Offentliggjort 09/15/2003
Selv om tonen er blevet dæmpet i Justitsministeriets nye cirkulære om politiets samarbejde med pressen, så kan politiet stadig kræve at få lov til at gennemse journalisters optagelser af politiets arbejde. Men hvor Justitsministeriet tidligere har foreslået, at politiet altid skulle have denne ret, er der nu tale om, at politiet efter omstændighederne kan betinge sig denne ret.
Justitsministeriets forslag til cirkulære har været fire år undervejs, og netop forslaget om, at politiet skulle have ret til at gennemgå fotos, råbånd og sammenklipning og kunne kræve ændringer før offentliggørelsen, er en af årsagerne til, at arbejdet har trukket så længe ud.
Medierne vil redigere selv
Forslaget blev mødt med massiv modstand fra medier som Danmarks Radio og TV 2, da det blev sendt til høring i 2001. Sådan en ret kan opfattes som forhåndscensur, og Danmarks Radios redigeringsret kan hverken helt eller delvist deponeres hos politiet, skrev DR's generaldirektør Christian Nissen i et høringssvar til Justitsministeriet. TV 2 var lige så afvisende i sit høringssvar. “TV 2 Danmark har et klart princip om, at det er TV 2 og ikke medvirkende eller andre, der har den redaktionelle frihed til at beslutte, hvilke lyd og billedoptagelser der anvendes,” skrev tv-stationen.
Heller ikke politiet var ubetinget begejstrede for forslaget. Politidirektør Hanne Bech Hansen, Københavns Politi, gjorde i sit høringssvar opmærksom på, at det ville være særdeles ressourcekrævende for politiet at gennemgå alt det materiale, som pressen samler ind under sit arbejde. Skulle politiet i praksis benytte sig af denne ret, ville mulighederne for at lave et samarbejde med pressen blive væsentligt begrænset, fordi politiet ikke har tid til at kontrollere i praksis.
Politiet må ikke kontrollere historier om politiet selv
Ifølge cirkulæret kan der fremover – alt efter omstændighederne – blive tale om, at politiet betinger sig ret til efterfølgende at gennemse filmoptagelserne. Det skal ske for at sikre, at medierne ikke viderebringer optagelser eller oplysninger, som er i strid med tavshedspligten og privatlivets fred, eller som skader politiets arbejdsmuligheder ved for eksempel at fortælle for meget om taktiske koncepter.
Hvor det oprindelige forslag talte om, at politiet kunne kræve, at journalisterne slettede eller slørede bestemte optagelser, så er ordet “kræve” nu forsvundet ud af cirkulærets tekst. Cirkulæret understreger også, at politiets formål med at gennemse optagelserne ikke må være at føre kontrol med det, som journalister ønsker at fortælle om politiets arbejde.
I København kræver politiet redigeringsret som standard
En ting er, at cirkulæret har fået en blødere udformning end den, der var lagt op til Noget andet er, hvordan ordene “kan” og “efter omstændighederne” fortolkes i praksis.
Københavns Politi bruger en standardkontrakt, som medierne skal skrive under på, hvis de skal lave optagelser med ansatte i Københavns Politi. Ifølge den forbeholder Københavns Politi sig ret til at se råbånd og få slettet passager, der er taktisk kompromitterende, ligesom politiet har ret til at se den færdige sammenklipning af båndene inden udsendelsen og få redigeret passager ud, der afslører taktiske koncepter eller oplysninger, der er klassificeret som fortrolige.
Standardkontrakten giver også Københavns Politi lov til nedlægge forbud mod at bruge optagelser, som krænker 3. mands lovmæssige rettigheder, skader en efterforskning eller kan identificere ansatte i Københavns Politi, som ikke ønsker at være med i programmet.
En standardkontrakt er i sagens natur ikke tilpasset “efter omstændighederne”. Men sådanne standardkontrakter udelukkes ikke direkte af cirkulæret, som overlader det helt til den enkelte politimester at afgøre, hvordan samarbejdet skal foregå.
Så politiet kan altså stadig – i hvert fald i teorien – komme til at opholde sig i mediernes redigeringsrum. De eneste, der kan forhindre det, er medierne selv, selv om prisen kan være, at de så ikke kan bedrive visse former for journalistik om politiets arbejde.
| ||||
| ||||
Se alle dokumenter om emnet i denne artikel: