Document Actions
Juridisk kommentar til byrettens dom over Frank Grevil
Offentliggjort 12/03/2004, senest redigeret 08/12/2008
Det er ikke juridisk holdbart, når Byretten lægger megen vægt på, at materialet var højt klassificeret, det vil sige stemplet fortroligt af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Tavshedspligten afhænger af en konkret vurdering af, om den er nødvendig for at beskytte væsentlige interesser, og denne konkrete vurdering gik Byretten let hen over. Denne kommentar må frit citeres i uddrag eller som helhed med angivelse af forfatteren og www.update.dk/mediejura som kilde.
Byretten er også gået let hen over hensynet til ytringsfriheden om forhold, der har væsentlig samfundsmæssig betydning.
Byretten har dømt Grevil efter straffeloven § 152 for brud på tavshedspligten. Det er tilsyneladende sket uden at taget højde for, at straffelovens regel om tavshedspligt i 1985 blev uddybet og præciseret i forvaltningsloven.
Forvaltningsloven § 27 stk. 1 nævner indledningsvis ligesom straffeloven, at en oplysning kun er undergivet tavshedspligt, hvis den enten er betegnet som fortrolig ”ved lov eller anden gyldig bestemmelse” eller det konkret vurderet ”er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser”.
Forvaltningsloven § 27 stk.1 uddyber straffeloven ved at opregne de interesser, der navnlig kan beskyttes af tavshedspligt, bl.a. ”statens sikkerhed og rigets forsvar”.
En væsentlig nyhed blev fastsat i forvaltningsloven § 27 stk.2, der bestemmer, at tavshedspligt kun kan pålægges for en oplysning, når lovens kriterier er opfyldt. Med denne bestemmelse gjorde Folketinget op med den gamle praksis, hvor myndighedernes ledelse selv kunne bestemme, hvad der skulle undergives tavshedspligt. Den gamle praksis havde ført til en udbredt praksis med, at ansatte ved tiltrædelsen skrev under på, at de ikke måtte fortælle noget som helst om forhold, de fik kendskab til under arbejdet.
Myndighedens egen fortrolighedsstempling kan ikke længere være afgørende.
Der findes ikke nogen særlig lovregel eller forskrifter med hjemmel i lov om tavshedspligt for ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste. I sagen mod Grevil må tavshedspligten derfor afhænge af, om offentliggørelsen af efterretningsvæsenets trusselvurdering betød væsentlige risici for statens sikkerhed eller rigets forsvar.
Ved denne vurdering må det spille en rolle, om oplysningerne var tilgængelige på anden vis i forbindelse med den omfattende internationale debat, og om det danske efterretningsvæsens samarbejdspartnere helt eller delvis havde offentliggjort tilsvarende risikovurderinger. Byrettens ensidige vægt på FEs klassificering betyder, at den ikke lægger vægt på den offentlighed, der i øvrigt var på spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben i Irak.
Det andet punkt, der er afgørende i en straffesag om brud på tavshedspligt, er, om hensynet til offentligheden gør det berettiget at bryde en evt. tavshedspligt. Denne vurdering skal foretages i lyset af ytringsfriheden, der er sikret i Den Europæiske Menneskeretskonvention art. 10.
Menneskeretsdomstolen har i sin praksis lagt stor vægt på ytringsfriheden om politiske spørgsmål og særlig vægt på pressefriheden. Det har derfor stor betydning for den strafferetlige vurdering, at lækagen blev formidlet via Berlingske Tidende, og at den tjente til at skabe offentlighed dels om grundlaget for en vigtig politiske beslutning dels om kvaliteten i FEs arbejde. Byretten har ikke lagt særlig vægt på hensynet til ytringsfriheden om væsentlige samfundsmæssige emner.
Både Grevil og anklagemyndigheden har anket byrettens dom.
![Hide details for [<h2 class='h2-list'>Retsregler</h2>]](/icons/collapse.gif){kind=icon}
