Document Actions

Politi og presse behøver ikke at have kontrakt med hinanden

 

Offentliggjort 09/15/2003, senest redigeret 09/16/2003

 

Af Kirsten Sparre

Efter fire års arbejde har Justitsministeriet udsendt et længe ventet cirkulære om politiets samarbejde med pressen. I forhold til de meget vidtgående forslag, som ministeriet tidligere haft til regler for samspillet mellem politi og presse, så er det endelige cirkulære mere afdæmpet.

Det nye cirkulære nøjes med at orientere om gældende regler på området og omtaler nogle af de overvejelser, som politimesteren bør gøre sig, før han eller hun indgår et konkret samarbejde med medierne. Men cirkulæret kommer ikke med konkrete påbud om, at der for eksempel skal indgås en skriftlig kontrakt ved et længerevarende samarbejde med medierne..

Skriftlige kontrakter er ikke et krav, men en mulighed
Københavns Politi har i flere år forlangt, at medierne skulle skrive under på en såkaldt standardkontrakt, hvis de vil lave optagelser, der involverer betjente og ansatte i Københavns Politi. I de tidligere udkast til Justitsministeriets cirkulære om forholdet mellem politi og presse var der forslag om, at alle andre politikredse også skulle lave sådanne skriftlige kontrakter, hvis de indgik et samarbejde med et medie. Se standardkontrakten fra Københavns Politi

Det nye cirkulære stiller ikke krav om, at der laves en skriftlig kontrakt hver gang. Det nøjes med at anbefale, at politiet overvejer, om der er grund til at indgå en skriftlig aftale i det enkelte tilfælde.

Dermed bevares fleksibiliteten i relationen mellem politiet og medierne, så der kan laves aftaler, som tager hensyn til lokale forhold – herunder graden af tillid i allerede etablerede relationer mellem politiet og et bestemt medie eller journalist.

For eksempel har Holstebros politimester Jens Kaasgaard i mange år lavet mundtlige aftaler med journalister baseret på tillid, og det har fungeret godt, mener han:

“Hvis de ikke overholder aftalen, så kan de ikke komme igen en anden gang. Så de har ikke nogen interesse i at snyde. Hvorfor skulle de det? Og det har de heller aldrig gjort”, siger Jens Kaasgaard.

Cirkulæret specificerer ikke, hvad der i givet fald skal indgå i en skriftlig aftale. Justitsministeriet nøjes med at konstatere, at rammerne må afhænge af, hvilken form samarbejdet skal have, hvad der skal laves, og om journalisten primært opholder sig på offentligt tilgængelige steder eller også ønsker at få adgang til politistationen eller andre af politiets lokaliteter.

Hensynet til borgernes krav på privatliv
Baggrunden for cirkulæret er en meget specifik og populær journalistisk arbejdsmetode. Det er den, hvor medierne går backstage og ønsker at følge politiets arbejde i situationer, som normalt ikke er åbne for offentligtheden, ved for eksempel at ledsage politiet på patrulje eller overvære politiets arbejde på politistationen.

Dermed konfronteres de borgere, som politiet er i kontakt med under journalisternes arbejde, også med medierne. Spørgsmålet er så, hvem der har ansvaret for, at der tages hensyn til disse menneskers krav på privatliv, og at der ikke uberettiget videregives billeder, lyd eller oplysninger om dem? Er det primært journalistens ansvar, eller har politiet også et ansvar for at påse, at journalisterne opnår det fornødne samtykke fra de pågældende personer om, om de vil medvirke i udsendelsen?

Politiet har selvstændigt ansvar for samtykke
Cirkulæret fastslår, at politiet i alle tilfælde har et selvstændigt ansvar for, at der foreligger et gyldigt samtykke, selv om det godt kan overlades til journalisterne at opnå det.

Politiet skal blandt andet være sikker på, at personen, der afgiver samtykket, er i stand til at forstå, hvad det betyder. Det vil sige, at personen ikke må være så oprevet eller påvirket af for eksempel stoffer, at han eller hun reelt ikke kan overskue rækkevidden af at sige ja til at være med i en tv-udsendelse. Det er også vigtigt, at samtykket opnås på et sprog, som personen forstår.

Hvis en person fortryder sit samtykke, så har politiet ret til at afbryde samarbejdet.

Disse regler anvendes primært i de situationer, hvor journalisterne træffer folk på en politistation eller i de sjældne tilfælde, hvor et tv-hold får lov til at følge politiet ind i et privat hjem. På frit tilgængelige steder, hvor medierne under alle omstændigheder må opholde sig, kan politiet ikke forlange, at journalisterne opnår samtykke fra enkeltpersoner. Det kan kun ske i de tilfælde, hvor det helt overvejende er i kraft af politiets bistand, at journalisterne er kommet i kontakt med de pågældende personer.