt som kopier af de trykte aviser. Mulighederne for en mere bred-spektret, bruger-kontrolleret, dynamisk og dialogbaseret journalistik udnyttes kun i beskeden grad.
Det er Martin Engebretsens konklusion på et omfattende studie af de store nyhedsmediers websites. Han har netop udgivet bogen ”Digitale diskurser. Nettavisen som kommunikativ flerbruksarena”, der samler hans undersøgelser af danske sites som Ekstra Bladet, DR, Fyens Stiftstidende og Jyllands-Posten, svenske netsteder som Expressen, Aftonbladet og SVT og norske kolleger som VG nett, Dagbladet, NRK og Bergens Tidende.
På konferencen vil Martin Engebretsen gennemgå de forskellige måder, web-mediet kan – og bør - kommunikere på og vise eksempler fra de forskellige medie-sites på, at det meget fint kan lade sig gøre at indpasse i et klassisk nyhedsunivers.
Der foregår nemlig masser af udvikling rundt omkring, især på de norske og svenske webredaktioner. Det er en af Martin Engebretsens klare konklusioner, at danske nyhedssites generelt halter bagefter i udviklingen i forhold til de øvrige skandinaviske lande.
”Nyhedsjournalistikken i de danske netaviser bærer præg af lavere genremæssig modenhed, end tilfældet er i nabolandene”, hedder det i Ib Konrad Jensens danske oversættelse. (Læs hans anmeldelse af bogen her)
Martin Engebretsens oplæg vil munde ud i nogle anbefalinger til, på hvilke områder nyhedsmedierne først og fremmest bør satse på indholds- og formmæssig udvikling.
Praktisk om seminaret
Tid: Torsdag d. 8. maj kl. 10.00-16.00
Sted: København