Document Actions

Riget mod DR

 

Offentliggjort 04/23/2010, senest redigeret 06/21/2011

 

DR blev 9. april dømt i byretten for dokumentarprogrammet ”Når lægen ved bedst”, der blev vist 24. september sidste år.

Programmet satte fokus på den kemokur, der anvendes på Rigshospitalet mod lungehindekræft med stoffet Vinorelbine. I programmet udtalte flere udenlandske eksperter, at der var bedre dokumentation for kemoterapi med stoffet Alimta i kombinationsbehandling med et andet præparat. DR forsøgte ihærdigt at få interview med ansvarlige fra Rigshospitalet, men de afslog at medvirke i udsendelsen.

Københavns Byret dømte journalisten, redaktionschefen og generaldirektør Plummer for injurier. De fik hver en bøde på 10.000 kr.

I byrettens begrundelse nævnes, at ”det anføres i udsendelsen”, at Rigshospitalet har behandlet døende patienter med ”en kemokur, der ikke er godkendt”, ”ikke godkendt til diagnosen” eller ikke er ”den rigtige kemoterapi”.

Byretten lægger til grund, at Alimta er godkendt i 2004 til behandling specielt til behandling af patienter med inoperabelt lungehindekræft. Vinorelbine har været anvendt i en længere årrække og er godkendt til en bredere vifte af kræftbehandlinger.

Byretten lægger vægt på, at ”det ikke er dokumenteret, at en kombinationsbehandling med Alimta og et platinpræparat er mere virksomt end en kombinationsbehandling med Vinorelbine og et platinpræparat.”

Kommentar:
Domstolene kan og skal ikke tage stilling til, hvilken behandlingsform, der er den bedste. Domstolene skal derimod sikre, at det er muligt at komme frem med kritiske faglige vurderinger. Højesteret fastslog i sagen om behandling af åreforkalkning, at to læger havde ret til at fraråde en behandlingsform, der blev anvendt af andre læger.

Byretten er ikke på linje med Højesterets dom fra 2003, når den kræver, at journalisten skal have dokumentation for bedre behandlingseffekt som forudsætning for at formidle faglige vurderinger.

Den Europæiske Menneskeretsdomstol lægger vægt på, om journalisten fremsætter egne påstande eller formidler vurderinger fra andre, der står frem med udtalelser. Det samme gør Højesteret f.eks. i sagen, hvor nogle advokater var betegnet som gemene bondefangere. Det spillede tilsyneladende ikke nogen rolle for byretten.

Rigets sag mod DR har principiel betydning. Dommen er anket af DR til landsretten.




Søg

  

 


 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel: