Document Actions
Journalistik som i ”Ringenes Herre”
Offentliggjort 08/10/2004, senest redigeret 09/08/2005
Nonfiktion skrevet med den livagtighed som kendetegner god fiktion – det er målet for den fortællende journalistik. Men hvordan når man det i praksis?
BESKRIVELSE/EKSEMPEL: Der findes både bøger og artikler om det, men ingen steder illustreres forskellen på traditionel og fortællende journalistik bedre og hurtigere end i filmversionen af ”Ringenes Herre”.
Det er på den anden dvd, dér hvor vores helte jager af sted for at frelse de to små hobitter, Pippin og Merry, som er blevet fanget af orker. De har forfulgt dem længe, og pludselig kommer Aragon og hans hjælpere til det sted, hvor Rohans ryttere udslettede orkerne.
Det syn, som møder dem, chokerer vores helte. På et spyd hænger hovedet af en ork. Bunker af lig tårner sig op, overalt er der ødelagte våben, tabte hjelme, døde heste.
Alt håb er ude, det er tydeligt. Rytterne har ikke efterladt et eneste levende væsen.
»Vi svigtede dem«, siger dværgen Gimli bedrøvet, mens Legolas beder en bøn på elversprog. Aragon, den store helt, sparker i vrede til en hjelm. Desperat skriger han sin smerte ud.
Pludselig får han øje på noget. Et aftryk i græsset. Han bøjer sig ned og føler efter. Den er god nok.
»Her har ligget en hobbit«, siger han. »Og her én til«.
På knæ kravler han frem, mens han studerer græsset.
»De er sluppet fri«, fortsætter han da han kort efter finder en stump reb, og han fortsætter med at følge de spor, som afslører hobitterne vej væk fra slagmarken, forbi krigerne som kæmpede, under de stejlende heste og ind i den forheksede Fangorn-skov.
Det er journalisten Aragon, vi møder her. Den traditionelle journalist. Journalisten som registrerer og videregive de tegn, som livets tumulter sætter på den samfundsmæssige overflade. God klassisk journalistik. Hurtige opsummeringer, abstrakte referater og masser af brugbar viden. Men livløst, abstrakt og mennesketomt.
Livet bag tegnene
Gad vide hvor mange seere ”Ringenes Herre” havde haft, hvis alle handlingerne var gengivet på den måde. Næppe mange. Det klassiske journalistiske referat er kedeligt.
Det ved instruktøren, Peter Jackson, naturligvis godt, så selv i denne lille passage ved slagmarken klipper han fra scenen, hvor Aragon studerer tegnene, til de voldsomme og farverige handlinger, som skabte dem; da Aragon bemærker, at der har ligget en hobbit i græsset, klipper Peter Jackson til en scene, hvor Pippin ligger i græsset, mens han skrækslagen kigger op på den kæmpestore hest, som med vildt fægtende hove netop nu svæver i luften over ham.
Og der, hvor Aragon opdager at hobbitterne er sluppet løs, klipper Peter Jackson til scenen, som viser, hvordan de to små væsner kæmper for at skære rebene over med en skarp sten, mens de holder øje med den ork, som har svoret at æde dem, hvis han finder dem igen.
| Se scenen fra Ringenes Herre |
| Se scenen fra Ringenes Herre |
Klassisk eller levende
På de få minutter scenen varer, gengiver Peter Jackson den samme handling to gange. Begge dele er fiktion, naturligvis. Men hvis det havde været journalistik, ville den første fremstillingsmåde være klassisk journalistik og den anden fortællende.
Eksemplet er godt. Det viser nemlig at traditionel og fortællende journalistik har samme sandhedsværdi. Det er den samme historie de fortæller. Men de fortæller den med forskellige midler og forskellig effekt.
Den klassiske journalistik er nøgtern, effektiv og refererende. Den fortællende er dramatisk, sanselig og medrivende.
Sandheden ligger bagved
Som i ”Ringenes Herre”-eksemplet handler fortællende journalistik om journalistisk at komme om bag de mange ord og tal. Om ved hjælp af grundig research at grave sig ind til den konkrete virkelighed der skjuler sig bag abstraktionerne. Det handler om at fremstille – gestalte – journalistiske historier i stedet for at referere dem. Det handler om at sætte ansigt og kød på historierne i stedet for at sætte historierne på begreb.
Den tredje måde
Man kan imidlertid ikke skrive fortællende journalistik efter den traditionelle journalistiks modeller. Med sit krav om at skrive det væsentligste først trækker nyhedstrekanten alt liv og al dramatisk spænding ud af historierne.
Litteraturens kronologiske fremstillingsform fungerer heller ikke optimalt i journalistikken. Så længe kan man sjældent trække læsernes tålmodighed. Derfor har de journalister, som arbejder med fortællende journalistik, udviklet deres egne fortælleformer.
Der er en del forskellige efterhånden. Den enkleste og mest effektive, ”Den tredje fortællemåde”, er udviklet af den amerikanske skrivepædagog, coach og journalist Roy Peter Clark, og den bygger på helt det samme princip som scenen i ”Ringenes Herre”: Den kommunikere hele tiden på to planer: Konkret, dramatisk. Og abstrakt, refererende.
En artikel skrevet efter den tredje fortællemåde kræver tre ingredienser. Man skal have en god journalistik historie. Man skal have de nødvendige facts til at underbygge den. Og en række scener som illustrerer eller eksemplificerer historien.
Historien indledes med en scene, det vil sige konkret handling, som udspilles i et veldefineret og -beskrevet miljø. Handlingen skal afsløre historiens vigtigste ingredienser (emne, personer, miljø, konflikt med videre), og den skal være spændende, så læserne ikke springer fra. Derefter følger et fakta-afsnit, hvor der formidles facts på traditionel journalistisk vis. Derefter igen en scene som fører læserne videre ind i historiens konkrete univers, og så et afsnit med fakta-afsnit med mere faktaformidling. Artiklen afsluttes, som den begyndte: Med en scene.
Figuren fungerer
Den tredje fortællemåde kræver først og fremmest stringent tænkning. Modellens elementer falder fra hinanden, hvis ikke journalisten sikrer en klar sammenhæng.
For det første skal der være sammenhæng mellem de tre scener. Tidsmæssigt kan de ligge i forlængelse af hinanden som i et kronologisk forløb. Så har vi en stærk struktur med en begyndelse, en midte og en afslutning – en klassisk struktur som giver de enkelte scener en lige så klassisk rollefordeling: Konflikt, kamp, løsning. Eller: Hjem, ude, hjemme.
I journalistik kan den klassiske struktur som nævnt give problemer, fordi den er for langsommelig og ufokuseret. Mange gange fordeles scenerne derfor anderledes, nemlig så artiklen indledes med den scene som illustrerer problemet, den anden scene bliver så et flashback som præsenterer forhistorien, mens tredje scene igen viser løsningen eller afslutningen.
Men også forholdet mellem scene og fakta er afgørende for en effektiv historiestruktur. Historien fungerer kun, når der er et klart logisk forhold mellem scene og fakta. Faktaafsnittene skal tematisere den handling som udspiller sig i scenerne, og sætte dem på begreb.
Faktaafsnittene forklare, hvad scenerne betyder. Scenerne illustrer, hvad begreberne indebærer.
Dermed opstår der også et logisk forhold mellem de to faktaafsnit: Hvor det første afsnit er bredt introducerende, får det andet afsnit en mere specifik opgave: Enten fokuserer det på et særligt aspekt af problemet, eller også diskuterer det det emne, som er udgangspunkt for historien.
Historierne virker
Den tredje fortællemåde er ikke den eneste som fortællende journalister bruger. Der er i hvert tilfælde fire andre modeller der sikrer det som er den fortællende journalistiks særkende: faktaformidling som fænger.
(Artiklen er tidligere trykt i Prent, april 2004)
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel: