Document Actions

Islamfjendtlige organisationer misbrugte Kurt Westergaards tegning

 

Offentliggjort 12/20/2010

 

De islamfjendtlig organisationer ”Stop Islamiseringen af Danmark” og ”Stop Islamisation of Europe” er fredag den 17. december dømt for misbrug af Kurt Westergaards meget kendte Muhammed-tegning. Dommen faldt ved byretten i Aalborg.

De to foreninger blev dømt for at bruge Kurt Westergaards tegning på hjemmesider og for at overtræde et fogedforbud mod at bruge tegningen som blikfang ved en demonstration i Aalborg. Tegningen var på hjemmesiderne påført en tekst, der i dansk version lød: ”Kan du ikke li’ billedet – tag hjem!”

Kurt Westergaard fandt anvendelsen helt uacceptabelt og udtalte til Nordjyske Stiftstidende i foråret 2008: ”Tegningen er ikke rettet mod islam som sådan, men mod den del af islam, der kan bruges som åndelig ammunition af terrorister”. Talsmand for organisationen ”Stop Islamiseringen af Danmark” Anders Gravers udtalte til Nordjyske: ”Efter min opfattelse er den tegning blevet offentligt eje, og ophavsretten er ophævet”.

Ophavsretten tilhører Kurt Westergaard
Kurt Westergaard har ophavsretten til tegningen, og den er ikke ophævet, selv om netop denne tegning er blevet kopieret og publiceret i meget stort omfang over hele verden. Aalborg Byret slår fast, at tegningen blev brugt i strid med ophavsretten. Ifølge Nordjyske Stiftstidende 18.12. fastslår retten, at det er en skærpende omstændighed, at ”anvendelsen af tegningen må antages at have medført en alvorlig situation for Kurt Westergaard, herunder en mulig forøgelse af den konkrete trussel, som han lever under.” Derfor skal de to foreninger hver betale 40.000 kr. til Westergaard for krænkelse af ophavsretten. Desuden skal foreningerne hver betale 10.000 kr. i bøde, og samme bødestraf skal Anders Gravers betale. De to foreninger må desuden dække sagsomkostninger til Journalistforbundet, hvis advokat førte sagen for Kurt Westergaard.

Sagen illustrerer, at ophavsretten er nødvendig for at sikre ytringsfriheden. De islamfjendtlige organisationer har ret til at demonstrere og komme frem med deres budskaber, men de trampede på ytringsfriheden ved at bruge tegningen i en politisk sammenhæng, der strider mod Kurt Westergaards idé. Lysten til at ytre sig ville dale betragtelig, hvis artikler, billeder og tegninger frit kunne kopieres og bruges i en hvilken som helst sammenhæng.

Anders Gravers’ advokat oplyser til Nordjyske 18.12., at hans klient agter at anke dommen.


Søg

  

 


 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel: