Document Actions

Ikke et ord om Godot...

 

Offentliggjort 09/26/2001, senest redigeret 05/08/2002

 

Af Oluf Jørgensen

Offentlighed og mundtlighed skal gennemføres i retsplejen i videst muligt omfang. Sådan lyder det i grundlovens § 65.

Hvordan ser virkeligheden ud i dagens Danmark: Offentlighedsloven gælder ikke for domstolene, og retsplejeloven giver kun undtagelsesvis ret til aktindsigt i domme. Den interesserede borger, der ønsker aktindsigt i en dom for at blive klogere på sin retsstilling, får afslag. Borgeren, der har været udsat for et overfald, og gerne vil se hvilken dom gerningsmændene har fået, får også afslag.

Journalister ved massemedier har ret til aktindsigt, men først når ”sagen er endt”. Sådan er reglen (retsplejeloven § 41 stk.4). Det betyder, at aktindsigt kan afslås indtil ankefristen er udløbet, og indtil ankesagen er afgjort, hvis der ankes. Journalisten har altså ikke krav på en kopi af dommen, når den afsiges i første instans. Journalisten kan tage notater efter bedste evne, men typisk bliver kun slutningen af en dom læst op i retten. Med sådanne vilkår er det meget svært at give en korrekt og dækkende omtale af dommens præmisser.

Når journalisten endelig får mulighed for at læse dommen, må han ikke gengive den ordret endsige offentliggøre den. Denne besynderlighed fremgår af retsplejeloven § 41 stk.6, og stk. 8 sætter trumf på med et strafansvar. Det betyder, at det er ulovligt for pressen at offentliggøre en doms præmisser ordret.

Det er svært at se, at offentlighed i retsplejen sikres i videst muligt omfang. Nuvel N.F.S. Grundtvig og andre af grundlovens fædre var i 1849 især optaget af at sikre åbne døre. Det er siden blevet sikret som hovedreglen ved retsmøder. Enhver kan møde op, og det som foregår mundtligt kan frit refereres.

Spørgsmålet er, om grundlovsbestemmelsen fortsat skal fortolkes inden for den kontekst, hvor den blev formuleret for mere end 150 år siden. I vore dage spiller det personlige fremmøde ikke den samme rolle. Til gengæld er kommunikationsteknologier udviklet i en grad, der giver helt andre muligheder for at sikre offentlighed.

Offentlighed i videst muligt omfang kan i vore dage sikres med en offentlig domsdatabase, hvor domme indlægges i forbindelse med skrivningen. Databasen kan indrettes med brugervenlige søgesystemer og gøres tilgængelig via internettet. Forhåbentlig kan vi – med eller uden støtte fra grundloven – snart få etableret et sådant system. Direktør Bent Carlsen har i en artikel i ”Danmarks Domstole”, september 2001, beskrevet planerne, som Domstolsstyrelsen arbejder på at realisere. Artiklen kan læses i MEDIEJURA.

I første omgang vil Domstolsstyrelsen via sin egen hjemmeside – www.domstol.dk – sikre adgang til hjemmesider for de enkelte domstole. Det er tanken at skabe en nem adgang til ”retslister”, ”domsresumeer” og andre nyheder fra de enkelte domstole. Denne nye facilitet forventes klar inden udgangen af 2001. Det bliver frivilligt for domstolene at gøre brug af den. Derfor er det ikke sikkert, at alle kommer med, men for dem der ikke gør, bliver det svært at finde andre forklaringer end ulyst til offentlighed.

Der er flere positive initiativer: I starten af den kommende folketingssamling bliver fremsat et lovforslag, der sletter betingelsen om at en sag skal være endt, før journalister kan få aktindsigt. Det betyder, at journalister kan få aktindsigt, så snart en dom er renskrevet.

Efter henvendelser fra medieorganisationer har justitsministeren desuden anmodet Retsplejerådet om at overveje, om det skal tillades pressen at offentliggøre dommene. Det vil indtil videre stadig være forbudt. Forhåbentlig får vi også snart en ændring på dette punkt. Jo før det sker, des bedre.

Det er nærliggende at betragte domme på linje med administrative afgørelser. Der er ligeså stort behov for offentlighed i domme som i administrative afgørelser. Der er også sammenlignelige beskyttelsesinteresser. Måske når vi en skønne dag dertil, at aktindsigt i domme og andre retsafgørelser betragtes på linje med aktindsigt i administrative afgørelser. Sådan har det været i Sverige i mange år.

I bogen ”Offentlighed i retsplejen” (1995) argumenterer Jonas Bering Liisberg og Marcus Rubin for at anvende offentlighedslovens principper inden for retsplejen. De skriver bl.a. (side 205):”For det første er både den udøvende magt og den dømmende magt væsentlige statsorganer, der har stor indflydelse på borgernes retsstilling. For det andet er offentlighed i retsplejen måske så meget desto vigtigere i lyset af domstolenes funktion som endelig instans i forbindelse med fastlæggelsen af gældende ret.” Professor, dr.jur. Erik Werlauff er på samme linje i artiklen ”Domstolsprøvelse af forvaltningsakter” (Juristen nr.3, 1991). Werlauff fremhæver, at det virker særligt utidssvarende, at retten til aktindsigt stort set forsvinder i sager om forvaltningsakter, når de indbringes for domstolene.

Det sidste citat bliver fra artiklen ”menneskerettigheder og informationssøgning” af Karen Lise Thylstrup (EU-ret og Menneskeret, august 2001): ”Generelt må det siges, at de internationale organisationer, herunder EMD, der arbejder for fremme af menneskerettighederne, er langt fremme med at forsyne offentligheden med gratis internetadgang til de juridiske tekster, afgørelser og rapporter fra overvågnings- og kontrolorganer, nyheder etc. I den forbindelse må det være tilladt at komme med et dansk hjertesuk: Modsat denne udvikling hen mod en fri, hurtig og gratis gengivelse af domme og tekster fra de internationale organer, kommercialiseres og fordyres danskernes adgang til informationer om og fra vores eget retsvæsen. Vi venter derfor spændte på den dag, hvor vi får fuld, hurtig – og gratis – adgang til afgørelser fra de danske retter. Og ikke et ord om Godot i den forbindelse!”