Hvilke undtagelser gælder?
Offentliggjort 01/22/2002, senest redigeret 08/23/2011
Retsplejeloven har to undtagelser fra vidnefritagelsen.
Ved straffesager gælder vidnefritagelsen ikke (retsplejeloven § 172 stk.5), hvis
- strafferammen for det kriminelle forhold går op til 4 år eller derover (f.eks. drab, voldtægt, brandstiftelse, grov vold, frihedsberøvelse og grov økonomisk kriminalitet),
- det konkrete forhold har en alvorlig karakter,
- oplysningerne har afgørende betydning for sagens opklaring, og
- hensynet til opklaringen klart overstiger hensynet til kildebeskyttelse.
Ved sager om overtrædelse af tavshedspligt (retsplejeloven § 172 stk.6 jf. straffeloven § 152 - § 152 c) gælder vidnefritagelsen, hvis oplysningerne angår forhold, der har samfundsmæssig betydning.
Kildebeskyttelsen vil f.eks. typisk gælde ved afsløring af indholdet i fortrolige planer eller forhandlinger om politiske, økonomiske eller administrative forhold. Den vil derimod typisk ikke gælde ved afsløring af rent private forhold, f.eks. en patients sygdom og behandling.
Retten må træffe en afgørelse, hvis journalisten/mediet afviser at give vidneforklaring eller at udlevere materiale til retten, og politiet/anklagemyndigheden fastholder sin anmodning. Afgørelsen udformes som en kendelse, der kan kæres (klages).