Instans: Pressenævn - dato: 04/11/2012 - sagsnummer: 12-70-00199
Offentliggjort 04/17/2012, senest redigeret 04/27/2012
Resumé:
Klager – en person – klagede over et billede indsat til artiklen ”Privat for åben skærm” i Fyns Amts Avis.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt eventuelle ophavsrettigheder er krænket ved offentliggørelsen af billedet, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet på en ”åben” Facebook-profil er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis et privat billede tages fra en åben profil, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende. Oplysninger på lukkede profiler (med begrænset tilgængelighed) er derimod som udgangspunkt forbeholdt de personer, der har fået tilladelse til at have adgang til profilen. Derfor har medierne som udgangspunkt ikke adgang til at bruge disse informationer, medmindre materialet fra den lukkede profil har så stor samfundsmæssig interesse, at offentliggørelsen overstiger hensyn til indehaveren af profilen.
Ifølge Folketingets Ombudsmands udtalelse af 9. november 2011 kan materiale på profiler med begrænset adgang i nogle tilfælde sidestilles med offentligt tilgængeligt materiale, hvis profilen har et meget stort antal ”venner” tilknyttet, uden profilindehaveren har et personligt kendskab hertil.
Efter det oplyste havde [Klager] indstillet sin Facebook-profil, så han skulle acceptere udefrakommende som ”ven” for, at disse fik adgang (en ”lukket” profil med begrænset adgang). Under hensyn til, at klager var byrådsmedlem og havde 1.018 Facebook-venner tilknyttet sin profil, herunder flere journalister, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for at offentliggøre billedet fra [Klager]s profil uden at indhente hans samtykke. Hertil kommer, at billedet er bragt i en relevant journalistisk sammenhæng med omtalen af Facebook. Nævnet udtaler ikke kritik.
Tekstens ordlyd:
Se hele kendelsen på Retsinfo.
Se alle dokumenter om emnerne i dette dokument: