Document Actions
Om at lave længere interview på tv
Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 11/24/2004
BESKRIVELSE/EKSEMPEL: Denne artikel handler om, hvordan jeg som studievært på en regional tv-station i Danmark tilrettelægger mit arbejde med interviewgenren. Artiklen er opdelt i følgende emner:
Nyhedsinterviewet
Der ligger altid et koncept eller en overordnet ramme bag et live-interview på tv.
.
| For eksempel er konceptet for et live-interview i den daglige nyhedsudsendelse på TV 2 / ØSTJYLLAND, at hvis interviewet ligger i den første halvdel af udsendelsen, skal det som hovedregel være newsy, altså kort - mellem 1:30 og 2:30 - og skarpt. Det vil i praksis sige, at vi for eksempel ridser et problem op i et båndet indslag, og derefter har en gæst i studiet eller på link til at uddybe/forklare/forsvare problemet. |  | TV 2 / ØSTJYLLANDs nyheder, skal være korte. Mellem 1:30 og 2:30. Foto: Michael Lange/Chili |
Magasininterviewet
Hvis live-interviewet er længere end 3 minutter, så ligger det typisk i en mere blød udsendelsesramme. Det er på TV 2 / ØSTJYLLAND som regel i slutningen af den daglige nyhedsudsendelse eller i et særskilt magasinprogram.
Her skelnes mellem portrætudsendelser og udsendelser, hvor emnet bestemmer valg af interviewgæst.
Det er sjældent, at et langt live-interview med en person står alene. Som regel vil interviewet blive afbrudt af båndede indslag eller af live-interviews med andre personer, der bidrager til portrættet/emnet.
Et eksempel på portrætinterview: Svend Auken i udsendelsen "En Personlig Sag". En halv times udsendelse med miljøminister Svend Auken. Foruden Svend Auken medvirker to andre gæster i studiet, desuden er der båndede indslag med blandt andet Bettina Heltberg og Margrethe Auken.
Et eksempel hvor emnet bestemmer valget af studiegæst: Vuggestueleder Susanne Mikkelsen i "Sig Mig Lige" på TV 2 / ØSTJYLLAND. Emnet er forældres angst for ikke at være gode nok. Susanne Mikkelsen er valgt, fordi hun har nogle markante meninger. Hun holder foredrag og underviser. Hendes råd til usikre forældre er: Vær dig selv. Interviewet afbrydes af båndede indslag, der ridser problemet op, og interviews med forældre, der indrømmer, at de er bange for ikke at slå til.
Hvem skal komme som gæst i studiet?
Når konceptet er på plads, skal man finde sin gæst. Ved portrætinterviews kan gæsten give sig selv, hvis han eller hun lige er oppe i tiden. Det kan være den nye borgmesterkandidat, den hjemvendte OL-guldvinder, skuespilleren, der netop har haft succes med en stor rolle, havnedirektøren, der foreslår, at man fylder et af havnebassinerne op med sand, osv.
Fælles for dem er, at de er aktuelle, og måske står medierne på nakken af hinanden for at få fat på dem lige netop denne dag. Når sådanne oplagte gæster har sagt ja til at deltage, kan man glad gå videre til research-fasen.
Når ideerne udebliver
Det kan også gå meget værre: Formodentlig har alle, der har stået med ansvaret for et fast program, oplevet, at idéfasen kan trække ud. Og når man endelig kommer i tanke om et godt emne, vil eller kan han/hun måske ikke. Så er det på den igen.
Man skal måske finde næste uges gæst, og alle brainstormingsforsøg, avislæsninger og vandren op og ned ad gulvet resulter i absolut intet.
Idéudvikling kan være ret krævende og kan afsløre meget om mennesker. Både om de gode besindige kolleger, der kan vise sig fra helt uventede og ukendte sider, efterhånden som deadline nærmer sig.
| . | Men også om de gæster der kommer på tale: Når man sidder som en redaktion og vrider hjernen for at finde næste uges gæst, vender og drejer man uvægerligt forskellige personers interesse for seerne og deres evne til at fungere godt på tv. Når al nytænkning slår fejl, inviterer man så dem, man erfaringsmæssigt ved, er gode på tv. Det er en del af forklaringen på, hvorfor det er de samme mennesker, man ofte ser i dansk tv. Lad os bare slå fast: Der er for få kendte, og ikke alle kendte kan “bære” en portrætudsendelse. De, der kan, bliver til gengæld inviteret i studiet igen og igen, og kan ses på mange kanaler. Nogle gange oven i købet samtidig. |
Når emnet bestemmer
Hvis det er et bestemt emne, redaktionen ønsker at få belyst, vil idéfasen gå ind i researchfasen, for så giver det måske ikke lige sig selv, HVEM man skal have i studiet.
Redaktionen har måske besluttet, at vi skal have noget om de hjemløse i vores program i aften eller i næste uge. Hvem gæsten skal være, afhænger af den vinkel, vi vælger: Man beslutter måske at finde en politiker, der kan fortælle om, hvad man gør fra det offentliges side for at forbedre hjemløses vilkår. Eller en præst, der kan sige noget om det hjerteløse samfund, vi lever i, hvor vi er så dårlige til at hjælpe udstødte. Eller vinklen kan være en talsmand for de hjemløse selv, der sætter ord på, hvad der skal til for at hjælpe dem.
Når vinklen er bestemt, kan det være, at gæsten/gæsterne giver sig selv. Politikeren er sandsynligvis formanden for amtets socialudvalg, der står for de hjemløses væresteder og herberger. Præsten er måske medarbejder i Sct. Nicolai-tjenesten. Måske kan det være sværere at finde en hjemløs. Erfaringen viser, at netop den gruppe ofte har andre til at tale deres sag.
Men målet må altid være, at man vælger den person i hele verden, der ved mest lige præcis om den vinkel, vi har valgt at beskæftige os med.
Research
Skal studieværten på forhånd tale med gæsten eller ej? Det er der forskellige meninger om.
Nogle studieværter vil gerne have gæsten frisk fra fad. De lader en kollega tale med gæsten, og bliver selv briefet om dennes holdninger. Til mange debatprogrammer finder researcherne frem til de relevante personer til udsendelsen. De står som bindeled mellem studievært og gæster i hele planlægningsfasen. Fordelen ved denne metode er, siger dem, der bruger den, at gæsten siger sin mening til en ny person, og dermed får en umiddelbarhed.
Andre studieværter har det bedst med at have talt grundigt med gæsten, inden man går i studiet.
Uanset om det er det korte eller lange interview, er det for mig betryggende, at gæsten og jeg er enige om, hvad det her skal handle om, og at jeg har gjort helt klart, hvad jeg forventer på indholdssiden. Det at kende folks holdninger giver mig en tryghed i at stille spørgsmålene. Jeg synes, jeg kan stille mere indholdsrige eller informationsmættede spørgsmål, når jeg ved ti gange så meget om personen, som vi når at få frem i udsendelsen. Jeg vil også gerne på forhånd vide, om der er emner, gæsten ikke ønsker at komme ind på.
Forberedelserne til det lange live-interview
Når gæsten har sagt ja til at medvirke i en lang udsendelse, plejer jeg at aftale et tidspunkt, hvor jeg kan ringe, så vi kan tale sammen i fred og ro.
Der er sjældent tid til at mødes personligt, og nogle gange kan det faktisk også være en fordel at tale sammen gennem telefonen: Det er lidt lettere at stille mere nærgående og private spørgsmål til en person, man ikke kender privat, når man ikke kan se hinanden. Samtalen kan vare fra en halv til halvanden time. Til et portrætinterview har jeg inden samtalen researchet på personen, for eksempel slået vedkommende op i Blå Bog og tjekket på Polinfo, hvad dagspressen har skrevet om personen i nyere tid.
Under telefonsamtalen med for eksempel en musiker spørger jeg til hans liv, karriere, musik, tekster, og beder ham måske nævne en række personer, som jeg kan ringe til og høre mere om ham. Jeg forhører mig også, om der er emner, han ikke vil ind på. Det er min sikkerhed for ikke at blive afvist i udsendelsen. Vi har alle en grænse og andres ligger ikke altid, hvor min er. Den kan både være videre og snævrere.
Grænsen for det private
Nogle kendte mennesker er meget lukkede omkring deres familieliv og beskytter deres ægtefælle og børn, så de ikke bliver offentligt kendt. Andre viser glad og gerne både hjem og familie frem, og tak for det.
En personlig krise var for skuespilleren Finn Nørbygaard et helt naturligt emne at tale åbent om, da han var med i et portrætprogram på TV 2 / ØSTJYLLAND, hvor han fortalte åbent om en personlig krise, som han havde været igennem og nu var kommet styrket ud af. Andre har betonet, at de har haft hændelser og tragedier i deres liv, de ikke ønsker at snakke offentligt om.
Så tager vi den lige en gang til
Når det gælder kendte mennesker, er der en tendens til, at de bliver bedt om at fortælle den samme historie i artikel efter artikel og i udsendelse efter udsendelse, og sådan vil det naturligvis være, for det er også det samme liv, de skal tale om.
| Men en Svend Auken behøver måske ikke i ALLE portrætudsendelser resten af sit liv at skulle fortælle, hvordan det var at tabe formandsvalget i Socialdemokratiet. Selvom han nok må se i øjnene, at han ikke undgår det, for hvilken journalist tør lave et portræt af Svend Auken uden at komme ind på det? Kollegerne vil jo tro, det er en fejl! Men for mig er kunsten at få andre sider end de helt oplagte frem. Jeg turde heller ikke selv forbigå formandsvalget, men forsøgte at løfte det videre ved at spørge Svend Auken, hvordan det har været efterfølgende at læse alle de artikler om sig selv. Artikler hvor han bliver analyseret og karakteriseret på kryds og tværs. | . |
Desuden spurgte jeg ham, om han ikke er den egentlige vinder af det formandsopgør, når man tager i betragtning, hvor glad han virker - og selv siger at han er - for at være miljøminister.
Efter den lange research-samtale med interviewpersonen er det tid at tale med andre, der kender vedkommende og måske kan bidrage med nye oplysninger til billedet. Det kan være en sjov episode, som man kan konfrontere gæsten med under udsendelsen. Det kan være, man kommer på sporet af en person, vedkommende ikke regner med at møde i studiet eller se et båndet interview med.
For eksempel i interviewprtrættet med Svend Auken, hvor Bettina Heltberg, hans tidligere kone, på bånd udtaler sig meget varmt om ham. Det blev han tydeligvis både rørt og overrasket over.
Det kan også i udsendelser, hvor emnet bestemmer, være, at man skal finde opponenter til hovedpersonen.
De båndede indslag
Når det lange live-interview skal krydres med et par båndede indslag, tager jeg nogle gange selv med et kamerahold ud og laver det, og får dermed lejlighed til at hilse nærmere på personen, hvis vi skal optage ham eller hende hjemme eller på arbejde. Det kan være fint at mødes, men det er min erfaring, at det ikke ændrer væsentligt på researchfasen på det tidspunkt.
Find venner andre steder
Når man kommer tæt på et andet menneske og ved meget om en person og hans familie, fortid og liv i det hele taget, kan der komme et tidspunkt, hvor man som journalist synes, at der skal være balance i det, og at man også skal give noget af sig selv og fortælle lidt om sit eget liv.
Her kommer så en bekendelse: Jeg har nogle gange sagt for meget i forsøget på at være hyggelig og afslappet.
Jeg vil sammenligne det med, om det er interessant at vide om jordmoderen selv har født? Det er det måske for nogle, men hvordan hendes fødsel gik, er ret ligegyldigt, når man selv ligger med veerne. Eller om ens tandlæge også har hul i venstre kindtand? Det er vel helt ligegyldigt, og hvis han begynder at underholde med det, vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved hans professionalisme.
På samme måde er journalisten den, der skal holde den professionelle distance. Vi beder interviewpersonen om at lukke sig op, men vi spørger ind til det mest private i kraft af vores arbejde, og gæsten må ikke et øjeblik tro, det er fordi, vi personligt er nysgerrige.
Det er faktisk svært, hvis man selv er den snakkesalige type og godt kan lide sin interviewperson, men jeg tror, det “mudrer”, hvis man underholder alt for meget om sig selv. Det er bedre, at finde nye venner blandt kollegerne, og når man har fri. Omvendt har jeg flere gange interviewet mennesker, som jeg kendte privat, og det tror jeg ikke, seerne har kunnet se.
Fastlæggelse af strategi
Når strategien skal lægges fast, handler det om at strukturere interviewet. Det handler om berettermodel, det handler om at vide, hvad man vil, og hvor man vil hen. På samme måde som i et nyhedsindslag eller et dokumentarprogram, hvor der er en plan med, hvad seerne skal have af indsigt, er der også i et langt portrætprogram en overordnet idé med, hvad seerne skal have at vide, og især i hvilken rækkefølge.
Der skulle jo gerne være en grund til, at man har inviteret gæsten i studiet, men grunden kan godt være lidt luftig: Svend Auken har været miljøminister i x antal år, der er snart udsigt til valg igen, og han er stemmesluger, hvordan synes han selv det går lige nu? Der kan også være en aktuel anledning: Ny plade, ny forestilling, ny politisk plan, nyt arbejde osv. Det er rart at gribe fat i det aktuelle og fra det komme ind på gæsten og derfra gå ud igen til de ydre begivenheder.
Hvis man kører efter et fast program-koncept vil der ligge nogle faste elementer.
Det er et pillearbejde at lave et manus. Jeg kan sidde og flytte rundt på siderne, og flytte rundt på oplysninger og informationer. Det gælder om, at finde ud af hvilken vinkel hele udsendelsen skal have, hvor meget der skal med, og hvad der skal fortælles i en speak eller af andre på bånd, og hvad gæsten selv skal have lov at fortælle under interviewet?
Regel nummer 1: Alle vigtige facts skal fortælles på bånd eller af studieværten. Alle følelser og holdninger skal fortælles af interviewpersonerne.
Man spilder ikke dyrebare sekunder på at lade gæsten fortælle, at han er født i Herning for 41 år siden og oprindelig uddannet lærer. Det er oplysninger, som man meget hurtigere kan få fortalt på bånd eller få flettet ind i sine spørgsmål. Men gæsten kan måske få lov at fortælle, HVORFOR han valgte at forlade lærerfaget.
Når manuskriptet er færdigt, har jeg det som om, jeg ser en film, når jeg læser det igennem. For mig er der gemt billeder og følelser bag de mange sider med ord. Jeg forsøger at finde frem til en rytme eller en melodi i hele pakken.
Jeg har altid mange flere spørgsmål, end tiden tillader at stille. Men det er livrem og seler for mig, at jeg har tænkt det hele igennem inden, for når interviewet først kører, så får jeg ikke pludselig et helt nyt indfald. Jeg synes ikke pludselig, det kunne være interessant at høre noget helt andet, end det jeg har forberedt i mit manuskript. Men jeg kan godt spørge uddybende til det, gæsten fortæller.
Velkomsten som så mange har fået
På TV 2 / ØSTJYLLAND bliver gæsten bedt om at komme 10 - 15 minutter før, udsendelsen begynder. Vi tilbyder ikke sminke, højst lidt pudder, hvis de skinner på næsen eller de har en skaldet isse, som reflekterer lyset for meget.
De bliver tilbudt noget at drikke og bedt om at sætte sig i stolen, så der kan sættes lys på dem, og lydmanden kan få sin stemmeprøve. Jeg gennemgår derefter forløbet af udsendelsen med dem. Altså at der er båndede indslag og andre gæster, og nogle gange fortæller jeg dem det allerførste spørgsmål, så de har noget at sidde og tænke konkret over.
Den sædvanlige svada før vi går på
Afhængig af hvor vant gæsten er til at være på tv, fortæller jeg en række praktiske ting:
Jeg fortæller dem, at de ikke må kigge efter kameraerne. De skal helst kigge på mig, og hvis det bliver for uudholdeligt, så må de kigge alle andre steder hen end på kameraerne. Jeg beder dem nogle gange kigge på kameraerne inden, så de har set sig færdig på dem.
| De får at vide, at de kan se de båndede indslag på monitoren, men så snart de ser studiet og sig selv i billedet, skal de kigge væk fra monitoren. Jeg fortæller, at jeg glæder mig til at høre, hvad de har at fortælle, og at de bare skal tale frit, men omvendt skal de ikke tro, at de skal holde samtalen i gang. Så snart de tier, har jeg et nyt spørgsmål. Jeg pointerer, at det er mit ansvar, at vi kommer rundt om og igennem de emner, jeg har forberedt, og at jeg ikke sparker dem over benet, hvis de bliver for lange i spyttet, men at jeg nikker kraftigt. Det er tegn til, at de skal finde punktum på det, de er ved at sige. Nogenlunde den svada, har jeg fortalt de første 200 mennesker igennem de år, jeg har været studievært. | . | Foto: Michael Lange/Chili |
Jeg gør meget ud af at være småsnakkende og rolig lige op til udsendelsen. Desuden lægger jeg mærke til, hvordan de sidder, og hvordan de tager sig ud på skærmen.
Hvis jeg kan se, at deres krave sidder forkert, eller de har skæl på tøjet, så siger jeg det, så det kan blive rettet. Men jeg kommenterer aldrig deres udseende.
Jeg fortæller, når der er et par minutter til udsendelse, og når der i min øresnegl bliver sagt "30 sekunder", beder jeg dem nogle gange om at rømme sig, for hvis man har siddet et par minutter uden at sige noget, kan stemmen godt blive rusten.
Hvis det er et helt program, hvor gæsten er hovedpersonen, kan jeg godt finde på lige inden udsendelsen at indgå en slags alliance med dem ved at sige: “Så er det med at komme op må mærkerne, nu er det jo os to, der skal sørge for underholdningen de næste 30 minutter.” Det får de fleste til at rette sig op og se helt glade og forventningsfulde ud. De har måske slet ikke tænkt på, at de fleste ser det fra den vinkel: Fra seernes.
Når gæsten er nervøs
Hvis gæsten sidder lidt urolig på stolen, fortæller jeg dem, at jeg ikke tror, det er nerver, men ren energi, der pumper rundt i kroppen, og det skal de bare være glade for.
Jeg er ikke selv nervøs, men jeg er meget til stede i øjeblikket. Jeg har i mange år haft det sådan, at når producerassistenten sagde “10 sekunder”, så kom jeg til at gabe. Det var jeg i lang tid lidt flov over, og fik også tit kommentarer i retning af, om jeg virkelig syntes, det var så kedeligt, det vi nu skulle til. Men på et tidspunkt så jeg et tv-interview med skuespilleren Helle Hertz, der fortalte, at hun altid får en frygtelig trang til at gabe, lige før hun skal på scenen, og hun mente, det var kroppens måde at få mere ilt og dermed mere energi på. Så gab bare.
Det er ikke til på forhånd at sige, hvem der bliver nervøse, når interviewet først går i gang. Helt almindelige mennesker, som for første gang er i et studie, kan sidde rolige som et glasøje og fortælle af hjertens lyst, og selv erfarne politikere, som har prøvet det mange gange før, kan pludselig udsende så mange anspændte vibrationer, at det kan smitte.
Nervøsitet smitter. Jeg har oplevet, at jeg har siddet helt roligt med gæsten, men idet jeg stiller mit første spørgsmål, kan jeg pludselig mærke en sky af nerver vælte fra gæsten over på mig. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker, eller hvorfor det pludselig kan ske. Men jeg har lært, at hvis jeg bruger energi på at holde fast i mig selv og ikke lader mig drive med af nervøsiteten, så kan min ro omvendt være med til at slå nerverne ned hos gæsten.
Dem, der forinden taler om, at “ihh.., jeg er så nervøs” er der sjældent problemer med, for i og med at de har sagt troldens navn, så er den ikke farlig mere. Nej, det er en helt anden slags energi, der næsten kan lægge sig som en lammelse over gæsten, og man kan se, at de ikke engang kan huske, hvorfor de lige sidder her.
Når jeg kan se, at de er helt tomme, har det været min teknik at sige: “Du har inden udsendelsen fortalt mig, at du engang oplevede ....sådan og sådan..”, og så plejer hukommelsen gudskelov at vende tilbage.
Men heldigvis sker det utrolig sjældent, at nerverne får overtaget. Langt de fleste mennesker har en prisværdig evne til at udfolde deres bedste sider, når det virkelig gælder. Og heldigvis for det.
Afvikling
Under det direkte interview er jeg som studievært ligeså koncentreret som gæsten. Jeg har hele udsendelsesforløbet inde i mit hoved. Jeg får i min øresnegl hele tiden at vide, hvad “klokken er”. Det betyder i praksis, at hver manuskriptside har en længde.
Der kan for eksempel være tre minutter med spørgsmål inden næste indslag. Redaktionssekretæren tæller så ned: 2 minutter, 1 minut, 30 sekunder og gå videre. Og så ved jeg, at vi skal videre til næste side/indslag.
Foto: Michael Lange/Chili | . | Måske vurderer jeg, at det går så godt med dette punkt, så det dvæler vi lige lidt ved, velvidende at jeg så skal skære sekunder væk længere henne i programmet. Jeg kan også finde på at gå videre til næste indslag før tiden, hvis gæsten har sagt en særlig god punchline, som lukker et emne flot af. |
Jeg får ikke hjælp til spørgsmål fra redaktionssekretæren. Det styrer jeg selv.
Under udsendelsen lægger jeg stor vægt på at have konstant øjenkontakt med gæsten. Jeg spidder dem så at sige med øjnene. For det er mit bedste middel til at vise, at jeg virkelig hører efter, da det virker forstyrrende, hvis jeg siger ja og nej, som man gør under en normal samtale.
Jeg tænker over mit kropssprog, at jeg sidder aktivt og veloplagt på stolen, jeg nikker også ganske lidt, og forsøger med mit ansigtsudtryk at vise dem, at jeg synes, at det, de siger, er interessant, og at det går godt. Først når de gerne må blive færdige med at svare, fordi tiden løber, eller fordi jeg gerne vil ind med et nyt spørgsmål, nikker jeg mere ubehersket.
Jeg forsøger at undgå at afbryde dem. Jeg sidder heller ikke og små-kommenterer det, de siger. Jeg synes det er forkert for eksempel at sige: “Jamen det lyder da også som en dejlig oplevelse, hvad skete der så...?”. Jeg mener, det er helt uinteressant for seerne, hvordan jeg synes, det lyder, men indirekte viser jeg jo, hvad jeg synes er interessant ved enten at spørge uddybende til det eller ved at gå videre.
Øjenkontakten til gæsten er vigtig, og derfor er det en dødssynd at kigge ned i manuskriptet, mens gæsten taler. Man kan ofte se, hvordan gæsten bliver usikker og koncentrationen forsvinder, når journalisten kigger ned, og man kan oven i købet nogle gange se, hvordan gæstens øjne helt pr. refleks følger journalistens blik ned i manuskriptet.
Men selvom man selv har skrevet manuskriptet, er det umuligt at huske det hele udenad. Så man må altså en sjælden gang kigge ned, men det skal gøres så diskret og hurtigt som muligt. Og helst under et indslag, mens man selv snakker.
Om at være fair overfor gæsten
Det er mit mål under udsendelsen at være fair over for gæsten, og at være ærlig overfor mig selv - ved at være mig selv. Jeg har det motto, at “jeg røvrender ikke folk”. Jeg er ikke pludselig meget anderledes under udsendelsen, end jeg har været over for gæsten, før vi går på.
I mit arbejde er min rolle at sammenligne med værtindens. Jeg byder gæsten velkommen, og jeg har hovedansvaret for, at gæsten føler sig godt tilpas. Det er helt modsat de debatprogrammer, hvor gæsterne først ser studieværten få minutter før udsendelsen.
Og da jeg forsøger at være venlig og imødekommende før udsendelsen, så er jeg også venlig under udsendelsen. Det udelukker ikke, at jeg kan stille skarpe, kritiske og ubehagelige spørgsmål. Men jeg viser ikke en følelsesmæssig reaktion for eksempel forargelse eller vrede, når jeg stiller spørgsmålene. Jeg forsøger at vise engagement, og det er efter min mening noget andet. Når jeg før udsendelsen gennemgår manuskriptet, fortæller jeg hvilke emner, vi skal ind på, og så ved gæsten godt, hvor der kan være kritiske spørgsmål. Jeg kan for eksempel sige, at vi skal ind på det og det emne, og her får du så lejlighed til at forklare den undrende seerskare, hvorfor du har handlet, som du har.
Årsagen til denne venlige strategi er også, at jeg arbejder på en regionalstation, hvor vi har mange gengangere blandt vore studiegæster. Og jeg ønsker, at de har lyst til at komme igen en anden gang.
Det lange interview på bånd
Forskellen på et live-interview og et langt interview optaget på bånd er roen. Det kan jo tages om, og gæsten kan sige: "Øh ..stop lige.. stil lige spørgsmålet igen". Og journalisten kan sige: "Jeg vil gerne have dig til at svare på det her spørgsmål en gang til, og prøv om du kan gøre det lidt længere/kortere/mere præcist...".
En anden forskel er tiden. Vi har altid bånd nok med. Det giver noget andet, når man ikke er presset ind i rammen, der kan hedde: Vi taler nu om dit arbejde i 2 minutter og 30 sekunder. På bånd kan vi tale så længe, vi vil - og gider.
Tredje forskel er nerven. Den kan mangle, og det er derfor live-interviews tit er så gode og intense, for da er alle oppe på mærkerne.
I det lange interview på bånd kan journalisten også tillade sig at holde en pause. Altså bare ikke sige noget, selvom gæsten er holdt op med at tale. På den måde kan man vise gæsten, at man forventer, han taler mere og videre, og tit kommer guldkornene lige der. Det er der, refleksionen netop kan blomstre op. Den samme pause kan man ikke tillade sig i et studie. Seerne hjemme ved skærmen vil jo tro, at journalisten er faldet i søvn...
Live-on-tape
Live-on-tape er et lidt mærkeligt blandingsprodukt. Det vil sige, at man gør alt for at genskabe live-programmets kendetegn. Det bliver bare ikke sendt ud direkte, men derimod optaget på bånd til senere udsendelse.
Her mener jeg, det er vigtigt at fortælle gæsten, at det er at sammenligne med et live-program. Gæster med lidt viden ved jo nok, at man kan stoppe båndet og tage om, og det gør man da også i stor stil i store, produktionsmæssigt krævende underholdningsprogrammer, men i et veltilrettelagt, overskueligt program er der dybest set ingen grund til det. Og båndet skal da slet ikke stoppes, fordi gæsten synes, det skal laves om.
Om at kunne lide sin gæst
Man skal kunne lide sin gæst, eller i al fald respektere sin gæst som menneske, for at udsendelsen kan blive god. Det er meget ubehageligt at skulle sidde i et studie i lang tid med et menneske, man i bund og grund har noget imod. Det ubehag vil også forplante sig til seerne, der bliver forvirrede. Jeg mener ikke, man skal være enig med sin gæst med hensyn til meninger, men man skal synes, at de på deres felt er interessante og derfor værd at bruge tid og udsendelse på. For hvis journalisten ikke synes det, hvorfor i al verden skulle seerne så?
Nogle vil så sige, at det vil udelukke portrætudsendelser om typer som racister og rockere, og jeg vil sige: Ja, og hvad så?
Det sjove er også, at når man får indsigt i andre menneskers liv og virke, så kommer man næsten altid til at holde mere af dem. Det er derfor interviewerens arbejde er så interessant og givende.
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: