Document Actions
Humanistiske forskere om forskningsformidling
Offentliggjort 11/07/2003, senest redigeret 11/14/2004
MEDIEFORSKNING/TEORI: Forskningsformidling er vigtig for den offentlige debat – det angiver humanistiske forskere i en ny undersøgelse. Alligevel er det ikke vigtigt for den enkelte forsker at få medierne interesseret i at formidle hans eller hendes forskning. En af de mulige forklaringer er, at en meget stor del af forskerne ikke ved, hvordan de skal håndtere medierne.
Dette er blot en af de problemstillinger, som den helt nye undersøgelse ”Humanistiske forskere om forskningsformidling” afdækker. I undersøgelsen har jeg, via spørgeskemaer, henvendt mig til de humanistiske forskere på Københavns Universitet for at undersøge deres holdninger til og erfaringer med forskningsformidling.
Ekspertdebatten og den manglende synlighed
Udgangspunktet for undersøgelsen har bl.a. været den ekspertdebat, som statsminister Anders Fogh Rasmussen satte i gang med sin nytårstale 2002. Debatten drejede sig om eksperter og smagsdommere og deres berettigelse i samfundet.
I samme offentlige debat anklages forskere ofte for ikke at være synlige nok i medierne og i offentligheden. Mandag Morgen offentliggjorde i 2002 en undersøgelse af danske forskeres optræden i medierne, som underbyggede denne anklage. Undersøgelsen viste, at to ud af tre forskere ikke havde optrådt i medierne inden for det sidste år. Desuden viste den, at en lille gruppe højtprofilerede forskere på 3 % tegnede sig for halvdelen af omtalen i disse medier.
Det er et problem, at forskerne ikke er synlige i medierne. Megen relevant viden og glimrende forskning, som kan kvalificere og nuancere den offentlige debat, når ikke frem til offentligheden. Derudover er det et problem, at den manglende synlighed ofte fører til negativ omtale af forskere i medierne - det er direkte skadeligt for forskernes image og troværdighed.
Samtidig kræver den ny universitetslov, at forskerne skal formidle deres forskning til omverdenen, og at de skal deltage i den offentlige debat. Det har ikke været et formelt krav tidligere.
Tilsammen betyder disse ting, at forskerne i fremtiden må have langt større fokus på den brede formidling.
Men hvad mener forskerne selv om forskningsformidling? Det søger undersøgelsen ”Humanistiske forskere om forskningsformidling” at kortlægge.
Forskningsformidling og den offentlige debat
Næsten alle de deltagende forskere er enige om, at forskere bør deltage i den offentlige debat inden for deres fagområde: 63 % er ”helt enig”, og 34 % er ”overvejende enig”. Kun en forsvindende lille del er uenige i udsagnet.
Forskerne er ligeledes meget enige om, at forskningsformidling styrker den offentlige debat. 69 % erklærer sig ”helt enig” i dette udsagn, og 30 % er ”overvejende enig”. Ingen forskere er uenige.
Samtidig er en stor gruppe på tre fjerdedele af forskerne ”overvejende” eller ”helt uenig” i, at humanistisk forskning fylder tilstrækkeligt i medierne.
Når forskerne således mener, at forskningsformidling er vigtigt for den offentlige debat, og samtidig ikke mener, at humanistisk forskning fylder tilstrækkeligt i medierne kunne man forestille sig, at det medførte en stærk motivation blandt forskerne til at forsøge at formidle deres forskning yderligere og blive mere synlige i medierne.
Men svarene på et andet spørgsmål i undersøgelsen antyder et problemfelt. Her angiver en stor del af forskerne nemlig, at det ikke er vigtigt for dem personligt, at få medierne interesseret i at formidle deres forskning.
Kun 16 % af forskerne er ”helt enig” i, at det er vigtigt at få medierne til at interessere sig for at formidle deres forskning. 49 % er ”overvejende enig”, mens en stor gruppe på 31 % er ”overvejende uenig”.
Det er overraskende, at kun 16 % er ”helt enig”. Der findes en stor midtergruppe, som måske nok mener, at det er vigtigt, men alligevel ikke ”meget vigtigt”. Og groft sagt betragter over en tredjedel (31 %+5 %) af forskerne det som mindre vigtigt at få medierne interesseret i at formidle deres forskning.
Problemet er, at forskerne tidligere klart har givet udtryk for, at forskere bør deltage i den offentlige debat, og at formidling af forskning er vigtigt for denne debat. De er også ret enige om, at humanistisk forskning ikke fylder tilstrækkeligt i medierne. På trods af det vurderer kun få forskere, at det er vigtig for dem personligt at få medierne interesseret i at formidle deres forskning.
Dette modsætningsforhold bliver problematisk, fordi holdningerne ikke kan undgå at påvirke forskernes handlinger, så de f.eks. ikke tænker offensivt nok i forhold til journalister og medier. Det, man ikke vurderer som vigtigt, vil man sjældent bruge meget tid på.
Svarfordelingen kan være et udtryk for, at forskerne ikke opfatter medierne som ”offentlighedskanaler”, der får mange mennesker i tale. Og kan dermed være en del af forklaringen på forskernes manglende synlighed i medierne.
Men humanistisk forskning kan umuligt blive mere synlig i medierne og offentligheden, hvis ikke den enkelte forsker føler, at det er vigtigt at formidle sin forskning til medier og journalister.
Og forskerne får svært ved at deltage i den offentlige debat, hvis de ikke optræder i de selv samme medier. Den offentlige debat foregår jo i meget høj grad gennem medierne, idet medierne udgør den nye offentlighed – den offentlighed som ikke længere kun eksisterer i forsamlingshusene. Derfor er det uomgængeligt at ytre sig i medierne, hvis man vil deltage i den offentlige debat.
Journalister som modtagergruppe for forskningsformidling
Forskerne svarer samstemmende, at det er ”meget vigtigt” for dem at formidle forskning til studerende på universitetet og til forskerkollegaer, og at det dernæst er ”vigtigt” at formidle til almindelige mennesker. Derimod er der stor uenighed omkring vigtigheden af at formidle forskning til journalister.
Kun 15 % anser det for ”meget vigtigt”, mens 45% betegner det som ”vigtigt”. Hele 33 % mener, at formidling til journalister er ”mindre vigtigt”, og 7 % betragter det som ”ikke vigtigt”.
Sat på spidsen finder 40 % (33 %+7 %) af de humanistiske forskere i undersøgelsen altså, at formidling af forskning til journalister bør tillægges mindre eller slet ingen vigtighed.
(Spørgsmål 3: Hvor vigtigt er det for dig at formidle forskning til følgende målgrupper?)
Den lave vurdering af formidling til journalister kan være et udtryk for, at forskerne ikke har blik for journalisterne som bindeled mellem forskere og den brede offentlighed og at de, som tidligere nævnt, ikke ser dem som ”offentlighedskanaler”.
Desuden viser undersøgelser fra Analyseinstitut for Forskning (1998), at danskerne primært får deres viden om forskning via tv (95 %) og aviser (79 %), og derfor bliver det endnu vigtigere for forskerne at formidle deres forskning til journalister – for at nå den brede offentlighed.
Den manglende prioritering af formidling af forskning til journalister er en del af forklaringen på forskernes manglende synlighed i medierne. Man prioriterer de studerende og kollegaer højt, mens almindelige mennesker og journalister ikke vurderes at have samme vigtighed.
Manglende viden om håndtering af pressen
En anden mulig delforklaring på forskernes vægring ved at optræde i medierne og på, at de ikke mener, at det er vigtigt for dem at få medierne interesseret i deres forskning, skal findes i forskernes manglende viden om håndtering af medierne.
Kun 12 % af de humanistiske forskere erklærer sig ”helt enig” i, at de ved, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil have medierne interesseret i deres forskning. Det er et meget lavt tal.
Lidt skarpt formuleret kan man sige, at halvdelen (42 %+6 %) af forskerne ikke ved, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil have deres forskning i medierne. Det kan kun betegnes som et problem. Hertil kommer, at kun 12 % erklærer sig ”helt enige”, dvs. kun 12 % af de humanistiske forskere mener, at de helt sikkert ved, hvad de skal gøre i forhold til medierne.
Lige så nedslående er svarfordelingen i det næste spørgsmål. Kun 10 % af forskerne er ”helt enig” i, at de er i besiddelse af de redskaber, de skal bruge for at håndtere pressen. Og igen er halvdelen af forskerne ”overvejende” eller ”helt uenige”. En meget stor del af de adspurgte forskere mener altså, at de mangler redskaber i forhold til håndtering af pressen.
Desuden er tre fjerdedele af forskerne ”helt” og ”overvejende enig” i, at forskere bør vide mere om at kommunikere strategisk.
Det er et problem, at så mange forskere er usikre og uvidende omkring håndtering af pressen og strategisk kommunikation. Denne usikkerhed over for medierne er også en væsentlig del af forklaringen på forskernes manglende optræden i medierne.
Undersøgelsen har allerede vist, at intentionen om at ville deltage i den offentlige debat er stærkt til stede blandt forskerne, og vi har set, at forskerne mener, at humanistisk forskning fylder for lidt i medierne. Det problem bliver svært at løse, hvis forskerne ikke bibringes viden om, hvordan de håndterer pressen.
Diskuterer sjældent forskningsformidling
Udover at forskerne mangler viden og kunnen i forhold til at håndtere pressen, viser forskningsformidling sig at være et emne, som sjældent diskuteres blandt de adspurgte forskere.
Hele 66 % af forskerne angiver, at de sjældent eller aldrig diskuterer forskningsformidling med deres kollegaer.
Troværdighed
Det fremføres ofte i debatten som en sandhed, at forskerne er bange for at miste deres troværdighed, hvis de optræder i medierne. Undersøgelsen tyder på, at forskerens medieoptræden ikke nødvendigvis medfører prestige blandt forskerkollegaer, men at forskeren heller ikke mister troværdighed. Og dermed udfordres førnævnte fordom om forskerne.
Når man spørger forskerne, om man får prestige blandt kollegaer ved at optræde i medierne, grupperer svarene sig omkring midten, hvor den ene halvdel er mere eller mindre enige, og den anden halvdel er tilsvarende uenige i udsagnet.
Kun 9 % er ”helt enig” i, at det giver prestige at optræde i medierne, og derfor må man konkludere, at hvis forskeren vil opnå prestige blandt sine forskerkollegaer, er den sikreste måde at opnå det på ikke ved at optræde i medierne.
Forskerne er samtidig meget enige om, at det heller ikke underminerer en forskers troværdighed at optræde i medierne. Hele 44 % er ”overvejende uenig”, og 44 % er ”helt uenig” i det udsagn.
Undersøgelsen viser altså, at forskerne på den ene side vurderer, at medieoptræden ikke er en sikker vej til prestige blandt kollegaerne, mens de på den anden side også er ret enige om, at en forsker ikke mister troværdighed ved at optræde i medierne.
At skabe en debat
Første skridt mod at forbedre den nuværende situation er efter min mening at sætte fokus på forskningsformidling mhp. at skabe en kvalificeret debat om emnet.
Denne undersøgelse er et indlæg i en sådan debat.
Ligeså er konferencen ”Forskere og Medier”, som afholdes af Institut for Nordisk Filologi (Dansk) på Københavns Universitet 12. og 13. november et forsøg på at sætte fokus på forskningsformidling og få både forskere og journalister til at indgå i en fælles dialog og erfaringsudveksling omkring betingelserne for denne formidling .
Læs hele undersøgelsesrapporten og se hele spørgeskemaet på hjemmesiden for konferencen ”Forskere og Medier”. Internetadressen er: www.ForskereOgMedier.dk – vælg ”Undersøgelsen”.
Søg