Offentliggjort 05/21/2002, senest redigeret 08/22/2011
Det er ulovligt at aflytte og optage andres samtaler, hvis der bruges et apparat og ikke er givet samtykke (straffeloven § 263, stk.1, nr.3).
Det er lovligt at optage samtaler, som den pågældende selv deltager i. Journalister bruger f.eks. ofte at optage interviews. Det er hensynsfuldt at oplyse det, men ikke et lovkrav.
Det er også lovligt at optage drøftelser på et møde, som den pågældende selv deltager i. En mødedeltager kan lovligt optage for en person, der ikke selv deltager. Optagelser er lovlige, selv om de foregår skjult.
Det er som hovedregel i strid med de presseetiske retningslinjer at offentliggøre skjulte optagelser. Det er derimod kun i strid med straffeloven, hvis privatlivet krænkes. Læs mere under emnet ”skjult identitet og skjulte optagelser”.
Det er forbudt at optage lyd og billeder under retsmøder, medmindre retten undtagelsesvis giver tilladelse (retsplejeloven § 32).