Document Actions
Pressen som politiets instrument
Offentliggjort 09/11/2002, senest redigeret 07/16/2004
Politiet bruger medierne til imagepleje, som taktisk instrument i efterforskningen eller som kanal til at kommunikere med bestemte grupper i samfundet
CASE-HISTORIE: Artiklen er baseret på CFJEs rapport "Politiet som kilde" (2002)
For politiet er pressen et instrument, som kan bruges til flere forskellige ting. Gennem udtalelser til journalister bruger politiet medierne som middel til at opbygge og pleje sit image; som taktisk redskab i forbindelse med efterforskning og kriminalitetsforebyggelse; og endelig som kanal til information af og dialog med interne og eksterne grupper.
Vejen til et godt image
Blandt politifolk er der stor bevidsthed om, at medierne spiller en væsentlig rolle i skabelsen af politiets image i befolkningen.
Allan Lund er chefkriminalinspektør ved Århus Politi, og han bruger pressen til at sælge sin virksomhed:
”Jeg ser mit job som at være imageskabende, og det gør jeg meget gennem pressen. Så hovedreglen er, at det er mig, der taler med pressen, fordi jeg synes, det er en vigtig del af mit job, hvorimod det med selve driften, det må andre tage sig af – det fordyber jeg mig ikke særlig meget i.”
Allan Lund er fast medvært på Efterlyst-delen af TV 2’s Station 2-program. Og det er han netop på grund af mulighederne for at opbygge politiets image i befolkningen, selv om programmerne da også tit giver konkrete resultater i form af hjælp til efterforskningen:
”Det væsentligste for mig, det er det image, vi kan få hos borgerne omkring politiet. Jeg synes, det er godt for vores image, at vi kan stå sådan og være i dialog med borgerne gennem et medie og komme af med et budskab og fortælle lidt om vores hverdag og de problemer, vi har. At det ikke altid er så rosenrødt, som vi ser på film, hvor det hele bliver klaret indenfor en time. Det er med til at vække borgerne ærligt at stå at sige, at vi er i vanskeligheder i øjeblikket, eller vi har brug for hjælp, eller nu skal I bare høre, hvor godt vi har klaret os.”
Åbenhed om problemer
Politiet ser også medierne som et væsentligt instrument til imagepleje i de situationer, hvor politiet har gjort noget kritisabelt. Der kan det være vigtigt at få renset luften for at undgå alenlange sager, der sår mere grundlæggende tvivl om politiets kompetence eller motiver.
Politikommissær Flemming Steen Munch, som leder Københavns Politis informationsafdeling, fortæller, at han nogle gange i sin rolle som presseofficer har kritiseret politilederes adfærd i medierne:
”Det er de selvfølgelig ikke glade for, dem det går ud over, men jeg mener, at offentligheden har krav på at vide ’synes politiet, at det der foregik den gang var fornuftigt?’, og at vi har ret til at sige ’Nej, det synes vi ikke. Det vil vi i øvrigt gøre anderledes en anden gang’.”
”Ellers så risikerer vi jo, at hver gang vi har lavet et eller andet, så bliver vi slæbt igennem en ørkenvandring som efter Nørrebro, hvor det blev meldt ud, at der var ingen fejl begået. Det kom jo frem bagefter, at der var begået nogle fejl. Så når jeg bliver interviewet, så holder jeg i hvert fald altid en dør åben for en beklagelse.”
Offentlighed som taktisk redskab
I mange tilfælde bruger politiet offentlighed som et taktisk redskab i efterforskningsfasen i konkrete sager.
I Århus fortæller Allan Lund, at han udnytter, at stort set alle i dag har mobiltelefon på sig:
"Når vi har en alvorlig sag her i byen, så sætter jeg ikke 20 eller 30 mand på den, jeg sætter 200.000 mand på den. Indenfor de første minutter får jeg en medarbejder til at ringe til alle de lokale medier. Ud i radioen med det. Halvdelen af befolkningen i Århus lytter til The Voice, så radioen skal have at vide med det samme, hvad det er, vi leder efter, så dem der har en mobiltelefon i lommen kan begynde at ringe."
Det er en metode, der har givet pote, mener Allan Lund. Bankrøverier i Århus opklares på en 6-7 timer, og indenfor de sidste to et halvt år er ni bankrøverier blevet opklaret indenfor en time. Det skyldes primært henvendelser fra borgerne:
"De guider os direkte hen til gerningsmanden: "Vi har set, de kører der" og "han er i en have nu". Mange telefoner stykker tingene sammen, så vi gang på gang har fanget gerningsmanden."
Allan Lund roser borgerne for deres positive indstilling til politiet, som han på sin side gør meget for at fostre - blandt andet gennem medierne. Når en borger har hjulpet politiet til at opklare en sag, overrækker han en dusør på politigården i Århus og husker naturligvis at invitere pressen med til overrækkelsen.
Psykologisk pres
Ved andre lejligheder har politiet meget bevidst brugt medierne til at lægge psykologisk pres på et område.
Ifølge politimester Jørn Bro i Glostrup blev taktikken brugt i Susan-sagen, hvor en 10-årig pige forsvandt og først blev fundet død otte dage senere i et kælderrum i Brøndby Strand. Mens de ledte efter pigen, besluttede politiet at bruge medierne til at lægge pres på lokalbefolkningen ved at holde historien varm og sørge for, at den blev ved med at være på forsiden af aviserne:
"Folk nede i området skulle hver dag tænke på: Hvor er Susan? Hvor kan hun være? Skal vi kigge ned i vores kælderrum en gang til? Vi blev ved med at køre på det."
Da Susan blev fundet, opstod der alle mulige rygter i området om, hvem der kunne have slået hende ihjel. I den situation følte Jørn Bro, at det var vigtigt, at politiet var åbne og gav medierne alle de oplysninger, de havde brug for. Det mente han ville give mere ro i et område, hvor der i forvejen var spændinger imellem de 1400 beboere med til op til 50 forskellige nationaliteter, end hvis pressen selv forsøgte at finde frem til oplysninger:
"Hvis ikke vi var meget åbne og trak medierne til, så de kom til os for at få oplysningerne, så gik de selv på fangst dernede. Og så vidste vi ikke, hvad der ville komme ud af det. Jeg ville ikke hindre pressen i at gå og snakke med folk, men jeg sagde: Kendsgerningerne får I her, dem står vi inde for. Og skal I have billeder af kælderrummet, så får I det med vores vejledning. Det var meget, meget centralt, at det foregik på den måde. Vi fik en masse hjælp fra beboerne, vi holdt ro i området, og det hele fik det rigtige forløb, fordi vi målbevidst gik efter et samspil med offentligheden. Det gør man gennem medierne."
Medierne som kanal
Medierne fungerer også som en kanal, hvor en afsender igennem journalisterne kan få bragt informationer ud til helt bestemte grupper af mennesker og i nogle tilfælde endog gå i dialog med dem.
En af de vigtige brugere af mediekanalen er politiet selv. Medierne er med Jørn Bros ord et enestående hurtigt og præcist informationsapparat, og det er ved at følge med i medierne, at man i den enkelte politikreds eller afdeling først bliver bekendt med, hvad der foregår netop nu på det politimæssige område i andre dele af landet.
"Jeg skimlæser hver dag i hvert fald seks aviser, og min kuglepen har travlt med at markere til udklip. Det giver mig overblik over, hvad der rører sig i debatten, og der er tit noget, jeg gerne vil være sikker på, at mine medarbejdere har set. Jeg tager det med til ledermøde, og jeg tager det med til møde hos mine jurister," siger Jørn Bro.
Men for at politiet kan drage reel nytte af de oplysninger, de får gennem medierne, så er de afhængige af, at politiet andre steder i landet har opført sig som gode kilder overfor pressen.
"Hvis det er en gang lirum-larum og halve sandheder, som man har måttet tage med tang fra en modvillig kommissær oppe i Lemvig, jamen så er det jo ikke meget bevendt. Så er det mere forstyrrende, end det er oplysende", fastslår Jørn Bro.
Politikere
Politiet er en politisk styret organisation, og politikerne er derfor også en gruppe, som politiet forsøger at nå gennem mediekanalen. Det gjorde Københavns Politi for eksempel i forbindelse med, at narkohandel på gadeplan for nogle år siden var blevet et stigende problem.
Politiet mente, at der var behov for andre retsregler for at kunne gøre noget effektivt ved denne form for kriminalitet, og lavede derfor en aktion, hvor de arresterede en række afrikanske gadepushere og sendte dem i dommervagten for at få dem fængslet vel vidende, at sådan som loven var på det tidspunkt, ville ingen af dem blive dømt. Med på aktionen var en lang række medier, som dagen efter kunne bringe billeder af de pushere, som ikke kunne dømmes.
"Der blev stor tummel på Christiansborg, og vi blev beskyldt for at drive politik. Men vi driver dælendundreme ikke politik. Det, vi i værste fald gør, er, at vi udstiller konsekvensen af de love, der er vedtaget på Christiansborg. Det må de leve med på godt og ondt, for det agter vi ikke at holde hemmeligt", fortæller chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.
Udkommet blev i øvrigt, at politikerne vedtog en ny lov på narkotikaområdet, den såkaldte pusherlov.
Kriminelle miljøer
Medierne kan også fungere som kanal, hvorigennem politiet sender signaler og beskeder til kriminelle miljøer. Som regel er kommunikationen rimeligt indirekte, men ved en enkelt lejlighed brugte chefkriminalinspektør Per Larsen medierne langt mere direkte til at få hul igennem til rockerne:
"Det var under rockerkrigen, hvor vi begyndte på forhandlingerne med rockergrupperne. Vi skulle på en eller anden måde have dem i tale, og jeg lavede så en aftale med en journalist på Berlingske Tidende om at bringe en bestemt historie. Det gjorde han så, og det gav den fornødne effekt, nemlig at Jønke han svarede i et åbent brev i Berlingeren også. Det var søndagen efter, og det var så det lille halmstrå, som Torkild Høyer kunne bruge til at begynde at starte processen med. Der brugte jeg pressen meget målrettet og proaktivt."
Flere på linien
Mediernes iboende evne til at være kanal for information og udmeldinger fra politiet kan imidlertid også give problemer. Politiet har nemlig kun en vis grad af kontrol over, hvad der bliver puttet ind i kanalen. De kan ikke vide, hvor journalisterne vælger at præsentere informationer. De kan heller ikke vide, hvem udover det tilsigtede publikum der ellers lytter med, og hvordan disse mennesker opfatter og reagerer på det, de hører, læser eller ser.
I visse sager kan det gøre det endog meget vanskeligt at udtale sig til medierne. Det oplevede Allan Lund i forbindelse med den såkaldte Tilst-sag, hvor to betjente fra Århus en vinternat i december 2001 skød og dræbte to formodede rambuktyve. Medierne lagde pres på Allan Lund for at få at vide, hvordan det kunne gå til - også selv om efterforskningen af, hvorvidt de to betjente havde handlet korrekt, lå hos Statsadvokaten.
Allan Lund var meget forsigtig med sine udtalelser, blandt andet fordi han vidste, at hans ord ville blive studeret nøje på Politigården i Århus:
"Personalet var meget, meget opmærksom på, hvordan ledelsen håndterede denne sag. Fra starten valgte jeg at sige, at de to betjente skulle have samme behandling som alle andre, der er under mistanke. Indtil det modsatte er bevist, så er de altså uskyldige. Derfor bakkede jeg dem op, så medarbejderne ikke følte: Hold op mand, svigter han os fra starten af?"
Men Allan Lund havde ikke kun sit publikum på politigården at tage hensyn til. Forældrene til de dræbte unge mænd lyttede også med og kritiserede Allan Lund for at bakke politiet lidt for meget op i medierne. Forældrene har flere gange klaget til statsadvokaten over udtalelser, som Allan Lund kom med under sagen.
"Der er nogle gange i forbindelse med Tilst-sagen, hvor jeg godt kunne have bidt tungen af mig selv. Det har givet en række klager og undersøgelser, jeg kunne have sparet mig selv for. Men der er en pris for alt. Man skal hele tiden huske på, at der sidder nogen og lytter til det, du siger, og hvert et ord bliver vægtet og vejet. Hvis de ord kan forstås på en anden måde, end du havde intentioner om, slam, så er klagen der", fortæller Allan Lund.
Den omvendte kanal
Mediekanalen kan også vendes mod politiet, og andre kan den vej igennem kan forsøge at regulere den måde, som enkelte politifolk udtaler sig på. Det er for eksempel sket et par gange i Tvind-sagen.
Politimester Jens Kaasgaard, Holstebro, kunne i februar 2002 læse og høre i medierne, at forsvarsadvokaterne i Tvind-sagen var i færd med at forberede en klage over ham, som de planlagde at sende til Justitsministeriet og eventuelt også til statsadvokaten. Forsvarsadvokaterne var utilfredse med, at Jens Kaasgaard overfor journalister havde betegnet Tvind-stifteren Amdi Petersen, som den, der "trækker i trådene". Det mente de var en overtrædelse af retsplejelovens bestemmelser om politiets tavshedspligt.
Da Ritzaus Bureau fulgte op på sagen et par måneder senere, havde advokaterne endnu ikke indgivet nogen klage, og det er nærliggende at fundere på, om forsvarsadvokaterne virkelig havde planer om at klage, eller blot håbede på, at de ved at bruge mediekanalen kunne få politimesteren til at dæmpe sig i forhold til pressen.
Det var i hvert fald lykkes dem ved en tidligere lejlighed i november 2001. Her blev Jens Kaasgaard tvunget til at aflyse sin medvirken i et radioprogram om Tvind-sagen, efter at de samme forsvarsadvokater havde klaget over politimesterens planer til statsadvokaten …. og pressen. Forsvarsadvokaterne mente, at Jens Kaasgaard ved at medvirke kunne påvirke domsmænd forud for en eventuel retssag.
Da Kaasgaard aflyste sin medieoptræden, holdt Statsadvokaturen i Ålborg også op med at foretage sig noget i sagen: "Advokaterne har ikke ønsket, at vi skal foretage os yderligere," fortalte statsadvokat Elsemette Cassøe til Ritzaus Bureau.
Den daglige afvejning
Image, taktik eller henvendelser til et særligt publikum. Afvejningen af, hvad der er klogt at offentliggøre lige nu, foretages af politiledere hver eneste dag landet over, og der er ikke nogen simpel formular for, hvornår offentlighed er godt, og hvornår det ikke er.
Jørn Bro fortæller om narkosager, at det typisk er bandekriminalitet, og derfor har det i mange år været et grunddogme, at man skal være varsom med at give for mange oplysninger fra sig i den indledende efterforskning, for så advarede man medgerningsmændene:
"Her overfor kan man sige: Nej, det gælder om at få så mange oplysninger ud så hurtigt som muligt, fordi det drejer sig først og fremmest om at bekæmpe narkokriminalitet, og det gør man blandt andet propagandamæssigt. Det er hele tiden udtryk for en eller anden balance, hvor lodderne i vægten vil få forskellig vægtfylde. Det er meget forskelligt, hvor man skal lægge vægten. Og åbenhed, tillukkethed, diskretion eller offentliggørelse, det er en del af den samlede politiledelses overvejelse, som må være udsat for den samme debat, den samme kritik som i og for sig sagens materie."
Omtalte kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: