Offentliggjort 09/26/2001, senest redigeret 08/22/2011
Medieansvarsloven § 36 giver en borger eller virksomhed m.v. ret til genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, der er egnede til at påføre borgeren eller virksomheden m.v. skade af en vis betydning. Både økonomisk skade og skade i omdømme kan komme i betragtning (medieansvarsloven § 36).
Retten til genmæle gælder dog ikke, hvis oplysningerne med sikkerhed er rigtige.
Genmæle kan kun kræves i forhold til oplysninger om faktiske forhold. Det kan f.eks. være oplysninger om, at en borgmester vil stille et bestemt forslag, at en virksomhed planlægger at flytte, at en sygehusafdeling har haft mange dødsfald det seneste år på grund af fejlbehandling, eller en fodboldspiller tjener 10 mio kr om året.
Der kan ikke kræves genmæle i forhold til meninger. Et medie, der selv har en mening eller giver plads til andres har ikke pligt til at præsentere de modsatte meninger om en sag. Meningerne kan f.eks. handle om, at en borgmester stiller dårlige forslag, at en virksomhed ikke tager tilstrækkelige hensyn til lokalsamfundet, at en sygehusafdeling ikke har tilstrækkelige ekspertise til at foretage bestemte behandlinger, eller en fodboldspiller ikke er pengene værd.