Document Actions
Fascinerende fortælling
Den journalistiske feature
Offentliggjort 10/08/2002, senest redigeret 12/19/2005
Bog udgivet af Center for Journalistik og Efteruddannelse i oktober 2002 i Århus. => Pris ved bestilling: 148.00 DKK + forsendelse 35.00 DKK uanset antal.
Udgiverens kommentar:
.
 | 112 sider Pris: kr. 148,00 inkl. moms men ekskl. kr. 25 for forsendelse Udgivet af CFJE på Forlaget Ajour, Danmarks Journalisthøjskole. Redaktør: Projektleder Torben Nielsen, CFJE. Bogen kan bestilles online ved at klikke på knappen ”bestil” øverst på siden. |
Featuren er en journalistisk genre, som vil det hele: oplysning og oplevelse. Fakta og fascination. Featuren tager det bedste fra litteraturen (spænding, nærvær og fortælling) og blander det med det bedste fra journalistikken (sandhed, sammenhæng og perspektiv).
Bogen forklarer hvordan man skriver tekster med både oplysning og oplevelse. Hvordan strukturer man teksten? Hvordan researcher man? Hvilke fremstillingsformer? Og hvordan bruger man kilderne? Desuden gennemgås featuregenrens udviklingshistorie.
***
 | Lyt til Kresten Schultz Jørgensens anmeldelse af bogen (DR P1 Morgen, 20. feb. 2003) |
***
Læs uddrag fra bogen:
Featureartiklen – et signalement
Featureartiklen kendes på de tre p'er: personvalg, plot og pædagogik
- ”Featurejournalistens mål er dramatikerens mål: Få dem til at grine, få dem til at græde”
(Mary J.J. Wrinn)
En god nyhed, men det var ikke den historie han skrev.
Han kunne også have skrevet en traditionel baggrundshistorie. Hvis han havde valgt det, ville han sikkert citere ægyptologer, politologer og sociologer der fra hvert sit skrivebord satte præsidentmordet og – begravelsen i perspektiv: Hvad betyder det? Hvad kan vi vente os i fremtiden? Er den nye ægyptiske stat mindre folkelig end den gamle? Hvilken betydning får magt„skiftet for situationen i Mellemøsten, og hvad med den danske feta-eksport?
En klassisk, journalistisk baggrundshistorie. En god artikel. Men det var heller ikke dén Richard Ben Cramer skrev.
Han skrev feature "Left behind" (læs den danske oversættelse af artiklen). Richard Ben Cramer indledte den med den med beskrivelsen af de mange ægyptere der på denne varme eftermiddag slæber sig af sted mod det kæmpestore og stærkt bevogtede betontorv hvor ledere fra hele verden er samlet for at tage afsked med Ægyptens præsident.
Men de menige ægyptere, folket som Sadat kaldte sin familie, er ikke inviteret med til begravelsen. De er lukket ude. Med Richard Ben Cramer som en usynlig guide følger vi ægypterne mens de vandrer forbi de kampklædte betjente, spejdende efter det hul i afspærringen som vil give dem adgang til begravelsen.
Richard Ben Cramers beskrivelse er så tæt og kraftfuld at læserne bliver en del af menneskeslangen som snor sig af sted. Læserne oplever historien. De hører kvindernes plastiksandaler klistre til den varme asfalt. Unge mænd bærer slanke løvtræsgrene – et gammelt ægyptisk begravelsesoffer som symboliserer fred og kærlighed – andre medbringer fotos af den myrdede præsident – fotos på postkort eller fotos revet ud af aviser og kulørte blade.
Her er tusindvis af almindelige ægyptere, og menneskemylderet tegner billedet af et land fanget mellem en gammel, traditionsbundet kultur og en mere moderne, vestligt orienteret verden. Unge mænd i jeans og T-shirts, piger der småløber hånd i hånd, ældre mænd går værdigt i deres traditionelle lange bomuldsdragter mens kvindernes klageskrig fylder luften: "Åh, min ulykke ...", "Åh, mine lidelser ...", "Åh, du nationens leder ...". "Åh, du min højtelskede".
Læserne er med på vejen. Også da de forreste finder et hul i hegnet; nær indgangen til Victory City, som betonkolossen hedder, er en væg styrtet i grus, og de der går forrest, forcerer den, de skræver over det lave hegn, og nu – endelig bag politikæderne – begynder de at løbe, løbe hen mod pladsen hvor den folkekære præsident bliver mindet af verdens ledere.
"De kom ind, de snu skiderikker", griner en skaldet mand.
"Fremad, folkens, fremad", råber han og sætter i løb efter de andre.
Alle løber. En gammel mand sakker bagud. Han griber sømmen på sin lange kjortel og holder den fast mellem tænderne mens han spæner af sted.
Og her klipper han så, Richard Ben Cramer. Her lader han læserne hænge – en del klogere på hvad alt det her handler om, men også meget nysgerrige, spændte og uforløste.
Imens folket løber videre, fører Richard Ben Cramer læserne ind i stuen hos en ægyptisk familie. Den gamle bedstefar sidder i sofaen, og mens moderen går rundt og pludrer lidt om aftensmaden som hun snart skal i gang med, følger resten af familien begravelsen på tv.
Netop nu præsenterer speakeren de udenlandske gæster ved ceremonien, mens familien smalltalker om mordet, om de nye magthavere og om tv-værten, som de ikke har megen respekt for.
"Han snakker for meget", grynter bedstefaderen – en dannet mand af fornem byrd. Han kendte Anwar Sadat personligt og holdt meget af ham.
Nyt klip. Lige mens det er allermest hyggeligt og rart i familiens stue, klipper Richard Ben Cramer, og med ét er læserne tilbage i folkemængden som nu løber forbi den lange række betjente der står og peger med maskinpistolerne, men som ikke ved hvad de skal gøre, for de har ingen ordre.
"Vi er folket", råber en mand i en lang, grå dragt mens han haster forbi.
"Hvorfor sigter I på os?".
Længere fremme trækker kampklædte betjente deres knipler og gør sig parat til at blokere vejen ind til pladsen, men folket løber videre.
Sådan fortsætter Richard Ben Cramer sin feature: med hurtige klip mellem folkemængden der forsøger at komme ind til begravelsen, og familien i stuen der kommenterer udviklingen som den viser sig på fjernsynet.
Feature er meget andet
Richard Ben Cramers feature er eksemplarisk. Dels fordi den nedbryder en række fordomme om featureartiklen, dels fordi den demonstrerer en mængde centrale feature-teknikker.
Artiklen viser at man godt kan skrive en feature som er skarpt vinklet, stærkt fokuseret, og som behandler emner der også beskæftiger nyhedsjournalisterne. Og netop dét er hensigten med denne bog: at bane vej for et anderledes, bredere og mere produktivt featurebegreb.
Mange featureartikler handler om bløde livsstilsemner, men det er ikke emnet der gør artiklen til en feature. Man kan skrive traditionelle journalistiske artikler om livsstil, og man kan skrive feature om politik. Det er heller ikke længden af en artikel som afgør om det er en feature eller ej, selv om man nogle gange skulle tro det. Og heller ikke fortællerrollen og stilen; man kan godt skrive feature uden en causerende og alvidende fortæller eller en hårdkogt jeg-fortæller.
Det viser Richard Ben Cramer.
Handlende personer skaber liv
Featureartikler kræver først og fremmest en særlig form for journalistisk tænkning. Man skal tænke sin historie anderledes. Og man skal især tænke på featurens tre p'er:
Personvalget
Plottet
Pædagogikken.
I de tre p'er ligger featuren gemt.
Featurejournalisten interesserer sig mere for mennesker end den klassiske journalist.
Dermed ikke sagt at der ikke optræder mennesker i traditionelle artikler. Der er masser af mennesker. Set med featurejournalistens øjne er det bare de forkerte mennesker. Den traditionelle journalists personvalg er for kedeligt, mener featurejournalisten.
Traditionel journalistik bruger mennesker som kilder. Kilder siger noget. Kilder udtaler sig. Kilder kommenterer og reflekterer. Kilder taler, taler og taler, og journalisten citerer deres ordstrøm – det er kernen i al traditionel journalistik: tale.
Der er forskel på kilder. Ekspertkilder fortæller hvad de ved. Partskilder siger deres mening, mens konsekvenskilder fortæller hvad de har oplevet – men alle kildetyper taler, og journalisten citerer hvad de siger.
Sådan er det ikke i featuren. Featurejournalisten vælger en anden slags mennesker til sin artikel, eller rettere: Menneskene behandles og fremstilles anderledes i featuren. Menneskene behandles som personer i stedet for kilder.
Hvor nyhedsjournalisten citerer kilden for hvad der skete, og hvordan han eller hun oplevede det, researcher featurejournalisten indtil han kan beskrive nøjagtigt hvad kilden gør eller gjorde, og dét forvandler kilden til en person som optræder i historien.
For featurejournalisten er det dermed heller ikke så vigtigt hvad kilderne mener og synes. Det afgørende er: Hvad gør de? Featurejournalisten prøver at komme om bag meningerne og synspunkterne for at fremstille den konkrete virkelighed som først udløste og siden skjulte sig bag alle refleksionerne.
Handling fortæller mere end ord
Handling er kernen i al god featurejournalistik. Af to grunde. Æstetisk fordi handling er langt det bedste læsestof vi har, og featurejournalister er meget bevidste om underholdnings- og læsekvalitet. Når featurejournalisten sætter skub i handlingen, ved han at læserne følger med, for læserne vil vide hvordan det hele ender. Handling er det bedste middel hvis man vil pirre læsernes nysgerrighed.
Hvordan endte det ved Anwar Sadats begravelse? Kom de løbende ægyptere forbi urobetjentene? Bruger betjentene de stave som de trak? Det er den type spørgsmål som dukker op i læsernes bevidsthed når de læser Richard Ben Cramers beskrivelse, og artiklen er så læseværdig fordi Richard Ben Cramer har et godt blik for handling. Han ved hvad der skal til for at fange læsernes opmærksomhed.
Handling driver læserne gennem teksten, og undervejs får journalisten lejlighed til at formidle en masse baggrundsinformation. Handlingen fungerer både som en motor der organiserer og driver historien, men også som en gulerod der hele tiden lokker læserne et afsnit længere ind i historien.
Men også etisk er handling vigtig for featurejournalisten, for han nærer en moderne mistillid til synspunktet, meningen, refleksionen.
Den journalistiske verden er abstrakt. Den er fyldt med refleksioner, men ofte er det uklart hvad de egentlig reflekterer. Featurejournalisten forsøger at gå bag om synspunkterne, holdningerne og forestillingerne for at lave umiddelbare beskrivelser af den virkelighed som udløser refleksionerne.
En af featureartiklens teoretikere, William E. Blundell, har et post-it-mærke siddende på sin computerskærm, som minder ham om at han altid skal chunke ned – det vil sige omsætte det abstrakte til konkret virkelighed og skrive historien fra dette laveste abstraktionsniveau. Skriver man om integration, er det ikke nok at flytte fokus fra Christiansborg-politikernes lovforslag til kommunernes handleplaner eller socialrådgivernes erfaringer. Det er ganske vist et stort skridt ned ad abstraktionsstigen, og kilderne er ved at komme ned i et niveau hvor de kan optræde som personer i historien, men det er stadig ikke langt nok nede. Hvis man vil skrive om integration, mener William E. Blundell, må man som journalist ud og være sammen med dem det handler om, dem der skal integreres. Selv om det er besværligt og fremmed, må man forlade sit kontor og komme i kontakt med de flygtninge og indvandrere historien skal handle om. Først dér kan man rigtigt chunke sin historie ned.
Hvad sker der helt konkret? Hvem gør hvad? Hvordan fungerer det i praksis? Hvordan ser det ud? Det er for featurejournalisten langt mere solidt stof end traditionelle opsummeringer som "Kampagnen yder et vigtigt bidrag til integrationen", "Vi har god kontakt til flygtninge og indvandrermiljøerne" og så videre.
Personer taler ikke i citater
Personer handler og optræder i featurejournalistens historie. De snakker også, men når de gør det, snakker de til hinanden sådan som mennesker gør det i virkeligheden. De snakker ikke til journalisten for at blive citeret af ham og for gennem hans citat at påvirke læserne.
Tag Richard Ben Cramers artikel. Han har forvandlet sine kilder til personer. De lader sig ikke bare citere for at det var varmt; nej, de bevæger sig frem ad den varme asfalt, og man kan af beskrivelsen se at det var varmt. De fortæller ikke om larmen og forvirringen; de råber til hinanden, de løber, de snakker.
De lever et liv som journalisten beskriver et udsnit af med sin artikel.
Richard Ben Cramer gengiver hvad personerne gør og siger. Citaterne i hans artikel er derfor heller ikke citater af den slags man finder i traditionel journalistik. Det er sceniske replikker eller dialog som man ser det på film eller i teateret. Talen er ikke rettet mod journalisten og læserne, men mod de andre personer som spiller med i historien.
Den sceniske replik er et af de greb som featurejournalisten har lånt fra litteraturen. Ifølge Tom Wolfe er dialogen featurejournalistens stærkeste kort; det er dialogen som engagerer læserne og inddrager dem i tekstens univers.
Replikker er journalistisk stof
Ligheden mellem de replikker som findes i features, og dem man finder i litteratur, er kun teknisk og overfladisk, for featureskrivning er non-fiktion, feature er journalistik.
Når featurejournalisten gengiver replikker, er kravet om journalistisk nøj„agtighed derfor lige så skarpt og klart som ved al anden journalistik: Oplysningerne skal være researchede. Featurejournalisten skal altså sikre sig at replikkerne i virkeligheden faldt nøjagtigt som i teksten. Det er elementær journalistisk research.
Krav til personer og kilder
Når kilder gennem grundig research forvandles til personer, forvandles de fra talende hoveder til hele mennesker som læserne kan og skal identificere sig med.
For at det er muligt, skal læserne kunne danne sig et billede af personerne. Læserne skal have nogle enkelte oplysninger om personerne så de kan forestille sig hvordan de ser ud. Det er ikke nødvendigt med traditionelle kilder. De lever udmærket af synspunkter og meninger. Men vil man skrive feature og personer, bliver man nødt til at beskrive det virkelighedsunivers som handlingen foregår i.
Featurejournalisten bruger også kilder, og han taler med mindst lige så mange eksperter og parter som alle andre journalister. Men featurejournalisten bruger kilderne anderledes. I fremstillingen skubber han kilderne i baggrunden. Featurens fokus ligger ikke på eksperternes og parternes abstrakte meningsverden, men på personernes umiddelbare og konkrete oplevelses- og handlingsverden.
Det er ren teknik. Ja, i virkeligheden er det bare en logisk konsekvens af hel konventionel journalistisk spørgeteknik: Med hv-spørgsmål finder journalisten ind til den konkrete virkelighed og de oplevelser der gemmer sig bag kildernes abstrakte videnssprog og -univers.
Featureartiklens hoved- og bipersoner bliver dermed konkrete bærere af eller eksempler på eksperternes viden, men de optræder i et tekstunivers som minder mere om den realistiske novelles end om den traditionelle journalistiks. Målet for featurejournalisten er nemlig at (gen-)skabe en illusion af virkeligheden som den ser ud bag synspunkterne og opsummeringen, og til det er personer bedre end kilder.
Plottet er historien
Mens personer er featureartiklens første bud, hedder bud nummer to plot, og dét overholder Richard Ben Cramer også til punkt og prikke. Han nøjes ikke med at referere et interessant handlingsforløb; han gengiver handlingen interessant. Han fortæller ikke kun en spændende historie; han fortæller en historie spændende.
Og det er det andet featurebud: Fortæl historien godt.
Featurejournalisten ved nemlig at spændingen ikke kun tilhører historiens indhold, men også måden den fortælles på.
Hvis Richard Ben Cramer havde fortalt historien om Anwar Sadats begravelse lige ud ad landevejen, havde den ikke været nær så spændende. Gennem sin komposition tilfører han historien æstetisk merværdi, blandt andet i form af spænding. Han ved godt hvad der sker, men han tilrettelægger sin historie så læserne holdes i uvidenhed, for det pirrer dem, det styrker deres nysgerrighed – de vil høre hvordan det hele ender, og derfor læser de videre.
I virkeligheden er dét lakmusprøven som afgør om en feature er godt fortalt eller ej: Vil læserne vide mere? Læser de videre?
Gode journalister, skriver Bill Buford fra The New Yorker, har evnen til at få dig til at læse videre uanset om du ønsker det eller ej – mælken koger over, toget kører, men du vender endnu en side, for du vil vide hvordan historien ender (Christopher Scanlan, p. 419).
I traditionel journalistik er begrebet en god historie nogenlunde det samme som "et interessant indhold"; indholdet kan være sensationelt, væsentligt, aktuelt og så videre, og det er dét der vurderes.
Featureartiklernes indhold skal også være interessant, men det er ikke nok. Det skal også serveres på en spændende måde. Selve formidlingen af budskabet har en selvstændig værdi for featurejournalisten.
Så mens det vil være spild af tid at genlæse en nyhed når man har fanget budskabet, er der intet i vejen for at man vender tilbage til en feature, bare for oplevelsens skyld.
Faktisk er det det der udnyttes i de features eller serielle fortællinger som er så populære i USA i øjeblikket: Journalisterne bruger featureteknik til at fremstille begivenhedsforløb hvis endelige udfald er kendt for læserne. I "Metal to Bones" rekonstruerede Ann Hull et drama i byen Tampa hvor en ung sort dreng truede en kvindelig betjent med en pistol – en meget dramatisk historie som gav Ann Hull lejlighed til at formidle masser af fakta om de sortes livsvilkår, om den sociale indsats i sorte boligkvarterer, om politiets arbejdsvilkår og så videre, alt sammen flettet ind i en dramatisk og gribende menneskelig historie. Da Ann Hull skrev sin historie, var den unge mand allerede dømt, og fra retsreportagerne kendte læserne de vigtigste fakta. Men Ann Hull rekonstruerede begivenhedsforløbet og fortalte det på en måde så læserne ikke alene fik fakta, men også oplevelse, og derfor læste de en historie som de i virkeligheden allerede kendte.
Ann Hulls kollega på St. Petersburg Times, Tom French, fik Pulitzer-prisen for "Angels and Demons" som rekonstruerer et meningsløst mord fra Tampa-området. Da han skrev historien, var morderen fundet og dømt, men læserne får med Tom French som guide lejlighed til at genopleve hvordan det der startede som en herlig familieferie, endte i en katastrofe. Det er spændende fordi Tom French fortæller det spændende.
På samme måde med Steven Spielbergs film Jaws (1975). Det uhyggelige er hverken hajen eller dens tænder. Spielberg havde aldrig trukket så mange i biografen hvis han blot havde beskrevet hvordan en haj sætter tænderne i en stakkels svømmepige. Al spændingen ligger i den måde Spielberg fortæller historien på.
Spændingen opstår mellem det Steven Spielberg viser sine seere, det han antyder, og det han holder tilbage. Udspekuleret lader han seerne ane at hajen er i nærheden; mens alt er stille og roligt, og besætningen på den lille båd taler hyggeligt sammen, drejer kameraet vores blik hen mod koøjet, og gennem det ser vi hvad ingen af besætningsmedlemmerne aner: Ankerbøjen bevæger sig kraftigt, som om der er noget der rykker i den.
Sådan plotter man
En histories plot er ikke det samme som dens handling eller intrigen.
Sådan bruger vi ganske vist begrebet i daglig tale, men det er upræcist. Man kan tværtimod sige at historiens handling er resultatet af plottet. Plottet er nemlig fortællerens æstetiske og formålsbestemte ordning af historiens handling. At plotte er at tilrettelægge og organisere historiens forløb.
Begrebet plot kommer fra litteraturvidenskaben hvor man skelner mellem det faktiske begivenhedsforløb (fabel) og det fortalte forløb (plot). Plot henviser altså ikke til begivenhedernes egentlige forløb, men til deres fortalte forløb; at plotte er at bryde et faktiske forløb op for at tilrettelægge det i en ny og – for artiklen – mere hensigtsmæssig orden.
At plotte er at ordne fortællestoffet bevidst.
Man kan plotte featurehistorier på mange forskellige måder, og de forskellige måder har kun ét til fælles: Plottet skal tilføre historien merværdi. Måden historien fortælles på, skal bidrage til læseroplevelsen. Fortælleren skal plotte så historien bliver spændende, relevant, overbevisende, illustrativ – ja, så den får en kvalitet som materialet ikke har i sig selv. For når featuren ikke – som nyheden – kan leve af sin umiddelbare interesse, må den leve af det æstetiske: Den skal gøres interessant, blandt andet gennem plottet.
Richard Ben Cramer plotter eksemplarisk. Han skærer hele forhistorien om Ægypten og mordet på Anwar Sadat fra for at starte der hvor det bliver rigtigt spændende for læserne, der hvor menneskemassen løber ind mod begravelsespladsen. Dér plotter han. Og så klipper han igen lige der hvor de løbende ægyptere kommer gennem afspærringen og stormer frem mod begravelsespladsen, politiet og militæret. Her afbryder han historiens naturlige forløb for at holde os i uvidenhed mens han indleder sin nye historie fra det ægyptiske hjem.
Richard Ben Cramers historie er altså ikke bare spændende på grund af den nyhed den indeholder: "Sadats efterfølgere brugte magt for at holde folket væk fra hans begravelse". Hans historie er spændende læsning i sig selv. Historien er ikke bare god, den er også godt fortalt.
Featurens pædagogik
Plottet og personvalget – featureartiklens første to særpræg – skiller den tydeligt fra den traditionelle journalistiks tekster. Det er noget man umiddelbart bemærker. Men bag både personvalget og plottet ligger det tredje og måske vigtigste karaktertræk: pædagogikken. Featuren fører sine læsere på en anden måde end traditionel journalistik.
Traditionel journalistik er resumerende. Tydeligst viser det sig i nyhedshistorien hvor journalisten opsummerer en lang række enkelthandlinger og enkeltinformationer i et hovedbudskab eller en pointe som præsenteres for læseren i artiklens første sætning: "Ægyptens nye præsident brugte magt for at holde folket borte fra Anwar Sadats begravelse". For at skrive den sætning har journalisten indsamlet en masse fakta, udtalelser og observationer som han systematiserer og syntetiserer i det hovedbudskab som han gør til artiklens punchline.
Det er traditionel journalistik, og det er effektivt. Den fortravlede læser får konklusionen serveret på et sølvfad med det samme, og læseren holder op med at læse når hans nysgerrighed er tilfredsstillet.
Featurens pædagogik er anderledes. Hvor nyhedshistorien samler op og bearbejder informationerne for læserne, lader featuren læserne (med-)opleve en del af de enkeltfænomener som fik nyhedsjournalisten til at drage sin konklusion.
Featuren stiller observationer, detaljer og episoder til rådighed for læserne der på den måde får indblik i den konkrete virkelighed og får mulighed for selv at danne sig en mening om den.
Tag Richard Ben Cramer igen. Han kunne have skrevet nyheden om at Ægyptens magthavere holdt befolkningen borte fra Anwar Sadats begravelse, og det ville have være en både sober og redelig opsummering af alle de fænomener og informationer han opsnappede den dag: Politiet som lagde en jernring om Victory City; de menige ægyptere som cirklede omkring for at komme ind til højtideligheden; urobetjentene som tæskede dem der brød igennem afspærringerne.
Men i stedet for bare at opsummere lader Richard Ben Cramer læserne se (dele af) hvad han selv så den dag. Han beskriver (et udsnit af) det som fik ham til at konkludere at det ægyptiske folk pressede på for at få lov til at sige farvel til deres præsident, et udvalg af de handlinger som viste ham at magthaverne satte sig imod en folkelig begravelse. Og det er kun i rubrikken og underrubrikken man kan finde et artikuleret eller eksplicit budskab. I resten af artiklen må læserne selv drage deres konklusion ud fra det materiale Richard Ben Cramer stiller til rådighed.
Forskellen mellem featurens og den traditionelle journalistiks pædagogik kan tematiseres på flere måder. Jeg skelner mellem at opsummere og at beskrive. Andre foretrækker begrebsparret tell og show, men man kan også vende sig mod sproget og påstå at den traditionelle journalistik er syntetisk (dvs. samler dele til helheder), mens featuren er analytisk (dvs. skiller helheder i delelementer).
Hvert begrebspar har sin fordel og sine ulemper; det afgørende er at man forstår forskellen og samtidig forstår at den ikke er absolut. Featuren er nemlig ikke kun beskrivelse, kun show, kun analyse. En god featurejournalist går også ind og sætter tingene på plads med en hurtig opsummering eller en konklusion. Ellers ville teksterne blive alt for langtrukne og kedelige. Tænk blot på hvor kedsommelig det ville være hvis Richard Ben Cramer skulle beskrive at det var en begravelse i stedet for at fortælle det.
Så feature er ikke ren beskrivelse. Man kan tværtimod sige at den gode feature kendes på variationen mellem scenisk fremstilling og episk fortælling.
Men der er mere scenisk beskrivelse i en feature end i en traditionel journalistisk artikel. Traditionel journalistik bruger så godt som ingen scenisk beskrivelse. Alt fortælles af journalisten, og det stiller sig i vejen for det umiddelbare forhold mellem læseren og teksten.
Featurejournalister værner om det konkrete. På flere måder. Richard Ben Cramer skriver ikke at Cairos befolkning løb storm mod begravelsespladsen; det ville være en opsummering. Han viser os nogle enkelte og konkrete repræsentanter for folket og lader læseren selv tænke: Nå da, de løber nok storm mod begravelsespladsen. Han skriver ikke at magthaverne var i alarmberedskab; han lader i stedet læseren se det samme som han selv så: politibetjentene i kampuniform og med maskinpistoler. Ups, tænker læseren, magthaverne er i alarmberedskab i dag. Og han giver ikke kun læserne resultatet af det hele, men lader dem selv opleve den række af enkelthandlinger som fører frem til det.
På den måde sikrer featurejournalisten at læserne får rum til selv at danne deres forestillinger, til selv at skabe billeder, selv at tænke. Featurejournalisten ved nemlig at han ikke er ene om at skabe teksten; som journalist tilvejebringer han blot betingelserne for at teksten kan opstå i læsernes hoved. Tekster skal dannes i læsernes hoved, og den grundbetingelse er featurejournalisten mere bevidst om end sine kolleger.
Pædagogiske fordele
Featurens pædagogik har – som nyheden – en række indlysende fordele. For det første øger beskrivelsen de journalistiske historiers troværdighed. I de sceniske passager lader journalisten læserne se for sig selv. Journalisten viser hvilke kort han har på hånden, og selv om iagttagelserne er nøje udvalgte, virker det ærligt på læserne.
For det andet inddrager den beskrivende form læserne i skabelsen af artiklen. Læserne får ikke stoppet det hele ned i halsen. De får lejlighed til at danne sig deres egne billeder og deres egne konklusioner. Læserne får ansvar for egen læsning, og det ansvar gør det sværere for dem at holde op med at læse.
Som medproducenter på artiklerne bliver de også medansvarlige.
Featuren og hele sandheden
Christopher Scanlan, som i dag er writing coach og forsker på The Poynter Institute for Media Studies, blev som ung journalist på The Milford Citizen sendt ud til en nærliggende sø hvor politi- og redningsfolk var ved at lede efter en ung mand der var forsvundet. Man vidste at han havde været ude at svømme, men var han gået i land et andet sted, eller var han druknet, det vidste man ikke.
Ingen badede i søen da Christopher Scanlan kom frem til ulykkesstedet. De store børns leg var gået i stå, de små børn der legede i sandet, hviskede stille til hinanden. Voksne stod sammen i mindre klynger og talte dæmpet mens de fulgte redningskorpsets robåd der bevægede sig langsomt hen over den brune vandoverflade.
Lidt væk, blandt politibiler og udrykningskøretøjer, ventede drengens familie. Moren, en midaldrende kvinde, kæderøg.
Pludselig kom en dykker op til overfladen. Han vinkede til mændene i robåden, og kort efter brød drengens hoved og skulder vandoverfladen.
Redningsfolkene løftede ham op i båden og roede ham ind til bredden. Han var nøgen, bortset fra de lange, gennemvåde jeans, hans bryst var muskuløst, blegt og uden et hår.
Moren lå ind over politibilens køler, og med fødderne trampede hun en hidsig tappenstreg i støvet.
Hjemme på den tomme redaktion forsøgte Christopher Scanlan at skrive en historie som – ud over hv-informationerne – kunne viderebringe den tragedie, de følelser og alle de sanseindtryk han havde samlet den søndag ved søen, men som så mange journalister før ham måtte han give op. Han kunne ikke. Han vidste ikke hvordan han skulle gøre det.
Og da deadline nærmede sig, valgte han det sikre, telegramstilen: "En 17-årig Milford-dreng druknede i går i ....".
"Jeg har", skriver Christopher Scanlan mange år senere, "aldrig glemt den oplevelse, for den dag var der en historie som skulle fortælles, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det; jeg havde ikke værktøjerne til det".
Christopher Scanlan var frustreret over at han den dag så historien, han følte den, han vidste at den var der, men han kunne ikke gengive den. Han havde ikke redskaberne til det.
Oplevelsen indledte hans jagt på den gode journalistiske fortælling. Han ville lære at fortælle journalistiske historier som giver et mere alsidigt indtryk af det stykke virkelighed de repræsenterer.
Løsningen er, mener han:
- at beskrive personer i stedet for at citere kilder
- at kommunikere erfaring i stedet for synspunkter
- at være opmærksom på forløb og ikke kun resultater
- at beskrive i stedet for kun at opsummere
- at tilbyde oplevelse og ikke kun oplysning
- at udnytte læsernes ti sanser, det vil sige de fem almindelig plus læserens sans for tid, for sted, for mennesker, for drama og for betydning.
Hvis man overholder de seks regler, kan man gøre det der er målet med en journalistisk feature: Beskrive det menneskelige livs drama så det udfolder sig umiddelbart for læsernes øjne.
Og ved at lade læserne snuse til lidt af den forundring, angst og glæde som journalisten selv oplevede da han researchede sin historie, kan man give læserne det der ifølge NBC-produceren John Larson bliver allermeste afgørende i fremtidens journalistik: gode oplevelser (Christopher Scanlan, p. 422).
Søg
Temasider om samme emne
Hop til udgiver
Beskrivelse af:
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne for denne kilde: