Offentliggjort 04/22/2010
I årsberetningen for 2009 giver Pressenævnet nogle retningslinjer for, hvordan oplysninger fra sociale medier på nettet må bruges. Baggrunden er nogle konkrete afgørelser, som nævnet har truffet vedrørende Facebook-profiler.
Medierne må godt bruge oplysninger fra borgernes åbne Facebook-profiler. Journalisterne kan således benytte både billeder og tekst uden at bryde de presseetiske regler. Det fastslås dog, at hvis et billede fra en åben profil anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende, kan der være tale om brud på de presseetiske regler.
Omvendt kan en journalist komme i besiddelse af materiale fra en lukket profil, der har så stor samfundsmæssig interesse, at offentliggørelse overstiger hensynet til ejeren af profilen på Facebook. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.
Pressenævnet behandlede i alt 150 sager i 2009. Det er lidt færre end i 2008. I 2009 blev der afsagt 95 kendelser om presseetik, heraf omhandlede 61 aviser og netaviser, 20 omhandlede radio- og tv-medier, mens 14 omhandlede øvrige medier (netmedier, ugeblade, fagblade m.fl.).
Årsberetningen findes i en pdf-udgave på Pressenævnets hjemmeside og fås gratis ved henvendelse til Pressenævnets sekretariat.
Se Pressenævnets årsberetning 2009