Document Actions

Straffelov og god presseskik, når det gælder de kendte

 

Offentliggjort 09/26/2001, senest redigeret 04/24/2002

 

Af Kirsten Sparre

Indsamlingen og formidlingen af stof om de kendte er underlagt flere lag af juridiske og presseetiske regler, som regulerer, hvordan de kendte og de kongelige kan omtales.

Tilsammen danner disse regelsæt en ramme omkring samarbejdet mellem medier og de kendte og de kongelige, og de er centrale i processen med at definere, hvor grænserne går i journalistikken om de kendte.

Det skal dog understreges, at de grænser, som samfundet er med til at sætte for mediernes virke på dette felt, flytter sig i takt med normerne i samfundet, fordi der både i sager ved domstolene og ved Pressenævnet foregår afvejninger af en lang række forskellige spørgsmål og interesser.

Straffelovens paragraf 264

Straffeloven har en paragraf, der giver kendte visse muligheder for at beskytte deres privatliv mod offentlig omtale. Det er paragraf 264, hvis stykke a og c siger, at der ikke uberettiget må tages billeder af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, og at andre heller ikke må udnytte sådanne billeder, som er taget ved at overtræde paragraf 264 a.

Paragraf 264 d siger, at man ikke uberettiget må videregive meddelelser eller billeder om en persons private forhold eller i øvrigt vise billeder af den pågældende i omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

For den kendte person, der føler, at et medie har bragt billeder eller information, der krænker hans eller hendes privatliv, kan loven kun bruges til at opnå en form for økonomisk godtgørelse for det overgreb, han eller hun har lidt.

Men ellers er sigtet med loven naturligvis at trække nogle grænser for, hvad der er acceptabel adfærd i omgangen mellem medier og de mennesker, de vælger at omtale. Overskrides disse kan redaktøren, udgiveren eller forfatteren til artiklen idømmes dagbøder eller hæftestraf.

Billedpolitik i praksis

I det daglige arbejde er det især spørgsmålet om, hvor og hvornår det er tilladt at tage billeder af kendte personer, der optager redaktionerne.

Og her foregår der en afvejning, som ikke blot forholder sig til lovens bogstav, men også kalkulerer med sandsynligheden for, at en person enten lægger sag an eller på anden måde kan skade mediets muligheder for at samle stof ind i fremtiden – for eksempel ved at afbryde et samarbejde.

Kronprinsen på Langeland

Et eksempel fra Billed-Bladet stammer fra sommeren 2000, hvor kronprins Frederik lige var kommet hjem fra Grønland. I den første weekend hjemme tog han sammen med nogle venner til fest i et sommerhus på Langeland, og Billed-Bladet fandt frem til stedet og tog nogle billeder af huset fra et sted på en offentlig vej.

”Vi syntes som udgangspunkt godt, at vi kunne tillade os at bruge dem. Der var ikke noget med at hænge ind over en hæk. Ingen skandale eller noget, helt harmløst hvad de foretog sig”, forklarer medredaktør Holger Blom.

Men ejeren af huset faxede til Billed-Bladet, at han ikke ønskede, at bladet skulle bringe billeder af hverken grund, hus eller personer på den. Holger Blom forsøgte at forklare ejeren, at der kunne være en vis værdi i at afmystificere, hvad Frederik og vennerne havde haft gang i ved den fest, men til sidst opgav han at bringe billedet:

”Jeg tror ikke, [ejeren] havde lagt sag an mod os, men hvis han gjorde, så havde vi tabt, og det gider vi jo ikke. Det er i øvrigt et eksempel på forskellen på forhaven på Schackenborg og så dette, hvor vi har trådt lidt over grænsen”, forklarer Holger Blom. Billed-Bladet betragter som bekendt forhaven på Schackenborg som et frit tilgængeligt sted, fordi offentligheden af og til får adgang til den ved rundvisninger og også har betalt til den gennem folkegaven til restaurering af slottet.

Hvem har retten til at fortælle?

Et andet vigtigt spørgsmål for redaktionerne er, om de må bringe historier om kendte, som ikke ønsker at få dem frem?

I det daglige reguleres dette spørgsmål som regel af reglerne for god presseskik og mediets egne etiske regler, men Se og Hør har ved flere lejligheder forsøgt at få etableret nye grænser for fortolkningen af paragraf 264 d.

Mens denne artikel skrives, har Peter Salskov, chefredaktør på Se og Hør, anket to forskellige byretsdomme med udgangspunkt i paragraf 264 d til landsretten.

Den ene handler om tv-værten Cecilie Frøkjær og radioværten Lars Daneskov, som er kærester og bor sammen. Det første fortalte Se og Hør sine læsere i en artikel i 1998, som ingen af de to selv medvirkede i, og parret lagde sag an ved byretten for at få afgjort, hvem der har retten til at fortælle om begivenheder i ens privatliv: En selv eller medierne?

Byrettens dom i december 1999 faldt ud til Frøkjær og Daneskovs fordel, og de blev begge tilkendt 20.000 kroner i godtgørelse. Se og Hør har imidlertid appelleret dommen til landretten: ”Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke må skrive sådan en positiv historie, som ovenikøbet er sand, om en tv-vært og en radio-vært, der hver dag kommer ind i folks stuer”, mener Se og Hørs chefredaktør Peter Salskov.

Han vil gerne overholde loven, men mener, at reglerne skal være rimelige. Derfor tager han gerne de sager, som bliver anlagt mod Se og Hør, fordi han ser det som et led i at udvide det område, som journalister legalt kan beskæftige sig med.

Derfor ankede han også dommen i en sag fra februar 2001, hvor Peter Salskov og journalist Peter Bugge fra Se og Hør blev pålagt at betale håndboldstjernen Anja Andersen en godtgørelse på 20.000 kroner. Bladet havde året før bragt en artikel med billeder fra Fornebu lufthavn i Oslo, som viste håndboldstjernen sammen med sine forældre og en norsk kvindelig kæreste, og det var en krænkelse af privatlivet, vurderede byretten.

Pressenævnet

Siden 1992 har kendte på linie med alle andre danskere, der føler sig dårligt behandlet af medierne, også kunnet indbringe deres sag for Pressenævnet. Det er et uafhængigt offentligt nævn, der er oprettet ved medieansvarsloven, og som har til opgave at behandle klager over pressen, det vil sige radio, tv, dagblade, ugeblade, magasiner og andre massemedier.

Pressenævnet består af otte medlemmer, der hver har en stedfortræder. Ved behandlingen af den enkelte klagesag medvirker fire medlemmer: En jurist (formand eller næstformand), en redaktør, en journalist og en repræsentant for offentligheden.

Nævnet baserer sin sagsbehandling på en fortolkning af de vejledende regler for god presseskik.

Pressenævnet har ret begrænsede sanktioner til sin rådighed: I sager, hvor et medie har overtrådt god presseskik, kan nævnet pålægge mediet at offentliggøre en kendelse, hvori Pressenævnet udtaler sin kritik af mediet, hvis den krænkede person ønsker det. Sker offentliggørelsen ikke, kan mediet idømmes bøde eller hæftestraf.

Pressenævnet kan også pålægge et medie, at en omtalt person har ret til at komme til genmæle og for eksempel tilbagevise påstande, som mediet har fremsat om vedkommende. Pressenævnet har imidlertid ikke mulighed for at tilkende nogen en godtgørelse for deres oplevelser med pressen. Til gengæld sker det, at en kendelse fra Pressenævnet bliver brugt som indikator for, om det kan svare sig at rejse sagen i retten, så der kan opnås godtgørelse.

Få sager om de kendte

I betragtning af, at journalistik om de kendte primært beskæftiger sig med emner, der hører under privatlivets fred, har der i årenes løb været forbløffende få sager, hvor kendte mennesker har klaget til Pressenævnet over at være blevet gået for nær.

Men det skyldes sandsynligvis netop reglerne for god presseskik, som modsætningsvis understreger betydningen af, at der er et godt samarbejde mellem medierne og de kendte, idet privatlivets fred jo ikke kan krænkes, hvis det er den kendte selv, der fortæller historien, og den i øvrigt er loyalt gengivet.

Nedenfor gennemgås de fleste af de sager, der har været indbragt for Pressenævnet af kendte mennesker, og det mest påfaldende er det lave antal, men også at en meget stor del af de anklagede medier ikke er dem, der bringer flest historier om de kendte.

Offentlig interesse versus privatlivets fred

Det sker, at medierne mener, at en historie fra privatlivet har så stor offentlig interesse, at den bør bringes frem trods modstand fra den pågældende kendte person.

I 1994 bragte både Børsens Nyhedsmagasin og Ekstra Bladet en historie om, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen skulle have trukket et tilbud til den socialdemokratiske politiker Anne-Marie Meldgaard om at blive skatteminister tilbage, fordi han blev oplyst om, at hun skulle have haft et udenomsægteskabeligt forhold til finansminister Mogens Lykketoft.

De to medier mente, at det i denne sag var berettiget at bryde den uskrevne regel om at frede politikernes privatliv fra omtale, fordi oplysningen var vigtig for folkets mulighed for at danne sig et indtryk af statministerens kompetence i forhold til at danne regeringer – også selv om historien blev benægtet af Mogens Lykketoft.

To år senere – i august 1996 – fortalte Ekstra Bladet om håndboldspilleren Anja Andersens kærestesorg og brud med kollegaen fra landsholdet, Camilla Andersen. Bruddet førte til, at Anja Andersen sagde nej til at fortsætte på landsholdet, og den situation mente Ekstra Bladet, at bladets læsere havde krav på at få forklaret.

Pressenævnet derimod fandt, at der ikke var nogen klar almen interesse i at offentliggøre de to historier.

Nu må kendte tåle omfattende omtale

Siden er der tilsyneladende sket en væsentlig nuancering i Pressenævnets holdning til uønsket omtale af kendte menneskers private forhold.

I en kendelse fra 30. august 2000 udtalte nævnet sig om en klage fra sangerinden Anne Linnet, som var utilfreds med, at bladet Ude og Hjemme uden hendes medvirken havde bragt en artikel om, at hun er i gang med at adoptere to børn fra Rumænien. Nævnet mente nu, at ”kunstnere og andre personer, hvis professionelle og private liv gennem mange år har været hyppigt omtalt i medierne, må afhængig af de nærmere omstændigheder tåle en omfattende omtale i medierne”.

Nævnet mente i øvrigt ikke, at Anne Linnets privatliv var blevet unødigt krænket af artiklen i Ude og Hjemme, blandt andet fordi sagen tidligere havde været omtalt i Fyens Stiftstidende.

Med kendelsen sender Pressenævnet et nyt signal til medierne. Det afgørende er ikke længere, om den kendte føler, at historien går ham eller hende for nær i en situation, hvor der ikke er nogen klar almen interesse i, at historien kommer frem. I stedet må de kendte ”tåle” en omfattende omtale i medierne, og det springende punkt er nu de nærmere omstændigheder omkring historien.

Med kendelsen har Pressenævnet ikke åbnet op for, at medierne kan bringe alle mulige historier fra de kendtes privatliv, uanset om de kendte ønsker at medvirke eller ej. Men historiens karakter får tillagt betydning ved afgørelsen af, om et medie har holdt sig indenfor reglerne for god presseskik.

Privat adfærd på frit tilgængeligt sted

Netop historiens karakter havde afgørende betydning ved en række andre kontroversielle kendelser fra Pressenævnet.

For første gang i dets historie tog nævnet en sag op af egen drift i sommeren 1997, hvor først Se og Hør og siden Ekstra Bladet og B.T. bragte en serie billeder fra kronprins Frederiks sommerferie på familiens slot i Sydfrankrig.

En fransk paparazzifotograf havde taget billeder af Frederik, hans daværende veninde og nogle andre venner i haven ved familieslottet og under en badetur ved en nærliggende flodbred. Billedserien var blevet solgt til flere medier i Norden, og mens Se og Hør nøjedes med at bringe billeder, hvor de to var påklædt, så bragte flere udenlandske medier også nøgenfotos taget af prinsen ved samme lejlighed. Både B.T. og Ekstra Bladet fortalte om de udenlandske medier og bragte de billeder, som de havde vist. Begge danske aviser anbragte dog en bjælke over kronprinsens ædlere dele.

Pressenævnet tog sagerne op af egen drift, fordi kongehuset normalt ikke anlægger retssager eller klager til offentlige nævn. I alle tilfælde fandt nævnet, at offentliggørelsen af billederne var i strid med god presseskik, fordi billederne var taget under omstændigheder, som indlysende var af privat karakter.

For Pressenævnet var det fuldstændig ligegyldigt, om billederne var lovlige i straffelovens forstand, eller om kronprinsen var nøgen eller påklædt. Det afgørende var, at kronprinsen, hans veninde og vennerne foretog sig noget helt privat, som offentligheden ikke havde noget berettiget krav på at få indsigt i. Med andre ord: Der er former for privat adfærd, som ikke kommer offentligheden ved – heller ikke selv om de foregår på et frit tilgængeligt sted.


Begrænset effekt?

Flere medier var utilfredse med, at Pressenævnet havde taget en sag op, hvor den, der kunne føle sig forurettet, ikke selv havde klaget til nævnet. Det er måske også derfor, at kendelserne har haft begrænset effekt.

I sommeren 2000 bragte Se og Hør igen badebilleder af kronprins Frederik – denne gang i selskab med en ny veninde. Franske paparazzifotografer havde fotografet veninden kravle topløs op af vandet på parrets båd, og billederne gik Norden rundt og endte blandt andet i Politiken i en artikel, der omtalte billedernes brug i det finske Se og Hør.

Flere ugebladsredaktører påpeger, at billederne var taget på offentligt område, og at kronprinsen ikke kan regne med at få sit privatliv respekteret, når han vælger at sejle rundt i det område i Frankrig, hvor der er allerflest kendte og paparazzifotografer per kvadratmeter. Chefredaktør Bo Andersen på Her og Nu spekulerer endda på, om kronprinsen satsede på, at han ved paparazzifotografernes mellemkomst kunne signalere til sin mor, at han havde en kæreste, han tog alvorligt.

Takt og hensynsfuldhed

Kendte mennesker kan være interessante i næsten alle aspekter af deres liv, men igennem flere kendelser har Pressenævnet indskærpet, at der er situationer, hvor medierne bør udvise en høj grad af takt og hensynsfuldhed. Det gælder for eksempel

  • Begravelser: Begravelser er offentlige begivenheder, og medierne har ret til at lave reportage fra bisættelser. I to kendelser fra 1996 og 1997 kritiserede Pressenævnet imidlertid Billed-Bladets dækning af begravelsen af Synnøve Søes yngre halvsøster. Nævnet var utilfreds med, at bladet brugte uddrag af moderens tale ved bisættelsen, som om hun havde talt med Billed-Bladets journalist. Nævnet kritiserede også, at bladets hovedhistorie gik på, at Synnøve Søe ikke kom til begravelsen, selv om bladet i selvsamme artikel bragte et billede, der viste, hvordan hun var med til at bære kisten ud af kirken.
  • Alvorlig sygdom: Der skal tages særlige hensyn til syge mennesker og deres pårørende. Det mente nævnet ikke, der blev, da den kendte Fremskridtspolitiker Kirsten Jacobsen i 1997 kunne læse i Ålborg Stiftstidende, at hendes mand var syg af kræft. Hverken Kirsten Jacobsen eller hendes mand var på det tidspunkt orienterede om diagnosen, og nævnet mente, at offentliggørelsen burde have ventet, indtil avisen havde fået en kommentar fra politikeren selv. Pressenævnet kritiserede også, at artiklen var illustreret med et billede af Kirsten Jacobsen og hendes mand og en billedtekst, som fortalte, at parret var ”fotograferet ved premieren på ’Den glade enke’”. Sagen kom senere for retten, hvor Ålborg Stiftstidendes redaktør blev idømt 20 dagbøder a 500 kroner for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d. Avisen blev også dømt til at betale parret en godtgørelse på 20.000 kroner.
  • Retssager: Generelt bør det undgås at nævne personers slægtsforhold i forbindelse med retssager, og på den baggrund kritiserede Pressenævnet i 1993 Ekstra Bladet for at fortælle, at en mand tiltalt for spionage på vegne af Østtyskland var svoger til den daværende amtsborgmester Per Kaalund.
  • Børn: Der skal generelt udvises hensynsfuldhed og takt ved omtale af børn. Derfor udtalte Pressenævnet kritik af ugebladet Kig Ind, som i 1999 bragte en artikel om, at Brian Laudrups børn ikke skulle trives på grund af familiens mange flytninger mellem europæiske fodboldklubben. Artiklen var blandt andet baseret på en kendt psykologs generelle betragtniner om børns evne til at håndtere flytninger.

Tvivlsomme metoder

Pressenævnet har også kritiseret medierne for at bruge tvivlsomme metoder i indsamlingen og præsentationen af stoffet om de kendte.
  • Manglende respekt for et nej: Pressenævnet kritiserede i 1999 Kig Ind for ikke hurtigt nok at respektere, at Mette Laudrup ikke ønskede at medvirke til en artikel om rygter om familiens trivsel. Bladet havde gentagne gange ringet på hos familien og endte med at beskrive Mette Laudrups afvisning over dørtelefonen af, at parret skulle skilles, som et interview. Bladet udlagde også Mette Laudrups ønske om ikke at kommentere rygterne som, at hun ikke benægtede dem. Begge dele fandt Pressenævnet stærkt kritisabelt.
  • Manglende afprøvning af udsagn: I 1998 kritiserede Pressenævnet Kig Ind for en artikel, hvori skuespilleren Anders Bircow’s tidligere kæreste anklagede ham for at være biltyv, efter at han havde hentet en bil, han var ejer af, på hendes bopæl. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af, at bladet havde kaldt Anders Bircow for biltyv i en sag, hvor han selv ejede bilen, og at bladet ukritisk havde viderebragt ex-kærestens udsagn uden at have efterprøvet det hos ham.

  • Overstramning af forsiderubrik: I 1998 bragte Se og Hør et interview med Hanne Thomsen, der er gift med tv-manden Poul Thomsen. Artiklen handlede om Hanne Thomsens manio-depressive sygdom og indeholdt kun udsagn fra hende selv. Alligevel lavede bladet en forsidehenvisning med et billede af ægteparret og rubrikken: Poul Thomsens mareridt: ”Konen er sindssyg”. Poul Thomsen klagede til Pressenævnet, som gav ham ret i, at rubrikken godt kunne opfattes som om, at han havde udtalt sig til bladet, hvilket han aldrig havde gjort.