Document Actions
Tre grundprincipper for interview
Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 11/23/2004
Pas på de to faldgrupper: Et interview er hverken en boksekamp eller en almindelig samtale
BESKRIVELSE/METODE: Der er to grøfter, man som interviewer kan falde i. Enten at tro, at et interview er en boksekamp eller at tro, at det er en almindelig samtale. I den almindelige samtale stiller vi ikke særligt mange spørgsmål. Vi udtrykker os mere end vi "indtrykker" os. Og mange af de spørgsmål, vi alligevel stiller, skal ikke tages for pålydende.
"Hvorfor har du ikke taget opvasken?" betyder normalt: "Det er for dårligt, at du ikke har taget opvasken, men jeg skal lige tælle til ti, før jeg siger, hvad jeg mener om det". Og "Hvorfor går du ikke til læge med det der?" betyder normalt: "Jeg synes, du skal gå til læge" eller "Nu gider jeg ikke høre mere på dit ynk".
Den slags spørgsmål kunne man måske nok med fordel fjerne fra sit dagligliv, men ellers er det vigtigt at slå fast, at dette ikke handler om god kommunikation i al almindelighed. Det handler om interviewet.
Men interviewet skal altså heller ikke være en kamp, hvor der skal kåres en vinder og en taber, mens publikum sidder og holder med den ene part - helst journalisten. Mange tror, at det er indbegrebet af et kritisk interview; at hvis man bare taler hårdt nok til sit offer, bryder han sammen og tilstår, at han i virkeligheden er en grisk forbryder, en inkompetent idiot eller en dobbeltmoralsk luskebuks, hvorefter han trækker sit sværd og begår en spektakulær harikiri for åben skærm eller kuglepen: "Indrøm så for helvede, hr. borgmester, at I har brudt loven!"
Pas på aggression
Faktisk bryder de stort set aldrig sammen og tilstår. Hvis de endelig gør det, er det på grund af bevisets stilling, ikke fordi journalisten hæver stemmen. Næsten alle mennesker reagerer på verbal aggression ved enten selv at blive aggressive eller ved at gå i defensiven - begge dele for at beskytte sig selv, med det resultat, at journalisten ikke får det at vide, som han/hun kom efter.
Der er tre grundprincipper for interviewteknik, og de lyder umiddelbart så indlysende banale, at man kan være tilbøjelig til at skøjte hen over dem og videre efter noget mere spændende. Lad være med det. De rummer det hele, og den egentlige spørgeteknik er bare en konkretisering.
1. Journalisten spørger, de andre svarer
Det journalistiske interview er en professionel samtale, i familie med terapi-samtalen, politiforhøret, sagsbehandlerens og lægens udspørgen.
De har alle det til fælles, at de to deltagere har helt forskellige roller, at den ene deltager er professionel og på arbejde, så han i et vist omfang gemmer sin person bag en rolle, og at han tager ansvaret for at styre samtalen. Intervieweren har ansvaret, men interviewpersonen har hovedrollen.
En såkaldt almindelig samtale er omvendt karakteriseret ved, at deltagerne principielt er på lige fod og giver lige meget af sig selv. Og så i øvrigt, at langt de fleste mennesker hellere vil tale end lytte. Vi kaster os ud i samtaler med andre for at få lejlighed til at høre os selv snakke. Det passer os bedst, hvis den anden ville nøjes med at nikke beundrende til det, vi siger - men desværre ønsker den anden det samme, så derfor må vi skiftes til at komme til orde.
Prisen for at få lov at udtrykke sig er, at man må lade som om, man også synes, den anden siger noget interessant, men ofte hører man ikke rigtigt efter - man har travlt med at forberede sit næste indlæg. Det betyder, at den almindelige samtale ofte forløber sådan her: Jeg siger noget, og imens hører du lidt, får en association og overvejer så, hvad du vil sige. Og når jeg ikke har mere luft, skynder du dig at komme ind med det, du har tænkt på - som måske og måske ikke passer sammen med det, jeg lige har sagt - mens jeg - osv.
Det er også karakteristisk for den almindelige samtale, i al fald blandt ikke-intellektuelle, at man tilstræber enighed, harmoni og samdrægtighed. Man ordner lige verdenssituationen og bekræfter undervejs indirekte hinanden i at være kloge. Ofte er det samtalens egentlige, men ubevidste, funktion: At bekræfte hinanden. Dels som et mål i sig selv, dels som et middel til at styrke de sociale bånd mellem deltagerne: Vi to kan godt li' hinanden. Eller slet og ret som tidsfordriv - mens vi venter på bussen eller desserten eller døden.
Overfører journalisten de vaner til interviewet, går han uvægerligt glip af pointen i det næste princip:
2. Journalisten spørger for at få noget at vide
Det er karakteristisk for en almindelig samtale, at den ikke er styret af noget bestemt mål. Der er ingen på forhånd given dagsorden, den hopper fra tue til tue, fra association til association.
Den professionelle samtale har omvendt altid et mål - og det er intervieweren, der sætter det. Der er noget, intervieweren gerne vil finde ud af, og derfor spørger han de mennesker, der ved det. Og han bliver ved, til han har nået sit mål - ellers må han erkende, at han ikke kan. Målet er altid at blive klogere.
Det lyder så indlysende banalt, men i praksis ser man meget tit journalister, som er mere optaget af at demonstrere deres vid, deres uimponerethed eller deres suveræne overblik, mens de lader som om de interviewer. Igen: Det er (måske) gode ingredienser i det journalistiske output, men det stiller sig alvorligt i vejen for det journalistiske input. De glemmer helt at undre sig.
Der er kun plads til én stjerne i et interview, og det er ikke intervieweren. Det er interviewpersonen, der skal være klog, morsom, dyb, følsom, engageret, forarget osv. Spørgeren er iscenesætteren. Han har ansvaret for at sætte dagsordenen og få den overholdt. Han ved, hvad han går efter, men er samtidig åben for at lade sig overraske og finde nye vinkler undervejs. Han er professionelt kritisk, men er i stand til at holde sine egne meninger og holdninger om emnet fuldstændig tilbage.
Den almindelige samtale tilstræber at være parallel. Det vil sige at vi så vidt muligt bekræfter hinanden og undgår at udfordre hinanden ved at komme ind på det, der adskiller os. I mange kredse og sammenhænge anses det for uhøfligt at sige "Det forstår jeg ikke" eller stille spørgsmål som "Hvorfor det?" eller "Hvad mener du med det?". Man lader hellere som om, man forstår og er enig.
Jo mere indforståethed to samtalere kan få op at stå, desto mere fornøjelse har de typisk af hinandens selskab. Og det er en cirkel: Jo mere fornøjelse, desto mere indforståethed. Interviewet er helt anderledes, blandt andet er (for meget) indforståethed strengt forbudt.
Det hænger sammen med, at der altid er en stum og usynlig tredjepart til stede ved et interview. Intervieweren stiller spørgsmål på læsernes/lytternes/seernes vegne. Det er for deres skyld, intervieweren er nysgerrig, kritisk og vedholdende - og de skal kunne forstå, hvad der bliver sagt.
Der er meget, to gode venner eller kolleger ikke behøver sige til hinanden, fordi de har et fælles univers af viden, oplevelser og holdninger. Hvis intervieweren er nogenlunde inde i det emne, der er på dagsordenen, glemmer han let, at det er læseren ikke. Jo tættere intervieweren og interviewpersonen er på hinanden, personligt eller kulturelt, jo større er faren for indforståethed. Det sker tit. Meget tit.
Måske opdager journalisten det, når han skal skrive sin artikel. Måske opdager han det aldrig. Men så gør læseren.
"Ja, du ved vel selv, hvordan boligsituationen i Århus er", siger intervieweren, og interviewpersonen nikker, for det ved hun alt om. Eller interviewpersonen snakker om Det Demokratiske Underskud i EU, og intervieweren smiler bare, for han er også modstander.
Journalist er man først, når man er i stand til at gennemføre et kritisk interview med én, man er grundlæggende enig og på bølgelængde med. Første skridt er at være opmærksom på, at man stiller sine spørgsmål på vegne af nogle andre, som ikke selv kan spørge, men har krav på fyldestgørende svar.
3. De andre skal sige det
Det ligger egentlig allerede i de to første principper - "Journalisten spørger, de andre svarer" og "Journalisten spørger for at få noget at vide" - at det er interviewpersonerne, der skal formulere sig. Men masser af journalister - og slet ikke kun de uøvede - kan bare ikke dy sig for at præsentere deres ofre for nogle mere eller mindre gennemtænkte analyser eller påstande, som interviewpersonen så bare skal bekræfte eller afkræfte med et ja eller nej.
Specielt for skrivende journalister giver det et citatproblem:
IW: "Synes du, det her er et eksempel på bedrevidende arrogance fra små skrankepaver?"
IP: "Jah... det kan man vel godt kalde det..."
Det er svært at få et saftigt citat ud af den ordveksling. Interviewpersonen har jo kun lettere tøvende bekræftet interviewerens ordvalg, måske af venlighed, måske af mangel på egen tankevirksomhed. Man kan næppe forsvare at gå længere end til at skrive: NN vil godt gå med til at kalde det et eksempel på bedrevidende... og det er jo ikke særlig elegant.
Et andet og dybere problem ved at intervieweren formulerer sin analyse, som interviewpersonen bare skal sige ja eller nej eller tjah eller måske til, er, at vi lukker ham inde i vores tankebane. Hvilket er præcist det modsatte af at spørge for at få noget at vide. Det er interviewpersonens analyse og tankebane, der skal afdækkes, ikke intervieweren, der skal blære sig. Det kunne endda være, at interviewpersonens analyse er bedre eller mere spændende end interviewerens....
Hvis man holder fast i, at man interviewer for at få noget at vide, indebærer det også en oprigtig interesse i at høre, hvad interviewpersonen har at fortælle. Det kan man ikke, hvis man på forhånd har lagt sig fast på, hvilke svar man ønsker.
Det er ikke det samme som at lægge mikrofon eller kuglepen til hvadsomhelst. Når interviewpersoner snakker udenom eller argumenterer dårligt, skal intervieweren holde dem fast. Han må bare aldrig gå i slagsmål med dem.
Journalisten holder fast i tømmerne
Det her gør i en vis forstand interviewet enkelt. Det er ikke intervieweren, der skal trække læsset. Han er kusken, der holder fast i tømmerne. Interviewpersonen er hesten, der er spændt for. Journalisten styrer og bestemmer, hvor turen går hen og hvilken gangart, der skal bruges - hvornår der skal dvæles med mange detaljer, og hvornår det skal gå hurtigt afsted. Men han tager selvfølgelig hensyn til den enkelte hests temperament. Journalisten kan også vælge at køre med helt løse tømmer, og se hvad der sker - hvis det ellers er et bredere-blødere emne, der køres rundt i. Men så skal det være udtryk for en beslutning, ikke for afmagt. Hvis interviewpersonen vil græsse lidt eller vil en tur ind ad en skovsti, kan intervieweren beslutte at lade ham gøre det. Men kusken kan til hver en tid stramme tøjlerne og dreje hesten tilbage til landevejen.
Journalisten har ansvaret for at komme derhen, hvor han gerne vil. Men det er interviewpersonen, der knokler.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: